Sygeplejersken
Hun levede et dobbeltliv
Om dagen passede Glenda Wilschut sit arbejde som psykiatrisk sygeplejerske. Om aftenen og i weekenderne hjalp hun ofre for apartheidstyrets politistatsmetoder. I 1993 var hun med til at etablere Sydafrikas første traumecenter for tortur- og voldsofre efter dansk model. Sidst har hun været med i præsident Nelson Mandelas Sandheds- og Forsoningskommission.
Sygeplejersken 1999 nr. 5, s. 22-26
Af:
Grethe Kjærgaard, journalist
Glenda Wilschut kan slet ikke lade være med at blande sig. I mere end 20 år har hun været på barrikaderne for sit land, Sydafrika, hvor undertrykkelse af de mest grundlæggende menneskerettigheder har været en markant del af hverdagen.
Senest har hun været medlem af præsident Nelson Mandelas Sandheds- og Forsoningskommission, hvor hun og andre fagfolk har efterforsket de tusindvis af overgreb, der er sket på landets sorte befolkning under apartheidstyret.
Syv bind, omfattende i alt 3.500 sider, er allerede afleveret til præsident Nelson Mandela. Yderligere to bind ventes her i 1999.
Glenda Wilschut er en af hovedkræfterne bag etableringen af Sydafrikas første traumecenter for tortur- og voldsofre. Det var kollegerne herfra, der sammen med andre fagfolk og kvindegruppen i parlamentet anbefalede hendes kandidatur til Sandheds- og Forsoningskommissionen.
Sygeplejersken har mødt Glenda Wilschut i Cape Town, hvor hun bor med sin lille søn. Det er først i en alder af 44 år, hun er blevet mor. Der har simpelthen ikke været tid, lejlighed og overskud til det personlige før.
Det er også i Cape Town, historien begynder med en politiskaktiv sygeplejestuderende under 70'ernes store raceuroligheder:
''Mine lærere var temmelig oprevet,'' mindes hun.
''Hvorfor skulle jeg absolut blande mig? Pæne sygeplejersker burde holde sig langt væk fra politik. Jeg skulle hellere koncentrere mig om mit sygeplejestudium, lød beskeden.''
''Men for mig var det helt umuligt at adskille politik og arbejde. Jeg ville aldrig blive et helt menneske, syntes jeg, hvis jeg ikke var i stand til at sætte sygeplejen ind i en samfundsmæssig sammenhæng. Alting er jo politisk i en eller anden forstand. Også for sygeplejersker. Og helt konkret var sygeplejerskerne i Sydafrika dengang tvangsopdelt efter race og funktion i forskellige organisationer. Sorte og farvede var her en slags marionetter uden egentlig indflydelse.''
Glenda Wilschut begyndte på universitetet, men fik aldrig sin grad. Hendes professor gav hende nemlig sparket.
Men som datter af en skolelærer skulle hun naturligvis have en uddannelse, så løsningen blev et diplomstudium i sygepleje – og siden specialisering til psykiatrisk sygeplejerske.
Et amerikansk scholarship gav hende mulighed for både at studere og arbejde på forskellige psykiatriske afdelinger rundt om i USA.
Dobbeltlivet
Tilbage i Sydafrika i begyndelsen af 80'erne involverede Glenda Wilschut sig for alvor i det arbejde, hun er blevet kendt og respekteret for.
Som medlem af det dengang forbudte parti African National Congress (ANC) levede hun et veritabelt dobbeltliv. Om dagen havde hun sit arbejde som ledende sygeplejerske inden for ungdomspsykiatrien. Om aftenen og i weekenderne tog hun sig af ofre for apartheidstyrets politistatsmetoder.
Politiet havde dengang store beføjelser. Børn og unge, mænd og kvinder kunne tilbageholdes blot på mistanke. Mange blev smidt i fængsel, torteret eller forsvandt simpelthen.
''Selvfølgelig vidste sikkerhedspolitiet besked med vores virksomhed, så en stor del af arbejdet bestod også i at beskytte klienterne og os selv.''
''Klienterne var anonymiseret med numre, og vi undgik oplysninger, som kunne være med til at identificere dem. Vi havde også et yderst kompliceret system til opbevaring af journalerne, der konstant blev flyttet rundt og skjult på forskellige advokatkontorer. Konsultationerne foregik mange forskellige steder – i folks hjem, i en bil eller på stranden. Det var også lykkedes nogle stykker af os at etablere et lille administrationskontor, hvor vi altid kunne trække på frivillig arbejdskraft – læger, sygeplejersker,
Side 23
Billede
Side 24
advokater og socialarbejdere.'' Kontoret blev senere til det, der i dag er Sydafrikas første center for rehabilitering af tortur- og voldsofre, placeret i Cape Towns Cowley House, et tidligere kloster, hvor pårørende til de politiske fanger i fængslet på Robben Island kunne få husly inden turen over til den forhadte ø.
Modellen for centret er hentet i Danmark, som indtil for nylig har støttet det økonomisk.
Nu er vi frie
Mange af de mennesker, Glenda Wilschut har været med til at hjælpe, har overlevet de værste pinsler, der kan tænkes. Fysisk og psykisk tortur hørte til dagens orden i fængslerne.
''Men når så mange trods alt overlevede uhyrlighederne, hænger det sammen med, at de havde en sag at kæmpe for. Man ved fra undersøgelser, at disse fanger har langt bedre odds end de kriminelle,'' fortæller Glenda Wilschut.
''De politiske fanger udvikler en særlig overlevelsesteknik. De ser en mening med deres liv midt i alt det meningsløse,'' siger hun.
Et andet aspekt af Glendas og kollegernes arbejde dengang bestod i at gøre omverdenen opmærksom på problemerne.
Lige så snart en person var blevet arresteret, blev vedkommendes navn og personlige data overgivet til Amnesty International og andre udenlandske organisationer og lobbygrupper. Et ugentligt nyhedsbrev opdaterede de seneste arrestationer og begivenheder.
I 1990 blev forbuddet mod ANC og de øvrige forbudte partier og organisationer ophævet. Apartheidstyret var snart ved at være historie. Og dermed tog arbejdet med ofrene en ny vending. Nu hed det integration i et samfund, de fleste havde svært ved at genkende.
'Nu er vi frie' hed integrationsprogrammet, der skulle forberede dem på at vende tilbage til dagligdagen:
''Mange havde siddet fængslet i årevis, Nelson Mandela eksempelvis i 27 år. Integrationsprogrammet blev derfor udviklet til også at omfatte helt jordnære ting som for eksempel det at løse en billet til toget eller bybussen,'' mindes Glenda.
Glenda Wilschuts arbejde med fanger og torturofre har gjort hende selvskreven til at sidde i Nelson Mandelas Sandheds- og Forsoningskommission, der både skal klarlægge apartheidtidens overtrædelser af menneskerettigheder og også komme med forslag til 'forsoning', det vil sige forslag til, hvordan der skal lovgives om hjælpen til ofrene, og hvordan der skal følges
Side 25
op ad rettens vej mod bødlerne.
Kommissionen har haft et enormt arbejdspres. Mandatet omfatter alle de overtrædelser, der er sket i årene fra 1960, da Sydafrika indførte undtagelsestilstand, og op til 1994, da Nelson Mandela og ANC vandt det første frie valg i Sydafrika.
''Her ved afslutningen af undersøgelsen taler vi om 26.000 primære ofre, det vil sige mennesker, som direkte har lidt fysisk og psykisk overlast. Gang det tal med mindst fem, og du har et mere realistisk billede af, hvad der er overgået familierne,'' siger Glenda Wilschut og tilføjer:
''Det er jo ikke kun de store, voldsomme ting, folk har været udsat for, men også uretfærdigheder af økonomisk og social art.''
Arbejdet i kommissionen har omfattet høringer overalt i landet. Som psykiatrisk sygeplejerske har Glenda Wilschut været med i de sundhedsteam, som har undersøgt de psykiske og fysiske skader.
Andre fagfolk har eksempelvis lavet analyser af de mange indberetninger, og sidste fase, der afsluttes her i 1999, vil omfatte en juridisk del, som skal komme med anbefalinger til den kommende lovgivning.
Overtrædelserne af menneskerettighederne falder under forskellige kategorier – fra mord og bortførelse til tortur og mishandling.
Beretningerne er rystende. Det yngste offer var kun to år. Hun blev skudt, da politiet åbnede ild mod hendes mor.
Rædslerne
Ud over de mange enkeltberetninger fra ofrene har undersøgelserne også omfattet daglange høringer omkring forskellige begivenheder.
Glenda Wilschut har overværet flere af de såkaldte 'children's hearings', hvor specielle episoder bliver endevendt under høringen, og hvor de forskellige vidneudsagn og forklaringer bagefter analyseres og skrives sammen i rapportform.
''Vi får først børnenes version, så bliver det politifolkenes tur, senere inddrages forældre, lærere, pædagoger og andre relevante personer og instanser for at belyse hændelsen fra flest mulige vinkler,'' fortæller Glenda Wilschut og nævner eksemplet med Den trojanske Hest:
''En række børn havde deltaget i et protestmøde på deres skole og morede sig på vej hjem med at slå på en container, der tilfældigvis var opstillet lige ved skoleporten. Ud hoppede en stribe politifolk og skød ind i børnegruppen. To blev dræbt på stedet, en tredje døde senere på hospitalet. Adskillige blev hårdt såret.''
''Familierne prøvede i årevis at indbringe sagen for retten for at få politifolkene dømt. Men det lykkedes ikke. Først nu, mange år efter, kom sandhedens time for politifolkene og deres overordnede.''
Glenda Wilschut nævner et andet karakteristisk eksempel, nemlig sagen med de unge fra Wynberg. Her blev syv gymnasieelever arresteret under et møde:
''Politiet dukkede pludselig op og foretog fuldstændig vilkårlige anholdelser. De syv, der blev taget med, blev senere anklaget og dømt for 'forstyrrelse af den offentlige orden'. De unge kom i fængsel, hvor de sad i årevis. Mange sagde under vores høring: Vores ungdom blev taget
Side 26
fra os. Vi blev alt for tidligt voksne.''
Reaktionerne
Glenda Wilschut lægger ikke skjul på, at arbejdet i kommissionen har været hårdt, til tider meget smertefuldt, men processen er nødvendig af flere grunde, siger hun:
''Vi bliver nødt til at vide, hvad der er sket, for at forstå og forsone os med det. Det gælder både den enkelte, familierne imellem, lokalsamfundene og helt op på det nationale plan. På hvert niveau er der opgaver, der skal løses, og det kan gøre frygteligt ondt. Men vi skal ikke havne i en situation, hvor man om 15-20 år vil spørge:
Hvad skete der egentlig under apartheid? Den viden skal vi ikke snyde vores børn for. Ellers risikerer de at havne i samme situation som børnene af holocaustofrene i Anden Verdenskrig.''
''Der har været mange forskellige reaktioner på vores arbejde – både fra ofre og undertrykkere:
Jeg har for eksempel hørt mange kvinder sige: ''Nu ved jeg, hvad der er sket med min søn, nu ved jeg, hvad der er sket med min mand. Først nu forstår jeg, hvad de havde for. Først nu kan jeg være stolt af dem.'' For dem er visheden bedre end uvisheden. Og mange kan nu omsider få den dødsattest, der er nødvendig for at få udbetalt pensioner og forsikringer.''
Fra undertrykkerne er der kommet meget forskellige meldinger.
''Det er spild af tid'' har det heddet i nogle af afrikaans-aviserne om kommissionsarbejdet.
Andre afrikaans har til gengæld opsøgt mig og sagt:
''Hvor er jeg glad for, at vi har været igennem denne proces. Min søn blev tvangsudskrevet til hæren og skulle kæmpe en ideologisk krig, vi ikke forstod, hvorfor vi skulle deltage i. Først nu kan vi se, hvad vi har gjort forkert.''
Afrikaans eller afrikaanerne er efterkommere af de hollandske, tyske og franske indvandrere i 16-1700 tallet. De udgør omkring 60 procent af Sydafrikas hvide befolkningsgruppe. Afrikaanerne går også under betegnelsen boere – bønder.
Hvem har lidt mest
Et af de svære punkter i udredningsarbejdet har været at tage stilling til de forskellige krænkelser, folk har været udsat for. For hvordan klassificere lidelser, spørger Glenda Wilschut.
''Skal vi måle mængden af påførte lidelser, graden af selve lidelsen eller de skader, der er sket, og de deraf følgende behov for hjælp?''
FN har udviklet et kompensationsprogram i forbindelse med den irakiske invasion af Kuwait. Her er de enkelte overgreb klassificeret og rangordnet i et hierarki, men dette program har Glenda ikke kunnet bruge.
''Jeg kan give et eksempel: Under en af vores høringer deltog to unge mænd. Den første havde fået skudt et øje ud og var blevet blind på det andet. Han var stærk, velintegreret, havde fået en uddannelse og et godt job.
Den anden unge mand var også blevet skudt i ansigtet, men var kun blevet delvis blind. Han var til gengæld fuldstændig nedbrudt og græd uafbrudt under hele høringen.
Hvem har lidt mest af de to? Det er svært at afgøre, ikke?
Vi foretrækker i stedet at sige, at alle skal have en form for økonomisk kompensation, der symbolsk anerkender, at deres basale menneskerettigheder er overtrådt.''
Forsoningen
''Penge kan naturligvis aldrig gøre et dødt menneske levende eller erstatte tabt førlighed, men selve anerkendelsen har stor betydning, tror jeg. Den er vigtig i forsoningsprocessen – og skal naturligvis følges op med rådgivning, støtte, uddannelse med videre til de skadelidte.
En andet mere spektakulært, men ikke mindre betydningsfuldt led i processen er de nationale og lokale afslutninger på lidelserne. Massegrave er blevet åbnet, de døde identificeret og begravet igen på værdig vis. Der er rejst mindesmærker, og landsbyerne har gennemgået de traditionelle renselsesritualer, når nogen er døde – altsammen med det formål at skabe forsoning for at komme videre med vores liv.''
Apartheid betyder adskillelse på afrikaans. Det var en politik, der blev indført i Sydafrika i 1948 og ophævet ved det første frie, demokratiske valg i 1994.
Sydafrikas daværende hvide styre ønskede, at landets mange forskellige racer skulle leve adskilt.
Grundlaget var en jordlov helt tilbage fra 1913, hvor den europæiske befolkningsgruppe havde fået tildelt omkring 87 procent af jorden.
Sydafrikas store afrikanske befolkning, der består af mange forskellige etniske grupper, blev tvangsforflyttet til de såkaldte bantustans, det vilsige hjemlande, som den sydafrikanske regering havde fuld kontrol over.
Samkvem mellem de forskellige grupper var reguleret gennem lovgivningen. Der var forbud mod blandede ægteskaber og sex mellem de enkelte racer. Loven bestemte, hvor man skulle bo, hvor man kunne få en uddannelse, hvilke offentlige institutioner man skulle benytte.
Der var regler for alt fra vugge til grav. Busser, tog, offentlige toiletter, bænke, strande blev forsynet med skilte 'kun hvide' og 'kun ikke-hvide'.
For at forhindre eventuel modstand fik politiet store beføjelser, hvilket førte til de tusindvis af overtrædelser af menneskerettighederne, som Sandheds- og Forsoningskommissionen nu er i gang med at udrede.
Den 19. juli 1995 godkendte præsident Nelson Mandela den nationale enheds-og forsoningslov og nedsatte Sandheds- og Forsoningskommissionen til at undersøge Apartheidstyrets overtrædelser af menneskerettighederne.
Nøgleord: Apartheid, menneskerettigheder, Sandheds- og Forsoningskommissionen, Sydafrika.
Biiledtekst
Glenda Wilschut: ''Arbejdet i kommissionen er nødvendigt for at forstå og forsone os med det, der er sket.''Da apartheid var på sit højeste, var der streng adskillelse mellem Sydafrikas sorte og hvide indbyggere. I dag er alle lige på papiret, nu skal man lære at arbejde sammen.Arkivfoto