Faglig kommentar: Discountdrop

Der var en gang, men ikke længere tilbage end at mange sygeplejersker husker det alt for tydeligt, hvor administration af stærke smertestillende midler skulle foregå meget restriktivt. Uanset smerternes intensitet og medicinens virkningstid gjaldt en fire-timers regel. Der måtte ikke gives smertestillende medicin med kortere interval, og der skulle fedtes med dosis. Det betød, at mange patienter led helt unødvendigt, fordi smerterne akkumulerede og næsten ikke var til at få bugt med. Vi prøvede at holde patienterne hen med snik-snak, indtil de fire timer var gået, medmindre vi kom til at se lidt forkert på uret, men det var blot at skubbe problemet, for så var der ingen medicin til natten.

Der var selvfølgelig læger, som påtog sig ansvaret for at ordinere eller måske selv give tilstrækkelig medicin. I nogle tilfælde har de også vidst, at det kunne komme til at betyde en vis afkortning af patientens liv.

Den restriktive holdning til smertebehandling ændrede sig med tiden. Smerter skulle forebygges, og man begyndte at tage patienternes smerteklager for pålydende. Der blev forsket i smerter, og der kom til stadighed ny viden. Fremskridt, der kunne mærkes, men måske også med den sideeffekt, at der indimellem kunne være en tilbøjelighed til at være lidt for effektiv, hvis man ikke lige var ekspert inden for området. Men trods alt vel hellere det, end at folk skulle dø skrigende.

Så blev morfindroppet indført, og det synes at være blevet brugt noget rundhåndet og ikke altid med den fornødne ekspertise. Sundhedsstyrelsen måtte skride ind og udsende vejledning i, hvornår og hvordan morfindrop kunne anvendes.

Men er morfindroppet overhovedet svaret på døendes smerteproblemer?

Når en behandlingsmetode skal følges af en officiel vejledning om, hvornår behandlingen må tages i brug, hvordan der skal doseres, hvem der skal informeres, og hvilken etik der skal ledsage behandlingen, så ligger der i vejledningen også det skjulte budskab, at det er accepteret, at også læger uden specialistkunnen inden for smertebehandling skal kunne være med.

Er det acceptabelt? Ville vi bryde os om, at alle sygehuslæger fik en skriftlig vejledning i, hvordan de skulle operere for grå stær, i tilfælde af, at der skulle komme en patient med denne lidelse på deres afdeling? Eller at alle sygehuslæger fik en skriftlig vejledning i, hvordan de skulle foretage en manuel vending af et foster i sædestilling, i tilfælde af, at der blev indlagt en gravid kvinde på deres afdeling? I alle andre henseender forventer vi at blive behandlet af specialister, og det kan blive en ganske alvorlig sag, hvis en læge begynder at eksperimentere på egen hånd med noget, han ikke er uddannet til.

Nu ved vi bedre

Hvordan kan det så være, at smertebehandling til døende betragtes som noget, enhver kan gå i gang med med en vejledning i hånden? Det handler ikke om de tilfælde, hvor et gram kodymagnyl eller et par milliliter morfin med jævne mellemrum løser smerteproblemet, men om de tilfælde, hvor fx cancersmerter er uudholdelige og yderst vanskelige at behandle.

En gang vidste vi måske ikke bedre, men det gør vi nu. Morfindrop er ikke den bedste måde at behandle smerter på. Sideeffekterne er bl.a. bevidsthedssløring og afkortning af livet. To uønskede sideeffekter, som kan undgås. I Ugeskrift for Læger kunne man den 17. november 1997 i artiklen 'Belastende symptomer hos patienter i hospice' læse, hvordan smerter og andre pinagtige symptomer kan beherskes med en forebyggende indgriben, baseret på en integreret plejemæssig og medicinsk indsats. Smertebehandlingen administreres af specialister og er individuelt afpasset efter patientens symptomer, og morfindrop anvendes ikke. Et af resultaterne er, at bevidsthedsniveauet kan bevares intakt i de sidste levedøgn, så den døende med bevaret tanke- og følelsesliv kan kommunikere og træffe vigtige beslutninger næsten til det sidste. Noget, der betragtes som af største betydning for døende og deres familie.

Hospicebehandling vil formentlig vedblivende være forbeholdt de få. Det forudsætter jo som regel en vis planlægning og et specielt ønske. Men den bedste smertebehandling bør ikke være forbeholdt de få, der tilbringer deres sidste tid på et hospice.

Der er bare den hage ved den optimale smertebehandling, at den koster meget. Den koster jævnlige specialisttilsyn, og den koster mere plejepersonale. Den dyrebare sengeplads bliver nok heller ikke frigjort så hurtigt, som når der bruges morfindrop.

Det er trods alt de færreste mennesker, der skal igennem et smertensleje, før de dør. Spørgsmålet er, om samfundet vil være bekendt at knibe på ressourcerne til de patienter, der har brug for noget særligt i den sidste tid. Ved befolkningen, at der findes både en discountløsning og en god løsning? Er politikerne blevet præsenteret for regnestykkerne? Eller går læger og sygeplejersker stadig rundt med opfattelsen af, at det nok ikke bliver anderledes. Det gør det heller ikke, medmindre der råbes op og gøres det samme stykke oplysnings- og lobbyarbejde, som erfaringsmæssigt forudgår enhver ny behandlingsform.