Sygeplejersken
Boganmeldelser
Sygeplejersken 1998 nr. 31, s. 34-35
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
KLINISK SPECIALE I NYT REGI
Lis Kofoed Borrild
Den kliniske sygeplejepraksis hos patienter med grå stær
Beskrivelse af praksis og en empirisk undersøgelse af hjemmesygeplejerskers viden om pleje og behandling af patienter med grå stær
København: Dansk Sygeplejeråd 1998
100 sider, 152,25 kroner.
Operationer for grå stær er i stor udstrækning flyttet fra sekundær til primær sundhedstjeneste. Patienterne er således ikke længere indlagte, men udskrives umiddelbart efter operationen. Den videre observation og pleje kommer derfor til at foregå i hjemmeplejens regi. Når plejen af patienterne præ- og postoperativt på denne måde overlades til hjemmeplejen, har hjemmesygeplejerskerne så den viden, der skal til for at varetage den specielle sygepleje hos disse patienter?
Det er forfatterens specialeafhandling i forbindelse med kandidatstudiet i sygeplejevidenskab på Danmarks Sygeplejerskehøjskole, der danner grundlag for publikationen, og det bærer den præg af. Flere fremmedord og begreber kunne med fordel udskiftes med danske ord og begreber. Publikationen er en grundig introduktion til litteratur om pleje af patienter med grå stær. Forfatteren har indsamlet og analyseret litteratur, der dokumenterer den bedst mulige sygepleje til patienter, som opereres for grå stær. Desuden indeholder publikationen en empirisk undersøgelse af hjemmesygeplejerskers viden om grå stær, og her har jeg grund til at tro, at resultaterne stort set gælder for de fleste hjemmeplejeordninger i landet.
Med fordel kan man straks gå til kapitel 8 og læse om sygdommen grå stær samt om et praksisforløb, der omhandler alle sygdommens aspekter præ-, per- og postoperativt. Dernæst læser man om den specielle sygepleje i kapitel 7.
Publikationen vil nok have sin største anvendelse hos den hjemmesygeplejerske, der vælger at blive klinisk specialist i forhold til patienter med øjensygdomme, samt for de sygeplejersker, der planlægger og formidler viden om sygepleje til patienter med øjensygdomme til hjemmesygeplejersker, sygeplejestuderende og andre.
Som led i udvikling og dokumentation af sygeplejen er publikationen et godt og vigtigt tiltag.
Af Lene Gredal, sygeplejerske.
LIBERAL TOLKNING AF KORANEN
Aminah Tønnsen Echammari
Islam i europæisk klædedragt
Stof til eftertanke og selvransagelse
København: Fremad 1998
142 sider, 218 kroner
Et af de områder, der er blevet fremhævet som anderledes eller fremmed, er, når en religiøs tilknytning afspejler sig i beklædningen. Forfatteren er selv muslim og har skrevet flere bøger om islam og tolkningen af koranen, og i denne bog er omdrejningspunktet islams klædedragt.
For vestlige kvinder og mænd er både tørklædet og den traditionelle hidjab ofte blevet opfattet som undertrykkende eller som et udtryk, der er vanskeligt at forholde sig nøgternt til. Forklaringen er ifølge koranen og den forklaring, forfatteren udlægger heraf, at der kun findes enkle og indlysende påbud, der i al sin enkelhed går ud på, at både mænd og kvinder skal sænke blikket og bevare dyden. Ifølge denne tolkning og oversættelse er der altså intet, der påbyder den traditionelle hidjab. Hensigten med påklædningen er at forhindre, at kvinder forulempes af hyklere og ballademagere med perverteret tankegang.
''Den der ærer kvinder er ærefuld.
Den der fornærmer dem er en usling.''
Profeten Muhammed 570-632.
Disse vers blev til i en tidsalder, hvor kvinder blev anset for mindreværdige og ofte udsat for chikane og andet. Klædedragten blev således til ud fra en forståelse og ud af omsorg for kvinden. Forfatteren fremhæver, at den korrekte tolkning af Koranen går ud på at finde den gyldne middelvej i alle livets forhold inklusive klædedragten. Danske kvinder i chador på hjemlige stræder og gader er således en misforståelse.
Om kvinders rolle og ansvar siges der, at kvinder skal have mulighed for at udvikle så mange facetter som muligt af deres personlighed, og at kvinden skal harmonere med manden både intellektuelt og åndeligt: Kvinden er mandens tvillingehalvdel.
Denne tolkning af Koranen er en ganske anden og mere liberal end den opfattelse, man får af kvinders vilkår for eksempel i Iran eller lande med en lignende styreform.
En anden del af det at være fremmed drejer sig om minoritetsopfattelsen. Det danske mindretal i Sydslesvig, betragtet som en minoritet, er lykkedes med at vise samfundssind og opfylde deres forpligtelse over for det storsamfund, de er en del af. Forfatteren opfordrer muslimer i Danmark til at tage ved lære af denne integration og smidige måde at bevare egen identitet på og alligevel indgå i et samarbejde med majoriteten.
Det er en velskrevet, indsigtsfuld og meget interessant bog. Forfatteren anvender Koranen som eneste kilde og påviser, at det er kulturelle traditioner og en patriarkalsk samfundsstruktur, der ligger til grund for strafferet og familieretslige love.
Bogen omhandler flere temaer end klædedragten, blandt andet magtmisbrug, muslimer i Europa, kulturens mangfoldighed og flere andre områder, som er væsentlige i relation til den debat, der foregår. Derudover er der et antal noter til forklaring af muslimske begreber.
Selv om bogens fokus er på randen af, hvad man kan kalde faglitteratur, vil jeg anse den for både værdifuld og interessant for sygeplejersker, der kommer i berøring med mennesker med en muslimsk baggrund.
Af Gete Bjerring, vicechefsygeplejerske på Amtssygehuset Fjorden i Roskilde.
PSYKIATRIENS UDVIKLING VIST GENNEM TEKSTANALYSE
Petter Aaslestad
Pasienten som tekst
Fortellerrollen i psykiatriske journaler
Gaustad 1890-1990
Oslo: Tano-Aschehoug 1998
206 sider, 302 kroner
Hvordan kommer den psykiatriske patient til orde? Hvordan viser det sig i den professionelle dokumentation? Det er interessante spørgsmål, som en norsk litteraturforsker har forsøgt at belyse gennem studier og en omfattende gennemgang af 100 års psykiatriske journaler fra Gaustad. Journalerne er alle fra patienter, der har fået diagnosen skizofreni.
En del af journalskrivning indebærer en fortolkning og fortælling om patientens virkelighedsopfattelse, en anden del er journalskriverens fortællende potentiale. Det fortællende i journalen, psykiaterens frihed til at beskrive tilstande afspejler blandt andet et tidsbillede.
I gennemgangen af perioden 1890-1920, foregår journaloptegnelser i store protokoller med en side per patient, og der bruges ikke individuelle journaler. Når der var brug for mere end en side om året, blev optegnelserne ført bag i protokollen. Selve lyrikken eller journalnotaterne er præget af notater om ydre adfærd og kan anses for at være ret neutrale betragtninger i den mening, at disse notater ikke henfører til patienten som person. Der ses ofte religiøse ord og faste vendinger, hvormed almindelige mennesker formulerer de vanskelige sider af tilværelsen. Det religiøse kan også anses som en form for diskurs, skriver og patient var fælles om, altså et fælles sprog at søge fælles hjælp i. For eksempel klager en kvindelig patient over Guds straf. Lægen svarer ved at anvende skriftsteder fra Biblen.
Anden periode går fra 1920 til 1950. Teksten er her under forandring, idet der dels indføres individuelle journaler, hvor patientens forløb viser sig som en lang sammenhængende fortælling og indimellem billedbeskrivelser af kontaktforholdet. Det er eksemplificeret ved en historie om, hvordan en patient ser sit snit til at stjæle nøgler fra en sygeplejerske. Det er i bogen sammenlignet med tidens fiktionsforfattere, og stilen blev populær gennem 30'rne over det meste af Norden.
I den tredje periode fra 1950-1990 sker der en hurtig udvikling inden for psykiatrien med forskellige og ofte rivaliserende behandlingsideologier. Den socialvidenskabelige jargon er fremherskende, men afløses iblandt af andre retninger. Det religiøse er ikke længere en diskursform, men et udtryk for indholdet i patientens forestillinger. Perioden er karakteriseret ved de store forandringer, der sker i forhold til menneskesyn, behandlingsideologier og ikke mindst den ændrede lovgivning på området. I 70'erne diskuterer psykiaterne forskellige former for diagnoser inde i journalnotaterne, og denne form for refleksion ses stadig. Op gennem 80'erne bruges ord som grænser, aftaler, konsekvens. I løbet af 90'erne viser sig en tendens til at være mere præcis, for eksempel: ''Sproget er præget af tankeforstyrrelser,'' eller ''han er inkohærent og associerer hurtigt og uforståeligt.''
Foruden tekstanalysen er en storartet beskrivelse af udviklingen inden for psykiatrien. Fra den tidlige periode omkring 1830 var en del af behandlingsfilosofien, at patienterne skulle behandles i små institutioner, enkelte steder nærmest som gæster, og den åbne dørs politik skulle råde. Tvangsmidler blev i stor udstrækning afskaffet. Det er interessant set i relation til den filosofi, der er fremtrædende nu, hvor man mange steder arbejder i små skærmede enheder og med forhåbentlig et minimalt brug af tvang. Behandlingsplaner udformes med patienten som aktiv deltager.
Selv om Norge er let sammenligneligt med Danmark, specielt inden for det psykiatriske område, vil jeg antage, at der er forskelle i traditionen for at skrive og dokumentere patientforløb. Når jeg alligevel vil anbefale denne bog til sygeplejersker, der arbejder i psykiatrien eller har interesse for dokumentation, er det, fordi den giver indblik i en metode til tekstanalyse, et glimrende tidsperspektiv i psykiatrien og derved en anden vinkel på de seneste års udvikling inden for dokumentation.
Af Gete Bjerring, vicechefsygeplejerske på Amtssygehuset Fjorden, Roskilde.