Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
Tårnet vælter
Fortsætter man uddelegeringen af medicinske opgaver til ambulancefolk uden sundhedsfaglig uddannelse, svarer det til at bygge et tårn uden at have fundamentet i orden. Før eller siden vælter det, mener svenske eksperter i præhospital behandling. I Sverige har man derfor – i modsætning til herhjemme – valgt at satse på sygeplejersker i ambulancetjenesten.
Sygeplejersken 1998 nr. 20, s. 24-26
Af:
Jesper Berg, journalist
I midten af firserne begyndte svenskerne for alvor at diskutere præhospital behandling. Den medicinske udvikling dengang betød, at der kunne gives flere former for medicinsk behandling i ambulancen på vej til hospitalet. Et springende punkt var, hvorvidt ambulancefolkene havde nok uddannelse i forhold til de nye muligheder. Skulle de have mere uddannelse, eller skulle man satse på en helt ny uddannelse.
I dag er diskussionen slut, og man er i fuld gang med at uddanne ambulancesygeplejersker. Ambitionen hos den svenske socialstyrelse, der nøje følger udviklingen på det præhospitale område, er, at der inden fem år skal være en sygeplejerske i hver eneste akut-ambulance. Den svenske socialstyrelse har ved flere lejligheder anbefalet, at det skal være kvalificeret personale, der udfører medicinsk behandling, uanset om patienten befinder sig på sygehuset eller i en ambulance. I Danmark har man uddelegeret nogle få behandlinger til ambulancereddere, men de har en så begrænset medicinsk baggrund, at de ikke ville få lov at udføre den samme behandling på et sygehus.
Om kompetence for ambulancesygeplejersker skriver den svenske socialstyrelse i juni 1997 således, at ''... udførelsen af medicinske opgaver i ambulancetjenesten kræver – ligesom i den øvrige del af sundhedsvæsenet – omfattende medicinsk viden. Et rimeligt niveau er en sygeplejerskeuddannelse, kombineret med en bred erfaring ...''
Udviklingen på det medicinske område har betydet, at der i dag er større muligheder for at starte behandlingen af patienten på skadestedet eller i ambulancen. Samtidig har man forsøgt at give ambulancefolkene en tilsvarende øget uddannelse. Men det er man nu på vej bort fra. I stedet satser man på specialuddannede ambulancesygeplejersker.
Fundamentet skrider
Om baggrunden for satsningen siger adjunkt ved Vårdhögskolan i Borås, Birgitte Sundstrøm:
''At blive ved med at uddelegere medicinske opgaver til ambulancefolkene kan sammenlignes med at bygge et tårn. Hvis fundamentet ikke er i orden, så styrter tårnet sammen. Det er i høj grad, hvad vi kunne have frygtet ville ske for ambulancefolkene. De har ikke det nødvendige sundhedsfaglige fundament.''
Denne situation har man undgået i Sverige, hvor man allerede i 1994 startede specialuddannelsen af sygeplejersker med henblik på at styrke den præhospitale indsats.
De første sygeplejersker tog uddannelsen på Vårdhögskolan i Borås, der var det første sted, som tilbød det specielle overbygningsmodul. Siden er det gået stærkt med uddannelsen af sygeplejersker i præhospital behandling, og i dag er der cirka 10 steder i Sverige, der tilbyder uddannelsen. Det har betydet, at man for alvor har taget hul på at få dokumenteret og forsket i den præhospitale indsats.
Præhospital doktor
En af drivkræfterne i forskningen er Björn Ove Suserud, der som sygeplejerske begyndte at interessere sig for præhospital behandling. En interesse han har holdt ved lige gennem et lægestudium og frem til i dag, hvor han den 15. maj i år forsvarede sin doktordisputats om sygeplejerskers betydning i den præhospitale behandling ved Göteborg Universitet.
I sin disputats fastslår Björn Ove Suserud, at den medicinske udvikling har betydet, at ambulancetjenesten ikke længere kan betragtes som en ren transportorganisation. Den moderne opfattelse af ambulancen er, at den skal være sygehusets forlængede arm, og det kræver, at det er personale med indgående kendskab til sygehuset, der er med til at bemande ambulancerne. Han peger direkte på sygeplejersker som grundstammen i fremtidens ambulancetjeneste og konkluderer, at der er behov for flere højtuddannede ambulancesygeplejersker. Han har i forbindelse med udarbejdelsen af disputatsen interviewet både læger og ambulancefolk, og for begge gruppers vedkommende gælder det, at de mener, sygeplejerskerne har betydet et løft for den præhospitale indsats. Samtidigt dokumenterer disputatsen, at tre ud af fire læger mener, at det skal være en offentlig opgave at drive ambulancetjeneste.
Han ser den manglende forskning og dokumentation på området som en naturlig konsekvens af, at det præhospitale område traditionelt har været overladt til ambulancetjenesten.
''Man har ikke samme tradition for at indsamle data, som man har i sundhedsvæsenet. Det har betydet, at det har været vanskeligt at dokumentere effekten af den præhospitale indsats, og derfor har man ikke haft et ordentligt grundlag at træffe beslutninger på. Men i takt med, at vi får flere sygeplejersker i ambulancerne, så stiger dokumentationen markant, og det giver os et grundlag for, at vi kan begynde at arbejde med kvaliteten i den præhospitale indsats,'' siger Björn Ove Suserud.
Han understreger, at der fortsat er et stort behov for at dokumentere effekten af den præhospitale indsats, men at det første skridt er at ændre synet på ambulancetjenestens muligheder. Han mener, at ambulancerne skal integreres langt mere i den øvrige del af behandlingen, for at man kan udnytte ressourcerne optimalt.
De svenske ambulancesygeplejersker arbejder visse steder efter et rotationsprincip, hvor de halvdelen af tiden er på sygehuset, og i den anden halvdel kører ambulance. Det har skabt en bedre forståelse for den præhospitale indsats. Björn Ove Suserud så gerne, at rotationsprincippet blev standard i hele Sverige.
Dagbladet Politiken
den 19. april 1998:''Det er grotesk, at befolkningen ringer til en rent teknisk organisation, når det virkelig brænder på. Politimanden har ingen som helst sundhedsfaglig indsigt.''
Mogens Bredgaard Sørensen, tidligere administrerende overlæge for Lægeambulancen i København.
''Jeg fornemmer en ekstrem træghed hos politiet mod forandring og kan ikke længere finde argumenter for at bevare 41 alarmcentraler uden sundhedsfaglig erfaring eller tilsvarende teknisk udrustning.''
Esther Larsen (V), tidligere sundhedsminister.
''Dette område har i flere år været præget af udenomssnak. Men der er tale om en medicinsk katastrofe. Både praktisk og politisk fungerer alarmcentralerne i dag som en blindtarm, ingen tager alvorligt.''
Anne-Marie Hansen (S), sundhedsordfører. Dagbladet Politiken den 26. april 1998:
''... Danmark er et præhospitalt u-land. I udlandet er det for længst gået op for myndighederne, at omskolede ambulanceførere hverken har uddannelsen eller den daglige rutine til at udføre den krævende opgave at redde menneskeliv.''
Birthe Dissing, anæstesisygeplejerske.
Den udlægning blev kategorisk afvist af Korpslæge i Falck, Sven Trautner, der beskriver den rosenrøde udlægning af forholdene i udlandet som en skrøne, der sjældent stemmer overens med virkeligheden: ''Den præhospitale indsats kan sagtens gøres bedre. I øjeblikket mener jeg, at det altoverskyggende problem ligger på alarmcentralerne.''
Björn Ove Suserud: Ambulancesygeplejersker har løftet den præhospitale behandling.Hurtig og kvalificeret hjælp rykker ud.Svensk ambulancesygeplejerske indleder behandlingen af patienten.
Bedre ambulancejournaler
Konkret har rotationsprincippet medført, at man i dag er langt mere opmærksom på, hvordan man hele tiden kan tilpasse sig hinanden for at forbedre behandlingen. Blandt andet har man set det i patientens ankomst til den akutte modtagelse på sygehuset.
''I dag har vi ambulancejournaler, der er anderledes brugbare i den videre behandling. Fra at have været en slags kvittering for den udførte kørsel er den nu et vigtigt led i den videre behandling. Førhen har der nok været en tendens til, at den har været sparsom med oplysninger, men nu har den fået langt mere tyngde. Det er klart, at en sygeplejerske kan stille
anderledes relevante spørgsmål og observere patienten mere målrettet. Hun ved, hvilke oplysninger der er relevante for den videre behandling,'' siger Björn Ove Suserud.
Birgitte Sundstrøm er enig i, at der i dag er en langt større sammenhæng mellem ambulancen og akut-modtagelsen på sygehusene.
Hun mener, at det blandt andet har betydet, at der ikke udføres så meget dobbelt arbejde som før.
"I den akutte modtagelse er man meget trygge ved, at det er en sygeplejerske, der har haft ansvaret for patienten under transporten, og man stoler på hendes observationer. Det giver en glidende overgang, hvor patienten ikke belastes med at besvare de samme spørgsmål to gange,'' siger Birgitte Sundstrøm.
Selvom der således skulle være åbenbare fordele ved at satse på sygeplejersker i ambulancerne, så er det urealistisk at tro, at de kan klare opgaverne alene. Der er fortsat et stort behov for at holde fast i ambulancefolkene.
''De har en stor rutine, som vi stadig har brug for. Det er vigtigt, at de forskellige kompetencer bliver brugt på en måde, så det styrker samarbejdet om patienten. Ambulancefolkene er ikke blot chauffører. De har en stor viden og erfaring, som vi skal forstå at drage nytte af,'' siger Birgitte Sundstrøm.
Da man begyndte at indføre sygeplejersker i ambulancetjenesten, skete det ikke uden modstand fra ambulancefolkene. Men efterhånden som både lovgivning og befolkningen kræver flere sygeplejersker i den præhospitale indsats, er modstanden stilnet af, og mange ambulancefolk er i dag under uddannelse til sygeplejersker. Björn Ove Suserud er ikke i tvivl om, at hele det præhospitale område er inde i en rivende udvikling. Han understreger, at det langsigtede mål er at udviske grænserne mellem de forskellige led i den præhospitale kæde. Der skal ikke være forskel mellem det første led – ambulancen – og det næste led – den akutte modtagelse.
''Vi skal se i øjnene, at præhospitalt arbejde er andet end blod og ulykker. Det er i lige så høj grad en opgave om at få alle dele af behandlingen til at fungere som en ubrudt kæde med samme høje behandlingsniveau og kompetence. Derfor skal vi sørge for at inddrage personalet på sygehusene i den præhospitale fase i langt højere grad. Det sikrer, at der er den samme kvalitet og sikkerhed, uanset om det er på sygehuset eller i ambulancen,'' slutter Björn Ove Suserud.•
Nøgleord: Præhospital behandling, Sverige.