Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

En plet på sundhedsvæsenet

Det er fuldstændig uantageligt, at der verserer rygter om, at aktiv dødshjælp finder sted. Hvis rygterne er usande, skal de afkræftes. Er der hold i dem, skal de frem i lyset. Vi må ikke acceptere en praksis i sundhedsvæsenet, som ikke tåler dagens lys, fordi den er forbudt eller ligger i en gråzone.

Sygeplejersken 1998 nr. 9, s. 28

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

En række sygeplejersker henvender sig til 'Sygeplejersken' og fortæller om personlige erfaringer og oplevelser med dødshjælp i det danske sundhedsvæsen. Et udvalg af deres beretninger kan læses i en foregående artikel.

Beretningerne er ikke behagelige. De efterlader en uafvaskelig plet på sundhedsvæsenet, også selv om beretningerne måske er enestående.

Ti sygeplejersker i alt har efterkommet en opfordring fra redaktionen om at komme med konkrete eksempler på, at aktiv dødshjælp har fundet sted, selv om aktiv dødshjælp er og altid har været forbudt i Danmark. Opfordringen kom som følge af en opblussen af hvisken og indforstået snak på det uofficielle plan, der fandt sted i kølvandet på sigtelserne i Plejebosagen.

I de første uger, efter at sagen kom frem, bragte jeg emnet dødshjælp på bane i utallige sammenhænge, i kollegiale og i private. Jeg mødte alle holdninger mellem accept og afstandtagen, konkrete og forblommede udtalelser, der angav at bero på hele spektret mellem viden og tro.

Rygter var der nok af, men alle klappede i, når rygterne nåede det punkt, hvor nogle kunne komme i fedtefadet.

Min holdning er klar. Det er fuldstændig uantageligt, at der verserer rygter om, at aktiv dødshjælp finder sted i sundhedsvæsenet. Hvis rygterne er usande, skal de afkræftes. Er der hold i dem, skal de frem i lyset og drøftes. Vi må ikke acceptere en praksis i sundhedsvæsenet, som ikke tåler dagens lys, fordi den er forbudt eller ligger i en gråzone.

Ti sygeplejersker efterkom opfordringen til at tale åbent om deres erfaringer med aktiv dødshjælp. To af disse har udtalt sig om deres holdninger og erfaringer i monologform og på en måde, så jeg vælger at se bort fra dem.

Otte sygeplejersker har jeg haft en længere snak med. Der har ikke været tale om interview, men om kollegiale samtaler, som jeg bagefter har noteret mig hovedpunkterne i. Min opfattelse efter samtalerne har været, at disse otte kolleger har været troværdige, åbne og ærlige. Et indtryk, som ikke er blevet svækket af, at de fleste foretrak anonymiteten.

De otte sygeplejersker har fortalt om hændelser, de selv har oplevet som forkastelige, men som man også fra et objektivt ståsted kan se det angribelige i, hvis virkelighedens hændelser har svaret til oplevelserne.

Nogle af hændelserne beskriver ikke kun et handlingsforløb, men indeholder også formodninger om, hvad der er foregået bag en lukket dør, og fortolkninger af de handlendes motiver. Det betyder, at man ikke kan udlede noget sikkert om, hvorvidt de rent faktiske hændelser har været angribelige. Vi oplever forskelligt. Selv ordvekslinger, som huskes præcist, kan tolkes forskelligt og være sagt i en anden mening. Ansatte i sundhedsvæsenet bruger ofte en jargon og siger ting, som udenforstående ikke må tage for bogstaveligt.

Dermed er ikke sagt, at man ikke skal lytte til disse sygeplejersker. De har nemlig fortalt, hvordan de selv har handlet på deres subjektive oplevelser, og hvordan omverdenen har reageret.

Et mønster

Et væsentligt spørgsmål er også, om det, der fortælles er helt enestående, eller om det er udtryk for almindelig praksis. Det spørgsmål lader sig ikke besvare.

Men når man fraregner alt det, som ikke kan udledes af samtalerne, er der alligevel noget tilbage, vi må tage alvorligt. Jeg så efterhånden noget, der lignede et mønster i beskrivelserne.

Stort set alle de begivenheder, jeg fik fortalt om, lå nogle år tilbage. Den udstrakte brug og misbrug af morfindrop, der fortælles om, har overvejende fundet sted, inden Sundhedsstyrelsen i december 1995 udsendte en vejledning til alle landets sygehuse. Praksis kan altså have ændret sig fuldstændigt inden for de sidste par år.

Flere af sygeplejerskerne gør da også meget ud af at fortælle, at der er sket en mærkbar holdningsændring på deres arbejdsplads. Der er større åbenhed, beslutningerne er tværfaglige og bygger på grundige overvejelser, og man dokumenterer sine handlinger. Det er altså, som det skal være, selv om man naturligvis ikke kan sige noget om, hvorvidt denne holdningsændring er slået igennem overalt.

Det har også været slående, at sygeplejerskerne har haft mange og ofte svære overvejelser i lang tid efter hændelserne. De har ikke kunnet lægge oplevelserne bag sig. Selv om der er gået adskillige år i mange tilfælde, har de kunnet referere hændelser med mange

Side 38

detaljer. Nogle har virkelig følt sig plaget, og deres oplevelser og refleksioner har ført til ny erkendelse. Det gik igen og igen, at sygeplejerskerne sagde, at i dag ville de ikke have gjort det samme, eller at de ikke ville have forholdt sig så passivt.

Der er jo en grund til, at sygeplejerskerne har henvendt sig til en kollega for at fortælle om oplevelser, som nogle aldrig havde talt med kolleger om før. Opfordringen i 'Sygeplejersken' til at henvende sig var begrundet med, at hændelserne skulle frem i lyset og drøftes fra forskellige synsvinkler. Dette vil ske i næste nr. af 'Sygeplejersken'. De, der har henvendt sig, har altså haft et behov for at få drøftet de meget vanskelige sager i åbenhed i forventning om, at det vil medvirke til at ruste sygeplejersker til at kunne træffe bedre valg i fremtiden.

Tavs kundskab

Dette ønske om åbenhed hænger i mine øjne uløseligt sammen med et andet fænomen, som stort set alle beskrev.

Dødshjælp er et tabuemne i det officielle sundhedsvæsen. Ingen bryder sig om at høre om det. Det eksisterer ikke. Selv om der i nogle situationer har været enighed om, at læger og sygeplejersker ikke har kunnet håndtere en vanskelig situation uden at overskride grænsen til det forbudte eller i hvert fald være i betænkelig nærhed af den, så har indforståetheden været ordløs. Parterne har haft sammme mål og vidst, hvad de skulle gøre, uden at de har behøvet at tale om det indbyrdes. Det, man ikke sætter ord på, eksisterer ikke. Det, der ikke er skrevet ned, har aldrig fundet sted. Men det ligger og ulmer inden i hver enkelt.

Det kan ligge i stedets kultur, hvordan der skal handles i bestemte situationer, og der stilles ikke spørgsmål. En af sygeplejerskerne fortæller, hvordan hun som elev stod på sidelinien og lod sig indfange af stedets kultur på en sådan måde, at hun troede, praksis skulle være sådan, selv om hun inde i sig selv ikke var helt sikker på, at det var rigtigt. Hun var ikke med i beslutningerne, ingen talte med hende om, hvad der foregik, men hun lærte af den tavse kundskab, der blev formidlet til hende.

Andre sygeplejersker har også beskrevet, hvordan tingene ligesom ligger i luften, og hvor umådelig svært for ikke at sige umuligt, det er at stille sig på tværs.

De forskellige sygeplejerskers reaktion synes også at følge et mønster. Først vantro og dermed handlingslammelse, fordi de ikke er sikre. Derefter de personlige overvejelser, tvivlen og usikkerheden. Når så sygeplejersken synes, hun er parat til at handle, som hun finder rigtigst, er det for sent, og hun har måske også ventet så længe, at hun føler sig som medvidende og dermed som medansvarlig for det passerede.

Afvisningen, når en usikker sygeplejerske henvender sig højere oppe i hierarkiet har flere fortalt om. Ingen synes at have lyst til at tage fat på en så ubehagelig problemstilling, som mistanke om dødshjælp er. Man kan afvise ved at vende problemstillingen: Hvad gjorde du selv? Man kan afvise ved at gøre den anden usikker på sine observationer. Muligheder er der nok af.

Åbenhed er nok en forudsætning for, at man kan få fjernet rygter og pletter på sundhedsvæsenets omdømme. Vi bliver nødt til at drøfte, hvornår vi står i en situation, hvor vi føler en sådan afmagt, at vi tror, der ikke er andre løsninger end de forbudte. Det handler om at få udviklet og spredt en sygehuskultur, hvor man ikke handler fordækt. En sygehuskultur, der kun accepterer handlemåder, som tåler fuld offentlighed. 

Nøgleord: Aktiv dødshjælp, morfindrop.

Dødshjælp

Programmeret død                

En plet på sundhedsvæsenet