En nat på børneafdelingen

Ihh, hvor I dufter godt, kom det i blandet kor fra aftenvagterne.

Det hjemlige brusebad hang stadig ved og var med til at sprede en duft af ''vi er klar til en ny vagt!'' Der åndede fred og ro i afdelingen, da vi mødte ind. Jeg blev ellers lidt klam, da jeg så, hvor mange børn, der var kommet i løbet af aftenen, og at flere af dem krævede tæt observation.

Pga. sygdom blandt personalet var vi én mindre i vagt i nat end vanligt. Jeg havde selv sagt okay til det om morgenen, men på en børneafdeling med infektionssygdomme som speciale kan man aldrig vide, hvordan dagen ender.

Aftenvagterne havde været betænksomme. Der var fyldt op, køkkenet var ryddet, belægningen var ordnet osv.

Dvs. ingen rutiner at forholde os til, kun børnene og deres forældre ­ og hinanden naturligvis.

Stemningen

Jeg har altid været fascineret af nattevagtsstemningen. Stilheden, som gør os alle nøgne, og særligt hen ved 4-5-tiden er det som om, at alle masker falder bort. På det tidspunkt bliver samtalerne på kontoret mellem kolleger, med den vagthavende læge, med patienten ved sengekanten, dybere, mere personlige, fortrolige.

Jeg læste engang, at nonnerne på klosteret ved Soostrup står op klokken 03.15 og beder for dem, som er i nattevagt, fordi det er det tidspunkt, hvor man kommer tættest i kontakt med sine inderste tanker og følelser og derfor er mest sårbar.

Jeg sender som tak nonnerne en venlig tanke ved samme tid, når jeg er i nattevagt.

Peter

Lige uden for kontoret lå Peter og sov i sin seng. Peter, Peter, Peter ­ en syv år gammel dreng, født med et syndrom, som aldrig er blevet diagnosticeret. Trods syv år i denne verden ligner Peter et lille barn på blot et par år, øjnene kører rundt i hovedet på ham hele tiden, smågrædende, småklynkende, ingen ro, ingen behagelighed synes at finde plads i hans liv, lille bitte og sart.

Heldigvis har jeg for nylig haft mulighed for at se en videooptagelse om Peters liv. Det har hjulpet mig til at forstå, at når Peter er hjemme, viser han også tegn på glæde og velbehag.

Når han er hos os, er det altid pga. blære- eller lungebetændelse, og så er han forpint. Det må være en stor belastning at være far og mor til en lille dreng som Peter. Det er heller ikke muligt for forældrene at være hos Peter hele tiden, mens han er indlagt. De er hos Peter i dagtimerne, resten af tiden er han alene, dvs. sammen med os, så meget

Side 43 

som travlheden nu tillader. Flere af os har kendt Peter, siden han blev født, og især nogle af sygehjælperne er gode til at gøre Peter rolig og tilpas.

Jeg selv har et kæmpeproblem. Jeg kan ikke bibringe Peter megen oprigtig omsorg, jeg blokerer over for ham. Det lykkes mig næsten altid at snige mig udenom at passe ham, men det giver mig dårlig samvittighed. Jeg har en gang for alle bestemt, som ganske ung sygeplejeelev i 1977, at hvis jeg mærker, der er noget, jeg er bange for, så skal jeg melde mig til opgaven med det samme. Den idealisme har jeg ikke formået i dette tilfælde. Når Peter er indlagt, møder jeg altid ind med sommerfugle i maven. Er det i dag, jeg skal passe Peter? Det er nærmest rædselsfuldt at have det sådan. Heldigvis er der blevet mere åbenhed om, at man kan have det sådan. Jeg er nemlig ikke den eneste, der har det problem. Bente og jeg fik i sandhed vendt mange tanker sammen i nat.

Vi passede også en lille pige på seks måneder, født med et svært handicap. Moderen er overordentlig afklaret. Den lille pige skal på institution. De kan ikke magte hende og samtidig skabe et værdigt liv for deres større børn, fortalte mor mig, mens hun nænsomt lagde det lille barn til brystet og med en imponerende indføling tolkede barnets signaler. Jeg var jo kun et tilfældigt menneske, der passerede forbi dem i et lynglimt af deres liv. Min mening var uden betydning i denne sammenhæng, men min medfølelse, som jeg lod komme til udtryk ved blot at lytte og være, håber og tror jeg, den unge mor forstod. ''Det er uforståeligt, som ens liv kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet.''

''Det kan du have ret i,'' svarede moderen.

En lang nat

På kontoret lå Mohammed og sov i sin barnevogn. Fire uger gammel og indlagt med en slem infektion i knæleddet. Nu i bedring efter flere dages intravenøs antibiotikabehandling. Mor er meget ung og ville gerne sove om natten, derfor er han hos os. Det er utroligt, at den karakteristiske krydrede duft, som altid omgiver somaliere, også er så udtalt hos så lille et barn. Gad vide, hvad den kommer af?

Lotte på to og et halvt år kæmpede sig gennem en hård nat. Akut indlagt pga. lungebetændelse. Havde fået taget blodprøver, røntgen af lungerne, der blev lagt venflon, og antibiotisk behandling blev startet. Lotte var bleg og meget træt, men havde svært ved at finde ro. Jeg så til hende i hvert fald hver halve time, talte respiration, målte saturation, mærkede på hende, talte med far, der var meget opmærksom. De to var meget gode venner. Lottes far var overordentlig god til at berolige hende, berolige sig selv og være besluttende over for Lotte. Alt sammen gode egenskaber, når man skal kæmpe sig gennem en så lang nat, som det blev til for de to.

Lotte fik sværere og sværere ved at holde saturationen. Vi forsøgte at hjælpe hende med at give smertestillende, lagde hende på den syge side, gav ilt på bæger, senere på maske. Far sad op med hende, men hun var ved at blive udtrættet. Klokken fire kunne jeg ikke se hende an længere. Lotte var begyndt at hvæse, og jeg kaldte vagthavende. Kurt kom med det samme og kunne med stetoskopet tydeligt høre bronkospasmer.

Vi startede behandling med Bricanyldrop, mens jeg overvejede, om jeg havde ventet for længe med at kalde på vagthavende. Det får jeg aldrig svar på, men jeg nåede heldigvis at se, lige inden jeg gav rapport til dagvagterne, at Lotte rettede sig op og bad om noget at spise.

Pyha, det var rart at få med, inden jeg ønskede de andre en god dagvagt og tog hjem for at sove en ''nattesøvn.'' 

Navnene på patienterne er opdigtede.