Sygepleje fra en fremmed synsvinkel

Sygeplejersker stifter med jævne mellemrum bekendtskab med udenlandske kolleger, der ønsker at få autorisation i Danmark. Blandt dem er flygtninge, der er uddannet som sygeplejersker i deres hjemland, og som har fået asyl i Danmark.

Som flygtning har man ofte mistet uhyggelig meget. Tab af familie, af land og af identitet præger i høj grad livet i asyl. En faglig identitet, i dette tilfælde en sygeplejerskeidentitet, vil derfor være særlig vigtig at bevare. Vel at mærke hvis denne identitet kan passe ind i det danske system og respekteres.

Mange patienter og borgere i det danske sundhedsvæsen har i dag status som indvandrere og flygtninge. For dem vil det være af stor værdi, om sygeplejerskegruppen indeholder repræsentanter for netop dem. Samtidig vil der blandt danske sygeplejersker kunne skabes mulighed for en større viden og forståelse for den kulturelle dimension ved at have kolleger med rødder i en anden kultur. For alle parters skyld må det være en god ide at få integreret udenlandske kolleger i det danske sundhedssystem. Spørgsmålet er bare hvordan?

Når man som ikke-dansk uddannet sygeplejerske ønsker at få autorisation i Danmark, er det i første omgang op til Sundhedsstyrelsen at vurdere den enkeltes behov for supplerende uddannelse. Ansøgerne deles op i tre grupper:

1. Sygeplejersker med nordisk statsborgerskab
2. Sygeplejersker med EU-statsborgerskab
3. Sygeplejersker fra andre lande end de nordiske og EU.

Det er forholdsvis nemt at få autorisation, hvis man tilhører gruppe 1 eller 2, og der stilles for eksempel ikke krav om bestået danskprøve.

Det er de sygeplejersker, der hører til gruppe 3, der oftest har problemer. I det følgende vil jeg kalde dem 'supplerende sygeplejersker'.

Sundhedsstyrelsen stiller krav til disse udenlandske sygeplejersker om sproglige færdigheder, nemlig at de har bestået 'Danskprøve 2 for udlændinge'. Kan sygeplejerskeuddannelsen sidestilles med den danske, vil sygeplejersken herefter kunne få autorisation. Kan den ikke sidestilles med den danske, vil sygeplejersken blive henvist til en sygeplejeskole for at få vejledning om mulighederne for at søge optagelse på sygeplejerskeuddannelsen, med en eventuel afkortning (merit) (1).

Sundhedsstyrelsen kan komme med forslag til mere eller mindre specifikke minimumskrav om yderligere eksaminer og teoretiske og praktiske forløb. Det afgøres på baggrund af Sundhedsstyrelsens kendskab til uddannelsens indhold i den pågældendes hjemland. Det er derefter op til den enkelte sygeplejeskole, om den vil acceptere og nøjes med Sundhedsstyrelsens minimumskrav, eller om den vil kræve mere.

Menneskelig forståelse

Som tidligere sygeplejelærer og senere uddannelsesansvarlig i praktikken har jeg flere gange været direkte involveret i disse forløb. Hver gang har det været kompliceret at være vejleder. Det kræver menneskelig forståelse, en kulturel forståelse og imødekommenhed og viden om de uddannelses- og arbejdsmæssige forhold, den supplerende sygeplejerske har været igennem.

Problemerne er selvfølgelig aldrig ens. De vil variere fra person til person og være afhængige af den enkeltes personlige, kulturelle og faglige baggrund. Men der er nogle helt grundlæggende områder, jeg mener, man bliver nødt til at sikre sig er i orden, førend det vil være forsvarligt, at vedkommende får autorisation.

Med en 'Danskprøve 2' i hånden er de fleste i stand til at forstå, tale og skrive dansk på et rimeligt niveau. Spørgsmålet er, om dette niveau er tilstrækkeligt til, at en sygeplejerske kan indgå i et kompetent kommunikationsforløb. Er det nok at kunne oversætte korrekt og have et stort ordforråd, og at kunne skrive og stave læseligt på dansk? Umiddelbart vil man vil sige ja, for vi kan og skal vel ikke forlange det fuldendte. Vi må forlange en vis fleksibilitet af os selv og også være i stand til at gå på kompromis de rette steder.

For mig at se er det ikke her, det store problem liger. Det er derimod bag den korrekte oversættelse af ord, jeg ser problemet. Hvad nytter det at kunne oversætte ord som for eksempel empati, intuition, ligeværd og refleksion, hvis man ikke forstår den dybere mening med og værdierne bag disse ord? Det er måske begreber, man aldrig tidligere har beskæftiget sig med i faglig henseende.

Den manglende fælles begrebsverden er ofte problematisk. Uden den mangler vi et fælles udgangspunkt, og min erfaring er, at kommunikationen derved meget nemt bliver overfladisk med få nuancer og ringe almen forståelse. Det medfører en for dårlig patientkontakt og kollegial kontakt.

Forskelligt syn på sygepleje

Ud over en fælles begrebsverden handler det også om at kunne anvende for eksempel aktiv lytning og at være i stand til at tolke patientens nonverbale signaler, som blandt andet er kulturbestemt. Den supplerende sygeplejerske må være særlig opmærksom på sit eget nonverbale sprog.

Jeg mener ikke, at det er for meget forlangt at stille krav om et vist niveau inden for dette område, da kommunikation er et nøglebegreb i sygeplejen. Men min erfaring er, at det er et område, der er svært at ændre ved. Hvis for eksempel aktiv lytning ikke er et kendt begreb, og hvis empati, intuition og ligeværd heller ikke er det, hænger det selvfølgelig sammen med, at det ikke er grundlæggende værdier i den sygepleje, den pågældende kommer fra. Det er nok kernen i problemet. Hvad ser vi hver især som værende grundlæggende sygepleje og kerneelementerne i den?

I den danske uddannelse lærer vi helt fra starten at tage udgangspunkt i patientens egen opfattelse af et problem. Vi lærer, at patienter, foruden de fysiske behov, har psykiske, sociale og åndelige behov. Disse behov skal sygeplejersken også medvirke til at opfylde.

Hvis man derimod er uddannet i et system, hvor de naturvidenskabelige fag er dominerende, og hvor der kun findes ét rigtigt svar på et givent problem, så er det altid sygeplejersken, der ved, hvad der er bedst for patienten.

En så grundlæggende forskel i holdning, mener jeg ikke er acceptabel i sygeplejen, og det er derfor vigtigt at få afklaret holdningsforskelle.

Som supplerende sygeplejerske får man status som en slags studerende. Det er ikke uproblematisk. Som studerende bliver der fra både skolens og praktikstedets side stillet forventninger, ofte uudtalte, om det at være studerende. Forventningerne går på, at man skal følge de danske normer.

Har den supplerende sygeplejerske for eksempel gennemgået sin sygeplejerskeuddannelse under en deduktiv pædagogisk form, hvor læreren giver lektier for og siden overhører eleverne, så kan det være vanskeligt at skulle omstille sig til et miljø, der er præget af diskussioner, gruppearbejde og projektarbejde. En uddannelse, hvor der stilles forventninger og krav om, at man selv er ansvarlig, opsøgende, initiativrig, reflekterende og tager kritisk stilling.

Et ømfindtligt område

For at kunne lære nyt skal man være parat, åben og have et fælles udgangspunkt. For at være parat og åben må man være i stand til at bevæge sig frem og tilbage mellem begge kulturer. Man skal være sig bevidst om værdierne i sin oprindelige kultur og samtidig kunne træde ud og se på værdierne i den nye. At turde holde ved og forholde sig kritisk til sin egen grundlæggende kultur kræver tid, afklaring, bevidsthed og mod, fordi det rører så meget ved ens identitet. Ligeledes kræver det mod og åbenhed at turde bevæge sig ind i en ny kultur.

Som flygtning i en krisesituation er det meget individuelt, hvornår man når denne parathed. Nogle når det nok aldrig. Som supplerende sygeplejerske vil man uvægerligt blive udsat for, at der gennem uddannelsesforløbet bliver sat spørgsmålstegn ved ens uddannelse, ens dygtighed og kunnen og ens grundlæggende syn på sygepleje. Er sygeplejersken ikke parat til at forholde sig til begge kulturer, vil hun sandsynligvis føle stor modstand mod disse spørgsmål. Måske endda så stor modstand, at hun oplever spørgsmålene som diskrimination.

Som vejleder kan det føles uetisk at skulle sætte spørgsmålstegn ved disse områder, hvis den supplerende sygeplejerske ikke viser åbenhed og parathed. Derved forbliver man i hver sin verden. Udgangspunktet er ikke fælles, og samtidig går ligeværdigheden tabt. Virkeligheden er nemlig, at den supplerende sygeplejerske skal bestå efter målene i den danske uddannelse, som på forhånd er facitlisten. Man risikerer at afklæde mere, end man klæder på, og derved vil den supplerende sygeplejerske meget nemt udsættes for endnu et tab, nemlig tab af fagidentitet.

Området er ømfindtligt. Så ømfindtligt, at man som vejleder, af angst for at blive beskyldt for at være diskriminerende, måske helt undlader at bevæge sig ind på disse følelsesladede og fundamentale områder. Måske lader man den supplerende sygeplejerske bestå, uden at disse problemer er blevet bearbejdede. Sker dette, er der tre parter, der får et problem; patienterne, den supplerende sygeplejerske og hendes danske kolleger, som hun aldrig opnår fælles fagidentitet med.

Plads til begge kulturer

Vi må ikke gå på kompromis med de grundlæggende værdier i dansk sygepleje. Til gengæld mener jeg, at man nøje må overveje, hvad det er, der kan gives merit for. Jeg har oplevet flere, der har fået merit for hele første del af uddannelsen. Men det er jo netop i det første år, at kernen i sygeplejen synliggøres, normerne og læringsprocesserne indarbejdes, og selve socialiseringen til faget finder sted. Jeg finder det meget betænkeligt, hvis netop sygeplejedelen i første del af uddannelsen udelades.

I uddannelsen af den supplerende sygeplejerske bør der i langt større grad gives plads til, at man arbejder med begge kulturer. Forskellene i de grundlæggende værdier skal gøres synlige og indgå som en væsentlig del af uddannelsesindholdet. Får vi den dimension med, vil vi kunne nærme os et

Side 31

mere ligeværdigt forhold, og vi vil med stor sandsynlighed kunne medvirke til at forebygge problemerne og samtidig kunne drage nytte af den kulturelle bagage, den uddannelsessøgende medbringer.

Jeg tror, man er nødt til at tilrettelægge meget individuelle uddannelsesforløb, hvor man i langt højere grad tager udgangspunkt i den enkeltes parathed, kulturelle og uddannelsesmæssige baggrund.

Der må tages stilling til, af hvem og hvor den enkelte skal tilegne sig viden og forståelse om vores grundlæggende syn på sygeplejen. Viden om vores sociale system, netværk, normer og forventninger på et sådant niveau, at de bliver i stand til at handle på grundlag af denne viden på sygeplejerskeniveau. Det er en stor opgave, der nok ikke kan løses af skole og praktiksted alene.

Hvem vil, og hvem kan påtage sig ansvaret for det? Som det ser ud i dag, ligger ansvaret placeret et sted mellem Sundhedsstyrelsen, skolen, praktiksted og de økonomisk ansvarlige. Det kræver vilje, viden og ressourcer af os alle at planlægge og medvirke til gennemførelsen af sådanne uddannelsesforløb. Det kræver vilje til og ønske om at få uddannet disse sygeplejersker, så de kan komme til at fungere ligeværdigt i det danske system. Det kræver indgående viden om den pågældendes uddannelsesindhold, grundlæggende tankegang og pædagogiske form, set i relation til den danske uddannelse. Det kræver menneskelige, faglige og pædagogiske ressourcer at indgå som undervisere og vejledere i sådanne uddannelsesforløb.

Udviklende studiemiljø

Som det er i dag, finder jeg, at det for den enkelte uddannelsessøgende er forbundet med for stor risiko for endnu et personligt nederlag at gå i gang med det, vi kan tilbyde, inden for et supplerende uddannelsesforløb.

Det vil være en stor fordel at samle de uddannelsessøgende på nogle få skoler, selvom det vil betyde lang transporttid for nogle. Det vil, når de er flere sammen, give mulighed for, at de indbyrdes kan drage nytte af hinanden. Man vil få en gruppe studerende, der specielt vil kunne arbejde med de grundlæggende værdier, sygeplejens begrebsverden og de kulturelle forskelle.

Ved at få skoler tager sig af disse forløb, vil man skabe langt bedre mulighed for at kunne tilbyde kvalificerede undervisere og vejledere. En særlig gruppe sygeplejelærere og vejledere i praktikken vil kunne gå sammen og tage ansvar for opgaven. Det kræver, at denne gruppe har tilegnet sig viden og erfaring inden for området.

Amterne må tage deres del af opgaven alvorligt. For det første ved at tilføje de ressourcer, der er nødvendige for at skabe tilstrækkelig tid og plads i uddannelsesforløbet. For det andet ved at uddanne underviserne og vejlederne, så de bliver i stand til at indgå i disse tværkulturelle forløb på kompetent vis.

Endelig må Sundhedsstyrelsen, skolerne og praktikstederne blive enige om, hvilke krav der er rimelige at stille til den uddannelsessøgende for at kunne påbegynde den supplerende uddannelse. Her tænker jeg på krav om sproglige færdigheder og viden om det danske samfunds sociale opbygning. Derudover skal den enkelte være parat til at indgå i et uddannelsesforløb, hvor der sættes spørgsmålstegn og gås tæt på værdierne i ens egen grundlæggende kultur. Amterne må derefter tage ansvar for, at de uddannelsessøgende får mulighed for at kunne leve op til disse krav.

På denne måde kan vi i fællesskab medvirke til at skabe et udviklende, ligeværdigt studiemiljø med et indhold i uddannelsen, der vil kunne medvirke til at forebygge kulturelle problemer. Jeg tror, vi vil kunne få integreret vores kolleger i sygeplejen på en ansvarlig og respektfuld måde til gavn for os alle.

Litteratur

1. Sundhedsstyrelsen. Vejledning om autorisation af sygeplejersker uddannet i udlandet nr. 111 af 11. juli 1997. København: Sundhedsstyrelsen; 1997.

 Annemette Jensen er ansat på Medicinsk afdeling 43, Sygehuset Øresund, Helsingør.

 Nøgleord: Sygepleje, uddannelse.

Billedtekst
Som supplerende sygeplejerske får man sat spørgsmålstegn ved éns egen uddannelse, dygtighed, kunnen og grundlæggende syn på sygepleje. Man skal bestå efter målene i den danske uddannelse, som på forhånd er facitlisten. På billedet er det supplerende sygeplejerske på Hillerød Sygehus, Zofia Klapa fra Polen.