Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hjem med hjælp

Det handler også om kontakt til de pårørende, når plejen skal tilrettelægges.

Sygeplejersken 1998 nr. 31, s. 32-33

Af:

Inge-Lise Christiansen, sygeplejerske

Ellen Olsen er indlagt på sygehuset. Hun blev pludselig akut syg med voldsomme mavesmerter og blodige opkastninger. Hun havde med stort besvær kontaktet naboen, som tilkaldte ambulance. Ellen Olsen blev akut opereret. Det var en meget langvarig og kompliceret operation, hun gennemgik. Man måtte afslutte operationen med en aflastende kolostomi. Hvad det var, Ellen fejlede, bliver for omfattende at beskrive her, men jeg kan fortælle, at det ikke var kræft. Dagen før havde hun følt sig rask og frisk. Ellen er enke og har en søn. Han har for tiden job i England og blev først orienteret om sin mors sygdom umiddelbart før operationen.

Jeg har mødt Ellen en enkelt gang før, da vi skulle drøfte hendes ønske om hjemmehjælp. En dame med ret ryg og stok i hånden. Min fornemmelse var, at hun i høj grad havde magt over sit eget liv. Hun ønskede hjælp hver 14. dag til støvsugning og gulvvask. Hun har svage hofter, og den groveste rengøring kunne hun ikke klare længere. Hun fik hjælpen.

Men det, der gælder nu, er, at jeg er kaldt ud til Ellen, hvor hun bor. Hun skal hjem fra sygehuset om få dage og er nu hjemme på besøg sammen med sønnen. Jeg er der for at aftale hjælpen, så hun kan komme hjem. Hun har været indlagt i ca. 14 dage. Jeg vil bruge mine sanser: lytte, se, føle, fornemme.

Fornemmer afmagt

Jeg møder Ellen og synes ikke, hun ligner den Ellen Olsen, jeg kender. Hun har tabt sig. Hun er bleg. Ingen af delene kommer bag på mig. Nej, det, der gør den store forskel, er den måde, hun ser ud i ansigtet på. Det er hendes mimik. Hendes kropsholdning er også anderledes. Jeg fornemmer afmagt. Hendes søn er der, og jeg fornemmer, at han er i panik. Jeg er knap kommet inden for døren, før han begynder at tale: ''Mor skal hjem, og hvordan skal det gå? Hun skal have al den hjælp, hun kan få. Hun skal have plejeseng, og måske skal vi møblere om, så alt kan være her, for I får brug for mange hjælpemidler. Der skal håndtag op overalt, fodtrinene fjernes, så mor ikke falder over dem.

Ellen pipper: ''Nej, nej, jeg behøver ikke alt det.'' ''Ti stille mor, og tag for en gangs skyld imod hjælp.''

Mens han taler, vandrer han frem og tilbage. Han taler højest og mest. Jeg lytter og ser på Ellen, holder hendes blik fast og opnår en forbundethed eller alliance med hende, men jeg lader sønnen tale. Så siger Ellen: ''Vi har fået os en slem forskrækkelse, det var så forfærdeligt, da jeg blev indlagt. Det hele skulle gå så hurtigt, så Peter fik først besked, da jeg lå på operationsbordet. Endnu værre var det jo, at han sad ovre i England.''

''Jamen det må da ha' været ganske forfærdeligt for dig, du må da ha' fået et chok,'' siger jeg.

''Ja, det var ikke sjovt,'' svarer Peter, ''dagen før havde jeg talt med mor i telefonen, og da fejlede hun ikke noget.'' Peter har sat sig. Vi taler lidt frem og tilbage om det, der skete, også om Ellens sygdom. Jeg spørger Ellen om, hvad lægerne siger om hendes sygdom, om de mener, hun bliver rask. Det siger de, at hun bliver, men der vil gå lang tid, før hun har genvundet sine kræfter. Ja, det er vi enige om lyder sandsynligt. Jeg siger, at det også kan tage lang tid, før Peter kommer sig over det chok, han har fået. Jeg lover ham, at vi skal hjælpe hans mor, så det er forsvarligt at hun er herhjemme alene. Han sidder, så jeg kan nå hans arm. Den giver jeg et lille klem, mens jeg ser ham i øjnene. Jeg vil gerne give ham lidt af den ro, jeg har indeni. Jeg tror på, at det her nok skal gå godt.

Hjælp mig

Men nu må vi se på forholdene i huset. Vi prøver, om Ellen kan klare sin egen seng. Vi bevæger os ind i soveværelset. Ellen går sidst ud af rummet, griber min hånd og hvisker: ''Hjælp mig.'' Jeg giver hendes hånd et lille klem. I soveværelset, der er dejligt lyst og venligt, sætter Ellen sig på sengen. Hun svinger med besvær benene op. Hun har besvær med at komme ud af sengen igen. Hun siger: ''Jeg mangler noget at holde i, og sengen er lidt lav.'' Begge dele kan vi afhjælpe. Peter kan se, at det ikke er helt så umuligt, som han først troede. Peter kan se, at med klodser under sengen og en sengegalge kan det gå. Det kakkelbord, som står i gangen, vil være fint at have ved sengen.

Det næste han siger:

''Hvad nu med kolostomien? Den skal jo også passes og skiftes osv. Det var også Ellens bekymring: ''Hvem skal skifte den? Jeg vil helst selv, men jeg ved ikke hvordan.''

''Jeg skal skifte den de første dage, men jeg skal gøre alt, hvad jeg kan, for at lære dig at gøre det selv,'' siger jeg. Så går vi ud for at se på forholdene på badeværelset. Et dejligt

Side 33

stort, lyst badeværelse. Vi er heldige her. Det er et godt hus til Ellen i hendes situation. Vi taler om, at det, vi skal bruge, er en stol på badeværelset. Vi enes om, at en plastichavestol er god. Sådan en har Ellen. En vogn med plastkurve koster ikke så meget og er samtidigt et nyttigt hjælpemiddel. Vi skal bruge en lille plastskål, vat, bløde servietter, en affaldsspand og plastposer. Peter vil købe disse ting. Der er også plads til en stol til sygeplejersken på badeværelset, når den tid kommer. Jeg kan mærke, at trykket er lettet lidt hos Peter og Ellen.

Vi går tilbage til stuen og sætter os. Peter siger: ''Hvad med maden? Hvordan skal mor få mad? Hun kan ikke selv lave den, som hun har det nu. Hun behøver en ordentlig kost.'' Deri er Ellen enig med Peter. Hun magter ikke selv at lave mad. Jeg tilbyder, at vi leverer maden i en periode. ''Hvad så med indkøb i det daglige?'' ''Det er ikke noget problem. Det ordner min nabo – det har hun før hjulpet mig med.'' ''Hvad så med de andre måltider – eftermiddag, aften osv.?'' ''Det kan jeg da godt selv.'' Peter er tvivlende. Jeg lover ham, at hvis ikke hans mor selv kan, skal vi hjælpe hende. ''Hvornår kommer I til mor? Hvor mange gange i døgnet? Og hvordan skal mor kalde hjælp, hvis hun nu bliver syg igen?''

Endelige aftaler

Så er tidspunktet, hvor de endelige aftaler skal laves. Jeg føler helt klart, at jeg har Ellen med mig. Jeg er hendes talerør. Det er nærmest Peter, jeg laver aftalerne med, med Ellen som bisidder. Det er i orden, fordi det er meget, meget vigtigt for Ellen, at Peter bliver tryg sådan, at han kan rejse til England igen med ro i sindet.

Vi aftaler:

  • Et morgenbesøg af en sundhedshjælper til evt. at hjælpe Ellen op og i tøjet, hvis hun ikke selv kan, varme øllebrød, rede seng osv.
  • Et besøg midt på formiddagen af hjemmesygeplejerske til kolostomipleje.
  • Udbringning af middagsmad af sundhedshjælper, heri også et tilsyn: Går alt vel, eller er Ellen løbet ind i noget, hun ikke magter?
  • Besøg til aften – hvis ikke Ellen kan klare at smøre sin aftensmad, vil vi gøre det.
  • Besøg ved hjemmesygeplejersken før natten til evt. at hjælpe Ellen i nattøjet. Og hun vil se, om posen skal skiftes.

Vi aftaler, at Ellen i den første tid kan få en tryghedsalarm således, at hun hurtigt kan tilkalde hjælp om nødvendigt.

Vi skriver en liste over, hvad Peter skal købe af dagligvarer, til når hans mor kommer hjem. Vi skriver en liste over de ting, jeg skal arrangere. Vi aftaler, at jeg skal ringe til hende resten af dagen. Vi aftaler, at Ellen nu vil få rengøringshjælp en gang om ugen i stedet for hver 14. dag.

For mig er det helt klart, at hvis ikke Peter er tryg ved situationen, vil Ellen få store problemer med en overbekymret søn, hun skal trøste, i stedet for at bruge sine kræfter på at blive rask.

Før jeg går, spørger jeg Peter om, hvad han synes om de aftaler, vi har lavet, om han tror, hans mor kan klare sig. Han siger, han er tryg og tilfreds med de aftaler, vi har lavet. Ellen nikker, hun siger, hun glæder sig til at komme hjem. Jeg synes, jeg ser den Ellen Olsen, jeg først kendte.

Kunne selv

Bagefter tænkte jeg på, at vi helt glemte at tale om dørtrin og håndtag. Men det er ikke så galt. Peter kunne jo se, at hans mor ingen besvær havde med dørtrinene. Og hun havde i forvejen nogle håndtag og en toiletforhøjer. Begge dele fik hun pga. de dårlige hofter.

Efter fire dage hjemme frasagde Ellen aften-hjælpen. Efter en uge frasagde hun hjælpen om morgenen. Hun kunne godt selv.

Da jeg kom på kontoret, arrangerede jeg den hjælp, vi havde aftalt. Jeg besluttede mig for, hvem af hjemmehjælperne der skulle være Ellens. Ikke tilfældigt, men udvalgt til netop Ellen med hendes personlighed. Det kræver så, at hjemmehjælpernes/sundhedshjælpernes arbejdsprogrammer rettes til, og at arbejdet omorganiseres. Heldigvis sker det oftest i fuld forståelse med sundheds/hjemmehjælperne. I modsat fald ser jeg på det igen. I løbet af en måned var Ellen så langt, at hun kun fik hjælp af hjemmesygeplejersken to gange om ugen til pladeskiftning ved kolostomien og hjemmehjælp en gang om ugen. Der var dage, hvor hun lavede sin mad selv. Hvordan hun nåede så langt, vil I høre om en anden gang.•

Inge-Lise Christiansen er primærsygeplejerske i Hjørring.

Nøgleord: Fortælling, sygepleje.