Grønlandske patienter har brug for tolk

Side 10

Billede Side 11

En grønlænder, der bor i Danmark, kan klare sig på dansk. Den opfattelse er udbredt både i sundhedssektoren og blandt herboende grønlændere, men den har ikke rod i virkeligheden.

Det konkluderer Det Grønlandske Hus i Aalborg efter syv års arbejde med forrevalidering af socialt dårligt stillede grønlændere. Arbejdet har vist, at mange grønlændere ikke får den tolkebistand, de har brug for, når de er i kontakt med sundhedssektoren. De kan ikke gengive, hvad de har fået at vide under en konsultation eller en undersøgelse, og de følger ikke de anvisninger, der eventuelt er givet. Anvisningerne er simpelthen ikke blevet forstået.

Der er gode grunde til, at sundhedspersonale ikke altid opdager behovet for en tolk. En af dem er, at grønlændere gerne vil give indtryk af, at de kan tale og forstå dansk. En anden er, at vi i Danmark går ud fra, at grønlændere med bopæl i Danmark taler godt dansk.

Utrygge og forvirrede

Et par eksempler:

En 73-årig grønlandsk kvinde indlægges på sygehus efter en alvorlig trafikulykke. Hun har boet i Danmark i nogle år, men taler ikke et ord dansk. Når sygehuspersonalet siger noget til hende, smiler og nikker hun ivrigt som tegn på, at hun forstår. Kvinden har en datter, der også har boet i Danmark i nogle år. Datteren kan gøre sig forståelig på dansk, og en sygeplejerske spørger hende, om hun kan forklare moderen, at hun har flere meget alvorlige brud og derfor skal overflyttes til et andet hospital.

Datteren vil være høflig over for den flinke sygeplejerske, så hun svarer ja. Men i virkeligheden opfatter hun ikke ret meget af, hvad sygeplejersken fortæller hende. I forvejen kræver det koncentration for hende at kommunikere på det fremmede danske sprog, og når hun så er følelsesmæssigt ude af balance ­ på grund af moderens ulykke ­ så bliver det meget svært. Resultatet er, at både hun og moren føler sig utrygge og forvirrede over det, der foregår omkring dem.

Så taler hun vel dansk

En 42-årig grønlandsk kvinde, der deltager i forrevalideringsprojektet i Det Grønlandske Hus i Aalborg, indkaldes til en neuropsykologisk undersøgelse. Kvinden har boet i Danmark i 19 år, og personalet, der indkalder hende, går ud fra, at undersøgelsen kan gennemføres uden tolk. Det gør hun også selv. Hun synes, at hun er god til dansk, og hun ville aldrig selv bede om tolkebistand. Men medarbejderne på projektet ved, at hendes ordforråd er meget begrænset. De ringer derfor til afdelingen og siger, at der skal tolk med, hvis undersøgelsen skal have nogen værdi. ''Jamen, hun er jo grønlænder,'' lyder den forbavsede reaktion. Underforstået: Så taler hun vel også dansk.

''Ja, det gør hun muligvis. Men det er ikke ensbetydende med, at hun kan udtrykke, hvad der foregår inden i hende ­ eller at hun forstår, hvad en dansktalende læge eller sygeplejerske siger til hende,'' siger Helle Hilfling, socialkonsulent i Det Grønlandske Hus i Aalborg. Hun er involveret i forrevalideringsprojektet, 'Projekt for grønlændere', og hun har gang på gang erfaret, at sproget er en stor barriere.

''De fleste af os tror, at alle grønlændere har lært dansk i skolen, og at de derfor kan klare sig uden tolkebistand, når de flytter til Danmark. Men det er ikke rigtigt. Nogle grønlændere har faktisk aldrig fået danskundervisning, måske fordi de er vokset op i en fjerntliggende bygd. Andre har fået en eller anden form for undervisning, men de har ikke brugt det danske sprog, mens de boede i Grønland. Derfor kan de ikke udtrykke sig på eller forstå ret meget dansk, når de flytter her til landet,'' siger Helle Hilfling.

Dansk statsborgerskab

Grønlændernes danske statsborgerskab er med til at skabe antagelsen om, at de kan klare sig uden tolk. Hvis en læge eller sygeplejerske checker antagelsen ved at spørge de grønlandske patienter, vil de få den bekræftet. En grønlænder vil nemlig altid svare 'ja' på spørgsmålet, om han eller hun forstår dansk. Alt andet ville være uhøfligt.

Men når de herboende grønlændere ikke selv beder om tolkebistand, hvordan skal man så hjælpe dem? ''Det behøver jo ikke at være patientens behov, der bestemmer, om der skal rekvireres tolk eller ej. Det kunne også være lægens eller sygeplejerskens behov. Jeg har tidligere arbejdet som kommunal sagsbehandler, og jeg kan huske følelsen af at være i tvivl, når jeg havde en samtale med en grønlandsk klient.

Forstod hun overhovedet, hvad jeg sagde? Hvis jeg spurgte, om hun forstod, svarede hun 'ja', men efter samtalen var tvivlen der stadig. I den situation kunne jeg have sagt til klienten, at jeg selv havde brug for tolkebistand -­ for at være sikker på, at

Side 12

jeg fik forklaret tingene godt nok. Det samme kunne ansatte i sundhedsvæsnet. De kunne vælge at bestille en tolk for at sikre sig, at patienten forstår budskabet,'' mener Helle Hilfling.

Anni Sletbjerg, der er afdelingsleder i finanskontoret på Rigshospitalet, kan bekræfte, at personalet på hendes arbejdsplads meget sjældent rekvirerer tolk til herboende grønlandske patienter. Hendes afdeling afregner med de tolke, der bruges på Rigshospitalet, og hun ser kun ganske få regninger på tolkebistand til grønlandske patienter med folkeregisteradresse i Danmark.

''Der er meget stor forskel på tolkeforbruget til herboende grønlandske patienter og til patienter, der er sendt herned fra Grønland. En herboende grønlænder betragtes som en almindelig dansker, og personalet går ud fra, at de taler dansk. Det er ikke så mange herboende grønlændere, der indlægges på Rigshospitalet, men de, der gør, taler tilsyneladende dansk. Det er i hvert fald meget sjældent, at der bestilles tolk til dem,'' siger Anni Sletbjerg.

Hun er samtidig leder af et tolkekontor, der udelukkende betjener grønlandske patienter med adresse i Grønland. De fem fastansatte tolke lønnes af Det Grønlandske Hjemmestyre, og de bruges flittigt. Det har nemlig vist sig, at langt de fleste af de grønlændere, der flyves til Danmark for at få behandling på Rigshospitalet, har brug for tolk.

''Mange er nervøse og stressede, når de bliver indlagt her, og de kan have svært ved at opfatte det, de får at vide af personalet. De har brug for støtte fra én, der taler deres eget sprog. Og det skal ikke være en pårørende, af flere grunde: For det første er det ikke sikkert, at de pårørende skal vide alt, hvad der foregår omkring en patient. Og for det andet er det langtfra sikkert, at et familiemedlem oversætter rigtigt. Det kræver en uddannet tolk. Helst én, der har uddannet sig i social og medicinsk tolkning, og dem er der desværre mangel på inden for det grønlandske sprogområde,'' siger Anni Sletbjerg.

Stort tolkeforbrug

Patienter, der er visiteret fra det grønlandske sundhedsvæsen, indlogeres midlertidigt på Grønlænderhjemmet i Hellerup. Leder af hjemmets patientservice, Stine Kilime Hansen, bekræfter, at patienterne fra Grønland har et stort behov for tolkebistand: ''Mellem 80 og 90 procent af vores patienter har brug for tolk. Mange af dem kan forstå lidt dansk, men de kan langtfra forstå, hvad der bliver sagt under en indlæggelse eller en ambulant undersøgelse. De har især svært ved at forstå og kapere beskeder om alvorlig sygdom, og det er ikke ualmindeligt, at beskederne må gentages, selv om der er tolk med,'' siger Stine Kilime Hansen.

De fire grønlandske huse i Danmark ­ i Aalborg, Århus, Odense og København ­ kan altid hjælpe med tolkebistand til grønlandske patienter.

Det Grønlandske Hus i Aalborg har udgivet en evalueringsrapport, 'Gønlandsk kvindeliv ­ liv i Danmark', om erfaringerne med forrevalideringsprojektet for socialt dårligt stillede grønlændere. Rapporten kan fås ved at ringe til Det Grønlandske Hus i Aalborg på telefon 98 14 68 00.

Nøgleord: Det Grønlandske Hus, forrevalidering, tolk.

Ansatte i sundhedsvæsnet bør bestille en tolk til grønlandske patienter for at sikre, at de forstår, hvad lægen eller sygeplejersken fortæller.