Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Programmeret død

Aktiv dødshjælp foregår i det danske sundhedsvæsen. Sygeplejersker beretter om, at de har været vidne til eller deltaget i aktiv dødshjælp en eller flere gange i løbet af deres karriere.

Sygeplejersken 1998 nr. 9, s. 24-27

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

SY-1998-09-24-1Nogle af de i artiklen refererede hændelser har karakter af barmhjertighed, andre af kynisk beregning, men motiverne bag dem synes ofte blandede og bygger i flere tilfælde på uvidenhed og usikkerhed. Foto: Søren Svendsen.

Hvis jeg havde vist, hvad der foregik, ville jeg have sagt nej.''

''Hvad mon der var sket, hvis det havde været en ung og uerfaren sygeplejerske, der havde overtaget vagten?''

''Man bliver nemt fanget ind af nogle normer og kutymer, som ikke er skrevet ned, men bare er på en afdeling.''

''Det har forfærdet mig, at man forkorter folks liv med den begrundelse, at det ellers ville være for hårdt for de pårørende.''

''Det har chokeret mig, at man på sygehuse tror, at morfindrop er den eneste løsning.''

''Det var min chef, jeg var oppe imod.''

''Jeg ville aldrig have været med til det der i dag.''

''Det kræver trods alt en vis portion mod og hår på brystet at sige: ''Det der, det vil jeg ikke være med til.''''

''Det var egentlig ikke noget, jeg satte spørgsmålstegn ved, og det var ikke noget, man talte om. Det var bare noget, der skete stille og roligt.''

''Jeg turde ikke gøre mere ved det. Jeg var eneforsørger og afhængig af mit arbejde og min indkomst.''

Udsagnene stammer fra sygeplejersker, der i dag har indset, at de har været vidne til eller deltaget i aktiv dødshjælp en eller flere gange i løbet af deres karriere. Alle tager afstand fra det. Nogle føler sig til stadighed plaget af tilbagevendende spekulationer og skyldfølelse.

I forbindelse med artiklen 'Politiet altid klar til en uforpligtende snak' i 'Sygeplejersken' nr. 44, 1997 (1) blev der bragt en opfordring til læserne om at henvende sig til redaktionen, hvis de havde været ude for situationer, der kunne give mistanke eller vished om, at aktiv dødshjælp finder sted i sundhedsvæsenet. Læserne kunne henvende sig åbent eller anonymt med løfte om, at deres henvendelser ville blive behandlet i fortrolighed.

Ti sygeplejersker har kontaktet 'Sygeplejersken'. De fleste har ønsket at være anonyme over for redaktionen. Otte af disse sygeplejersker har meget åbent og detaljeret fortalt om konkrete situationer, og de har alle haft ønske om at få deres oplevelser frem i lyset til debat.

Sygeplejerskerne har brugt ord som aktiv dødshjælp, slå ihjel, aflivning, afkortning af liv, udfrielse af lidelser, drab og mord om deres oplevelser. Oplevelserne stammer fra intensivafdelinger, medicinske og kirurgiske afdelinger og privathjem.

Nogle af de refererede hændelser har karakter af barmhjertighed, andre af kynisk beregning, men motiverne bag dem synes ofte blandede og bygger i flere tilfælde på uvidenhed og usikkerhed.

Fælles for alle hændelserne er, at de er og har været omgivet af tavshed, og at de er foregået mere eller mindre fordækt. Altid under dække af, at det er for patientens skyld.

Intensiv afdeling

Et ungt menneske lå svært hjerneskadet efter et selvmordsforsøg. Patienten trak vejret selv, men lå ellers hen og var ikke til at kontakte. Der havde været tab af hjernemasse, og ingen forventede, at patienten nogen sinde ville vågne op med normale funktioner.

Selv om der ikke var tegn på, at patienten havde smerter, begyndte man at give morfin efter pres fra familien, der fandt tilstanden uværdig. Patienten fik morfin i almindelige doser, men efter nogle dages forløb kunne familien ikke holde det ud mere og prøvede at presse afdelingen til at øge doseringen. Familien havde indstillet sig på, at patienten ikke ville overleve, og mente ikke, at man kunne være bekendt at lade patienten ligge på den måde. Familien spurgte gentagne gange, hvor lang tid der mon gik, inden patienten døde.

I en nattevagt opholdt en læge og to sygeplejersker sig inde hos patienten hele tiden. De gav gentagne gange patienten morfin og benzodiazepiner, men intet blev noteret. Patienten gik til i løbet af natten, stille og roligt.

Sygeplejersken, der deltog, fortæller, at hun den gang ikke havde været så længe på intensiv afdeling, og at hun troede, deres handlinger var i orden.

''Men et eller andet sted var jeg i tvivl, om man kunne gøre det på den måde. Vi slog patienten ihjel. Det mener jeg virkelig, vi gjorde.''

Der er gået fem år siden, og sygeplejersken undrer sig i dag over, hvordan hun kunne være med til det. Hun har aldrig talt med andre end sin mand om det før nu.

''Det er sådan noget, man går rundt med i rygsækken. I dag generer det mig at tænke på, at hvis det havde været andre læger og andre sygeplejersker, der havde været til stede, var der måske blevet truffet nogle andre beslutninger. Den hjerneskadede patient kunne formentlig have levet i flere år.''

I et andet tilfælde drejede det sig om et lille barn, der var druknet og genoplivet. Barnet lå i respirator, men var ikke hjernedød og måtte sederes kraftigt. Hjernen havde været uden ilt så længe, at der ikke var håb om, at barnet ville vågne op som menneske igen. Familien var modstander af, at barnet blev holdt i live.

Der blev gjort klar til at ekstubere barnet, mens forældrene var til stede. Lægen frygtede, at barnet skulle reagere med at hive efter vejret eller få kramper i forbindelse med ekstuberingen og gav derfor en neuromuskulær blokker, idet han fortalte forældrene, at det var smertestillende medicin.

''Det var barsk at overvære, hvordan lægen lammede barnet for øjnene af forældrene, der ikke vidste, hvad en neuromuskulær blokker var, og som ikke forstod, hvad der

Side 25

foregik. Det måtte ikke være væmmeligt for forældrene.''

Praksis er anderledes nu, fortæller sygeplejersken. ''Vi skriver alt ned og står ved, hvad vi gør. Vi taler om det, der bliver afholdt mange konferencer, og det tager dagevis at komme til en beslutning. Det er ikke mere den hurtige, direkte aflivning, der foregår, men det er dog stadig aflivning at tage en patient ud af respiratoren med den begrundelse, at det er udsigtsløst at behandle.''

Dette finder sygeplejersken mere acceptabelt, fordi der er tale om patienter, som ville være døde, hvis de ikke var blevet lagt i respirator. Respiratoren er blot taget i anvendelse for at vinde tid i håb om, at en eller anden behandling vil lykkes. Virker behandlingsforsøgene ikke, er der heller ikke noget forkert i at fjerne respiratoren, mener sygeplejersken.

I dag er personalet også blevet bedre til at tage ansvaret på sig og sige, at det er deres beslutning, så familien ikke skal gå hjem med følelsen af, at det er den, der har lagt pres på lægerne om at få slukket for en respirator.

''Jeg håber, at sygeplejersker kan blive bedre rustet til at træffe beslutninger i fremtiden, hvis vi får snakket åbent om, hvad vi har på samvittigheden. Men det er svært at kommunikere ud til befolkningen, hvad det handler om, for det er svært at sætte sig ind i. Jeg ved heller ikke, om man kan blive klogere af andres erfaringer.''

Mistanke

En sygeplejerske, A, fortæller om nogle hændelser på en hospitalsafdeling, hvor hun havde nattevagter for få år tilbage. Hun havde mistanke om, at en kollega gav døende patienter en overdosis morfin, når denne var i nattevagt. Hendes mistanke var første gang blevet vakt, da kollegaen en nat havde rejst sig med ordene: ''Nu kan det fandeme være nok,'' hvorefter hun var gået ind til en patient. Få minutter efter kom kollegaen tilbage og ringede til vagthavende læge for at fortælle, at patienten var død.

Mistanken fik sygeplejersken til at holde særligt øje med kollegaen, og hun begyndte at undre sig over, at tre-fire patienter derefter døde på meget belejlige tidspunkter, dvs. i god tid inden det hektiske morgenarbejde, når kollegaen havde nattevagt.

Side 26

Også andre havde undret sig, og der faldt bemærkninger i krogene om, at der nok blev ledige sengepladser på den eller den stue næste dag, fordi X skulle have nattevagt.

X var kendt som en meget effektiv og handlekraftig person. Hun kunne fx godt finde på at uddele sovemedicin samtidig med aftensmaden, så aftenvagterne kunne blive hurtigere færdige med arbejdet og komme hjem til tiden.

En lørdag nat, hvor begge sygeplejersker var i vagt, havde de som sædvanlig delt afdelingen imellem sig, så de hver havde ansvar for en halvdel. I As halvdel lå en døende patient, og patientens datter vågede derinde. A havde aftalt med datteren, hvordan natten skulle forløbe. Datteren ville gerne blive på stuen og holde moderen i hånden og måske småsove lidt indimellem i sin stol, så hun var sikker på at være der, når moderen døde. Datteren havde observeret, at moderens åndedræt blev påvirket, når hun fik morfin, og A sagde, at hun derfor ville give lidt mindre doser morfin, men med kortere interval, så moderen under alle omstændigheder ville være smertefri. Datteren ville fortsat våge og skulle kalde på A, hvis smertebehandlingen ikke var tilstrækkelig, eller der i øvrigt skete noget.

Ved tre-tiden om natten, efter at A havde siddet og smådøset lidt, gik hun hen til patientens stue, hvor hun mødte datteren udenfor. Hun havde fået besked af X om at forlade stuen, fordi moderen skulle suges. A gik ind på stuen og fandt patienten død.

A råbte op og spurgte X, om hun var klar over, hvad det var, hun havde gjort. X havde svaret med et modspørgsmål, nemlig om A havde regnet med, at patienten ville overleve. A havde svaret nej, men tilføjet, at det dog ikke betød, at man derfor havde lov til at slå folk ihjel. X havde så svaret, at hun bare havde givet patienten det morfin, hun trængte til.

A måtte nu ud og fortælle datteren, at moderen var død i løbet af de par minutter, hun var blevet bedt om at forlade stuen. A sagde ikke noget til datteren om, hvad hun mente var foregået på stuen. Datteren optrådte dog, som om hun slet ikke var i tvivl om, at X havde givet moderen mere morfin end A havde aftalt med hende, men hun sagde ikke noget og har heller ikke klaget.

Mandag morgen gik A til sin afdelingssygeplejerske og fortalte om sine oplevelser. Her mødte hun ingen forståelse, opfattede nærmest, at afdelingssygeplejersken ikke syntes, det var noget at gøre til et problem. A mener heller ikke, at afdelingssygeplejersken talte med X om hændelserne. Kort efter blev X bedt om at gå i rotationsstilling.

A har siden spekuleret over, hvad der egentlig skete, og hvorfor hun ikke gik videre med sin mistanke.

Afdelingen var meget velfungerende og med et virkelig godt socialt liv. X var bedsteveninde med en anden meget populær ansat, som gjorde særlig meget for at styrke det sociale sammenhold på afdelingen. A frygtede at komme til at ødelægge det gode arbejdsklima.

A opfatter heller ikke, at X handlede i ond mening. Hun har snarere været af den opfattelse, at det var godt at få frigjort senge, når patienterne alligevel skulle dø, og der lå andre patienter på gangene.

Afdelingssygeplejerskens reaktion og manglende støtte gjorde, A blev usikker på sine observationer og fik hende til at føle, at det måske var hende selv, der overreagerede. Dette har sandsynligvis været medvirkende til, at A aldrig har overvejet at tale med embedslægen eller lægerne på afdelingen.

A fortryder i dag, at hun ikke i et roligt øjeblik fik talt med X om det passerede. A var den erfarne sygeplejerske, og X den unge, lidt umodne.

Morfindrop

Flere sygeplejersker har fortalt om deres erfaringer med, hvordan morfindrop blev anvendt indtil for få år siden. Generelt udtrykker de, at de ikke bryder sig om morfindrop og den udstrakte brug, der har fundet sted.

Sygeplejerske Bs moder, der var døende, fik infusion tilsat morfin og klorpromazin, og dosis blev fordoblet, hver gang en ny flaske blev sat op. Moderen havde ingen smertereaktioner og havde ikke haft smerter, svarende til de mængder morfin, der blev givet i droppet. Bs beretning er beskrevet med flere detaljer i artiklen 'Morfindrop. Den ultimative behandling' (2).

Sygeplejerske C har praktiseret på adskillige onkologiske afdelinger og på et hospice. Hun har i tidens løb oplevet vild uenighed blandt personalet om, hvordan det skal foregå, når der sættes morfindrop op, specielt om, hvornår dosis skal øges. Folk har hørt alt muligt forskelligt på forskellige kurser. Nogle har hørt, at der højst må gå to døgn med morfindrop, for ellers udvikler folk tolerans. Andre siger, at de kan sagtens ligge i ugevis.

Selv om det ligger mere end to år tilbage, så undrer C sig over, at det er, som om enhver næsten har sin egen opskrift, afhængigt af hvilket kursus, de har været på. Holdningsforskellene syntes mere at bygge på myter end reel viden. Personalet kunne næsten komme op at skændes, og lægerne var vildt uenige. Nogle ville ikke rette sig efter holdningen om, at patienterne højst måtte ligge med morfindrop i to døgn, fordi de syntes, det var at slå folk ihjel. Andre havde ingen betænkeligheder, selv om de var specialuddannede. C har oplevet at komme i en vagt, hvor et morfindrop, der var ordineret til 12 timer, var løbet ind i løbet af to timer. Patienten havde ikke smerter.

''Hvis det er aktiv dødshjælp at øge morfindosis rutinemæssigt og ikke kun på baggrund af en vurdering af patientens smerter, så har jeg overværet aktiv dødshjælp mange gange,'' fortæller C.

C har selv på et kursus fået at vide, at der helst ikke må gå mere end to døgn med morfindrop. Det har været kurser på onkologiske afdelinger og specialafdelinger, og underviserne har været onkologiske overlæger.

C har især været forfærdet over at høre, at begrundelsen for, at tiden ikke måtte trækkes ud over to døgn, var, at det så vil være for hårdt for de pårørende. Det er det samme som at sige, at man forkorter folks liv af hensyn til de pårørende. Begrundelse har C hørt fra flere ledende sygeplejersker.

Hvis pårørende har bedt om, at der gives mere morfin end nødvendigt for smertebehandling, har C dog altid oplevet, at de er blevet afvist. Til gengæld har C oplevet, at det næsten ligger indbygget i personalet at sige: ''Nu må det høre op.'' Så udlægges det somme tider, som om det er de pårørende, det er for hårdt for, selv om det måske er personalets behov, der ligger bag udtalelsen.

C opfatter, at den udstrakte brug af morfindrop bunder i dårlig normering. På sygehusene har man ikke rammerne til at give døende al den pleje, de har brug for, og hvis der kun er to i vagt til at tage sig af 35 patienter, er der selvsagt ikke tid til at give døende den bedste pleje. C mener, at det står dårligere til på sygehusene, end mange pårørende egentlig er klar over.

Side 27

Generelt har det rystet C, at man på sygehuse tror, at morfindrop er den eneste løsning. I forbindelse med sit arbejde på hospice har hun fundet ud af, at det ikke er sandt. Det er hendes helt klare indtryk, at patienterne lever længere og er mere ved bevidsthed, når de får morfin subkutant og med morfinpumpe. På sygehuse har hun oplevet, at der ikke går mere end et par timer, fra et morfindrop er sat op, indtil de pårørende ikke kan komme i kontakt med den døende. Herved fratager man den døende og de pårørende muligheden for at få sagt farvel. Det er Cs erfaring, at familien kan få utrolig meget ud af den sidste tid, hvis den døende er ved bevidsthed.

D fortæller, hvordan hun som sygeplejeelev for en halv snes år siden mange gange var med, når der blev sat morfindrop op. Hun deltog som elev ikke i beslutningerne, men oplevede, at det primært var smerter, som var indikation, men ikke udelukkende.

D husker et eksempel med en ældre alkoholiker med kræft, der jamrede og var uklar, men han var ikke sikkert smerteforpint. Hans børn blev kaldt til samtale, og man foreslog, at der blev sat morfindrop op. Patienten var med i samtalen og fik forklaret, hvad der skulle foregå. Forklaringen lød på, at når droppet var sat op, ville han dø i løbet af ganske få dage.

Denne praksis oplevede D flere gange, og den undrede hende, men det var ikke noget, man talte om.

Uden patientens vidende

Sygeplejerske E fortæller, at hun flere gange har været med til at fremskynde døden lidt med et morfindrop på den intensivafdeling, hun har arbejdet på. Det har dog altid foregået uangribeligt med information af pårørende, konference med plejepersonalet og med andre læger.

En gang har E dog været ude for brug af morfindrop, hun ikke kan acceptere, og som hun stadig har det dårligt med.

E fortæller om en nær bekendt, en ung kvinde, som var alene med mindreårige børn. Kvinden fik en hastigt fremadskridende kræftsygdom, og børnene måtte flytte hjem til deres far i de sidste måneder af hendes liv, hvor kvinden var indlagt til pleje på sygehuset.

E tog somme tider børnene med ind på sygehuset, så de kunne besøge deres mor, hvis børnenes far ikke kunne komme til det. Kvinden og E talte også sammen om børnenes fremtid. En dag fik E tilfældigt at vide, at kvinden var blevet flyttet til en anden afdeling og havde fået sat morfindrop op.

Den syge kvinde havde virket lettet ved overflytningen, fordi da hun fik at vide, at man ville overflytte hende, så hun kunne få en effektiv smertebehandling nu, hvor hun havde det så skidt. Ordet morfindrop var ikke blevet nævnt.

E hentede straks børnene og tog til sygehuset. Den syge kvinde var døsig, men kunne vækkes. Hun undrede sig over, at børnene ikke var i skole, men var ellers ved godt mod. Kort efter kom den ansvarlige læge ind på sygestuen og spurgte kvinden, om hun havde ondt. Kvinden smilede og svarede nej. Lægen tøvede lidt og skruede derefter op for morfindroppet. Kort tid efter mistede kvinden bevidstheden. Om aftenen vågnede hun kortvarigt op og begyndte at græde, hvilket blev tolket som smerter, hvorefter der blev skruet op for droppet. Herefter døde hun.

E mener ikke, at hun havde forstået, at der var sat morfindrop op, før det var for sent. Hun havde samme dag bedt om at få udsat nogle beslutninger vedrørende sit testamente til en anden dag. E mener, at kvinden, der selv havde en sundhedsuddannelse, var begyndt at græde, da det om aftenen gik op for hende, at hun var ved at dø uden at have forberedt sig på det.

E vidste, at kvinden kun kunne have få dage, måske højst en uge tilbage at leve i, men hun finder det forkasteligt, at døden blev forceret uden patientens vidende, så børnene kun ved en ren tilfældighed fik mulighed for at tage en meget kort afsked.

Begivenhederne fandt sted, efter at Sundhedsstyrelsen havde udsendt sin vejlening om brug af morfindrop.

En pårørende

Sygeplejerske F fortæller også om en episode, der ligger nogle år tilbage.

Y havde en langsomt fremadskridende kræftsygdom og havde været inde og ude af hospitalet nogle gange, men var ved sidste indlæggelse ikke mere medtaget, end at Y kunne gå selv og kunne smile genkendende til F, da hun mødte i nattevagt.

Det problematiske i Fs beretning har rod i, at en af Fs foresatte samtidig var pårørende og medvirkede i plejen af Y også uden for arbejdstid. Fs chef havde i første omgang fået afslag på et morfindrop, som vagthavende ikke fandt indiceret. Y fik i stedet noget beroligende medicin og morfin intravenøst. Følgende dag havde en anden læge dog givet tilladelse til opsætning af morfindrop.

Lige før vagtskifte havde Fs chef tilbudt at give Y medicin. F tilbød at give medicinen, da det var hende, der var i vagt, men Fs chef insisterede på at aflaste F, da der var travlt. F gav sin chef nøglen.

Kort efter kommer chefen tilbage med en nyblandet portion medicin til Y, giver nøglen til F og siger: ''Jeg tog dobbelt dosis.'' Dette var ikke ordineret.

Da F kort efter kom hjem, gik det op for hende, hvad hun havde fået at vide, og hun begyndte at græde og forfærdes over, hvad hun havde fået at vide.

F gik efter et par dage til en chef højere oppe i systemet, men denne spurgte blot F, hvad hun havde gjort med sin viden, og da F kun kunne svare, at hun ingenting havde gjort, blev der ikke gjort mere ud af sagen.

F har dog siden været meget plaget af, hvad der skete og har søgt råd adskillige steder. Hun har været i Dansk Sygeplejeråd, hun har været hos embedslægen, og hun har talt med læger på afdelingen. Alle har sagt, at det er for sent at gøre noget, da der ikke findes beviser for, at der er foregået noget forkert. Sygeplejejournalen på Ys patient er angiveligt forsvundet.

F har det dårligt i dag. Hun føler, at hun direkte har medvirket til aktiv dødshjælp, men frygten for at miste sit arbejde ved at sætte sig op mod sin chef, holdt hende tilbage fra at gøre noget ved det.

Hvor hun end søgte om hjælp senere hen, fik hun det råd, at hun måtte søge at glemme, da der ikke kunne stilles noget op på så sent et tidspunkt. Hun skulle endvidere passe på, at hun ikke blev stemplet som en person, der udspredte dårlige rygter om andre.

Litteratur

  1. Vesterdal. A: Politiet altid klar til en uforpligtende snak. 'Sygeplejersken' 1997; 44: 4-7.
  2. Vesterdal. A: Morfindrop. Den ultimative behandling. 'Sygeplejersken' 1997; 49: 6-10.

Nøgleord: Aktiv dødshjælp, morfindrop.

Dødshjælp

Programmeret død                

En plet på sundhedsvæsenet