Forsinkelse af Sygeplejersken og evt. kalender
Postomdelingen har beklageligvis været ramt af sygemeldinger, hvilket har forsinket ca. 3000 forsendelser. Sygeplejersken og din kalender (hvis du har bestilt kalender) er på vej hjem til dig.
Sygeplejersken
Boganmeldelser
Sygeplejersken 2000 nr. 21, s. 44-45
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
SOM EN HUND I ET SPIL KEGLER
Svend Aage Madsen, Hanne Munck, Marianne Tolstrup
Fædre og fødsler
København: Frydenlund 1999
176 sider, 228 kr.
I1968 fødte jeg mit første barn på en privat fødeklinik. Den var blandt de første steder, der tillod fædre at være med til fødslen. I de følgende år spredte tendensen sig til hospitalerne, en udvikling, der ifølge forfatterne var en markant og pludselig forandring i vores kulturelle, sundheds- og familiemæssige vaner. Argumentet med, at fødslen hidtil var foregået hjemme i familiens nærvær, holdt ikke, det har gamle film tydelig vist.
Når jordemoderen indtog fødestedet, var mænd forment adgang. Faderen skulle kun sørge for at koge vand, masser af vand. Jeg har aldrig helt forstået dets betydning, måske var det beskæftigelsesterapi, måske for at sikre rent vand til at bade barnet og afvaske moderen efter fødslen.
Rødstrømpebevægelsen og forbrugergrupper som Forældre og fødsel (FOF), der opstod i 1973, har derimod sin andel. FOF har siden medvirket til, at fødsler ikke er blevet totalt teknificerede og har været et vigtigt organ til at få bearbejdet følelser og fødsler, også for faderen. Op gennem 70'erne tog manden måske for meget over. ''Vi er gravide'' var et ofte mødt udtryk. Amninger blev stoppet, så far også kunne tage del i madningen med flaske.
Ud over at være et historisk dokument over fødselspolitikken er bogen et vigtigt indlæg om fædres betydning og rolle ved fødslen af deres børn. Den er skrevet på baggrund af et forskningsprojekt på Rigshospitalet i 1998, hvor Svend Åge Madsen er chefpsykolog, og Marianne Tolstrup er ledende jordemoder. Hanne Munck er leder af Center for Spædbørn ved Klinisk Psykologi, Københavns Universitet.
Fædre fortæller om deres eget syn på deltagelse i fødslen, deres rolle, og hvordan de gerne ser den ændret. Jordemødre fortæller, hvordan de opfatter fædrenes deltagelse. Historien hænger sammen med den udvikling af faderskabet, der er sket i samme 30-års periode. Ofte føler manden sig som en hund i et spil kegler. Det er svært at se på, når kvinden, man elsker, smider sine hæmninger, brøler som en tyr, bander, smider tøjet o.l. ubeherskede reaktioner, fordi hun er i en anden for hende ukendt verden af smerter og veer. Samtidig med, at manden bliver flov, rammes han af magtesløshed over bare at betragte sig som tilskuer uden at føle, han kan bidrage med noget væsentligt. Men det er jo netop det, han kan.
Det er også en kritisk beretning om sundhedsvæsenet. Når nu undersøgelsen viser, at det trods alt overvejende er positivt, at fædre deltager ved deres barns fødsel, hvorfor er der så endnu ikke indført overnatningsmuligheder på hospitalerne for fædrene? Det burde være en ret og mulighed for alle fædre. Det er utrolig tomt at gå alene hjem med de rige og store følelser inden i sig. En anden løsning kunne være ambulante fødsler med hjemmebesøg af en jordemoder de første dage, en ordning, man har haft stor glæde af i Sverige, inden den blev sparet væk, som det går med gode forebyggende ordninger. Barselshoteller tæt ved hospitalet var også en mulighed. Men der er ikke politikervilje til at prioritere normale og naturlige forhold. Arbejdsgivers uvilje mod fædreorlov er en anden problematik og baggrund for, at kun 15 pct. fædre benytter sig af deres ret.
Trods den udmærkede inkorporering af de nyeste psykosociale risikoforhold i ''Retningslinier for Svangreomsorg'' fra 1998 mangler faderen. Fokus er det afgrænsede forløb, indtil mor og barn forlader hospitalet, med vægt på de medicinske langtidsperspektiver. Der bliver talt om kvinden og hendes partner/familie/forældre/netværk mv., ikke om faderen, hvilket er symptomatisk for den uklarhed og usikkerhed, der fremtræder i Sundhedsstyrelsen syn på faderens rolle.
''Fædre og fødsler'' giver også et kort, usystematisk indblik i kulturelle forhold på fædreområdet ude i verden. Vores unikke historiske ændring for ca. 30 år siden med fædres deltagelse i fødslen er kun kendt i vores del af verden.
Hvis sundhedsvæsenet fra praktiserende læge over føde- og barselsafdelinger til sundhedsplejen indrettede sig på, at fædre nu er aktive deltagere ved 95 pct. af alle fødsler, ville sundhedsvæsenet nærme sig det mål at blive en integreret del af den betjening af familierne, som andre offentlige instanser tilbyder. En helhedstænkning, der udspringer af familiernes virkelighed og behov. Fødselsområdet kunne blive en faktor i en positiv samfundsudvikling.
Af Karin E. F. Holm, jordemoder, sundhedsplejerske, stud.psych. og MPH-studerende.
BIVIRKNINGERNE FOR NEDTONEDE
Mogens Dam, Lennart Gram
Tæt på epilepsi
2. udgave
København: Munksgaard 1999
224 sider, illustreret, 218 kr.
Epileptiske anfald og de tilgrundliggende årsager er vidt forskellige og skal ikke behandles på samme måde. Epilepsibehandling er en neurologisk specialopgave. Ca. en pct. af den danske befolkning har diagnosen epilepsi, så det er relevant med en bog til epilepsiramte, deres pårørende og andre i berøring med dem f.eks. i skoler, børneinstitutioner og ungdomsklubber.
''Tæt på epilepsi'' giver en gennemgang af de forskellige typer epilepsi, den medicinske behandling og undersøgelsesmetoder. Desuden orienteres om epilepsikirurgi, og hvilke patienter der kan have gavn af indgrebet. Den mest benyttede behandling er den medicinske, hvorfor det er væsentligt for epileptikeren, at der bliver gjort så meget som muligt for at undgå eller lindre bivirkninger. Her er forfatterne mere tilbageholdende. F.eks. ses godt gemt i teksten om medicinens leverpåvirkninger, at det er klogt at tage et multivitaminpræparat, og at p-piller ikke altid sikrer mod graviditet, fordi de nedbrydes hurtigere end normalt i leveren. Disse og andre oplysninger om særlige problemer burde være nævnt under afsnittet ''At leve med epilepsi.''
Det er nedslående at læse, at der ikke forskes ret meget i midler mod epilepsi, fordi: ''Salget af antiepileptika er ikke så stort, og firmaernes muligheder for at tjene penge er begrænset.'' Klar tale. Det er altså medicinalfirmaerne, der bestemmer, hvilken forskning der skal foregå, og dermed, hvilke patienter der skal tilgodeses.
Det er fint, at sygdommen, symptomer og behandling beskrives så indgående, men der mangler efter min mening en psykologisk vurdering af, hvordan man mestrer at leve med en belastende og ofte kronisk sygdom.
Tidligere var sygdommen, ''ligfald'' som de kaldtes, omgærdet af mystik og angst. I dag er det betydelig lettere at leve med epilepsi pga. de forbedrede behandlingsmuligheder, men det er stadig nødvendigt at tage hensyn til sygdommen i levevis og ved valg af erhverv. Bogen er nyttig, også for fagpersoner. Jeg savner dog en psykologisk og en sygeplejefaglig indfaldsvinkel, hvis formålet er at lette patienternes tilværelse.
Af Rita Andersen, oversygeplejerske, Københavns Amts Sygehus i Glostrup.
HVORDAN KOMMER VI FORBI SYGEPLEJERSKEN?
Elsebeth Honoré, Jørgen Due Madsen, Johannes Møllehave, Peter Thielst, Mikkel Wold
Mening, indsigt, medfølelse
- ud over lægens kunst
København: PsykiatriFondens Forlag 1999.
104 sider, 100 kr.
PsykiatriFonden ønsker at sige til patienter, behandlere og alle os andre, at der indgår en vigtig etisk og medmenneskelig dimension i forståelsen af alle psykiske problemer. Den biologiske, den psykologiske og sociale dimension er ikke tilstrækkelig. Vores holdning til hinanden, medmenneskelige ansvarlighed og gensidige solidaritet spiller en afgørende rolle for psykisk sundhed og lidelse.
En psykolog, en psykiater, en forfatter, en filosof og en præst reflekterer over ''det, som går over lægens kunst,'' som Johannes Møllehave skriver.
Shakespeares ''Macbeth'' som indgangsvinkel er velvalgt, fordi man her bliver præsenteret for et penibelt, sjæleligt problem. Lady Macbeth overtalte Macbeth til at myrde deres gæst, kongen, men kunne ikke bære dette og de efterfølgende mord. I femte akt kommer lægen og hører Lady Macbeth som søvngængerske. Magtesløsheden griber ham, for denne sygdom går over hans kunst. Han kan ikke fjerne den skyld, som lady Macbeth er grebet af. Møllehave benytter stykket til at sætte fokus på sjælesorg og sjælesørgere. Sjælesørger, skriver han, kan man kun være, hvis man lytter og lytter aktivt med hele sin sjæl. Lady Macbeth går i søvne nat efter nat, historien skal ud. Det er kendetegnende for mennesker, der har været ude for katastrofer, at historien bliver fortalt på ny og på ny, næsten med de samme ord. Men derved er traumet ikke helet, skriver Møllehave. Gentagelsen er en del af traumet, den er ikke i sig selv helbredende.
Patienten, klienten og sognebarnet spørger igen og igen om meningen med en tilværelse, der er gået i stykker. Den mening, som for de kristne er indeholdt i Fadervor. For kristendommen tror på en tid ud over fortid, nutid og fremtid, nemlig evigheden. Enhver, som elsker, ved hvad evighed betyder, skriver Møllehave. Man kan ikke holde af nogen eller af noget uden at ønske, at det skal vare ved.
Mikkel Wold skriver om sjælesorg i en identitetsløs tid. Han er også præst, og hans tekst følger smukt i forlængelse af Møllehaves. Wold tager udgangspunkt i, at mange oplever verden som orienteringsløs og dermed også meningsløs og fremmedgjort. Det er hans antagelse, at denne tilstand, hvor individualisme er i højsædet, har afgørende betydning for nogle af de helt grundlæggende eksistentielle forhold i livet. Vi er på vej mod et ''åndeligt Legoland,'' hvor ingen tradition for alvor formidler værdier eller historisk bevidsthed. Det er med til, at mennesket mister den åndelige dimension, som gør det til en person.
Det er vigtigt at gøre sig klart, på hvilken baggrund man udøver sjælesorg, og hvad det vil sige at udøve sjælesorg. Wold og flere af de andre forfattere pointerer, at sjælesorg er noget andet end samtaleterapi.
Det er en formidling af Guds omsorg gennem et menneske. Wold giver lige sine præstekolleger et drag over nakken ved at skrive, at præstens opgave i konfrontationen med psykiske lidelser ikke er at agere terapeut, sådan som nogle præster ynder det, måske fordi de skammer sig lidt over at være religiøse, eller fordi de ikke har tilstrækkelig teologisk viden. Jørgen Due Madsen, psykiater, lægger vægt på at inddrage den åndelige, værdimæssige dimension i psykiatrien. Der er brug for samarbejde mellem psykiatere, psykologer, og præster, fordi eksistentielle temaer og psykisk lidelse ofte er forbundet. De tre faggrupper har alle samtaler med mennesker. De har det fælles, at de tager mennesker alvorligt, respekterer dem og i bedste fald er dem til nytte og gavn.
Selvom psykoterapi ikke er det samme som sjælesorg, så beskæftiger psykoterapi sig også med, hvordan religiøse tanker, følelser og adfærd påvirker og udspiller sig i en patients liv. Madsen anbefaler et øget samarbejde mellem psykiatere og præster, at præster henviser til psykiater og omvendt. Han præsenterer to former for sjælesorg, den konsekutive sjælesorg og den parallelle sjælesorg. Konsekutive sjælesorg er et sjælesorgsforløb hos præsten, der baner vejen for intensiv psykoterapi. Parallel sjælesorg vil sige, at patienten går til psykoterapi og sjælesorgssamtaler samtidig. I hele bogen lægges vægt på at se præster som samarbejdspartnere, der kan hjælpe og støtte mennesker i svære livsforløb.
Sygeplejersker nævnes ikke, ærgerligt nok, for det er min oplevelse, at et samarbejde også i høj grad er vigtigt mellem sygeplejersker og præster. Da jeg sidste år underviste på sygehuspræsters efteruddannelse i sjælesorg, stillede de mig op til flere gange spørgsmålet: ''Hvordan skal vi komme forbi sygeplejersken og ind til vores sognebørn? Vi ved ikke engang, om patienterne har brug for os.'' Deres oplevelse var, at sygeplejersker ofte forbandt præsten med dåb, bryllup og begravelse, at de intet kendte til sjælesorgssamtaler og derfor slet ikke orienterede om muligheden for at få besøg af præsten. Her er der absolut en opgave at gå i gang med.
Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske, lektor på Institut for Idræt og Biomekanik, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet, Odense.
DEN FAGLIGE BAGAGE FYLDER FOR LIDT
Jytte Hansen, Vibeke Fonnesberg
Tidlig indsats
Aabenraa: Udviklings- og Formidlingscentret for Fyn og Sønderjylland 1999
48 sider, 120 kr.
Hvis begrebet tidlig indsats skal gå fra det abstrakte plan til det konkrete og derved gavne småbørn og deres forældre, må vi erkende, at det har stor betydning, hvordan faglighed og menneskelighed spiller sammen. Ud fra denne erkendelse har forfatteren interviewet seks sundhedsplejersker om deres arbejde som sundhedsplejersker, og hvad tidlig indsats betyder for dem. De seks sundhedsplejersker har været med i et projekt, ''Udviklingsrum,'' hvor sundhedsplejersker og socialrådgivere forsøgte at finde en mere ensartet begrebsverden.
Sundhedsplejerskerne fortæller, hvordan de møder familien, hvordan de vejleder familien, hvordan deres faglige bagage ser ud, og hvilke værdier der er vigtige for dem. Det er meget personlige beretninger, og det er modigt at turde fortælle så åbenhjertigt om sig selv, sit arbejde og arbejdsfelt.
Bogen mangler dog en anerkendelse af vores teoretiske arbejdsgrundlag, den faglige bagage fylder alt for lidt. Jeg har selv deltaget i et forløb svarende til det, de seks sundhedsplejersker har været en del af, og derfor var mine forventninger til bogen store. Forventningerne blev desværre ikke indfriet. Den faglige del af arbejdet fylder alt for lidt, og bogen efterlader et indtryk af, at sundhedspleje handler om erfaring, intuition og personlighed. Jeg kan sagtens forstå, at de bløde værdier får lov at fylde meget, men jeg kan være bekymret for, hvordan vore samarbejdspartnere fra andre fag opfatter os, når vi ikke forstår at beskrive både den personlige og den faglige del.
Af Anne Marie Detlefsen, sundhedsplejerske i Sønderborg Kommune.
DOBBELTLIVET MED EN SPISEFORSTYRRELSE
Kirstine Heide
Så tæt på og dog så langt fra
Om at hjælpe et menneske med en spiseforstyrrelse
København: Lindhardt og Ringhof 1999
176 sider, 198 kr.
Når en spiseforstyrrelse er ved at udvikle sig, bliver vægten, og det personen spiser eller ikke spiser, vigtigere end samværet med familie, venner eller kæreste. Når spiseforstyrrelsen får overtaget, lever personen et dobbeltliv. Facaden en glad og velfungerende pige med mod på livet. Indeni er hun angst, bange for maden, for sulten, for tæt kontakt til andre mennesker og for at blive kvinde. Hun lever i en konstant frygt for ikke at slå til, ikke at være elsket og for selv at elske. Hun fortæller sig selv, at hun er grim, fed og dum. Facaden kan holdes i to, fem eller 10 år, uden at hun bliver opdaget, selvom hun i perioder både tager på og taber sig. Hun er ekspert i at skjule, at hun tænker på mad og vægt 24 timer i døgnet. Hvis en eller anden skulle driste sig til spørge, om der er noget galt, vil hun sige: ''Jeg har det fint!''
Kirstine Heide arbejder professionelt med at behandle spiseforstyrrelser og støtte og rådgive pårørende. Hun arbejder målrettet for at skabe større opmærksomhed på spiseforstyrrrelser, men i stedet for at øse af sine erfaringer har hun ladet personer med sygdommen på tæt hold fortælle selv. De 11 personlige beretninger er fortalt med en smertende klarhed, der berører og bevæger. En far mistede sin 27-årige datter. En mor blev ikke involveret i datterens pleje og behandling, fordi datteren fyldte 18 år under indlæggelsen på psykiatrisk afdeling. En studievejleder insisterede på, at en elev kom i behandling for anoreksi. En tidligere mester i taekwondo fortæller om den vanvittige kamp for at tabe sig, så hun kunne stille op i en bestemt vægtklasse. En kvinde fortæller, hvordan forholdet til kæresten gik i stykker, bl.a. fordi han ikke så den lille afmægtige, ulykkelige og sårbare pige og aldrig spurgte ''Hvorfor?''
Kirstine Heide kommer med flere forslag til, hvordan disse mennesker kan hjælpes: Tæl ikke kalorier, oprethold et stabilt madliv, stil krav og lav aftaler om spisning, gå en tur, fjern fokus fra maden, anerkend den syge, giv fysisk kontakt og støt hende i at vælge. Der er ikke så mange tilbud om støtte og rådgivning for dem, der skal hjælpe. De pårørende kæmper ofte en ensom og afmægtig kamp, som de personlige beretninger giver indblik i.
Bogen giver adresser på telefonrådgivningscentre og selvhjælpsgrupper i hele landet. Den henvender sig til patienterne og deres pårørende og er et uundværligt supplement til faglitteratur for sygeplejersker, der arbejder med patienter med spiseforstyrrelser, da den giver et lærerigt indblik i tanke- og følelsesliv hos patienter og pårørende.
Af Anna Winkel, ansvarlig praktikvejleder, Klintegården, Frederikssund.