Klap lige hunden

Nogle gange er der virkelig brug for at klappe hunden – både i direkte og overført betydning, før der kan skabes en god kontakt til familien om barnet.Modelfoto

Jeg kan godt lide hunde og havde klappet begge eksemplarer, strøget katten over ryggen, hilst på familien og sat mig i sofaen. Situationen var oplagt, vi skulle se på og snakke om det lille nyfødte barn i familien. Men at koncentrere sig om spædbarnets signaler, at stille spørgsmål til moderen og få de to, mor og barn, til at forstå hinanden med en stor kontaktsøgende hund på den ene side i sofaen, en lille hund ved den anden side og en smygende kat i vindueskarmen lige bag mig, det var simpelthen umuligt. Med en vis underforstået autoritet rejste jeg mig og sagde:

''Er det ok., jeg lige lukker hundene ud i gangen?''

Ved næste besøg blev jeg konfronteret med, at hundene havde skidt på gulvet i gangen og ædt en del af det nye træværk på trappen, så jeg måtte love faderen ikke at gentage isolationen af hundene.

Næste forsøg. Jeg hentede myndighed fra min tid med hundetræning, så boxeren dybt i øjnene og sagde bestemt:

''Jeg kan godt lide dig, men jeg vil ikke have dig her i sofaen, så læg dig!''

Den essentielle forudsætning for at arbejde som sundhedsplejerske er, at man skal kunne lide mennesker. Det er indlysende, men måske er det en lige så afgørende faktor, at man skal kunne lide menneskenens hunde. Hundene, som modtagere af nærhed, kontakt og omsorg på et plan, som for os at se er grænseoverskridende. Den store boxer i sofahjørnet med pude under hovedet. Den tre uger gamle pige, der sover på sofaen mellem to hunde. Schæferhunden i en toværelses lejlighed, hvor den af familien modtager en opmærksomhed og kærlighed, man kunne ønske sig direkte overført på den seks måneder gamle datter, der bare får lov at ligge ustimuleret, fordi forældrene tror, at udvikling kommer af sig selv.

Den svære balancegang

At give kærlighed, at røre ved, at snakke med, at købe den rette mad til og at forsvare over for omverdenen, denne opmærksomhed og omsorg er hunden modtager af.

Undren, nysgerrighed, uro og glæde er nogle af de følelser, der dukker op i mig ved besøg i disse hjem. På ydersiden familier med særlige behov, de tunge sager i det sociale system. Familier, der i sundhedsplejen får tildelt en særlig indsats til ressourcesvage forældre. På indersiden familier med evner til at give og modtage nærhed i forhold til deres dyr: Det er tilladt at holde af dyr, men for angstprovokerende at involvere sig følelsesmæssigt i andre mennesker og dermed også i barnet. Oplevede svigt i eget liv og mangel på ægte nærvær fra andre mennesker kan blokere for evnen til selv at involvere sig følelsesmæssigt.

Linen kan være svær at holde balancen på, men det er nødvendig at turde bevæge sig ud på den for at nå og møde familien. At turde give slip på vore normer og værdier og tro på, at forældrene vil det bedste for deres barn. Men de må forstå, hvad det vil sige at passe et barn, snakke med et barn og lege med et barn. Begreber, der i vores velfungerende hjem er indforståede. For at de kan bruge os udefrakommende, må vi rumme deres måde at leve på, når vi træder over deres dørtrin. Vi må klappe deres hunde – vi må blive i deres hjem, til vi kan se deres glæder og holde ud at se og være midt i deres smerte og frustrationer. Først i det nærvær kan vi se ressourcerne, og da kan det egentlige samarbejde starte omkring barnet.

Nærværet til dyr

Disse tanker udspringer af bestræbelser på at møde forældrene der, hvor de er, samt fremme de iboende ressourcer. Det er målsætninger, der er betydningsfulde i vores arbejdsmetode inden for sundhedsplejen i Ulfborg-Vemb Kommune (1).

Vi er meget opfyldt af Margareta Berg Brodens bog: 'Mor og barn i ingenlandsland' (2), af Inga Axelsens afhandling: '....især tilgodese børn med særlige behov' (3) og af Anne Salters afhandling 'Dansen omkring barnet' (4).

Så mange spændende og lærerige materialer er skrevet om disse livsnære problematikker, vi står i hver dag i sundhedsplejen. Vi har læst beskrivelse af Greve Kommunes udviklingsprojekt om forebyggelse af omsorgssvigt (5), og nu sidder vi og suger til os af lærdom og andres erfaringer, samtidig med vi afprøver en ny måde at arbejde på inden for sundhedsplejen i Ulfborg-Vemb Kommune.

Selv kan jeg ikke glemme mine indtryk af det nærvær til dyr, jeg ser udfolde sig i disse svage familier. Det nærvær, vi sideløbende kæmper for at få etableret til deres børn.

Hvor henter vi ressourcerne i disse mennesker? Hvis vi kan se forbi den daggamle opvask, de fyldte askebægere og de beskidte engangsbleer på kanten af vaskekummen,

Side 51

kan vi så opdage følelser og evner, som kan fremmes og imødekommes? Vi tror på det, men vi ser, det kræver meget af sundhedsplejersken personligt og fagligt. Det kræver en anden arbejdsform, fordi det kræver tid, masser af tid sammen med familien. Det kræver tæt og godt kollegialt samarbejde, supervision og tæt forståelsesrum til sagsbehandlere.

Tid til noget nyt

En ny arbejdsmetode inden for sundhedsplejen i Ulfborg-Vemb Kommune udsprang af en række af uafhængige hændelser.

En situation med mangel på sundhedsplejerske til spædbørnsområdet samt udsigt til at skulle ansætte endnu en ny sundhedsplejerske i løbet af et halvt år, da skolesygeplejersken havde meldt sin fratrædelse, affødte en opnormering på 30 timer om uge i et halvt år ved ansættelse af to medarbejdere, Inger Jensen, uddannet sundhedsplejerske i 1969 og undertegnede Kirstine Ørts, uddannet sygeplejerske i 1982 og med ansættelse på dispensation som sundhedsplejerske.

Kommunens normering var en fuldtidssundhedsplejerskestilling til spædbørn (ca. 90 fødsler pr. år) samt en 25 timers skolesygeplejerskestilling til ca. 1.050 skolebørn på syv kommuneskoler og to efterskoler.

I opnormeringen lå følgende bundne opgaver i det halve år:

Varetagelse af efterslæbet inden for småbørnsområdet efter en fire måneders periode uden sundhedsplejerske.

Forberedelse af den kombinerede sundhedstjeneste med sammenlægning af småbørns- og skolesundhedsplejen.

Udarbejdelse af et projekt med udgangspunkt i ekstra støtte til unge uerfarne mødre.

Udgangspunktet for os var altså vide muligheder til at afprøve noget nyt. Hvad det konkret skulle omfatte, voksede ud af tre givne situationer med forældre, der havde fået barn og hvor der var dybe bekymringer i forhold til, hvordan de skulle magte denne opgave, bl.a. en familie der var flyttet til kommunen efter at have været anbragt på et observationshjem efter fødslen. Alle alarmklokker var tændt. Barnet var fjernelsestruet. Forældrenes barndoms- og opvækstvilkår havde været ekstremt dårlige med oplevelser af overgreb og store svigt.

At være til stede

Linedansen startede, og sikkerhedsnettet måtte vælges finmasket. I denne familie var der virkelig brug for at klappe hunden, både i direkte og i overført betydning ved at have tålmodighed og tid nok. Kontakten til faderen måtte skabes ved at udvise interesse for den store schæferhund. Det var nødvendigt ved de første mange besøg bare at være til stede i deres liv, som det var, uden at ville råde, uden at ville gøre og vigtigst uden at ville irettesætte eller kritisere.

Dette sårbare tidsrum fra vi træder ind over deres dørtrin, til vi får deres tillid, og de tror på, at vi vil dem noget godt, er en meget krævende balance.

Vi skal være opmærksomme på, at barnet ikke lider omsorgssvigt, og samtidig bestræbe os på at få forældrenes fulde tillid som den afgørende faktor for at kunne finde og fremme de ressourcer, de har til at imødekomme deres barns behov.

Det giver sugen i maven og svedige hænder at være i denne altafgørende fase. Det kræver kollegialt nærvær og støtte samt et tæt samarbejde med sagsbehandlere.

Muligheden for at komme ofte, cirka hver anden dag, og blive længe, ofte to-tre timer, så læresituationen blev naturlig efter princippet 'learning by doing', så vi som det afgørende i, at samarbejdet med familien blev etableret. Barnet trivedes og udviklede sig, men kontakten skulle holdes, vi skulle være tålmodige og vedholdende.

Barnets behov

Den arbejdsform at være der, at blive der, at have tid nok og være vedholdende fik vi hurtigt mulighed for at prøve hos to andre familier. Mønsteret gentog sig og især oplevelsen af, hvor nødvendigt det er at kunne være helt til stede og være nærværende

Side 52

uden at give gode råd og kommentere. At lytte, fornemme og være afventende.

At gå to skridt frem og halvandet tilbage på linen og alligevel holde balancen kræver for os at se, at vi skal være der meget intenst, især i de to første måneder efter fødslen. Den fornemmeste opgave er at bane vejen til, at mor/far og barnet kan mødes via øjenkontakten, så barnets signaler bliver modtaget:

''Det er i relationen til forældrene, barnet bliver til, som den personlighed det er.'' (Margareta Berg Broden. Hindsgavl Slot 1997).

Situationen at bade sit barn kan være indgangen til at opleve, hvordan barnets signaler bliver set eller ikke set, og muligheden for at opleve moderens tanker, billeder og forestillinger om, hvad hendes barn kan eller ikke kan give udtryk for. Det kan bedst beskrives ved en oplevet situation. Jeg kom hos familien som aftalt klokken ni, og blev mødt af høj barnegråd fra badeværelset. Den lille pige på tre uger er lige kommet op af badekarret. Jeg ser pigen ligge grædende, uden noget over sig på puslebordet. Hænderne er fast knugede, hun vil slet ikke se på mig. Hun er våd og kold, men ikke ren.

Jeg spørger:

''Er hun sulten?''

Moderen svarer:

''Ja, hun har ikke fået noget siden klokken et i nat.''

Efter pigen har fået tøj på og har fået mad, kan vi tage fat. Moderens begrundelse for at bade datteren først, inden hun fik mad, var:

''Hun skal i bad hver anden dag, det passer mig bedst om morgenen, og på sygehuset sagde de, at det var bedst at bade hende, inden hun fik mad, så hun ikke kom til at gylpe.''

Total mangel på refleksion og mangel på at kunne se barnets basale behov gør, at moderen ikke forstår barnets gråd, men syntes barnet er træls og besværlig.

Jeg sidder med en stor klump i maven. Jeg havde jo sagt det, at den lille pige havde brug for at spise hver tredje, fjerde time døgnet rundt, og alligevel sker dette. En stor lærestreg til mig. Jeg havde ikke nået denne mor, hun havde hørt informationen på sygehuset, og hun havde hørt min vejledning, men hun kunne ikke bruge den. Al vores velmente information var ikke blevet modtaget.

Badesituationen rummer mange muligheder for at se og opfylde barnets behov. Vi aftaler, at jeg skulle komme næste dag klokken otte. Pigen skulle da være mæt, og vi aftalte at hjælpe hinanden med at bade hende. Jeg var der tre timer. Ved hele tiden at opleve gennem pigen, lykkedes det at nå moderen ved at spørge: ''Hvad ser du?'' ''Hvad tror du, hun vil fortælle os?'' ''Hvordan ser hun ud nu?'' ''Hvad fortæller de knyttede hænder?'' ''Hvad får det dig til at føle, når hun ser på dig?'' osv. Al vejledning gik gennem barnets signaler. At se den lille pige få bad, når hun er mæt. At se forskellen ved, at hun ligger på puslebordet dækket af et varmt håndklæde i stedet for udækket og våd. Hele tiden bestræbe, at det er moderen selv, der skaber de vellykkede situationer ved at blive guided gennem barnet.

Da pigen er godt tre uger gammel, er øjenkontakten mellem mor og barn etableret, og fra den dag moderen sagde: ''Først nu føler jeg, hun er min,'' oplevede vi skjulte ressourcer blomstre op hos moderen. Når Magareta Broden siger, det er i de første to måneder af barnets liv de vigtige relationer skabes, giver det grobund til at tro på, at det nytter at være vedholdende!

Brugerne bestemmer

At være set er at være til. Ikke at være set er ikke at være til. At skabe sejre, at skabe oplevelser af at lykkes i forhold til barnet er det absolutte mål. Når det lykkes, åbnes døre til forældrene, som vi ydmygt kan få lov til at komme ind ad.

Vi skal være katalysator, en usynlig hjælper, der sætter en proces i gang, hvor forældrene oplever, det er dem og ikke os, der er styrer. Kan vi det? Kan vi få tid, kræfter og overskud til at arbejde intenst, vedholdende og tålmodigt i disse familier med særlige behov?

Det er det, vi er i gang med at afprøve og beskrive. Vi fik muligheden i et halvt år grundet opnormering og skulle i denne periode beskrive arbejdsmetoden og tendensen ved at arbejde på den måde.

Med opbakning fra socialforvaltningen, embedslægen og amtssundhedsplejersken har vi fået lov at fortsætte. Projektet støttes økonomisk af Socialministeriet og forpligter os til at nedskrive vore erfaringer og oplevelser i forløbet med dette metodeudviklingsprojekt, som vi har kaldt: Hurtig indsats, tidlig indsats.

Vi har valgt at tage skridtet fuldt ud ved at sige:

Tilbuddet om sundhedspleje gælder alle, der har børn i alderen fra 0 til 17 år. Det nye i denne form er, at brugeren selv bestemmer, hvornår det er aktuelt og betydningsfuldt for dem at få besøg. For at have ressourcer til at være der og kunne blive der, når der er behov for det, har vi slettet alle rutinebesøg i besøgsarbejdet. Alle hjem bliver kontaktet pr. telefon efter fødslen med tilbud om besøg, når de ønsker det. Ud af 90 fødsler i år til dato, har kun to familier, hvor det drejede sig om barn nr. fem og barn nr. fire, sagt nej tak til besøg. Det bliver altså en meget individuel sundhedspleje, og tilbuddet er uafhængigt af, hvilket nummer barnet er i søskendeflokken.

Det er det, vi vil forsøge, at beskrive i den næste rapport. Vi håber at have en rapport færdig til august 1998.

En vigtig side, som jeg har lyst til at fremhæve, er styrken i at have et godt kollegialt fællesskab. I mit arbejde skal jeg have faglig supervision af min kollega Inger Jensen, fordi jeg arbejder på dispensation. Jeg oplever det næsten som at være i mesterlære, og synes jeg lærer utrolig meget. Det at supervisere hinanden er blevet en vigtig del af vores arbejdsform og for mig helt afgørende for at kunne holde balancen i linedansen.

Litteratur

1. Hansen Jytte: 'Udviklingsrum'. Udviklings- og forskningscentret for Fyn og Sønderjylland, 6200 Aabenraa.
2. Broden Margareta Berg: 'Mor og barn i ingenmandsland'. København, Hans Reitzels forlag 1996. Udgivet på svensk i 1989.
3. Axelsen Inga: '. . . især tilgodese børn med særlige behov'. Nordiska Hälsovårdhøgskolan. Mesterafhandling. November 1994.
4. Salter Anne: 'Dansen omkring barnet'. Muligheder og barrierer i mødet mellem moder og sundhedsplejersken. Danmarks Sygeplejerskehøjskole. Nr. 27, 1996.
5. Nissen Ellen. PPR i samarbejde med sundhedsplejen i Greve Kommune: Forsøgsprojekt. Tidlig forebyggelse af omsorgssvigt. Rapport 1, 1991. Henriksen, Ruth. Malmgren, Linda. En god start, tidlig mor-barn indsats. 1995, Rapport 2.

Nøgleord: Familiestøtte, sundhedspleje.