Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Landets største skole

Med etableringen af en fælles sygeplejerskeuddannelse i hovedstadsområdet er der lagt op til stordrift. Fusionen er en realitet fra årsskiftet, men reelt åbner uddannelsen først til efteråret.

Sygeplejersken 1998 nr. 3, s. 32-34

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

SY-1998-03-32-1
En ny, fælles skole i egne rammer, kunne direktør i H:S Lone de Neergaard love, da hun selv stod på talerstolen i Righospitalets auditorium 1 tirsdag den 6. januar. Her er hun (i rødt) blandt gæsterne på tilhørerrækkerne. Foto: Henning Hjorth.

Med næsten 1700 studerende og omkring 100 ansatte bliver sygeplejerskeuddannelsen under Hovedstadens Sygehussamarbejde landets største. Der er tale om en fusion af sygeplejeskolen ved Rigshospitalet og de to uddannelsessteder ved hospitalerne i Hvidovre og på Bispebjerg.

Rent fysisk sker der ikke så meget i første omgang. De tre forhenværende skoler ligger stadigvæk dér, hvor de hele tiden har ligget, men på sigt er det tanken at etablere én stor, fælles sygeplejeskole i egne rammer. Hvor og hvornår det bliver, foreligger der ikke noget konkret om endnu. Men der arbejdes på sagen, kunne sundhedsfaglig direktør i H:S Lone de Neergaard love et fyldt auditorium på Rigshospitalet, da H:S først i januar officielt markerede, at fusionen af sygeplejerskeuddannelserne i Storkøbenhavn nu er en realitet.

De første studerende under den nye ordning starter til september 98, men ligesom de fysiske rammer ikke er etableret, så vil der heller ikke foreligge en fiks og færdig tværgående studieordning lige med det første. Ifølge det nye skolesamarbejdes rektor, mag.art. Pia Ramhøj, bliver der tale om en indkøringsperiode, hvor man skal forsøge at knytte den nye uddannelsesinstitution sammen til en helhed på trods af den geografiske spredning. Undervejs skal der så udarbejdes en

Side 33

fælles, semesteropdelt studieordning til afløsning af de eksisterende uddannelsesordninger.

SY-1998-03-32-2aPia Ramhøj, rektor for det nye skolesamarbejde, står i spidsen for integrationen af de tre sygeplejeskoler.

På vej til universitetet

''Fusioner er altid følsomme. På den ene side giver det stordriftsfordele og mulighed for udvikling, på den anden side kan det især i etableringsfasen give anledning til frustrationer på grund af de strukturelle og personmæssige ændringer, sagde Pia Ramhøj til gæsterne, der talte mange skolefolk og folk fra praksis.

''Det er altid svært at slagte nogle hellige køer, men fusioner er ikke nogt nyt for os,'' fortsatte hun.

''Engang havde hvert sygehus sin sygeplejeskole. Nu er der kun 20 skoler tilbage i Danmark. Det hænger sammen med, at sygeplejerskeuddannelsen fra at have været en lærlingeuddannelse med stærk tilknytning til praksis i dag er en videregående uddannelse med egne selvstændige uddannelsesinstitutioner. En tilsvarende udvikling er sket andre steder rundt om i verden, hvor sygeplejerskeuddannelsen enten er på vej ind i universiteterne eller sammenlægges med andre mellemlange videregående uddannelser i fælles højskoleenheder som f.eks. i Norge.

Vi må forestille os, at det formentlig også sker i Danmark, og at man i givet fald vil kræve en yderligere kvalificering og akademisering af uddannelsen,'' sagde hun og tilføjede:

''Det har vi faktisk allerede erfaret fra en række centrale udmeldinger: Evalueringsrapporten (1), Sundhedsuddannelsesrådets udtalelser og Undervisningsministeriets forslag til reform af de mellemlange videregående uddannelser.''

Pia Ramhøj mener ikke, at kvantitet er et mål i sig selv i og med, at H:S Sygeplejerskeuddannelsen nu bliver den største i landet, men en høj kvalitet i sygeplejerskeuddannelsen kræver en uddannelsesinstitution af en vis størrelse, påpegede hun og fastslog samtidig, at den nye fælles institution for sygeplejerskeuddannelsen i hovedstadsområdet ikke er specielt stor sammenlignet med andre institutioner for mellemlange og lange videregående uddannelser.

SY-1998-03-32-2bInteressen for den nye sygeplejerskeuddannelse i Storkøbenhavn er stor. Auditoriet, hvor fusionen officielt blev markeret, var fyldt.

Egen fagprofil

Evalueringsrapporten hæfter sig bl.a. ved de store forskelle, der er på sygeplejerskeuddannelserne ved landets sygeplejeskoler. For H:S Sygeplejerskeuddannelsen betyder det, at man nu skal udvikle én uddannelse for hele H:S-området, en uddannelse hvor struktur, indhold, teorier og metoder ligger fast og fremgår klart.

Der skal udarbejdes beskrivelser af de enkelte fag, af formål, mål, indhold, dimension, metode, pædagogik og evaluering, et arbejde, der allerede er startet, kunne Pia Ramhøj fortælle.

Men den nye sygeplejerskeuddannelse i Storkøbenhavn skal naturligvis ikke bare være teori, fortsatte hun:

''Hvis den fremførte kritik af sygeplejerskeuddannelsen skal tages alvorligt, så skal den kliniske del af uddannelsen udvikles på samme måde som den teoretiske del.''

Pia Ramhøj understregede her vigtigheden af, at der oprettes stillinger til de kliniske undervisere i praksis, og at de kliniske underviseres forudsætninger er på niveau med de øvrige lærerkræfters i institutionen.

En arbejdsgruppe er for tiden i gang med at afdække, hvordan den kliniske uddannelse foregår på de nuværende uddannelsessteder med henblik på udviklingen af en ny fælles model.

I arbejdet indgår foruden fagbeskrivelser også forhold omkring normering og budgetter, forhold, som ikke er præciseret i den nuværende uddannelse, og som er nogle af kritikpunkterne i Evalueringsrapporten.

Pia Ramhøj opholdt sig også ved lærerkorpsets kvalifikationer:

''Hvis uddannelsen skal blive bedre, er det nødvendigt at stille store krav til underviserne, som ud over et dybtgående kendskab til eget fagområde også må være i besiddelse af både pædagogiske og fagdidaktiske kvalifikationer. Lærerne bør derfor have en kandidatgrad inden for deres fagområde, og fremtidige stillingsbesættelser bør principielt ske på adjunkt- og lektorniveau.''

Der er foretaget en undersøgelse af den eksisterende lærergruppes kvalifikationer, og herudfra vil der snart blive fremsat forslag til de fremtidige ansættelsesprofiler samt en

Side 34

opkvalificeringsplan for de i lærergruppen, der måtte behøve det, lovede Pia Ramhøj.

Bofællesskab med andre

Pia Ramhøj glædede sig over den nye institutions centrale placering. Det giver mulighed for optimal rekruttering af både studerende og undervisere. Og samtidig er man også tæt på de øvrige mellemlange videregående sundhedsuddannelser – jordemødrene, fysioterapeuterne, ergoterapeuterne og hospitalslaboranterne:

''Vi er inviteret til at deltage i deres rektorsamarbejde og har allerede drøftet muligheden for et bofællesskab. Det synes vi alle vil være optimalt og vil nu komme med et konkret forslag hertil, sagde hun og sluttede med det vigtigste i den nye uddannelsesinstitution, nemlig de studerende:

''De studerende er repræsenteret i skolens styrende organer, men det er lige så vigtigt, at de også involveres i skolens aktiviteter og faglige beslutninger. Hvordan det skal ske, skal vi have afklaret med de studerende i nærmeste fremtid,'' sagde hun.

Tanken om en stor ny, fælles institution får opbakning i H:S' direktion. Lone de Neergaard ville gerne have kunnet overraske forsamlingen med et konkret udspil, men det er endnu ikke muligt, fortalte hun:

''Men jeg kan sige, at alle er enige om, at uddannelsen bør samles ét sted. Det er vores mål, og det skal vi nok nå,'' sagde hun og pegede på, at netop sygeplejerskeuddannelsen er den eneste grunduddannelse i H:S-regi.

''Derfor er vi indstillet på at gøre noget særligt ud af den,'' sagde hun.

Også Lone de Neergaard understregede stordriftens fordele, bl.a. i form af et bedre og bredere studiemiljø for de studerende og såmænd også for lærerne, som vil få mulighed for at specialisere sig og dermed fordybe sig på en helt anden måde end før:

''Det er nødvendigt kigge ud over egne rækker, derfor må lærerkorpset også forsynes med repræsentanter fra andre uddannelser og faggrupper,'' sagde hun og understregede vigtigheden af, at skolen tænker bredt i forhold til andre fag og uddannelsesinstitutioner.

De bakker op

Sygeplejedirektør Anders Christian Jensen kunne på vegne af sygeplejedirektørkredsen i H:S give sin fulde opbakning til det nye initiativ:

''Allerede før H:S blev etableret, drøftede vi, om ikke det ville være hensigtsmæssigt at slå skolerne i Storkøbenhavn sammen til én skole. Det sker nu, og det er vi glade for, sagde han og henviste bl.a. til Evalueringsrapportens understregning af, at der er for mange og for forskellige sygeplejeskoler.

Anders Christian Jensen pegede på, at sygeplejerskeuddannelserne i hovedstaden altid har ligget i front, når det gjaldt samarbejdet med det kliniske område:

''Det samarbejde hilser vi fortsat velkomment og glæder os over, at vores tanker herom i sygeplejedirektørkredsen er medtaget i H:S's egen rapport om den nye sygeplejerskeuddannelse (2). Det er meget tilfredsstillende at se, at den kliniske undervisning fortsat er en integreret del af uddannelsen. Især har vi noteret os prioriteringen af praktikvejlederfunktionen og de kliniske vejledere,'' sagde han.

Den nye skoles succes vil afhænge af mange forhold, men én ting, der bliver særlig vigtig for den endelige integration, er den fælles ramme i form af egen bygning. Først da vil man opnå de pædagogiske, funktionelle, organisatoriske, økonomiske og institutionskulturelle fordele, der er ved etableringen af H:S Sygeplejerskeuddannelsen, sluttede han.

Det synspunkt kunne Charlotte Høffding Larsen på vegne af de studerende fuldt ud tilslutte sig:

''Som studerende må vi tro på, at tingene kan blive bedre. I hvert fald ser vi frem til, at vi kan blive samlet ét sted med en fælles kultur og nogle fælles traditioner.''

Litteratur

  1. Evaluering af sygeplejerskeuddannelsen. Evalueringscentret 1995.
  2. H:S Sygeplejerskeuddannelsen. København 1997.

Nøgleord: H:S Sygeplejerskeuddannelsen

En ny epoke

Kirsten Stallknecht gav den nye fusion sine allerbedste ønsker med på vejen – både i sin egenskab af formand for den internationale sygeplejerskeorganisation ICN og (ikke mindst) som tidligere elev ved Sygeplejeskolen på Rigshospitalet:

''En epoke er slut for disse skoler, hvor nogle af de store personligheder, der har præget sygeplejen, har virket,'' sagde hun og nævnede bl.a. Charlotte Munk, Eli Magnussen og Birthe Kofoed Hansen, der alle har markeret sig stærkt uddannelsesmæssigt og uddannelsespolitisk.

Ud over at have fået en god faglig ballast fik eleverne fra de nu fusionerede skoler en identitet og et tilhørsforhold:

''Med vores nål tilkendegav vi over for andre, hvor vi hørte til. Det er vemodigt, at det nu er historie. Men den nye epoke, vi nu står over for, rummer mange muligheder,'' sagde hun og pegede bl.a. på, at en ny reform af sygeplejerskeuddannelsen er på vej:

''Den nye, store sygeplejeskole har en naturlig forpligtelse til at virke som inspirator og igangsætter, når det drejer sig om udviklingen af sygeplejen. Den professionelle sygepleje i Danmark skal kunne måle sig med det bedste i verden,'' sagde hun og nævnede, at fusionen bl.a. giver lærerne mulighed for at drive systematisk forskning, en mulighed, som bør få de regionale universiteter til at åbne sig for sygeplejen.

''Det er ikke nok, at man kan blive kandidat i public health, pædagogik, historie eller andet. Sygeplejen bør være i centrum med egen, selvstændig placering. Derfor er det også et uomgængeligt krav, at sygeplejerskeuddannelsen fremover skal være på bachelorniveau,'' sagde hun.