Faglig kommentar: Nostalgi

Vi lyder fuldstændig som to 90-årige, der mindes gode, gamle dage,'' sagde oversygeplejersken, jeg var på besøg hos. Det var ellers et helt andet ærinde, jeg var kommet i, men snakken kom lynhurtigt på afveje til vores fælles fortid. Jeg havde såmænd haft afgørende indflydelse på den unge mands videre karriere, idet han kendte mig fra engang, hvor jeg havde undervist ham i, hvordan man lejrede ortopæd-kirurgiske patienter ved hjælp af lodder, trisser, snoretræk, sandsække, aritmetik og vægtstangsprincipper.

''Da fandt jeg ud af, at ortopædkirurgi absolut ikke var noget for mig,'' fortalte oversygeplejersken, og så mimrede vi ellers videre om de pragtfulde, svundne tider. ''Har du prøvet at trille vatpinde i patienternes middagsstund?''

''Nej, men jeg har siddet på hudafdelingen og revet gamle, udvaskede dynebetræk i strimler og klippet hakker i kanten af lærredsomslag, klippet efter skabelon,'' kunne jeg overtrumfe. Dynebetræk var blødere og derfor bedre end lagener til såromslag. Stiklagener var helt ubrugelige.

Det var hverken vatpindetrilleriet eller de håndklippede lærredsomslag, vi længtes efter. Det var den tid, man havde sammen på afdelingen, mens man brugte sine hænder. Det var arbejdsmiljø, så det klodsede. Plejepersonalet samlet til en rolig stund, nogle gange rundt om et bord. Der blev snakket patienter, og der blev undervist, og der blev selvfølgelig også snakket privat. Trådene blev samlet, så alle var orienteret om, hvordan patienterne havde det, og hvad planerne med dem var. At der også kom et håndgribeligt produkt ud af det, var jo i sig selv fint, når de fabriksfremstillede forbindinger endnu var sjældne.

En dag var det slut. Alle gik over til engangsmaterialer, så arbejdsgangene kunne effektiviseres. Det skal vi være glade for, men samtidig forsvandt også de rolige stunder med det kollegiale samvær og drøftelse af pleje og behandling. Mon ikke det voksende behov for skriftlig dokumentation og plejeplaner også hænger sammen med, at tiden til almindelig snak frem og tilbage om patienterne forsvandt med vatpindetrilleriet? Noget af den indsvundne tid, som effektivisering har ført med sig, bruges nu til at informere kollegerne på skrift.

Der opstod efterhånden behov for samarbejdsudvalg, supervision og sygeplejefaglig vejledning. Måske hænger det også sammen med, at effektiviseringen gjorde mulighederne for de rolige stunder i et arbejdsfællesskab sjældnere og kortere. Denne effektivisering af arbejdsdagen havde vi også oplevet, og vi havde sandelig også brug for at få talt med kolleger om vores pleje, i særdeleshed om etiske problemer, eller hvis vi syntes, et plejeforløb var gået i hårdknude. Det kunne vi heller ikke få plads til i en travl hverdag.

Men da supervision og sygeplejefaglig vejledning og psykologisk bistand ikke var opfundet for blot få år tilbage, gjorde vi noget andet.

Behov for at læsse af

Der, hvor oversygeplejersken og jeg havde slået vore folder, havde vi 'Doctor's Pub' og 'Stjernen'. Her fik vi tit en fyraftensbajer, når det virkelig havde brændt på. På min afdeling var vi nok mest til 'Stjernen', for her var snakken som regel dæmpet, og billardbordet stod afsides. Her kunne man sidde i fred en times tid med en kollega eller to og få endevendt de svære situationer over et par forfriskninger. Cykelturen hjem bagefter foregik altid med følelsen af vind og kollegial støtte i ryggen.

''Nu går alle hjem hver til sit i samme øjeblik, arbejdsdagen er forbi,'' sagde oversygeplejersken. Hvor trist, var vi enige om. Så mindedes vi festerne. Vi holdt fester ustandseligt. Behovet for en fest opstod, når der havde været en arbejdsmæssig træls periode. Der skulle såmænd ikke så meget forberedelse til, vi kendte jo hinanden. Men en vis kondition krævede det selvfølgelig. Festerne var jo ikke bare fest for festens skyld. Det var bare en anden måde at læsse af på over for hinanden, og vi kunne slet ikke lade være med at snakke fag.

Nogle gange blev vi såmænd bare lidt længere på afdelingen end strengt nødvendigt. For at få snakket af. Debriefing hedder det, når det er officielt. Det var bare ikke officielt, og det er netop heri, jeg ser tab.

Det var noget med at føle, at trivslen på en afdeling var vores eget ansvar. Noget med at betragte arbejdspladsen og patienterne som vores, også selv om man strengt taget og overenskomstmæssigt kunne forlade etablissementet klokken femten prik. Det gjorde vi selvfølgelig også de fleste dage, men når der var behov for at hænge lidt længere eller ringe sammen eller mødes på 'Stjernen' eller 'Doctor's', så var det en helt naturlig ting. Det psykiske arbejdsmiljø var noget, vi selv skabte. Måske var denne indstilling til lidt mere flydende grænser mellem arbejdsliv og fritid en reminiscens fra elevboligerne, hvor man var vant til at dele både arbejdsliv og privatliv.

Synd, hvis den kultur er ved at forsvinde. Men når man ser, hvordan kulturskabende virksomheder inden for sundhedsvæsenet efterhånden er blevet nedlagt en efter en i effektivitetens og stordriftens navn, samtidig med at der er mere drøn på hverdagen, så er det ikke helt så nemt at bevare følelsen af samhørighed med afdeling og kolleger og at praktisere den.

Der er selvfølgelig dem, der mener, at sygepleje er et job som alle andre, og at hovedansvaret for trivslen ligger i institutionen og i overenskomsterne, og at man skal holde arbejde og fritid skarpt adskilt. Men man går altså glip af noget med den indstilling.