Kunsten i sundhedsplejen

''Kort fortalt er kunsten, at en mor, når sundhedsplejersken går, føler sig stærkere og bedre tilpas, end da sundhedsplejersken kom.'' Foto: Poul Rasmussen.

Antropologen Birgitte Ravn Olesen har i sin bog 'Omsorg som profession' en vision, hun kalder ''udviklingsorienteret sundhedsplejepraksis'' (1). Det er en praksis, der forudsætter sundhedsplejerskens bevidsthed om personlige holdninger og faglige mål og refleksion i handling på baggrund heraf. Den kræver lydhørhed over for det, den anden er berørt af og mod til at udtrykke det. Det er en praksis, der medfører en udviklende forandring i positiv forstand.

Det er, hvad jeg vil kalde kunsten i sundhedsplejen. Kunsten er fx, når en sundhedsplejerske med ord eller kropssprog udtrykker en oprigtighed, der umiddelbart får en mor til at føle sig godt tilpas og i stand til at udtrykke presserende følelser af glæde, bekymring, stolthed, frustration eller lignende. Kunsten er også, når sundhedsplejersken finder lige netop den måde at udtrykke sin bekymring på, hvor hun opnår forældrenes lydhørhed og ikke et aflukket forsvar.

Kunsten er, når sundhedsplejersken skaber rum for en udviklende forandring hos en mor, fx sådan at hun, når sundhedsplejersken går ud ad døren, tror lidt mere på sig selv som mor og derfor har fået nyt håb om at kunne klare det. Kort sagt: At en mor, når sundhedsplejersken går, føler sig stærkere og bedre tilpas, end da sundhedsplejersken kom!

Det var det, jeg oplevede i det virkelige liv!

Og jeg tror, der findes et utal af eksempler på kunsten i virkeligheden fra sundhedsplejerskers hverdag, som aldrig bliver beskrevet nogen steder.

Et graviditetsbesøg

Det følgende er en sammenfattet beskrivelse af et graviditetsbesøg, sådan som jeg oplevede det, jeg så, hørte og fornemmede ved at være til stede. Sundhedsplejersken har fra jordemoderen fået en henvisning: Usikker ung mor, svangerskabsforgiftning, barnefaderen har alkoholproblemer.

Den vordende mor, Rie (navnet opdigtet), byder på kaffe, da vi kommer. Hun virker en smule forbeholden og anspændt og tænder en cigaret. Sundhedsplejersken starter med at spørge til Ries befindende, om hvordan hun har fået at vide, at hun skal forholde sig og om hendes muligheder for hvile og hjælp til de daglige gøremål.

Sundhedsplejersken får herved et indtryk af Ries nærmeste netværk, hvor moderen synes at være en nøgleperson. ''Hvordan med faderen til barnet?'' fortsætter sundhedsplejersken, og Rie fortæller, at hun ikke vil have mere med ham at gøre på grund af hans alkoholproblemer, som hun giver eksempler på. Sundhedsplejersken spørger om hans indstilling til at skulle være far, og om Rie har tænkt over en ordning, og de taler lidt om det. ''Hvordan er så dit eget forhold til alkohol?'' spørger sundhedsplejersken, og Rie siger, at efter hun er blevet gravid, har hun slet ikke haft lyst til at gå i byen og drikke. Det er jo heller ikke så godt for barnet, ved hun. Sundhedsplejersken spørger, om jordemoderen har fortalt om alkohol og børn, og Rie fortæller lidt af, hvad hun har fået fortalt og bekræfter således selv sit udsagn. Hun fortæller så, at hun allerede havde afskrevet

Side 37

faderen til barnet, da hun opdagede, at hun var gravid.

''Hvordan var det så for dig at opdage, at du var gravid?'' spørger sundhedsplejersken, og Rie siger, det ikke var særlig rart, for hun kom op og skændes med sin mor. ''Ja?'' siger sundhedsplejersken afventende og lyttende.

''Ja, hun sagde, at jeg heller aldrig kunne finde ud af at gøre noget rigtigt.''

''Og så tænkte du, at hun mente, at du heller ikke kunne finde ud af at blive mor?'' spørger sundhedsplejersken. '' Ja, siger Rie ivrigt og griner, hun tog lige al min selvtillid, men nu er hun vendt helt om. Nu er hun meget værre end mig, nu kan hun slet ikke vente med at blive mormor.''

''Tror du, det kan være, fordi hun blev bekymret for dig og lige skulle vænne sig til tanken?'' spørger sundhedsplejersken. ''Ja, det virker sådan,'' siger Rie, ''nu kommer hun og laver alting for mig.''

Sundhedsplejersken spørger derefter til barnets vægt, om hvordan Rie mærker barnet, og om hvordan det var at se barnet ved ultralyd, og får herved et indtryk af den tidlige mor-barn-relation.

Sundhedsplejersken fortæller, at et lille barn sover meget, men når det er vågent, har det brug for nærhed og omsorg. Rie siger hertil, at hun da også regner med, at hun er nødt til at hvile sig, når barnet sover. Sundhedsplejersken siger, at det er nemlig helt rigtigt, og det er godt at have den indstilling, så det ikke kommer bag på en, hvor meget af ens tid, det tager at have et spædbarn.

Det er aftalt, at mormoren skal passe barnet, når Rie skal begynde at arbejde. ''Men først og fremmest skal du holde barsel,'' siger sundhedsplejersken med et smil: ''Hvordan har du det med at skulle være mor?''

Rie ler lidt forlegent og siger, at hun ikke rigtigt kan forestille sig, hvordan det er selv at have et barn, men at hun er vant til det fra en veninde, og da hendes bror fik barn, følte hun, at hun kunne finde ud af meget mere end hendes svigerinde, fordi hun havde prøvet at passe venindens barn. ''Så da var det dig, der kunne støtte din bror og svigerinde,'' siger sundhedsplejersken, og Rie nikker og ser stolt ud.

''Har du tænkt på, om du vil amme dit barn?'' spørger sundhedsplejersken. ''Ja, det er jo det bedste, det har jeg jo hørt, men jeg ved ikke, om jeg kan,'' siger Rie. Sundhedsplejersken spørger nærmere til Ries tanker om det og siger derefter. ''Du har ret i, at det er godt for dit barn at blive ammet og det bedste udgangspunkt for, at det skal lykkes, er netop, at du gerne vil amme, og det er også rigtigt, at det kan føles lidt mærkeligt i starten, og man skal vænne sig til det. Det er jo noget helt nyt.'' Sundhedsplejersken fortæller om amningens fordele, blandt andet at det er en måde at imødekomme det lille barns behov for nærhed og tryghed. Rie lytter opmærksomt.

En snak om rygning

Herefter falder det naturligt, at sundhedsplejersken går videre til en snak om egne behov og barnets behov, og hvilke forestillinger Rie har i den forbindelse.

Automatisk kommer de ind på, hvordan Rie har forberedt sig, og på de ting, hun har anskaffet til den lille ny, om sikkerhed i forbindelse med indretning af pusleplads, lejring af barnet under søvn m.m.

''Jae, nu kan jeg jo se, at du ryger,'' siger sundhedsplejersken spørgende. ''Ja, jeg ville gerne holde op, hvis jeg kunne, men det kan jeg ikke, men jeg er i hvert fald holdt op med at ryge i soveværelset, jeg kan jo lige så godt vænne mig til det, når den lille skal sove derinde,'' siger Rie.

''Det synes jeg lyder som en rigtig god idé,'' nikker sundhedsplejersken, ''der er nemlig to ting, der er absolut forbudt, og det er at ryge, hvor barnet skal sove, og at ryge med barnet på armen. Faktisk har man sat vuggedød i forbindelse med, at der blev røget, hvor barnet sov.''

''Nej, men det har jeg i hvert fald også bestemt, at der skal ikke ryges i soveværelset,'' siger Rie bestemt.

Rie fortæller, hvordan de var efter hende, mens hun var indlagt. Hun var overbevist om, at personalet lagde ekstra mærke til, når netop hun gik ud og tog en smøg. De sagde i hvert fald ikke så tit noget til de andre indlagte.

''Tror du, det kunne have noget at gøre med, at du helst skulle ligge i sengen?'' spørger sundhedsplejersken. ''Ja, det kan da også godt være,'' siger Rie. ''Det er jo nok, fordi de ved, at når blodtrykket stiger, så kommer der mindre ilt til barnet, og når man så ryger, bliver det endnu mindre,'' siger sundhedsplejersken eftertænksomt. ''Jeg har også skåret meget ned,'' siger Rie imødekommende. Sundhedsplejersken spørger, om

Side 38

Rie har gjort sig andre tanker omkring rygning og barnet. Rie har tænkt på, at man kunne ryge i køkkenet, men at hele hendes familie ryger, så det er lidt svært.

Sundhedsplejersken spørger, om Rie tror, at det bliver svært at få familien til at tage hensyn til det, Rie bestemmer sig for med hensyn til rygning.

''Ja, det tror jeg,'' siger Rie lidt opgivende, og sundhedsplejersken giver nogle helt konkrete råd om, hvad Rie kan gøre, og siger så:

''Du skal tænke på, at det her er dit hjem, og det er dig som mor, der ved, hvad der er bedst for dit barn, så du kan godt tillade dig at sige: Ved I hvad, jeg har for mit barns skyld bestemt, sådan og sådan.''

Rie nikker ivrigt og siger, at hun heller ikke selv bryder sig om, at nogen puster røg i hovedet på hende. ''Nej,'' siger sundhedsplejersken, ''og forskellen er jo netop, at du kan flytte dig fra røgen, men det kan dit barn ikke.''

Sundhedsplejersken fortsætter sin spørgende og stilfærdige facon, og kommer ind på sundhedsplejens tilbud og på bedsteforældregenerationen og det, de dengang fik at vide om børn, fordi man dengang troede noget andet, end man ved i dag.

Da vi går, oplever vi begge Rie som gladere og mere afslappet, end da vi kom.

Efter at Rie har født sin lille datter, er det en glæde at opleve, at hun trods en vanskelig fødsel med efterfølgende komplikationer, virker både mere moden og mere sikker på sig selv. Det viser sig ved, at hun faktisk er rigtig god til at tyde sit barns signaler og handle spontant herpå, at hendes kropskontakt med barnet signalerer glæde og omsorg, og at hun stiller spørgsmål til sundhedsplejersken. Blandt andet om ting, hvor hun og hendes mor har forskellige opfattelser, og hvor Rie føler, at hendes er den rigtige måde at handle på i forhold til sit barn. Den oplevelse gør sundhedsplejersken glad og stolt.

Livsytringer på spil

I det efterfølgende vil jeg give mit bud på, hvad det i grunden er, der sker i besøget. Hvad gør kunsten?

Min oplevelse af besøget var, at det forløb som en rolig glidende samtale, hvor sundhedsplejersken og efterhånden også Rie virkede afslappede, sådan at samtalen udviklede sig i en atmosfære af respekt, tillid og åbenhed.

Lilian Faxholm, der er sundhedsplejerske, skriver i 'Forebyggelse gennem individuel samtale', at samtalen har en chance for at lykkes, når den får karakter af et ligeværdigt møde selv om parterne er ulige stillede (2, s. 215).

At Rie fik oplevelsen af at komme til syne på ligeværdig vis, afspejles i hendes voksende tillid, selvtillid og i, at samtalen bliver mere fri.

Tilliden og åbenheden er samtidig eksempler på livsytringer i spil. At skabe plads for livsytringernes handlingsliv i relationen giver mulighed for at få livsmodet eller håbet frem hos den anden, er et af budskaberne i Kari Martinsens bog, 'Fra Marx til Løgstrup' (3).

Det er netop sundhedsplejerskens sanselige nærvær og oprigtighed, der får Rie til at opgive sit forbehold. Herved skabes der rum for den gensidige tillid, en livsytring på spil!

Sundhedsplejersken får i besøget formidlet noget vigtig og aktuel viden, fx om amning og sikkerhed. Hun får nogle oplysninger om den vordende mor – fx hendes forhold til netværk, forestillinger om barnet og om det at skulle være mor – oplysninger, som kan give sundhedsplejersken en idé om, hvordan mor-barn-relationen vil udvikle sig, og om hendes eget fremtidige arbejde i forbindelse hermed.

Den måde, hvorpå sundhedsplejersken gør dette, er et udtryk for fagkundskaber og opmærksomt nærvær, der arbejder sammen i skønnet, her hvor teori og erfaring anvendes spontant som en del af sundhedsplejerskens person.

Sundhedsplejersken forholder sig til den vordende mor på en måde, der signalerer: Jeg ser og hører dig, jeg forstår dig, jeg tager dig alvorligt og forholder mig til det, du siger. Fx i ordvalgene: ''Tror du ...,'' ''Du har ret i ...,'' ''Det er nemlig rigtigt ...,'' ''Nu kan jeg se ...'' samt måden at bruge 'netop' og 'nemlig' på. Ries oplevelse og reaktion herpå udtrykkes i bl.a. hendes ivrige imødekommenhed.

Lilian Faxholm kalder dette at indfange sin egen opmærksomhed og rette den mod den anden, at lytte med alle sanser og give udtryk for dette gennem krop og sprog, således at den anden oplever en ægte indlevelse i netop hendes situation. Hvis man er vant til at blive overset, kan oplevelsen af at blive set aktivere en forandrende kraft i ens liv. Når det lykkes for sundhedsplejersken at give den oplevelse, er hun, ifølge Lilian Faxholm, tæt på ''kernen i kunsten at samtale'' (2, s. 218).

Sundhedsplejersken åbner herigennem for livsverdenens muligheder, det vil sige, at Rie ses på baggrund af hendes værdier, holdninger, følelser og erfaringer, som hører livsverdenen til, og ikke blot som ''ung usikker mor, der har brug for hjælp.'' Gennem tydningen af det sansede indtryk åbner sundhedsplejersken for nye sammenhænge og indfald, fx omkring forholdet til moderen, Ries ressourcer og betænkeligheder i forhold til familien og rygning, og til det at skulle amme sit barn.

Sundhedsplejersken formår at udtrykke sit indtryk, så ægtheden og følsomheden bevares, sådan at Rie oplever at blive set, forstået og taget alvorligt. Man kan også sige, at det viser sig ved livsytringernes handlingsliv i situationen: Den gensidige tillid, der opstår, det håb eller livsmod, det giver Rie at få ny indsigt i fx moderens reaktion på graviditeten og den åbenhed, der er i kommunikationen.

På den måde sundhedsplejersken stiller spørgsmål: ''Hvordan ...'' og ''Hvad ...'' samt brugen af 'og' i stedet for 'men,' undgår hun at virke moraliserende og bedrevidende, og hun får samtidig aktivt sat nogle tanker og refleksioner i gang hos Rie. Ved hele tiden at formidle sin viden i forlængelse af det, Rie siger, bekræfter sundhedsplejersken den vordende mor i det, hun gør godt og har gjort sig tanker omkring. Ved fx at spørge: ''Har du tænkt på, om du vil amme

Side 39

dit barn?'' får sundhedsplejersken i det efterfølgende bekræftet Rie i hendes gode vilje og ønske for sit barn uden at lægge et forventningsåg på hendes skuldre.

Sundhedsplejersken stiller spørgsmål på en måde, så hun understøtter, bekræfter, uddyber og befordrer det, den anden siger. Hun er åben for indtrykkets mangfoldighed, og lukker ikke af for tydningen – og hermed livsytringerne – ved at henholde sig til den begrebsmæssige forståelse, der har udspring i principper, hypoteser og almengørelse, uafhængigt af den konkrete situation. Den kunne fx være: ''Alle kan amme,'' ''rygning, når man har små børn, er skadeligt og uacceptabelt,'' ''et barn skal se sin far.''

I spørgsmålet om rygning får sundhedsplejersken klart givet sin holdning til kende, men også her sker det på baggrund af noget, Rie har sagt og som en bekræftelse på hende som en god mor, der vil sit barn det bedste: ''Det synes jeg lyder som en rigtig god idé, der er nemlig to ting ... osv.''

Sundhedsplejersken er afklaret omkring sin egen holdning og formår samtidig at give Rie oplevelsen af accept af egne holdninger og valg og herved styrke hende i troen på sig selv og egne muligheder. Fx i forhold til at lave rygepolitik i sit eget hjem.

Kunsten i samtalen

Selvom sundhedsplejersken sandsynligvis har haft hundredevis af den slags besøg, hvor hun har formidlet den samme viden og indhentet de samme oplysninger, så fremstår dette besøg på intet tidspunkt som et rutinebesøg med på forhånd fastlagt indhold. Sundhedsplejerskens erfaring og ekspertise og hermed faglige selvsikkerhed gør, at hun er i stand til – og tør – at sætte sig ned og være til stede med åbne sanser i situationen.

Lilian Faxholm udtrykker dette som ''kunsten i samtalen'': At turde slippe styringen midlertidigt i tillid til de kreative kræfter, der arbejder i mødet.

Kari Martinsen formulerer det således: At livsytringerne er tavst til stede i alle relationer, og at vor adgang til dem er tydning gennem et sanseligt nærvær, der åbner for nye fænomensammenhænge.

Et eksempel kan være, at sundhedsplejersken i den konkrete situation i forhold til rygning oplever, at Ries ressourcer ikke rækker til at holde op, og at hun er lidt i forsvar. Sundhedsplejersken ved, at rygning er skadeligt for barnet, men skønner, at Rie ved det, og at det er urealistisk at tro, det vil gøre en forskel at påpege dette. I stedet prøver hun at generalisere problemet, samtidig med at hun afdækker, hvad Rie har tænkt sig. Hun er afventende og lader indtrykket af det, hun ser, hører og fornemmer tale til sig. Fx kan der i Ries kropssprog, blik og tonefald være noget, der giver sundhedsplejersken en umiddelbar association, der udlægges som magtesløshed. De kreative kræfter, der arbejder i relationen, er det faglige skøn og den indsigt, der gør det klart for sundhedsplejersken, at hun nødvendigvis må styrke Rie i, hvad Rie selv kan gøre for at opnå det bedste for barnet. I det forløb oplever sundhedsplejersken, at Rie vender fra forsvar til imødekommenhed og fra opgivenhed til optimisme, og herudfra skønner sundhedsplejersken, at det, hun gør, gør noget godt for Rie.

''Skønnet,'' siger Kari Martinsen, ''er et tydningsarbejde, der ideelt set sætter livsytringerne i gang imellem os,'' (3, s. 151), og måden at gøre dette på kalder Kari Martinsen for kunst.

Sammenfattende kan man sige, at sundhedsplejersken på baggrund af faglige og menneskelige egenskaber er i stand til med et sanseligt nærvær at rette sin opmærksomhed mod den vordende mor, tage imod, tyde og udtrykke de indtryk, der presser sig på, således at den anden oplever at komme til syne.

På denne måde bringer sundhedsplejersken stilfærdigt de suveræne livsytringer på banen og får livsmodet frem i situationen. Livsmodet udtrykker sig her i den vordende mors tro på sig selv som mor.

Herved er der sket en udviklende forandring: Rie er ikke blot blevet bekræftet i det, hun gør godt, hun har vundet ny erfaring, hun har ændret sit syn på sig selv som mor, og at forandringen er udviklende i positiv forstand, viser sig efterfølgende i mor-barn-relationen.

Kunsten for sundhedsplejersken ligger altså i at få livsytringerne i spil! Livsytringerne giver oplevelse af at komme til syne, får livsmodet frem! Livsmodet skaber vejen for en udviklende forandring!

Kunstens potentiale findes i alle relationer, netop fordi livsytringerne er tavst til stede. Kunsten er i praksis, og ved at få den beskrevet kan sundhedsplejersken blive mere bevidst om kunsten i sit eget arbejde: Det, hun gør, får livsytringerne i spil.

At kunsten ikke lader en uberørt, viser den glæde og stolthed, der kom til udtryk hos sundhedsplejersken, da hun blev opmærksom på kunsten i sit eget arbejde og den sandsynlige sammenhæng med Ries udviklende forandring. Det er for mig at se et udtryk for, at det, der giver motivationen, drivkraften og udviklingen i sundhedsplejen, er bevidstheden om, glæden over og anerkendelsen af kunsten i arbejdet!

Formidling af kunst

Kunst kan formidles på mange måder og er ikke altid til at få øje på umiddelbart.

På et tidspunkt var jeg til en kunstudstilling på Brandts Klædefabrik i Odense, som fik mig til at drage paralleller til sundhedsplejen. Det var selvfølgelig ikke i sig selv de 1300 køer, foreviget i akvarel af Marleen Felius, der gav associationen. Det var diskussionen om, hvorvidt køerne ku' kaldes kunst eller ej! Det var nemlig sådan, at hver enkelt ko var malet i samme stilling, størrelse og stil som alle de andre og ved første øjekast gav indtryk af blot at være et enkelt ud af mange ens eksemplarer. Først ved at stoppe op, ved opmærksomt at betragte billederne og ikke mindst ved at lytte til kunstneren, da gik det op for en, at for kunstneren havde hver enkelt ko sin helt egen historie og betydning og fascineret opdagede man, at der bag de tilsyneladende enkle og ensartede billeder eksisterede

Side 40

1300 unikke oplevelser, hver enkelt med værdi i sig selv!

Sådan er det måske med sundhedsplejen, tænkte jeg, at førstehåndsindtrykket slet ikke retfærdiggør alt det, sundhedsplejen indebærer? Når min kære kusine begejstret ønsker mig tillykke med min uddannelse til barneplejerske og glæder sig på mine vegne over, hvor dejligt det bliver at skulle rundt og veje alle de nuttede babyer, hvor stor en del af offentlighedens billede af sundhedsplejen repræsenterer hun mon så?

Når man ser på det, der dokumenteres, det, der måles, vejes og formidles i henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinier, det, der er umiddelbart synligt og beskriveligt i journaler og aktivitetsopgørelser, fremstår sundhedsplejerskens hjemmebesøg og sundhedssamtaler i skolen ved første øjekast måske enkle og ensartede uden af afspejle alt det, sundhedsplejersker kan og gør ud over og samtidig med det, der kan umiddelbart beskrives. Det, der gør, at der bag hvert besøg eksisterer en unik oplevelse.

Da mangler jo netop – i billedet af sundhedsplejen – et udtryk for kunsten: Det, der sker, når det bare lykkes!

Men det ku' vi jo gøre noget ved!

Fortællingen som redskab

Det bliver mere og mere almindeligt at bruge fortællingen til beskrivelse af sygeplejen og sundhedsplejen, specielt i egne fagblade, i undervisningen af sygeplejestuderende og på DSH. Dens fordele som reflekterende og bevidstgørende metode har jeg selv oplevet ved at skrive dagbog i praktikperioden.

Fortællingen, i fænomenologisk forstand, dvs. den praktiske virkelighed, fortalt i dagligsproget med refleksioner over egen praksis, ville samtidig være velegnet til at supplere billedet af sundhedsplejen, også uden for egne rækker.

Netop fortællingen, som beskrevet af Kari Martinsen (3, kapitel 3 og 4), har nogle enestående kvaliteter, eller kriterier om man vil, der gør den velegnet til at formidle kunsten i sundhedsplejen på en udviklende måde:

Fortællingens udtryksform er det umiddelbare dagligsprog, der giver sanseligheden frem for begrebsligheden udtryk. Netop det sanselige udtryksfulde sprog er en forudsætning for kunsten i sundhedsplejen. Fortællingens dagligsprog gør også, at den umiddelbart forstås af andre end fagfæller. Fx kan sundhedsplejerskerne i argumentationen over for samarbejdspartnere via fortællingen give et helhedsbillede af familien i et udtryksfuldt sprog, der berører og vækker engagement, og herved også give et mere fyldetsgørende billede af, hvad sundhedsplejersker indeholder af samarbejdsressourcer og kvaliteter.

Fortællingen tager afsæt i livsverdenen: Den konkrete virkelighed i al dens mangfoldighed med livet og mennesket i centrum. Den holder derved sundhedsplejersken fast i en anden forudsætning for, at kunsten kommer til syne, nemlig at være sanseligt til stede i den konkrete situation og åben for nye sammenhænge. Det vil sige, at den kan ikke udlægges i heltefortællinger, ej heller i rationel dataindsamling med henblik på afdækning af behov, som fx i sygeplejeprocessen.

Fortællingen er moralsk, den har et etisk sigte. At få livsytringerne på banen og livsmodet frem. Det vil sige, at sundhedsplejersken ikke kan fortabe sig i idealer og utopier men må koncentrere sig om at afdække – måske i glimt – eksempler i situationen, hvor livsmodet ytrer sig. Netop de glimt af livsmod, der kan aktivere en udviklende forandring – endnu et udtryk for kunsten.

Fortællingen bliver til erfaring ved refleksion, ved at stoppe op, træde tilbage og se situationen på afstand og lære af det umiddelbare indtryk.

Fortællingen bliver hermed formidling af livsklogskab på baggrund af erfaringer, vundet gennem sanselig forståelse, når indtrykket skal udtrykkes sådan, at livsmodet kommer frem.

Som det ses, har kunsten og fortællingen kvaliteter til fælles og kan herved være hinandens støtte i sundhedsplejens udvikling.

Fortællingen har desuden nogle praktiske kvaliteter.

Den kræver et minimum af økonomiske – og en overkommelig mængde af menneskelige ressourcer. Den kræver ikke de store omorganiseringer og er derved nem at tage i brug. Den kan bruges på flere måder, og er en uhyre enkel og effektiv måde at blive klogere på sit arbejde på og formidle det til andre.

Fortællingen – som jeg her har fremstillet den ud fra Kari Martinsens beskrivelse – skal ses som et opmuntrende supplement og ikke en erstatning for metoder i sundhedsplejen.

Jeg tror, at refleksion kan blive en vane, når man oplever, at det fører noget godt med sig. Fx kan dagbogsskrivning ud fra fortællingens kriterier give den enkelte sundhedsplejerske indsigt i, at der i enhver relation er ressourcer til at få det til at lykkes – nemlig livsytringerne!

Måske vil de vise sig i glimt og kræve koncentration at få øje på og beskrive, somme tider vil det lykkes, somme tider ikke, men jeg tror, det vil gøre noget godt for sundhedsplejens selvbillede at indse, at ingen er kunstnere altid, men alle kan være kunstnere indimellem, og at det ikke kun er af sine fejl, man lærer, men i høj grad også af at få øje på de ressourcer, der fører til succeser!

Litteratur

1. Olesen, B. Ravn: Omsorg som profession. Munksgaard, København 1997.
2. Kamper-Jørgensen, F. og Almind, G.: Forebyggende sundhedsarbejde. Munksgaard, København 1992.
3. Martinsen, Kari: Fra Marx til Løgstrup. Munksgaard, København 1994.

Artiklen er baseret på Jette Pedersens afgangsopgave på DSH, Århus. Jette Pedersen er nu ansat i Odense Kommunes sundhedsplejerskeordning.

Nøgleord: Livsytringer, sundhedspleje, sundhedsplejefortælling.