Faglig kommentar: Dehgyrt

Dehgyrt' stod der på den seddel, hun skubbede over til mig. Jeg så lidt på den og dernæst på hende. Jeg forstod ingenting, kendte ikke ordet. En ny yoghurt måske, et brætspil fra Indien. Hun smilede sit indianersmil og sagde så: ''Det er tryghed, bagfra.''

Vi havde netop haft en diskussion om sygeplejestuderendes behov for tryghed. Meningerne var delte, fra at tryghed er den vigtigste forudsætning for al læring, til at det må de studerende selv opfinde eller søge, bare ikke hos sygeplejelærerne.

Det er kuriøst, at det ord altid nævnes med en blød, velmoduleret stemme, der får enhver kritiker til at forstumme med skamfølelsen blussende på kinderne. Hvem kan være modstander af tryghed? Kun en ond sikkert også barnløs person uden omtanke.

I en artikel, jeg læste for nogen tid siden, fremgik det, at der findes en tryghedsligning for sygeplejersker, der lyder: Uden tryghed ingen funktionsevne hos en sygeplejerske.

Er det ikke omvendt nogen gange? Kan en situation, hvor man er på tynd is og altså utryg, ikke netop udvikle og kvalificere langt mere end alle de stunder, der ligner hinanden, hvor man gør, som man plejer og taler med kollegerne om alt og ingenting? Hvis et arbejdsliv leves uden intermitterende utryghed, er der en risiko for, at et tilpasningens slør har lagt sig til hvile på hovedet. Vi møder alle mennesker med sådan et slør på nu og da. Ikke kun i sundhedsvæsenet. I banken, i folkeskolen og hos slagteren.

De tilslørede væsener er ikke ondskabsfulde, de kan bare ikke tåle forstyrrelser i den biotop, som nu engang er deres. Tingene skal være, som de plejer, ikke nogen fikse ideer om nye arbejdsopgaver eller andre måder at anskue tingene på. Så føler de sig måske så truede, at de bliver en lille smule ondskabsfulde.

Hensynsbetændelse

Sygeplejerskers sværmeri for tryghed har følger, der ikke er særlig positive for fagets udvikling. Det fører til en lidelse uden latinsk betegnelse, 'Hensynsbetændelse'. Frygten for at ødelægge trygheden er så stor hos det enkelte medlem af gruppen, at diskussion får medlemmet til at krybe i en selvbestaltet spændetrøje lige på stedet.

Som underviser har jeg ofte set dygtige og erfarne sygeplejersker sætte sig helt ud på kanten af stolen, smile op til ørene og med blød stemme hviske:

''Det er en rigtig god og spændende og relevant opgave. Men måske havde det været mere hensigtsmæssigt, hvis du havde gået en lille bitte smule mere i dybden med problemformuleringen og dataindsamlingen og konklusionen.''

Det mentale beredskab hos afsenderen af budskabet står på akut krisebehandling, hvis modtageren viser nogen som helst tegn på at blive berørt. Et let klap på armen og venlig trøst, så er det sagte næsten helt usagt igen.

Det er da noget pjat. Og hvem har egentlig undersøgt, om det er pædagogisk forsvarligt, at al tilbagemelding på en opgave starter med et positivt skulderklap?

Der synes at være en stiltiende overenskomst blandt undervisere om, at sådan er det bedst, men det kan altså være svært for modtageren at få fat i budskabet, hvis det er sovset ind i modsatrettede meldinger, fordi det ikke må gøre ondt på nogen.

Hvad nu, hvis der er tale om et rigtig elendigt stykke arbejde. Er det så ikke bare at sige det?

Kald en spade en spade, ikke et graveredskab og tænk på udvikling i stedet for på tryghed.

Så bliver hensynsbetændelsen lige så stille forvandlet til rigtig god kritik, som kan bruges til noget, er jeg sikker på.