Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hele verdens nye doktor

Den forhenværende læge, miljøminister og statsminister, Gro Harlem Brundtland, som er blevet chef for verdenssundhedsorganisationen WHO, betragtes af mange som noget nær den personificerede politiske korrekthed. En superkvinde, der har gjort uplettet international karriere, samtidig med at hun har passet den traditionelle kvinderolle.

Sygeplejersken 1998 nr. 39, s. 8-13

Af:

Gretelise Holm, journalist

Det siges om Gro Harlem Brundtland, at hun er verdens mest velrenommerede politiker.

Ikke antydningen af snavs eller skandale pletter hendes strålende karriere som Norges landsmoder, som den verdenskendte miljøforkæmper, der med Brundtland-rapporten lagde navn til teorien om den bæredygtige udvikling, og fra juli i år som chef for FNs verdenssundhedsorganisation, WHO.

Den 59-årige forhenværende læge, miljøminister og statsminister i Norge kan beskrives som noget nær den personificerede politiske korrekthed.

Superkvinde er en anden hyppigt anvendt karakteristik, fordi hun tilsyneladende har kunnet det hele: Nå toppen på et mandsdomineret område, samtidig med at hun har fået kvindeliv med familie, fire børn og senest op mod en halv snes børnebørn til at hænge sammen.

Dertil er der ingen tegn på, at magten og rigdommen har korrumperet hendes idealer.

Hun har hele vejen igennem holdt fast i principperne om ligestilling, om social retfærdighed og om, at vi skal være gode mod vor jord.

Selv siger hun, at hun bare har bestræbt sig på ''at gøre arbejdet skikkeligt.''

Men det kan noteres, at hun undervejs med det skikkelige arbejde har indskrevet sig i verdenshistorien – for eksempel som den regeringsleder, der for første gang førte ligestilling mellem kønnene næsten helt ud i praksis. Det skete, da hun i 1986 sammensatte en regering med otte kvindelige og ti mandlige ministre.

'Kvinderegeringen' vakte opsigt verden over.

I Japan rejste de et monument for den, og Time Magazine kaldte Gro Harlem Brundtland for en ''Postmoderne grøn neo-socialist'' og beskyldte hende for at skabe den mest feministiske stat i verden.

Reel ligestilling bliver som bekendt typisk opfattet som kvinde-dominans.

Personligt repræsenterer hun også et par gennembrud – som den første kvindelige statsminister i Norden og som første kvindelige chef for WHO i organisationens 50-årige historie.

Hvordan er hun kommet så vidt, stjernepolitikeren, superkvinden, den nye verdensdoktor?

Dans på roser

Gro Harlem Brundtland måtte ikke gå gruelig meget ondt igennem, før hun nåede toppen af det norske samfund.

Side 8

Billede

Side 10

Tværtimod var hendes tidlige liv en dans på socialdemokratiske roser.

Hun blev født ind i socialdemokratiets højere cirkler med en far, Gudmund Harlem, der var læge og minister i arbejderparti-regeringerne op gennem 1950'erne og 1960'erne.

Barndomsårene på samfundets solside, hvor hun fik politik ind med det daglige brød, mindes hun i dag med stor og sentimental glæde.

Hun havde et tæt forhold til sin far, der støttede hende i hendes ambitioner. Et livstræk, hun har til fælles med mange succesrige kvinder.

Ministerdatteren gik i flinkeskolen, hvor hun var så flink, at det blev til en medicinsk embedseksamen i 1963.

Sideløbende med studierne fik hun fire børn, men de hindrede hende ikke i to år senere at tage magistergrad i offentlig sundhed ved Harvard-universitetet i USA.

Der var drøn på – måske også lidt rigeligt.

Når hun i dag gør status over sit liv, siger hun, at hvis hun fik chancen for at leve fem af sine år om, så skulle det være de fem, da hendes børn kom til verden.

Fortaler for fri abort

Tilbage i Norge blev hun assisterende overlæge ved Oslo Helseråd og gik i gang med at skrive doktordisputats. Men det arbejde blev afbrudt og aldrig færdigt, fordi hun i 1974 blev hentet ind som miljøminister af daværende statsminister Trygve Bratteli.

Politik havde indtil da ikke været lægens bord, men hun havde gjort sig offentligt bemærket som en skarp fortaler for fri abort, og Arbeiderpartiet stod netop og havde brug for en ordfører på dette følsomme område.

I Arbeiderpartiets stortingsgruppe gjorde hun lynkarriere.

Først blev hun næstformand, så parlamentarisk leder. Og da Arbeiderpartiets statsminister Odvar Nordli slap roret i 1981, rykkede hun ind – som leder af partiet og som Norges første kvindelige og hidtil yngste statsminister.

41 år var hun.

Hendes første statsministerperiode blev kun på otte måneder, så vandt de borgerlige valget. Herefter regerede Kåre Willoch, indtil han selv kastede håndklædet i ringen i 1986, træt af at sidde på to upålidelige fremskridtsfolks nåde.

Den 9. maj 1986 tog Gro Harlem Brundtland igen over og blev for anden gang statsminister uden at have vundet et valg.

Mens hun for første gang havde arvet en socialdemokratisk regering, sammensatte hun denne gang sin egen – med otte kvindelige ministre ud af 18, hvilket verden over blev kaldt en kvinde- eller feminist-regering.

Til trods for, at der rent faktisk sad flere mænd end kvinder i den.

Verdens miljøminister

Året efter blev hendes navn slået internationalt fast gennem Brundtland-rapporten om en miljømæsigt bæredygtig udvikling.

Brundtlandrapporten med titlen 'Vor fælles Fremtid', var resultatet af arbejdet i FNs kommission for Miljø og udvikling, som Gro Harlem Brundtland var blevet leder af i 1992. Brundtlandrapporten var også udgangspunktet for FNs verdenskonference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992.

I takt med, at rapporten blev kendt, kom den norske statsminister til at indtage en uformel position som 'verdens miljøminister'.

Hun blev en eftertragtet international taler, hvilket fik onde borgerlige tunger hjemme i Norge til at mene, at hun hellere skulle feje for egen dør.

Efter valget i oktober 1989 snuppede den borgerlige blok magten, men efter godt et år gik grundlaget for Jan P. Syses mindretalsregering op i limningen på grund af uenighed om det følsomme EF-spørgsmål.

Historien fra 1986 gentog sig.

Den borgerlige regeringschef gav frivilligt op, og Gro Harlem Brundtland blev i november 1990 for tredje gang statsminister – uden at have vundet et valg.

Abdicerede

Gro Harlem Brundtland var statsminister i Norge indtil oktober 1996, hvor hun ikke blev væltet, men abdicerede som en dronning efter at have udpeget og lagt tingene grundigt til rette for sin efterfølger, Thorbjørn Jagland.

Det efterår og den vinter blev der talt meget om, at Gro Harlem Brundtland gik af som statsminister

Side 11

for at blive øverste chef for FN.

Selv ymtede hun kun lidt om, at hun skulle skrive sine erindringer og i øvrigt gerne ville have mere tid til familien og naturen.

Hun ventede sit syvende barnebarn, fortalte hun, da hun et par måneder senere meddelte, at hun heller ikke ønskede at genopstille til Stortinget.

Mistede sin søn

Allerede i 1992 havde Gro Harlem Brundtland droslet arbejdet en anelse ned ved at opgive posten som formand for Arbeiderpartiet, som hun havde haft, siden hun første gang blev statsminister i 1981.

1992 var smerteåret i Gro Harlem Brundtlands liv, som både hun selv og ægtemanden har beskrevet det i deres erindringer. Parrets yngste søn, Jørgen, som var psykisk syg, begik selvmord. Mens hans mor sad i forhandlinger med Jacques Delors i Bruxelles.

Gro Harlem Brundtland siger selv, at hun aldrig kommer over sorgen:

''Man kan sige, at i alt menneskeligt ligger der en lærdom og en erfaring. Men der er intet positivt ved sådan en sorg. Den er så barsk, fordi den kommer af et tab, som er endeligt og bundløst.''

Kassesucceser

Den private Gro Harlem Brundtland blev kendt gennem ægtemanden, Arne Olav Brundtlands bog: 'Gift med Gro', der udkom i 1996 og straks blev solgt i et oplag på 100.000.

En oplagssuces, der kun blev overgået af Gro Harlem Brundtlands egne erindringer: 'Mitt Liv', som udkom året efter.

Man leder forgæves efter gift og snask i bøgerne, for de er skrevet af intellektuelt stringente mennesker med selvdisciplin og overblik over virkemidlerne. Der åbnes heller ikke de store sprækker ind til privatlivet.

Begge bøger hylder billedet af Gro som et følsomt menneske, der tør vedstå sig et temperament, som skyldes, at hun er engageret, ærlig og åben.

Hun understreger, at ægtemanden gennem 28 år har været en uvurderlig støtte, som har taget størstedelen af slæbet med familien i det daglige.

'Baggrundsdekorationen' kalder han beskedent sig selv i bevidstheden om, at han har været langt mere end dette og også har en betydelig selvstændig karriere.

Arne Olav Brundtland, 62 år, er statskundskabsmand, forsker ved Norges udenrigspolitiske institut (NUPI) og en af Norges førende sikkerhedspolitiske eksperter. Og så er han for resten erklæret konservativ og har i en årrække været aktiv i partiet Høyre.

Skyldfølelsen

Det politisk modsætningsfyldte ægteskab har givet anledning til godmodige drillerier både inden og uden for de private gemakker.

Da manden luftede muligheden for at stille op til Stortinget som

Side 12

repræsentant for sin kones opposition, luftede hun til gengæld muligheden for skilsmisse.

Og da de konservative fandt på valgsloganet: 'Gør som Gro gjorde: Vælg en konservativ!' svarede socialdemokraterne: 'Gør som Arne Olav: Vælg Gro!'

En enkelt civiliseret finte slipper ud, når Arne Olav om sin kone fortæller, at hvis nogen bad hende blive generalsekretær for NATO, så ville hun også sige ja til det.

Hun svarer lidt stramlæbet, at det er så hans tolkning af hendes pligtopfyldenhed.

I sin egen erindringsbog fortæller Gro Harlem Brundtland om den splittelse, hun har følt mellem ønsket om at være mere sammen med sine børn og de krav, rollen som politisk leder har stillet til hende:

''For mig var det utænkeligt at have fravalgt familie og børn. At være mor er jo det mest centrale i livet. Men jeg står ikke med løftet pegefinger og begynder at moralisere over dem, der vælger anderledes.''

Hun kender også til selvanklagerne:

''Selvfølgelig har jeg følt skyld. Selvfølgelig har jeg spurgt mig selv, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Den slags spørgsmål bliver vi aldrig færdige med,'' siger hun til det norske Dagbladet om sit livs tragedie, sønnens selvmord.

Magt og moral

Mens ægtemanden forsigtigt antyder, at hun går efter magt, hvor hun kan få den, bryder Gro Harlem Brundtland sig – som mange andre magtfulde mennesker – slet ikke om ordet.

Hun understreger gang på gang, at hvad der interesserer hende som politiker, er slet ikke magten, men tillidshvervet, ansvaret for demokratiet. At det er politikerens fornemmeste opgave at sikre det kollektive beslutningsgrundlag. Sikre, at det ikke er enkeltpersoner eller snævre interesser, som pådutter andre deres holdninger eller fremmer særinteresser.

Hun tilslutter sig Oluf Palmes ''politik er at ville,'' men tilføjer, at ''politik er også at vælge.'' Hvis man ikke tør vælge af rædsel for at vælge forkert, får man aldrig udrettet noget.

Derudover taler hun en del om moral:

Samfundsmoralen skal gennemsyre politikken. Ikke at politikerne skal definere moralen, men de skal tage vare på fælles værdier, fordi de forvalter fællesskabet. Politikken skal afspejle vigtige grundlæggende værdier, holdninger og etik.

I sin erindringsbog tager Gro Harlem Brundtland et enkelt tabuemne op om alkohol og politik.

Hun beskriver, hvordan den politiske kultur i Arbeiderpartiet op til hendes egen magtovertagelse var præget af intriger og druk. Og man forstår, at hendes egen promovering til de absolutte topposter i parti og regering ikke skete uden sværdslag.

Krigen i Arbeiderpartiets kulisser var hård og blodig med partihovedkvarteret som arnested for rænker og intriger.

Den daværende formand for partiet, Reiulf Steen, forsøgte at bekæmpe en livskrise med alkohol, har han selv afsløret i sine erindringer.

I Dagbladet forklarer Gro Harlem Brundtland sin beskrivelse af den alkoholiserede politiske kultur:

''Når det gælder alkohol, har vel alle miljøer deres festligheder som en del af billedet. Men når det begynder at indvirke på de politiske processer er det alvorligt . . .''

Ingen bidronning

Midt i 1990'erne handlede en norsk anekdote om den lille dreng, der spørger: ''Mor, kan en mand blive statsminister?''

Da Gro Harlem Brundtland trak sig tilbage fra statsministerposten i 1996 og gjorde status, sagde hun blandt andet:

''Jeg har gjort det bedste, jeg kunne . . . Kan hænde, det har haft betydning for mange piger og kvinder, at vi har haft en politisk leder så længe af et andet køn end det sædvanlige . . .''

Måske vil Gro Harlem Brundtland allermest blive husket for, at hun aldrig blev en bidronning.

Bidronninge-syndromet kalder man i kvindepolitiske analyser det fænomen, at kvinder, der selv har fået en plads i mændenes magtcirkler, er med til at holde andre kvinder væk fra stadet. I bevidst eller ubevidst horisontal fjendtlighed eller i et bevidst eller ubevidst ønske om at få points for at være undtagelsen, der bekræfter reglen – og altså ikke truer normen.

Gro Harlem Brundtland har i verdensberømt dristig grad undgået at pådrage sig bidronningerollen, som ellers er med til at holde uligestillingen på plads. Også dér, hvor enkelte kvinder når helt til tops.

I WHO har hun udnævnt ti nye topchefer. De seks er kvinder.

Hvis nogen skulle finde på at tro andet, så har hun alene udnævnt sine kvindelige ministre og ledere i WHO, fordi de var de bedst kvalificerede. Akkurat som når mandlige ledere vælger mænd, fordi de er de bedste.

Sådan skal det være, og hvem tør argumentere imod?

Men Gro Harlem Brundtland lægger ikke skjul på ligestilling mellem kønnene som et af sine væsentligste demokratiske principper: Det er selve blandingsforholdet mellem mænd og kvinder, der er vigtigt, fordi erfaringsbaggrund, synsvinkler og interesser tit er forskellige, forklarer hun.

Det politiske nederlag

Sit livs største politiske neder-lag indkasserede Gro Harlem Brundtland, da nordmændene i 1994 for anden gang sagde nej til EU.

Hun havde lagt års intenst arbejde i at få ledet sit folk ad den europæiske vej.

Men det fortælles, at hun efter nederlaget kun tog tælling i ganske få sekunder, før hun på ægte demokratisk vis tog folkeviljen til efterretning og gik i gang med at få det bedste ud af situationen og ordne Norges forhold til Europa.

I stedet for at hænge med næbbet,

Side 13

være fornærmet på vælgerne, endsige gå af, glædede hun sig over, at Norge alligevel kom med i EUs indre marked gennem den såkaldte EØS-aftale, og at Schengen-samarbejdet kom på plads.

Kort tid efter EU-afstemningen viste meningsmålinger, at ni ud af ti nordmænd ønskede Gro som regeringsleder, og Dagbladet udnævnte hende til Norges ''levende nationalmonument.''

Tilfældig misforståelse

Man skal lede længe og grundigt i arkivposer og på Internettet for at finde selv mådeholden kritik af Gro Harlem Brundtland.

Men der er for eksempel en professor Per Fugelli, der for nylig i Ny Tid har beskrevet hende som noget af en tromle i forbindelse med hendes kampagne for at blive WHO-chef:

''Gro er et lokomotiv på skinner, som hun selv lægger,'' skriver han.

Og så mener han ikke, at træerne skal vokse ind i himlen. Gro er en dygtig administrator, men hun mangler visioner:

''Hun vil lede WHO, som hun har ledet Norge, hæderligt og dygtigt,'' skriver professoren, som dog medgiver, at disse egenskaber er der hårdt brug for i den kriseramte organisation.

Også de to journalister, Steiner Hansson og Ingolf Håkon, har i deres bog, 'Magt og Mandefald', forsøgt at trække den politiske stjerne ned på jorden.

''Hun blev politiker ved en tilfældighed, berømt ved en ulykke og statsminister ved en misforståelse,'' skriver de.

'Tilfældigheden' var abortloven, hvor Arbeiderpartiet i 1974 stod og havde desperat brug for en sagkyndig kvindelig ordfører.

'Ulykken' var udslippet fra olieboreplatformen Bravo, hvor den unge miljøminister Gro Harlem Brundtland bestod sit politiske svendestykket med international ros.

'Misforståelsen' er de to journalisters udlægning af de rænker i Arbeiderpartiet, der førte til, at hun første gang blev statsminister i 1981.

Trodser Vorherre

Politiske modstandere har Gro Harlem Brundtland også haft.

Inden for egne rækker har hun ikke været populær hos de gamle i 'den alkoholiserede kultur', som hun angreb. Og i de politiske modstanderes rækker har Kåre Willoch været årtiers hovedfjende.

Gro Harlem Brundtland og Kåre Willochs mediefejder og beskrivelser af hinanden i deres respektive erindringer har været ganske personlige og barske.

Ideologisk har hun mødt nogen modstand fra de kristelige.

Norge er traditionelt et land med mange hellige, og Gro Harlem Brundtland har efter deres mening et lidt for vrangvilligt forhold til Vorherre, som det er gammel skik i Arbeiderpartiet.

Abortspørgsmålet, som oprindeligt bragte Gro Harlem Brundtland ind i politik, er stadig sprængstof i WHO-regi, hvor en del medlemslande tager skarpt afstand fra den fri abort.

Gro Harlem Brundtland listede på kattepoter rundt om spørgsmålet, da hun skulle vælges til ny leder.

Ringen sluttet

For både lægen og politikeren Gro Harlem Brundtland blev ringen sluttet, da hun den 21. juli i år blev modtaget med stående klapsalver som den nye chef for verdenssundhedsorganisationen.

I WHO har hun fået en enestående mulighed for at kombinere sine faglige og politiske kvalifikationer.

Som hun har forklaret det til New York Times, så forkaster hun den konventionelle opfattelse af, at læger skal holde sig til deres lægevidenskab og overlade politik til politikerne:

''Hvorfor overlade politik, som er det vigtigste i et demokratisk samfund, til nogen, som ikke forstår det faglige,'' spurgte hun og mente tværtom, at læger skal gøre folkesundhed til politisk emne.

Personligt lovede hun at bruge sin chefstilling i WHO til at være ''advokat for sundheden ved at gøre den til et hovedemne højt på de internationale politiske dagsordener.''

Nøgleord: Gro Harlem Brundtland, portræt, WHO. 

BLÅ BOG

Gro Harlem Brundtland blev født i Oslo 20. april 1939.

Medicinsk embedseksamen fra Universitetet i Oslo 1963.

Master of Public Health fra Harvard University 1965.

Reservelæge i Helsedirektoratet 1966-68 og assisterende overlæge i Oslo Helseråd fra 1968-74.

Miljøminister i Trygve Brattelis regering 1974-79.

Statsminister første gang fra februar til oktober 1981. Anden gang fra 1986 til 1989 og tredje gang fra 1990 til 1996.

Sideløbende næstformand i Arbeiderpartiet fra 1975 til 1981 og formand fra 1981 til 1992. 1983-87 formand for FNs verdenskommission om Miljø og Udvikling, hvis rapport 'Vor Fælles Fremtid' var udgangspunktet for FNs konference for miljø og udvikling i Rio de Janeiro 1992.

Fra 1998 generaldirektør for FNs verdenssundhedsorganisation, WHO.

Gift 1960 med Arne Olav Brundtland. Mor til fire og bedstemor til otte.