Sygeplejersken
Synspunkt: Fortæl om jeres fejl
Vi lærer ikke ret meget af andres succeshistorier. Fortæl dog om de negative oplevelser – dem er der pædagogisk potentiale i.
Sygeplejersken 1998 nr. 31, s. 20
Af:
Anne Mette Frank, sygeplejestuderende
I ny og næ læser jeg i Sygeplejersken en artikel, hvor en sygeplejerske tager udgangspunkt i en oplevet arbejdssituation, der involverer en patient og/eller pårørende. Undervejs i artiklen giver sygeplejersken udtryk for, hvordan hun vendte en kompliceret situation til noget, der ligner fryd og gammen for alle implicerede parter. ''Gab,'' tænker jeg og føler mig hensat til det seneste nummer af 'Hendes Verden'.
Jeg er klar over, at de fleste situationer, som sygeplejersker dagligt befinder sig i, klares med en fin fornemmelse for medmenneskelighed, samt den empati og faglighed, der gerne skulle smelte sammen til det famøse 'faglige skøn'. Dermed underkender jeg ikke værdien af det udførte stykke arbejde, som sygeplejerskerne forståeligt nok er stolte af og derfor gerne vil dele med alle os andre. Derimod beundrer jeg dem for denne evne.
Spørgsmålet er bare, hvor meget vi lærer af andres succes. Vi kan alle diske op med historier, hvor vi på forunderlig vis, med tryllestaven i den ene hånd og kluden til at pudse sin egen glorie med i den anden, er opfyldt af en følelse af at have gjort noget særligt for et andet menneske (patienten) i forbindelse med vores arbejde.
Det skal der bestemt også være plads til; det er blandt andet dét, der giver os endnu mere blod på tanden. Vi har alle et behov for, i større eller mindre grad, at dele vores succes med andre. Vi har alle brug for og har alle fortjent ros og anerkendelse i vores arbejde.
Stadig mener jeg, at det er vores fejl, som vi lærer mest af. Det 'gode' giver kun mening i kraft af dets modsætning. Ellers har det ingen værdi, og det forekommer perspektivløst overhovedet at beskæftige sig med det. I vores fejl får vi både en større selvindsigt og vi lærer mere om vores medmennesker. De fejl, små som store, som vi alle på ét eller andet tidspunkt vil begå som sygeplejersker, har stor indvirkning på patienten og kan være afgørende for dennes sundhed, selvopfattelse etc. Det er derfor essentielt, at sygeplejersker vil formidle sådanne oplevelser til Sygeplejersken, med den undervisende funktion, som vores fagblad også har.
Berig os andre
Dette forudsætter naturligvis, at der er sygeplejersker, der har lyst til at skrive om disse oplevelser. Vi skal være modige for at turde sætte spørgsmålstegn ved os selv og sætte os selv under lup. Det er altid lettere for os at få øje på de andres fejltrin. Det er vigtigt at gennemtænke oplevelsen for egentlig at forstå hvad det var, der gik skævt. Det kan være nyttigt også at overveje løsningsforslag i bagklogskabens lys. Det er desuden af betydning, at vi ser os selv som en del af det system, som vi arbejder i. Dermed indser vi de begrænsninger og ressourcer, som dette indebærer for vores sygepleje. Vi skal også reflektere over, hvordan oplevelsen påvirker os generelt. Først efter en sådan bearbejdning kan vi konvertere hændelsen til en erfaring, som vi dermed kan bruge i vores fremtidige arbejde.
Der er blevet sagt mangt og meget om den nye sygeplejeuddannelse. En af de mange, vigtige ingredienser i den er de praksisbeskrivelser, som vi skriver efter hver afsluttet praktikperiode. Her opmuntres vi til at reflektere over egen praksis. Vi får mulighed for at sætte en oplevelse i relief og i relation til teorier, som vi mener kan hjælpe os til at forstå det skete. Omvendt er det også vigtigt, at vi tydeliggør ét eller flere områder, hvor vi mener, at en given teori kommer til kort. Vi kan skrive solstråle-historier eller om oplevelser, der ikke går helt efter bogen. Valget er vores.
De praksisbeskrivelser, der rykker mest, er helt klart dem, der tager afsæt i de hændelser, hvor den sygeplejestuderende ikke ender som 'dagens helt'. I sådanne 'anti-helt'-beretninger ligger der et enormt undervisnings- og selverkendelsespotentiale. Både for os sygeplejestuderende, men også for sygeplejersker. De kan flytte grænser og få os til at se os selv i et lidt mere nuanceret lys. Desuden er det også beroligende at vide, at vi ikke er alene om de negative oplevelser. Med praksisbeskrivel-ser undgår vi tillige, at et mislyk-ket patient/sygeplejestuderende samspil henregnes under kategorien 'dårlig kemi'.
Dette indlæg er ikke blevet til, for at jeg kan give den som Knagsted fra Gustav Wieds roman 'Livsens Ondskab'. Den er ment som en opfordring til alle sygeplejersker, med lille eller stor erfaring, til at grave i hukommelsen og finde frem til situationer, som I ikke mener gik helt efter hensigten etcetera. Få oplevelserne ned på papir, send dem ind til Dansk Sygeplejeråd og berig alle os andre med jeres erfaringer og gode eksempel. Dét vil jeg glæde mig til!
Hvorfor er det ikke moderne at komme frem med de dårlige oplevelser? Der hersker ingen tvivl om, at I sygeplejersker udøver jeres arbejde samvittighedsfuldt og til patientens bedste – det går bare ikke altid som præsten prædiker. Det ville være spændende at læse bud på hvorfor!
Anne Mette Frank er 6. semestersygeplejestuderende ved Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole.