Sygeplejersken
Et land har brug for en ny etik
Læger og sygeplejersker er blevet afskediget, tilbageholdt, fængslet og tilmed torteret under apartheidstyret. Men Sandhedskommissionens efterforskning viser også, at mens nogle blev ofre, var andre medvirkende til overgrebene. Derfor er der brug for en ny etisk kodeks.
Sygeplejersken 1999 nr. 5, s. 27-29
Af:
Grethe Kjærgaard, journalist
Fødsler er begivenhedsrige i sig selv, så Sheila Clow og kolleger vil meget gerne have sig frabedt den ekstra dramatik, der opstår, når der bliver skudt ind gennem vinduerne, og rivaliserende bander søger beskyttelse mellem fødepatienternes senge.
Sheila Clow, der er lektor ved afdelingen for sygeplejevidenskab ved University of Cape Town, har som jordemoder og sygeplejerske sine studerende i praktik i Cape Towns sorte townships, hvor ovenstående begivenheder er rapporteret indtil flere gange.
Rapporterne er kommet frem under høringerne i Sandhedskommissionen. Her har Sheila Clow som forsker og som medlem af hovedbestyrelsen i den nye demokratiske sygeplejerskeorganisation The Democratic Nursing Organisation of South Africa været med til at udstikke de områder inden for sundhedssektoren, som nu er efterforsket og afleveret i en samlet rapport til præsident Nelson Mandela med henblik på det kommende lovgivningsarbejde.
Sheila Clows mastergrad handler om den politiske vold i sundhedssektoren under apartheidstyret. Den har givet hende en særlig viden om de forhold, sundhedspersonalet måtte arbejde under:
''Vi har identificeret 14-15 områder, som kommissionen har gået efter i sømmene – fra militærets og politiets sundhedstjenester til uddannelse og ledelse,'' fortæller hun.
''Konklusionen på efterforskningen er, at der vitterlig er sket adskillige overtrædelser af menneskerettighederne. Læger og sygeplejersker er blevet afskediget, tilbageholdt, fængslet og tilmed torteret under apartheidstyret.''
Men efterforskningen viser også en anden side af sundhedspersonalets aktiviteter under apartheidstyret. Mens nogle blev ofre, var andre medvirkende til, at disse overgreb kunne finde sted, enten fordi de som læger og sygeplejersker var direkte involveret, eller fordi de ikke sagde fra, men handlede efter ordre.
''Vi er faktisk ret sikre på, at eksempelvis sygeplejersker inden for militæret har medvirket til tortur. Det betyder, at vi efterfølgende må udvikle en ny sygeplejeetisk kodeks og også have dette forhold med i undervisningen af de nye sygeplejestuderende. Om nogen har vi brug for at lære at respektere de basale menneskerettigheder,'' siger Sheila Clow.
Frustrationerne
Sygeplejerskerne i Western Cape-provinsen med Cape Town og Sheila Clows arbejdsplads University of Cape Town var siden starten af 80'erne ikke omfattet af adskillelsesideologien under apartheidstyret. Sorte, hvide og farvede sygeplejersker kunne være ansat på samme arbejdsplads.
''Men alligevel var der en opsplitning på det personlige plan i selve arbejdssituationen,'' siger Sheila Clow.
''Bare sådan en lille ting som en kaffepause understregede, hvordan samfundet omkring os var opdelt efter race. Hver gruppe
Side 28
sad for sig – ikke fordi vi nødvendigvis foretrak hinandens selskab, men sådan gjorde man.
Værre var det, når man som leder af sygeplejen blev nødt til at gennemføre en personalepolitik, man ikke selv sympatiserede med, men som systemet krævede. Det gjorde ondt og skabte konflikter på det personlige plan.''
Et resultat af apartheidpolitikken var oprettelsen af de forskellige hjemlande. Millioner af mennesker blev tvangsforflyttet. Det gjaldt også sygeplejersker:
''De blev simpelthen afskediget og smidt ud af deres organisationer. Den smerte og de følelser af uretfærdighed, det skabte, er ikke overstået endnu.''
Masser af sygeplejersker er stadigvæk dybt frustrerede over, hvad der skete med dem dengang.
''Derfor indgår også disse forhold i vores rapportering til Sandhedskommissionen. Det samme gælder naturligvis også de ulige forhold med hensyn til uddannelse. Principielt var sygeplejen et fag, der var åbent for alle, men alle havde ikke lige muligheder. Eksempelvis var der meget få sorte sygeplejersker, der fik mulighed for at få en højere uddannelse. Mange sygeplejeskoler fik heller ikke tilført tilstrækkelige ressourcer, ligesom uddannelsen af lærerkræfterne var særdeles mangelfuld.''
Sheila Cow kan også fortælle om et sygeplejeråd (South African Nursing Council), som forholdt sig aldeles passivt til uretfærdighederne. Selv om rådet var bekendt med, at sundhedsforholdene var totalt utilstrækkelige i de sorte hjemlande, gjorde organisationen aldrig indsigelser over for regeringen.
I revisionen af sygeplejerskeloven efter apartheid er det et område, som nu er medtaget:
''Nu står der sort på hvidt, at sygeplejersker har pligt til at være udfarende, når sundhedstilstanden inden for et område er uacceptabel. Det er virkelig en forbedring,'' siger Sheila Clow.
Sikkert arbejdsmiljø
Sygeplejerskens medarbejdere møder hende i Durban, hvor de demokratiske sygeplejersker har inviteret ledelse og hovedbestyrelse til workshop.
Som andre steder i verden udgør sygeplejerskerne i Sydafrika også den største gruppe inden for sundhedsvæsenet. Men antallet er ikke synonymt med indflydelsen, understreger Sheila Clow:
Sie 29
''Vi har skullet bruge mange kræfter på at markere os som gruppe i Sandhedskommissionen. For det første var vi ikke med fra starten, og da vi fra 1996 fik mulighed for optage forklaringer til rapporten om sundhedssektoren, måtte vi kæmpe for at få forhold på dagsordenen, som vi fandt var væsentlige at have med.''
''Det kan naturligvis skyldes flere ting, blandt andet at sundhedssektoren i Sydafrika er marginaliseret i forhold til flere andre sektorer. Men det har sandelig også noget at gøre med, at vi er kvinder, og at mange af os er sorte og farvede. Ét er at afskaffe ulighed mellem racer og køn på papiret, et andet er at efterleve det.''
Sheila Clow noterer sig, at det ikke har skortet på pæne ord om, hvor vigtigt sygeplejerskernes arbejde er:
''Som det er blevet sagt, så er vi selve rygraden i sundhedsvæsenet. Men denne anerkendelse er desværre ikke blevet omsat til handling. Vi mangler ressourcer over en bred front. Jeg kan bare tage udgangspunkt dér, hvor jeg selv arbejder – i de sorte townships i Cape Town.''
''Gang på gang har vi fået at vide, at nu skal primærsektoren tilføres ressourcer. Men hvad sker der? Ikke ret meget. Jeg behøver bare at nævne et område som arbejdsmiljø. Selv om vi for længst har gjort sundhedsministeriet i Western Cape opmærksom på de kaotiske forhold, der hersker disse steder, sker der ikke noget. Hverken vi eller klienterne vil længere acceptere at risikere liv og lemmer.''
Sydafrikas nye demokratiske sygeplejerskeorganisation The Democratic Organisation of South Africa (DENOSA) er stiftet den 5.december 1996.
Organisationen er et barn af de nye tider i Sydafrika, og som navnet siger demokratisk i modsætning til de tidligere organisationer, hvor sorte og farvede nok var medlemmer på papiret, men uden reel indflydelse. Organisationen tæller i dag omkring 75.000 medlemmer.
I 1997 blev DENOSA medlem af den internationale sygeplejerskeorganisation ICN.
Dansk Sygeplejeråd samarbejder med den nye sygeplejerskeorganisation og har blandt andet støttet de workshopper, som nu er afviklet over to omgange, og som har til formål at opruste ledelse og fagpolitikere med henblik på forhandling, ledelse og medlemsrekruttering.
Rapporten til Sandhedskommissionen om sundhedssektorens aktiviteter under apartheid er barsk læsning.
I starten understreges det, at sundhedspersonalet har en etisk forpligtelse til at tage vare på deres patienters velbefindende. Resten af rapporten handler om udeladelse af samme.
Allerede på side to refereres der til en af de sager under apartheid, som nåede langt uden for Sydafrikas grænser – Stephen Bantu Bikos død i et fængsel i Pretoria.
Stephen Biko var leder af Black Consciousness Movement i 1970'erne. Under et forhør hos politiet fik han en livsfarlig hovedlæsion.
De tilkaldte læger, der undersøgte ham (Biku lå nøgen, lænket til et gitter) kunne konkludere, at hans tilstand var 'normal'.
Senere blev den halvt bevidstløse Biko overført til fængslet i Pretoria – uden ledsagende sundhedspersonale. En læge gav ham her en vitaminindsprøjtning. Dagen efter døde Biko – nøgen og alene – i fængslet i Pretoria.
En anden sag, der refereres til, er Elda Banis.
Elda, der også var politisk aktiv, havde sukkersyge. Også hun led overlast i fængslet. Efter adskillige slag fra politifolkene døde hun af hyperglykæmi.
Rapporten fastslår, at sundhedspersonalet i mange tilfælde var med til enten direkte eller indirekte at overtræde menneskerettighederne.
Flere, og her drejer det sig især om læger, deltog i udviklingen af effektive torturmetoder og rådgav om anvendelsen af kemikalier med henblik på drab eller forgiftning.
Andre, især retsmedicinere, forfalskede kliniske data, ofte for at beskytte sikkerhedspolitiet mod retsforfølgelse.
Rapporten understreger, at sygeplejerskerne som regel var de første i fængslerne, som tilså de mishandlede fanger.
Sygeplejerskerne kritiseres især for deres passivitet:
''Netop sygeplejerskerne kunne have spillet en afgørende rolle ved at rapportere deres viden til relevante myndigheder og offentligheden. Når det sjældent skete, skyldes det både deres underordnede position og fraværet af en sygeplejeetisk kodeks,'' hedder det i rapporten, som også tillægger det daværende South African Nursing Council en stor skyld.
I stedet for at støtte sygeplejerskerne i at rapportere om overgrebene opfordrede rådet dem til at indberette personer, der kunne mistænkes for politisk aktivitet. Ellers kunne de selv risikere at blive anklaget for at have medvirket til terrorisme, lød det.
Nøgleord: Apartheid, Democratic Nursing Organisation of South Africa, menneskeretigheder, Sandheds- og Forsoningskommissionen, Sydafrika.
Biiledtekster
Sheila Clow: ''Sygeplejerskerne har brugt mange kræfter på at markere sig i Sandhedskommissionen. ''Principielt var sygeplejen et fag, der var åbent for alle under Apartheidtiden, men alle havde ikke lige muligheder. I dag er der ingen love, der kan forhindre et samarbejde mellem sorte, hvide og farvede sygeplejersker.