Sygeplejersken
Nu tør kvinder komme frem
Antallet af voldtægter i Sydafrika er alarmerende. Ifølge statistikken risikerer én ud af hver tredje kvinde at blive voldtaget. Krisecentre på hospitaler, hvor ofrene kan henvende sig direkte, er løsningen, siger de afrikanske sygeplejersker.
Sygeplejersken 1999 nr. 5, s. 34-37
Af:
Grethe Kjærgaard, journalist
Ntombinaye smågræder, mens sagsbehandleren noterer i journalen. Hun vil skilles. Nu skal det være. Hendes mand har været voldelig i flere år. Nu truer han med at slå hende ihjel.
Forholdet har tilspidset sig, efter at Ntombinaye har fundet ud af, at den ældste datter er blevet seksuelt udnyttet af manden.
Sygeplejersken er på besøg hos 'Masimanyane Women's Support Centre' i East London, havneby i Sydafrikas Eastern Cape-provins.
Et opslag på væggen lader ingen i tvivl:
''Intet ord kan retfærdiggøre voldtægt, kun en dom.''
Centret åbnede i 1996 og fungerer som krisecenter for kvinder, der er blevet voldsofre, netop fordi de er kvinder.
Det er det første af sin slags i regionen og drives med frivillig arbejdskraft. Blandt staben er advokat, læge, psykolog og sygeplejerske. Midler blandt andet fra Holland gør det muligt for centret selv at drive forskning.
Mellem 15 og 30 kvinder besøger centret hver dag for at få hjælp.
Tilbuddene omfatter rådgivning, advokatbistand og kriseintervention. Det er sjældent, der er tale om egentlig behandling. De kliniske skader tager byens hospitaler sig af.
Foreløbig er der lange udsigter til, at medarbejderne på centret bliver arbejdsløse. Ud over at have den triste rekord som et af verdens mest voldelige lande har Sydafrika også en anden rekord: Vold mod kvinder.
Tusindvis af kvinder må leve i et voldeligt forhold som Ntombinaye. Volden mod kvinder er den mest omfattende i verden, siger man hos Masimanyane, og organisationen har ud fra statistikkerne skønnet, at én ud af tre kvinder vil blive udsat for voldtægt. Det svarer til 1.000 voldtægter om dagen.
Anmeldes ikke
Kun en brøkdel af disse voldtægter bliver dog anmeldt. Det kan være på grund af frygt for repressalier eller ligefrem af frygt for politiet. Statistikken giver heller ikke kvinderne meget at have tillid til retssystemet i:
Kun 15 procent af de rapporterede voldtægter havner i retten, kun 32 procent fører til domfældelse. Mange voldsmænd kan tilmed købe sig frihed for en billig kaution, hvorefter de tager hjem og fortsætter med deres voldelige adfærd, fremhæver Masimanyane, der har oplevet et særligt grelt eksempel fornylig:
Den sigtede, der var på fri fod efter at have stillet kaution, myrdede simpelthen sit offer, inden hun skulle i retten og afgive forklaring om voldtægten.
Med det stigende antal voldtægter har Masimanyane taget initiativ til et kommende center for voldtægtsofre på East Londons store offentlige Frere Hospital. Her skal voldtægtsofre og ofre for anden vold kunne henvende sig direkte og få hjælp og efterfølgende rådgivning.
Til at koordinere hjælpen håber centret at få ansat en gammel kending på hospitalet, nemlig sygeplejerske og jordemoder Doreen Foster.
Doreen, der også har en grad i sygeplejevidenskab, er et kendt ansigt i hele Eastern Cape-provinsen. Hun har det med at blande sig både lokalt og nationalt og er også aktiv hos Masimanyane.
Som tidligere leder af fertilitetsklinikken på Frere Hospital vil hun være ideel som koordinator af hjælpen på det nye krisecenter:
''Det er nødvendigt, at vi får skabt et godt samarbejde mellem vores egne rådgivere og sundhedspersonalet på hospitalet,'' siger hun.
''Jeg kender systemet indefra, kommandovejene og de forhold, personalet arbejder under,'' tilføjer hun og hentyder til de ikke alt for gode arbejdsforhold, der eksempelvis er på hospitalets skadestue:
''Personalet her er som regel overbebyrdet med arbejde på grund af den dårlige normering, og fordi antallet af skader kan være overvældende – især i forbindelse med weekend. Voldelige patienter er ikke noget særsyn.
Faktisk var det behandlingen af en skolepige, som støttede vores tanker om et krisecenter for voldsramte kvinder på selve hospitalet.
Side 35
Billeder
Side 36
Pigen var blevet voldtaget, og da hun ankom til skadestuen, fik hun en yderst dårlig behandling af vagthavende sygeplejerske og læge. Begge troede, pigen havde fået foretaget en illegal abort og behandlede hende derefter.
Der er naturligvis ingen undskyldning for en sådan behandling, men når den slags kan finde sted, hænger det ikke mindst sammen med de dårlige arbejdsforhold. Det vil krisecentret kunne råde bod på. Vi har allerede fået stillet udmærkede lokaler i udsigt.''
Den sydafrikanske regering prøver at tage højde for kvindevolden i lovgivningsarbejdet. Indtil videre er det blandt andet sket med vedtagelsen af den nye 'Domestic Violence Act'. Men, siger kvindeorganisationerne og gruppen af kvindelige parlamentsmedlemmer, loven omfatter desværre ikke voldtægt inden for ægteskabet.
Hvor effektiv den nye lov vil blive i praksis, afhænger i høj grad af indstillingen hos politi og domstole, pointerer kvinderne.
Generelt bakker regeringen kvinderne op gennem storstilede kampagner mod vold. Den mest markante er de '16 dage med nej til vold mod kvinder', som er gennemført for tredie gang. Den sidste meget apropos fra den 25. november til den 10. december 1998. Den 25. november fejrede FN som bekendt 50-året for vedtagelsen af de internationale menneskerettigheder.
I forbindelse med 16-dageskampagnen blev der udgivet en avis med støtte fra EU. Avisen optrykker hele loven og kommer også med disse alarmerende tal om Sydafrikas kvinder:
I 1993 blev der rapporteret 28.318 voldtægter. I 1994 var der tale om 32.107 voldtægter, altså en stigning på ikke mindre end 16 procent. I perioden 1990-93 blev der dræbt 922 kvinder.
Halvdelen af Sydafrikas kvinder kan hverken læse, skrive eller regne.
Arbejdsløshedsprocenten for kvinder ligger på 14,7 procent. For mændene er der tale om 11,5 procent. Antallet af sorte kvinder, der er beskæftiget med husarbejde, er sat til godt 31 procent.
Sorte kvinder har højere arbejdsløshed end hvide kvinder. Her er procenterne på henholdsvis 17,9 og 3,9.
Per 100.000 fødsler dør 2,6 procent af Sydafrikas sorte kvinder i barselsseng. Det tilsvarende tal for hvide kvinder ligger på 0,03 procent.
28,3 procent af Sydafrikas sorte kvinder har gener som følge af dårlig ernæring. Det tilsvarende tal for hvide kvinder ligger på 0,52 procent.
Som i Danmark
Initiativet til krisecentret ligner meget det danske, der lægges op til i beretningen fra Folketingets sundhedsudvalg i oktober sidste år. Heri hedder det blandt andet:
''Ethvert offer skal kunne komme til et nærliggende centralsygehus og her modtage kvalificeret hjælp efter ensartede landsdækkende retningslinier, uanset om vedkommende ønsker at foretage politianmeldelse (1).''
Som i Danmark har voldtægtsofre i Sydafrika hidtil ikke haft mulighed for et organiseret, sammenhængende tilbud fra sundhedsvæsenet. Voldtægt er primært en sag for politiet og retsmedicinerne, som skal dokumentere voldtægten efter politiets afhøring.
Med et krisecenter på selve hospitalet vil Masimanyane kunne nå langt flere kvinder end tidligere. For meget ofte orker kvinderne ikke at gå til poltitiet og anmelde voldtægten. Der er alt for mange beretninger om, hvor forgæves det kan være. Følgende eksempel er desværre typisk:
''For nylig måtte jeg hjælpe en kvinde, der var blevet voldtaget. Det havde taget politiet en hel uge at få fat på en retsmediciner til at undersøge hende. Det siger sig selv, at hun naturligvis blev nødt til at vaske sporene af inden,'' fortæller Kuki Ndlovu, sygeplejerske og konsulent i den nye demokratiske sygeplejerskeorganisation The Democratic Nursing Organisation of South Africa.
Ud over at henvise kvinden til et krisecenter måtte Kuki Ndlovu også sørge for, at kvinden blev hiv-testet. Aids er nemlig et andet af Sydafrikas helt store problemer.
Ifølge de seneste FN-rapporter oplever landet verdens hurtigst voksende aids-epidemi, og KwaZulu-Natal provinsen, hvor Kuki er hjemmehørende, er den værst ramte provins. Her skal op mod 30 procent af de voksne være hiv-smittede.
Det kommende krisecenter for
Side 37
voldtægtsofre på Frere Hospital i East London bliver ikke det første af sin art i provinsen.
Lederen af de demokratiske sygeplejerskers provinskontor i hovedbyen Port Elizabeth Tony Diesel kan fortælle, at her har man allerede gode erfaringer med et center for voldtægtsofre på et af byens hospitaler:
''Eastern Cape-provinsen kan være et ganske grumt område med stor fattigdom og høj arbejdsløshed. Her er kvindernes status virkelig lav – og antallet af voldtægter tilsvarende højt. Det fik myndigheder og frivillige i Port Elizabeth til at indlede et samarbejde for at komme de mange voldsramte kvinder og skolepiger til undsætning.
Resultatet er blevet krisecentret på hospitalet, der drives i Røde Kors-regi og bemandet med læger, sygeplejersker, psykologer og politifolk.
Der er også udarbejdet et sæt retningslinier for socialarbejdere, pædagoger, politi og andre, der kommer i forbindelse med voldtægtsofre. Ifølge retningslinierne skal ofrene henvises direkte til krisecentret på hospitalet.''
Meget tyder på, at den slags krisecentre er en rigtig løsning.
Som Tony siger:
''Nu kommer kvinderne af sig selv. Før var de altid bange for, hvad der yderligere kunne tilstøde dem.''
I naboprovinsen KvaZulu-Natal er der ikke oprettet krisecentre på hospitalerne endnu, men Kuki Ndlovu er ikke i tvivl om, at det bliver der.
''Myndighederne er opmærksom på problemet,'' siger hun.
Provinskontoret i millionbyen Durban, hovedstaden i KwaZulu-Natal, ligger ikke langt fra et krisecenter for voldsramte kvinder, og det sker fra tid til anden, at medarbejderne her må henvise både medlemmer og folk fra gaden til centret.
Selv har amtskredskontoret sit eget projekt omkring kvinder og vold. Tillidsfolk får her tilbud om uddannelsesprogrammer og workshop, der opdaterer den nyeste viden om, hvordan de kan være med til at forebygge vold og tackle den, når de konfronteres med den.
I det hele taget bør der strammes op på sygeplejerskernes indsats over for voldsramte. Det gælder på hospitalerne, i primær sundhedstjeneste og i psykiatrien, mener Kuki Ndlovu.
''Men det er svært,'' siger hun.
''Mange medlemmer ved for det første ikke rigtigt, hvordan de skal forholde sig til problemerne. Blandt andet fordi der er meget tabu omkring vold. Den taler man nødigt om i fuld offentlighed. For det andet risikerer sygeplejerskerne selv at blive udsat for vold både i hjemmet og på jobbet.
For eksempel har vi for tiden problemer med bemandingen på vores sundhedsklinikker i primær sektor. Flere klinikker er lukket, andre har skåret åbningstiden ned. Årsag: Den stigende vold. Sygeplejerskerne tør ikke være der. Især ikke efter at en af kollegerne er blevet dræbt.''
Masimanyane Women's Support Centre er en frivillig græsrodsorganisation, der beskæftiger sig med vold mod kvinder i SydafrikasEastern Cape-provins. Den blev stiftet i 1996.
Aktiviteterne omfatter kriseintervention, rådgivning, uddannelse af hjælpere og træningsprogrammer til forebyggelse af vold, netværksarbejde, forskning i kvindevold samt lobbying både nationalt og internationalt.
Centret har oprettet satellitkontorer i et par af de sorte områder uden for East London, ligesom der også er mulighed for rådgivning af voldsramte kvinder i tilslutning til to dommerkontorer.
Masimanyane har taget initiativ til et kommende krisecenter for voldtægtsofre på East Londons offentlige Frere Hospital.
Som en del af et researchprojekt omkring kvinder og vold er Masimanyane ved at udvikle et dokumentations-og informationscenter med egne Internetfaciliteter og en egen Masimanyane Website. Organisationen kan for tiden kontaktes på Website of Women's net:
Litteratur
Nøgleord: Democratic Nursing Organisation of South Africa, krisecenter, Sydafrika, voldtægtsofre.
Billedtekster
Doreen Foster: ''Jeg kender systemet indefra. Det er en fordel i et kommende job som koordinator af tilbuddene til voldtægtsofre.''''Vold mod kvinder i Sydafrika er den mest omfattende i verden,'' siger man hos den frivillige organisation Masimayane, der driver et krisecenter i East London. Her er det Ntombinaye, der græder og skal have hjælp.Volden er tabu. Den taler man nødigt om i fuld offentlighed, siger sygeplejerske Kuki Ndlovu.