Synspunkt: Uanstændig fokusering på medicinpriser

Der var engang, da en pille var en pille, en kapsel en kapsel, og en ordination en ordination. Sådan er det ikke længere.

I den hellige samfundsøkonomis navn har medicinforbruget og -ordinationerne længe været under myndighedernes lup – på trods af, at de offentlige medicinudgifter kun udgør en meget begrænset del af de samlede sundhedsudgifter i Danmark. Man forledes næsten til at tro, at det alt sammen er ud fra en filosofi om, at patienter tager medicin som kosttilskud og af lyst, og ikke fordi de har brug for det.

Det, der nu får mig til at fare i blækhuset og efterlyse mine kollegers engagement og for mig at se berettigede harme på egne og patienternes vegne, er de seneste skud på stammen om medicinpriser: G-ordninger, omvendte G-ordninger og formentlig også snart analog substitution. Alle sammen ordninger, der alene fokuserer på medicinprisen – angiveligt ud fra det ædle hensyn, at patienterne skal have udleveret det billigste præparat på markedet, medmindre lægen på recepten specifikt angiver, at dette ikke må ske.

Den forskende medicinindustri raser, apotekere og praktiserende læger advarer mod virkningerne af disse tiltag. Hver især ud fra egen stol: Manglende mulighed for indtjening til ny forskning, store administrative omkostninger, indgreb i ordinationsretten og manglende føling med patienternes behandling.

Men hvor er sygeplejerskerne henne? Dette berører jo i allerhøjeste grad også os!

Et større udredningsarbejde

Jeg hører til den gruppe af sygeplejersker, der er tilknyttet et vikarbureau, og derfor kommer rundt på mange forskellige sygehusafdelinger, plejehjem, hjemmeplejeordninger osv. Alle steder oplever jeg stort set det samme billede af pressede og frustrerede sygeplejersker, der kæmper en daglig kamp mod konsekvenserne af disse tekniske ordninger – i medicinrummet og hos patienterne.

Selv om vi i konsekvens af vores autorisation og sygeplejeløfte bruger mange ressourcer på løbende at vedligeholde og ajourføre vores viden – også inden for farmakologien – er det næsten en Sisyfoskamp at følge med her.

Derfor bruger vi uanede mængder af i forvejen sparsom tid på at slå op i den grønne medicinfortegnelse for at finde ud af synonympræparater i forhold til ordinationer i journaler, analoge præparater i forhold til medicinsedler fra hjemmeplejen, begrundelser for at fru Hansens lille røde pille er blevet erstattet af en blå eller to grønne, mens hun er indlagt, fordi medicinskabet midlertidigt er udgået for den gængse styrke, eller det lokale sygehusapotek nu bruger et andet præparat end det, der var gældende, sidst hun var indlagt.

Hvis fru Hansen er yngre og i fin form, kan man godt ved pædagogikkens hjælp komme igennem med en logisk forklaring på skiftet mellem røde, grønne og blå piller, og overbevise hende om, at der ikke er tale om en fejl. Men hvis fru Hansen er lidt dement, hele sit liv har sat en ære i at følge lægens ordinationer til punkt og prikke og har forstået, at medicin ikke må ændres uden efter aftale med lægen – eller hvis hun i værste fald lider af paranoia – ja, så står vi som sygeplejersker over for en pædagogisk opgave af dimensioner.

Helt galt går det ofte, hvis medicinen på forhånd er hældt op i doseringsæsker. Her skal sygeplejersken i gang med et større udredningsarbejde, når de blå, røde og grønne piller skal identificeres i forhold til journal, kardex, medicinsedler hjemmefra og eventuelle ændringer i disse.

I hjemmeplejen er der den særlige variant, at apoteket pga. ordningen den ene uge er nødt til at udlevere blå piller i stedet for røde, og næste uge hvide i stedet for gule, alt afhængig af, hvilket præparat der p.t. er det billigste på markedet, eller hvilket medicinfirma der denne uge har ugens bedste tilbud på vanddrivende inden for en bestemt gruppe.

Sygeplejersker kan efter bedste evne hjælpe fru Hansen til at forstå, hvad der foregår og hvorfor – men vi har ingen bemyndigelse eller kompetence til at ændre på det.

Vi gør det selvfølgelig – hjælper og forklarer – det manglede bare andet. Fru Hansen skal kunne tage sin medicin i tryg forvisning om, at det er den rigtige medicin, hun får. Hun skal ikke tage medicinen, fordi vi med hele vores indbyggede autoritet overbeviser hende om, at det skal hun. Hun skal tage den, fordi hun med sig selv véd, at det er den rigtige medicin og til hendes eget bedste. Alt andet ville være overgreb.

Vi holdes ansvarlige

Men når pædagogikken eller tiden ikke slår til – som tilfældet ofte er i vagterne – ja, så ender man i en situation, der enten nærmer sig det ovenfor beskrevne overgreb, hvor fru Hansen pligtskyldigt spiser sin medicin for ikke at gøre os kede af det, for 'vi er jo så søde', eller hvor hun simpelthen mere eller mindre åbenlyst nægter at tage medicinen. Somme tider kan man i kardex kun notere, at fru Hansen ikke vil tage sin medicin. Andre gange opdages det først bagefter, når vi finder pillerne i sengen, i æsken i urørt stand, eller får en mistanke pga. udebleven effekt i behandlingen. Og så er der den variation, hvor fru Hansen får dobbelt dosis, fordi hun selv eller de pårørende kan se, at de røde piller mangler, og ikke er klar over, at de er erstattet af grønne, hvorefter de fylder op i æsken for en sikkerheds skyld, for 'det må jo være en forglemmelse'. Jeg synes, det er uanstændigt, at så megen god tid, der kunne have været anvendt i den direkte sygepleje hos patienterne, i stedet må afsættes til at forklare administrative ordninger eller til at slå op for at checke indhold og dosering ekstra for at undgå fejlmedicinering.

Jeg frygter, at der på et tidspunkt kan ske alvorlige fejltagelser i en akut situation, til ulykke for først og fremmest den patient, der får forkert medicin – men også for den sygeplejerske, der giver den. Og vi vil blive gjort ansvarlige.

Jeg synes, vi som seriøse, ansvarlige og fagbevidste sygeplejersker har en pligt til at råbe vagt i gevær, mens tid er.

Anne Mau Pedersen arbejder som vikar.