Sygeplejersken
Et traumatiseret samfund
Sydafrika er et af verdens mest voldsplagede lande. Traumecentret for Tortur- og Voldsofre i Cape Town hjælper ofrene for apartheidtidens overtrædelser af menneskerettighederne, men yder også krisehjælp til enkeltindivider og hele lokalsamfund, der er blevet ofre for den vold, der er fulgt i kølvandet på apartheidstyrets fald.
Sygeplejersken 1999 nr. 5, s. 30-33
Af:
Grethe Kjærgaard, journalist
Hvis I skubber mig i gang, så får I nogle øl,'' sagde søndagsbilisten til et par fyre, da hans bil var gået i stå.
Historien i avisen dagen efter kunne afsløre, at de to hjælpere aldrig fik deres øl. I stedet fik de en kugle i panden af en bilist, der pludselig følte sig truet og gik i panik.
Aviserne i Sydafrika er fulde af den slags historier. Historier om den vilkårlige vold, der rammer på må og få. Historier om den organiserede kriminalitet, der omfatter alle tænkelige forbrydelser fra mord, røverier, plyndringer og bortførelser til overfald og voldtægt. Om gadebander, der terroriserer hele lokalsamfund, om kvinder og børn, der i stigende grad udsættes for mishandling og misbrug.
Næst efter Brasilien er Sydafrika det land i verden, hvor kløften mellem rig og fattig er størst. Her finder vi nogle af verdens rigeste mennesker – og mange af de allerfattigste.
Gamle sydafrikanere kalder volden 'The Death of Earth'.
Psykiateren Gordon Isaacs, der er tilknyttet Traumecentret for Tortur- og Voldsofre i Cape Town, taler om Det traumatiserede Samfund:
''Som behandlere arbejder vi med traumatiserede mennesker, men er som borgere i dette land også selv en slags traumatiserede personer, der hver eneste dag skal forholde os til volden omkring os. Derfor gør vi meget ud af at supervisere hinanden og heldigvis med et godt resultat.
Eksempelvis er vi blevet meget mere åbne end tidligere. Nu tør vi godt fortælle, hvornår tingene lykkes mindre godt for os,'' siger han og nævner et par sager, der har været svære at håndtere for kollegerne:
I et af Cape Towns mange slumområder havde eleverne taget skoleinspektøren som gidsel og jaget lærerne væk. I et andet havde en bande unge først skudt en 16-årig dreng og bagefter hans kammerat, fordi han havde genkendt dem. Voldtægt og overfald var andre af bandens specialiteter. Alle følte sig efterhånden truet, selv præsten og menigheden.
Testen
Det tog centrets medarbejdere flere måneder at komme ind til kernen af problemerne.
''Først må vi forhandle med folk for overhovedet at få lov at komme ind i sådan et township. Der skal siges god for os af diverse instanser og enkeltpersoner, ellers bliver vi sparket ud,'' fortæller Gordon Isaacs og tilføjer:
''Vi bliver også tit mødt med spørgsmålet: I har jeres gode løn, er I virkelig interesseret i at hjælpe os?''
''Får vi lov til at udføre vores arbejde, er det derfor under forudsætning af, at vi gør det færdigt,'' supplerer centrets leder Nomfundo Walaza, der er psykolog af uddannelse.
Nomfundo Walaza har tilsvarende erfaringer fra sit eget opsøgende arbejde:
''Da jeg arbejdede med en kvindegruppe, fandt jeg ud af, at kvinderne også testede mig. I starten var gruppen aldrig samlet. Der var nye ansigter hver gang. Jeg undrede mig, indtil det gik op for mig, at jeg først skulle ses an, før de ville betro sig til mig.
En anden ting, der afholdt kvinderne fra at møde op i samlet flok, var deres mistænksomhed over for hinanden. Flere af dem havde en mand eller en søn, der var blevet dræbt under en af de politiske konflikter, vi har haft så mange af. Nu troede de, at nogle af de andre kvinder i gruppen havde forbindelser til de mænd, der havde dræbt deres familie.''
Et andet forhold, der også gør sig gældende, er tavsheden om den vold, der foregår i hjemmene. Hustrumishandling, voldtægt og misbrug af børnene er hverdagskost i de sorte townships, men det taler man ikke højt om, har Nomfundo Walaza erfaret.
Den danske hjælp
Traumecentret har meget symbolsk til huse i et tidligere kloster, 'Cowley House', som under apartheidtiden blev brugt som overnatningssted for familier, der skulle besøge deres fængslede slægtninge på Robben Island.
Det er et meget smukt sted. Bygningerne
Side 31
Billede
Side 32
er nyrenoverede fra inderst til yderst. Den gamle klostergård med de overdækkede gange giver skygge for en strålende sol, og midt i gården kan man glæde sig over havebassinet med en rislen fra det lille springvand.
Haven er et kapitel for sig. Her er de fleste træer plantet af familier til slægtninge, der er døde i eksil.
''At plante et træ til minde om den afdøde er en vældig symbolsk handling og vigtig for familien til at forsone sig med det skete,'' siger Nomfundo Walaza.
Centret samarbejder med det danske Rehabiliteringscenter for Torturofre (RTC), i København. Og det er da også danske penge, der er gået til driften i de første fem år af centrets levetid.
Ved åbningen i 1993 medbragte daværende udviklingsminister Helle Degn en check på 2,5 millioner kroner. Siden er centret blevet støttet direkte af DANIDA via den danske ambassade i Pretoria.
''Ingen andre har bidraget så meget, som jer,'' siger Nomfundo Walaza.
''Det er vi meget taknemmelige for.''
En bred hjælp
Nomfundo Walaza lægger ikke skjul på, at centret har økonomiske problemer, efter at den danske bevilling er sluppet op. Der forhandles nu til anden side blandt andet med Finland.
De danske penge er ikke mindst gået til arbejdet med rehabiliteringen af de mange mennesker, der blev ofre under apartheidstyret. Den del af arbejdet er stadigvæk en meget vigtig del af centrets aktiviteter – ikke mindst på baggrund af det arbejde, som præsident Nelson Mandelas Sandheds- og Forsoningskommission har sat i gang. Når ofrene skal vidne, konfronteres de endnu engang med deres lidelser. Her træder centret til med sit tilbud om kriseterapi.
Men inden for de sidste par år har centret omstruktureret og taget nye arbejdsopgaver op:
''Hvis vi kun vil arbejde med mennesker, der har været udsat for politisk vold, så overser vi en hel række andre, der er blevet ofre i den voldsomme brydningstid, Sydafrika er inde i nu med høj arbejdsløshed og stigende fattigdom,'' siger Nomfundo Walaza.
Side 33
Ud over hjælpen til torturofrene tilbyder centret i dag krisehjælp over en bred front:
''Vi prøver at udvikle en særlig ekspertise inden for traumatologien,'' siger Gordon Isaacs, der er leder af afdelingen for 'Community Mental Health & Counselling Service.'
''Vores tilbud er tilpasset mennesker, som har lidt overlast under en eller anden form for vold,og som nu har en række stresssymptomer. Det kan være mennesker, der har overværet et mord, oplevet bandevold eller eksempelvis bombesprængninger som i tilfældet med restaurationen Planet Hollywood her i Cape Town fornylig.''
''Herudover tilbyder vi hjælp til grupper og lokalsamfund, der er traumatiserede eksempelvis på grund af bandevold som i ovennævnte tilfælde med gidseltagningen af skoleinspektøren og nedskydningen af de to unge. Et filialkontor i en af de store townships uden for Capetown med tre medarbejdere har vist sig vældig nyttigt til formålet.''
''Vi går også ind i et forebyggende arbejde. En af kollegerne har været i USA for at se, hvordan man dér takler volden blandt gadebørn. Hendes viden bruger vi nu i et tilsvarende projekt.''
''I et andet projekt ser vi på forsømte børn. Lærerne her er med til at udpege disse børn. Måske er det børn, der er blevet seksuelt misbrugt, eller børn, der kommer fra voldsramte hjem. Både skole, lærere og pædagoger samt forældre inddrages systematisk i dette arbejde.''
''Projektet skulle gerne sikre disse børn en bedre opvækst og herigennem være med til at bryde den voldsspiral, som desværre er blevet mere og mere markant i vores samfund.''
Flygtninge fra andre afrikanske lande er en anden gruppe, som centret tager hånd om. Sydafrika har omkring fire millioner flygtninge. Mange får ikke asyl, og til de, der får, har regeringen ingen ressourcer. Traumecentret prøver i samarbejde med nogle flygtningeorganisationer at hjælpe nogle af de svære tilfælde. Tre af centrets 25 faste medarbejdere er udelukkende afsat til dette arbejde, som også omfatter flygtningenes børn.
De mange opgaver
Nomfundo Walaza og Gordon Isaacs kan blive ved med at remse op af aktiviteter, som centret er i gang med.
Træningsprogrammer og rådgivning er tilbud, som også er udviklet inden for de seneste år. Centret har nu så meget ekspertise, at man kan tilbyde sin viden til andre grupper – socialarbejdere og andre – og såmænd også til politiet, for som Gordon Isaacs siger:
''Ud over at politifolkene i mange tilfælde selv optræder voldeligt, så ved de heller ikke ret meget om, hvordan de skal forholde sig til voldsofrene, som risikerer yderligere traumatisering efter besøget hos politiet. Gennem træningsprogrammerne får politifolkene viden om, hvordan de skal behandle et offer, ligesom de også får kendskab til vores hjælpemuligheder her på traumecentret.''
Andre instanser og organisationer arbejder specielt med voldtægtsofre og ofre for vold i hjemmet, men også her går centret ind i fælles træningsprogrammer.
Endelig bør det nævnes, at centret også kigger på egne rækker:
''Ikke alene hjælper vi sundhedspersonalet med, hvordan de selv skal undgå vold på arbejdspladsen, men vi har også sat fokus på personalets aktiviteter under apartheidperioden.''
''Ikke alt fra dengang tåler at se dagens lys. Mange magtede ikke at sige fra, når de var vidne til overtrædelse af menneskerettighederne. Ud fra vores research, der nu er i universitetsregi, skal der udvikles en ny etisk kodeks. Til sin tid vil den indgå i lægers og sygeplejerskers pensum,'' fortæller Gordon Isaacs.
Centret har 25 ansatte på fuld tid, en del studerende samt et administrativt personale. Et klinisk interventionsteam på 10 personer står parat til at rykke ud inden for 24 timer. Desuden arbejder man på at skabe et nationalt netværk af traumecentre. Som Gordon Isaacs siger:
''Det er der virkelig brug for.''
Jeg skal nok låse
At der er realiteter bag den megen omtale af vold, får Sygeplejerskens medarbejdere et lille indblik i under besøget på centret.
Det er fredag eftermiddag. Folk er på vej hjem. Kun lederen Nomfundo Walaza bliver tilbage for at mødes med en gruppe finner, der har meldt sig som mulige sponsorer.
''I må endelig ikke vente på jeres taxa udenfor. Ellers varer det ikke længe, før jeres tasker og fotoudstyr er væk,'' siger hun og tilføjer:
''Når I går, så sig til. Jeg vil gerne selv låse efter jer.''
I første omgang nægter taxiselskabet at hente os – med mindre vi kan opgive navnet på chaufføren, som kørte os herhen. Det kan vi heldigvis, så vi siger goddag igen til George, da han kommer.
Han er en af de få chauffører, der tør køre i kvarteret, fordi han selv engang har boet her.
Når taxiselskabet så nødigt vil hente os, hænger det sammen med, at kvarteret er et af de mere belastede i Cape Town. Chaufføren risikerer at blive holdt op og få kapret sin vogn.
Nøgleord: Menneskerettigheder, Sydafrika, Traumecenter for Tortur- og Voldsofre.
Billedtekster:
''Danmark har bidraget mest til centret. Det er vi meget taknemmelige for,'' siger Nomfundo Walasa, der her er fotograferet i centrets gård.¡ Næst efter Brasilien er Sydafrika det land i verden, hvor kløften mellem rig og fattig er størst. Fattigdommen er stor i Sydafrikas sorte townships. Her er alle former for kriminalitet – fra misbrug af børn til bandevold.