Sygeplejersken
Vi behøver ikke altid være enige
Sygeplejersker oplever ofte psykiske arbejdsmiljøproblemer som diffuse og vanskelige at beskrive. Men ved at gå systematisk frem og få dem gjort konkrete, viser det sig ofte, at problemerne ikke er så komplicerede endda. Ofte handler det om at erkende, at vi som mennesker er forskellige og derfor ikke kan eller behøver at være enige om alting, påpeger psykolog Kitty Dencker, som Dansk Sygeplejeråd har hyret i forbindelse med Projekt Psykisk Arbejdsmiljø.
Sygeplejersken 1998 nr. 9, s. 16-17
Af:
Claus Leick, journalist
''Det er i sundhedsvæsenet som i et traditionelt familiemønster. Sygeplejerskernes opgaver kan sammenlignes med moderens opgaver i hjemmet. De er helt nødvendige for at få dagligdagen til at fungere, men de er måske ikke så synlige. Omvendt er det med faderens og lægens opgaver,'' forklarer Kitty Dencker.
Højt arbejdspres, dårlig ledelse eller samarbejdsproblemer får ofte skylden for et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Og ikke uden grund. En dårlig stemning eller udbrændte medarbejdere kan være et symptom på, at der er noget mere grundlæggende galt på arbejdspladsen.
Omvendt er et dårligt psykisk arbejdsmiljø ikke altid et symptom på, at der mangler ressourcer, at ledelsen ikke fungerer eller at de ansattes kemi ikke passer sammen.
Årsagen skal måske snarere findes i de menneskelige relationer, som eksisterer mellem de ansatte på en hospitalsafdeling eller i en kommunal hjemmepleje. Manglende respekt for hinanden eller manglende accept af, at ikke alle behøver at tænke og handle ens, viser sig tit at være den egentlige årsag til, at der opstår problemer med det psykiske arbejdsmiljø.
''Det er forkert at tro, at et dårligt psykisk arbejdsmiljø altid er et symptom på, at der er noget galt med ledelsen, ressourcerne eller faktorer, som det kan være svært at gøre noget ved. Ofte skal forklaringerne på problemerne findes i den kultur, som eksisterer på arbejdspladsen,'' siger psykolog Kitty Dencker, der af Dansk Sygeplejeråd er hyret som ekspert og hovedunderviser i forbindelse med 'Projekt Psykisk Arbejdsmiljø'.
Det psykiske arbejdsmiljø på mange arbejdspladser for sygeplejersker er naturligt præget af, at der er mange kvinder. Derfor er det de feminine værdier, som er i højsæde, hvilket nemt kan have betydning for de typer problemer, som kan opstå med det psykiske arbejdsmiljø.
''Enighed og lighed er feminine værdier, som præger mange arbejdspladser med sygeplejersker. Konkret betyder det, at enighed er et meget højt prioriteret mål. Kvinder har det med altid at skulle blive enige om alting, og kan fortsætte en diskussion om relativt uskyldige ting i lang tid – blot for til sidst måske at blive enige,'' fortæller Kitty Dencker.
At diskutere længe og indgående kan i mange sammenhænge være en god ting, men hun tror, at en del problemer med det psykiske arbejdsmiljø ville være mindre, hvis sygeplejersker var noget bedre til at acceptere hinandens forskelligheder, og samtidig ikke tage det som et nederlag, hvis en gruppe kolleger ikke altid kan blive enige.
''Hvis ikke alle kan blive enige i en diskussion, sker det ofte, at de 'anderledes tænkende' efterfølgende bliver holdt ude fra fællesskabet i et eller andet omfang. Så er kimen allerede lagt til et psykisk arbejdsmiljøproblem, som hurtigt kan vokse sig stort og måske blive vanskeligt at løse.''
''Min opfordring er derfor, at vi kvinder skal prøve at tage lidt ved lære af den kultur, som eksisterer på typiske mandearbejdspladser, hvor man er bedre til at acceptere hinandens forskelligheder,'' siger Kitty Dencker.
Gør problemerne konkrete
Der er dog sjældent en enkel løsning på problemer med det psykiske arbejdsmiljø, som spænder over et langt register af forskellige og mere eller mindre alvorlige problemer. For Kitty Dencker er der dog én fælles regel, der gælder, når man skal forsøge at løse problemer omkring det psykiske arbejdsmiljø.
''Det gælder først og fremmest om at få gjort problemerne konkrete – hvad enten det handler om manglende samarbejdsvilje hos en overlæge, personlig strid mellem to kolleger eller uenighed om, hvordan der skal ryddes op i kaffestuen,'' forklarer hun.
En af metoderne til at få konkretiseret årsagen eller årsagerne til et dårligt psykisk arbejdsmiljø er ved i første omgang at forsøge at indsnævre problemstillingen. Et eksempel kan være, at de ansatte på en afdeling gennem samtale eller måske en spørgeskemaundersøgelse finder frem til, at der er en negativ stemning på afdelingen, der fører til, at de ansatte mest tænker på sig selv og ikke hjælper, støtter eller roser hinanden.
Hvis man har fået indkredset, at problemet handler om, at der eksisterer en negativ stemning, bliver næste skridt at forsøge at finde ud af, hvilke faktorer, der påvirker stemningen på afdelingen. Manglende tid til at snakke sammen, sammenlægning af flere afdelinger, mange nye på afdelingen eller manglende accept af hinandens forskelligheder kan være nogle af de overskrifter, som man kan blive enige om påvirker stemningen på afdelingen. Disse overskrifter kan måske gøres endnu mere konkrete, indtil man til sidst har en liste over alle de faktorer og forhold, som påvirker stemningen på afdelingen.
Alene det at gennemføre processen med at konkretisere problemerne er ofte med til at løse dem. En mulighed kan også være, at man forsøger at formalisere, hvordan de ansatte fremover bør være over for hinanden.
''Nogle vælger selv at arbejde sig ind til kernen af deres problemer, men ofte vil det være en god idé at få en ekstern person til at hjælpe sig. Ikke fordi man nødvendigvis har brug for en ekspert i psykisk arbejdsmiljø, men fordi det ofte er svært at arbejde med egne holdninger og forventninger i
Side 17
forbindelse med det psykiske arbejdsmiljø,'' siger Kitty Dencker.
Bedre til at prioritere
En af de typiske problemstillinger i mange sygeplejerskers hverdag, som nemt kan være medårsag til, at der opstår et dårligt psykisk arbejdsmiljø, er problemstillingen mellem begrænsede ressourcer og behovet for pleje og omsorg af patienterne.
''Generelt tror jeg, at sygeplejersker er nødt til at blive bedre til at prioritere. De må acceptere, at der aldrig vil være ressourcer nok, og derfor må de blive bedre til at erkende, at de faktisk gør deres arbejde godt nok inden for de eksisterende ressourcer,'' siger Kitty Dencker.
Mange sygeplejersker går i dag rundt og føler utilfredshed ved deres arbejde, fordi de ikke synes, at deres indsats og de eksisterende ressourcer dækker patienternes behov tilfredsstillende. Det fører nemt til et dårligt arbejdsmiljø, idet den enkelte sygeplejerske konstant har dårlig samvittighed, fordi hun forsøger at leve op til et urealistisk ideal.
''For at undgå denne konflikt mellem idealer og reelle handlemuligheder er sygeplejersker nødt til over for sig selv at erkende, at de bevilligede ressourcer sætter en grænse for, hvad der kan lade sig gøre. I den forbindelse tror jeg, at det er vigtigt, at den enkelte sygeplejerske i højere grad diskuterer denne problemstilling med kolleger. Ved at diskutere sig frem til, hvad der er et realistisk niveau for, hvad man kan nå inden for de eksisterende ressourcer, bliver det nemmere at stille realistiske krav til sig selv,'' forklarer Kitty Dencker.
Som en familie
En ting er over for sig selv at indse, at det stykke arbejde, man går rundt og laver, faktisk er godt nok. Noget andet er også at blive bedre til at rose hinanden.
I relation til det psykiske arbejdsmiljø er ros og påskønnelse en vigtig ingrediens for at sikre et godt arbejdsmiljø og en god stemning på arbejdspladsen.
''Vi er desværre blevet alt for gode til altid at fortælle hinanden om alt det, vi ikke når at få lavet, eller om de ting vi ikke har gjort godt nok. I stedet bør vi blive bedre til at fortælle om de ting, som vi rent faktisk når, og om de ting, vi synes vi har gjort godt,'' siger Kitty Dencker.
Inderst inde ved mange sygeplejersker godt, at de faktisk løser den opgave, som de udfører, meget godt. Problemet er måske snarere, at sygeplejersker ikke er vant til at modtage ros for deres indsats, og måske derfor også over for hinanden glemmer at rose.
Omvendt er det med lægerne. Deres arbejdsopgaver med at behandle og forske er meget synlige, og samtidig er de gode til at fortælle omverdenen om deres gerninger.
''Det er i sundhedsvæsenet som i et traditionelt familiemønster. Sygeplejerskernes opgaver kan sammenlignes med moderens opgaver i hjemmet. De er helt nødvendige for at få dagligdagen til at fungere, men de er måske ikke så synlige. Omvendt er det med faderens og lægens opgaver. De er også vigtige, men forskellen er, at de er meget mere synlige. Samtidig er henholdsvis faderen og lægen langt bedre end moderen og sygeplejersken til at fremhæve deres gerninger,'' forklarer Kitty Dencker.
I forhold til at få ros for sit arbejde bliver lægernes succeskriterier langt mere synlige end sygeplejerskernes. Derfor får lægerne forholdsvis oftere ros eller positiv omtale i medierne.
''Her ligger en stor udfordring for sygehusenes ledelser. Det er vigtigt, at de bliver bedre til at påskønne sygeplejerskernes arbejde,'' påpeger Kitty Dencker, der fornemmer et stigende krav fra sygeplejerskerne om, at deres profession accepteres som fag, og at sygeplejerskerne ikke længere ønsker at være de usynlige medarbejdere, der får tingene til at fungere, og som altid står parat til at redde situationen.
Tag flere slagsmål
Der er i det hele taget en tæt sammenhæng mellem problemer med det psykiske arbejdsmiljø og de roller, som sygeplejerskerne har valgt at indtage – eller er blevet placeret i.
Kitty Dencker nævner som et eksempel, at det er et velkendt fænomen på en del hospitalsafdelinger, at en enkelt overlæge demonstrerer manglende vilje til at ville samarbejde ved konstant at komme for sent eller ikke overholde planlagte møder og stuegange. Det skaber en dårlig stemning, giver utilfredse patienter og medfører ofte, at sygeplejerskerne ikke når de ting, som de har planlagt.
''Det er min erfaring, at lægerne ofte får lov at gå vidt med denne form for tyranni og manglende vilje til samarbejde. Det kan i disse situationer være svært at tage et opgør med en sådan læge, men omvendt tror jeg, at det er nødvendigt.''
''Sygeplejersker må blive bedre til at tage konflikter, og i relation til lægerne må de forsøge at få dem opdraget til at tage mere hensyn til både det øvrige personale og patienterne,'' siger Kitty Dencker.
Nøgleord: Interview, psykisk arbejdsmiljø.