Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ingen tid at spilde

I Norge er det en sygeplejerske, der tager telefonen, når et menneske ringer til alarmcentral 113, der udelukkende tager sig af sygdom og ulykke. Sygeplejersken hjælper og rådgiver og sender straks den nærmeste vagtlæge af sted, der kan behandle, indtil en ambulance når frem. Sygeplejersken er konstant i den anden ende af linjen, og det redder liv.

Sygeplejersken 1998 nr. 20, s. 16-22

Af:

Jesper Berg, journalist

Alarmtelefon 113 ringerpå den akutmedicinske kommunikationscentral (AMK) på centralsygehuset i Kristiansand i det sydlige Norge. En yngre mor er i panik, fordi hendes tre-årige søns vejrtrækning er så stærkt besværet, at han er begyndt at blive blå i hovedet. I samme øjeblik, som den unge mor har forbindelse til AMK, bliver telefonabonnentens navn og adresse vist på computerskærmen foran sygeplejersken. For en sikkerheds skyld dobbeltchecker sygeplejersken adressen.

Sygeplejersken beroliger den unge mor, så hun kan fortælle, hvad der er sket. Så snart moderen er blevet mere rolig, begynder sygeplejersken at rådgive hende om, hvad hun selv kan gøre for at få drengen til at trække vejret igen. Der er ikke tid til at vente på, at ambulance eller læge når frem. Skal drengens liv reddes, skal der handles her og nu. Og moderen er den eneste, der kan gå i gang med den første livreddende indsats.

''Hjælpen er på vej. Du må ikke lægge på. Imens fortæller jeg dig, hvad du skal gøre. Det klarer vi sagtens,'' siger sygeplejersken.

Det står hurtigt klart for sygeplejersken, at der kan være tale om et fremmedlegeme i luftvejene. Hun slår alarm til nærmeste vagtlæge i nærheden af adressen. Han skal frem og behandle drengen, indtil en ambulance kan nå frem. Under hele forløbet har en ambulancekoordinator lyttet med og fundet frem til den nærmeste ambulance, som allerede er alarmeret.

Samtidigt kobles vagtlæge og ambulancemandskabet sammen på radioen, så de hele tiden kan holde kontakt med hinanden. I den korte tid, hvor sygeplejersken er i færd med at tilkalde vagtlægen, overtager ambulancekoordinatoren forbindelsen med den unge moder. Han beroliger hende, indtil sygeplejersken overtager et øjeblik senere:

''Få barnet hen til telefonen. Du må ikke lægge på. Jeg fortæller dig punkt for punkt, hvad du skal gøre. Det er vigtigt, at du hele tiden kan høre mig, og at du gør præcis, hvad jeg siger,'' lyder det roligt fra sygeplejersken.

Moderen følger nøje anvisningerne. Drengen hoster efter en tid en knap op, som havde sat sig på tværs i halsen. Vagtlægen når frem og kan tage over. Ambulancen kan vende om. Denne gang var der ikke brug for den.

Ovenstående autentiske hændelsesforløb beskriver en af de vigtige funktioner for en akutmedicinsk kommunikationscentral som AMK i Kristiansand: Hjælpen begynder i det øjeblik, et menneske i nød ringer efter hjælp.

Liv eller død

''Det er af afgørende betydning, at den første person, der modtager et opkald om en medicinsk nødsituation, har en sundhedsfaglig viden, som gør det muligt at sætte en behandling i gang med det samme. De første minutter kan betyde forskellen mellem liv og død. Så enkelt er det,'' siger afdelingssygeplejerske Uni Wik fra Akut Medicinsk Kommunikationscentral i Kristiansand i Norge.

Selve AMK-centralen ligger i tilknytning til den akutte modtagelse på Vest Agder Sykehus, der dækker et område med 150.000 mennesker. I forbindelse med en større omlægning af den akutmedicinske nødtjeneste i Norge og med oprettelse af et landsdækkende kommunikationsnetværk med AMK-centraler i alle fylker (amter, red.), blev sygeplejerskerne udpeget til at betjene nøglepositionerne i et langt mere offensivt akutmedicinsk kommunikations- og behandlingssystem.

Ambitionen var en bedre udnyttelse af de eksisterende ressourcer, og det er i dag lykkedes fuldt ud.

Tre alarmnumre

For eksempel har man oprettet tre forskellige alarmnumre, der skal sikre, at borgeren altid kommer i kontakt med den rette instans. Ved ulykke eller sygdom ringes der 113, mens der ringes 110 ved brand og 112, hvis man skal have fat i politiet.

Ringer nogen forkert, kan der med et tryk på en enkelt knap stilles om til den rigtige central.

Til sammenligning eksisterer der i Danmark kun et nummer – 112 – der fungerer som en viderestillingscentral til ambulance og brandberedskabet.

De er bemandet med politifolk uden sundhedsfaglig uddannelse.

Om den danske model siger oversygeplejerske Arild Sørensen på AMK Kristiansand: ''Det virker ikke logisk at have personale uden sundhedsfaglig uddannelse til at besvare medicinske nødopkald fra borgerne. Det kan ikke være særligt betryggende at stå i en alvorlig situation og så komme i kontakt med en person, der ikke har den fornødne indsigt og uddannelse til at hjælpe og

Side 17

Billede 

Side 18

Annonce

Side 19 

vejlede. Det er spørgsmålet, om en politibetjent er lige så fagligt kompetent til at tage sig af en akutmedicinsk situation som en sygeplejerske. Det mener jeg ikke.''

Sygeplejersker foretrækkes

I Norge har man for længst overstået debatten om, hvem der skal have ansvaret for at hjælpe borgere ved sygdom og ulykke. I begyndelsen var der diskussion om, hvorvidt læger eller sygeplejersker skulle bemande AMK-centralerne. Diskussionen drejede sig blandt andet om sygeplejerskernes evne til at foretage den indledende medicinske vurdering af et alarmopkald. Lægerne fastholdt, at det var en opgave for dem. Men alligevel er det i dag sygeplejersker, der visiterer alarmopkaldene.

''Det viste sig hurtigt, at det ikke var en opgave for læger. Det ville være spild af ressourcer at lade læger med en lang uddannelse bag sig tage sig af alarmopkaldene. De skal bruges til det, de er bedst til, nemlig at behandle patienter. Sygeplejersker har tilstrækkelig medicinsk viden til at tage sig af alarmopkaldene, og de er nok også bedre til at kommunikere,'' siger Arild Sørensen.

På AMK Kristiansand er det – som på alle de andre norske AMK-centraler – udelukkende sygeplejersker med erfaring fra akutmodtagelsen, der rekrutteres til jobbet på centalen. Da der ofte er tale om stressede situationer, hvor der skal træffes livsvigtige beslutninger, har man indført fire timers vagter med jobrotation. Således arbejder AMK-sygeplejerskerne fire timer i centralen og fire timer i den akutte modtagelse. Og andre dage har de hele vagter i modtagelsen.

Det betyder, at sygeplejerskerne får mulighed for at holde deres praktiske færdigheder ved lige, ligesom det giver en større sammenhæng og forståelse i arbejdet.

Ambulancekoordinatorerne har en lignende ordning, hvor de halvdelen af tiden arbejder i den kommunale ambulancetjeneste.

Højt niveau

Samarbejdet mellem de to faggrupper forløber uden de store problemer. En klar opgave- og ansvarsfordeling (se figur 1) sikrer, at der ikke opstår tvivl om, hvem der skal gøre hvad. De 27 AMK-sygeplejersker og de 15 ambulancekoordinatorer har alle gennemgået specielle kurser, der kvalificerer dem til at betjene det avancerede teknologiske udstyr i AMK-centralen.

Hvert år har man recertificering af koordinator og sygeplejerske. Denne recertificering består af en virkelighedstro øvelse, hvor alle aspekter af indsatsen bliver vurderet. Det betyder, at man hele tiden har sikkerhed for, at personalet er i stand til at samarbejde og betjene det avancerede udstyr på en tilfredsstillende måde. Ligeledes skal personalet til en ny recertificering, hvis de har været væk fra jobbet i mere end tre måneder.

''Vi er nødt til at sætte et højt niveau, og det er alle medarbejdere klar over. De gør selv meget ud af at ajourføre sig med ny

Side 20-21

Billeder

Side 22 

viden, og de er samtidigt meget aktive med hensyn til, hvordan vi hele tiden kan forbedre systemet. Det giver et engageret miljø, hvor alle føler, at de har et ansvar for at sørge for den bedst mulige hjælp til borgeren,'' siger Uni Wik.

Men også rent formelt forpligter personalet sig til hele tiden at have kendskab til den seneste udvikling inden for det akutmedicinske vidensfelt. Konkret betyder det, at de skal have kendskab til et omfangsrigt medicinsk opslagsværk, der er udarbejdet af den norske lægeforening, til brug ved visitering af alarmopkald. Dette opslagsværk, der beskriver forholdsregler om alt fra allergisymptomer til hjertestop, er en præcis gennemgang af, hvordan sygeplejersken skal rådgive og hjælpe patient eller pårørende ved opkald til 113.

Ikke forbudt at tænke selv

Ud over at rumme en række nødvendige spørgsmål, der skal stilles til den, som ringer op, er der for hver enkelt type ulykke eller sygdomme et stort afsnit om, hvordan sygeplejersken skal instruere vedkommende, indtil kvalificeret hjælp kan nå frem. Det betyder, at uanset hvilken form for medicinsk nød, der er tale om, kan sygeplejersken give præcise instruktioner til patienten eller den pårørende.

Men som Arild Sørensen understreger, er det medicinske opslagsværk ikke det eneste værktøj:

''Det er jo ikke forbudt at tænke selv, og vi lægger stor vægt på, at den enkelte sygeplejerske kan spørge om alt det, der ikke er taget med i opslagsværket. Derfor er det tvingende nødvendigt, at man har en sundhedsfaglig viden og baggrund og er i stand til at spørge mellem linjerne,'' siger Arild Sørensen og tilføjer: ''Det er vigtigt, at den enkelte sygeplejerske altid tager udgangspunkt i spørgevejledningen i det medicinske opslagsværk, men samtidigt hurtigt lytter sig frem til problemets kerne.''

Selvom der er faste retningslinjer og procedurer for samtlige funktioner i AMK-centralen, sker det en gang i mellem, at noget ikke går som forudset. Der kan for eksempel være tale om en melding, der ikke indløber ad de rette kanaler eller når frem til rette vedkommende. I den slags situationer bliver afvigelsen omhyggeligt noteret på papir og samtidigt dokumenteret med båndoptagelser og vil senere kunne danne baggrund for en analyse af den aktuelle afvigelse. Når man har fundet frem til fejlen, bliver den øjeblikkelig rettet, eller man tilpasser procedurerne, så man undgår en fremtidig gentagelse. Den faste procedure med opsporing af afvigelser og direkte fejl er et vigtigt led i den fortsatte kvalitetsudvikling af den akutmedicinske kommunikationscentrals arbejde.

Akutmedicinske ressourcebaser

Arkitekten bag det velfungerende AMK-netværk i Norge er afdelingsoverlæge Paul F. Forstrønen ved Haukeland Sykehus i Bergen. Han er speciallæge i organisering af akutmedicin og manden bag den såkaldte Hordaland-model, der i dag har vundet indpas i det meste af Norge. Kernen i modellen er et finmasket kommunikationsnetværk, der binder det sundhedsfaglige personale tættere sammen. Det har betydet, at sygehusene i dag i langt højere grad er udadvendte ressourcebaser, hvis indsats allerede begynder på skadestedet. Det kan lade sig gøre, fordi man ikke længere har en alarmcentral skudt ind mellem skadested og sygehus. Ved at udstyre sygehusene med AMK-centraler, har man fastslået, at sygdom og ulykke er en medicinsk opgave, som ikke må overlades til personale uden den fornødne sundhedsfaglige baggrund.

Helt tilbage i 1989 præciserede Paul F. Forstrønen det således i et interview med 'Sygeplejersken':

''Al vor erfaring går i den retning, at alvorlige akutmedicinske situationer må uden for sygehuset – som inde på sygehuset – håndteres af læger og sygeplejersker. Det er deres job. Det ville være utænkeligt, at man inde på sygehuset sendte bud efter en brandmand ved for eksempel hjertestop. Hvorfor skal vi gøre det uden for sygehuset'' (1).

Litteratur

  1. Tidsskrift for Sygeplejersker 10/89: Telemedicin – Norske tendenser.

Nøgleord: Akutmedicin, AMK, Norge.

Akutmedicin

Ingen tid at spilde             

Danmark er et akutmedicinsk uland               

Tårnet vælter