1901-1910 Tidsskriftet vægter det opdragende og belærende

Læs scannet PDF-version   

Tidsskrift for Sygepleje, som allerede dengang medlemmerne imellem blev kaldt Sygeplejersken, var i sine første 10 leveår næsten udelukkende præget af fagpolitiske artikler. I årgangen 1903-04 omhandlede kun 37 artikler mere almene emner af sundhedsfaglig art, og 21 af dem var skrevet af læger.

Denne prioritering af det sygeplejefaglige og det lægevidenskabelige blev understreget i sammensætningen af redaktionen, der bestod af én sygeplejerske og to læger. Dansk Sygeplejeråd beskrev i introduktionsartiklen formålet med bladet med disse ord med den karakteristiske stavemåde, som var gældende i Danmark frem til 1949:

''Det er Foreningens Haab, at Skriftet maa danne Bindeled mellem alle Landets Sygeplejersker, saavel de, der er ansat i Privatpleje som ved Hospitaler og Sygehuse, at det maa blive Midlet til at nærme dem til hinanden, saa de mødes i en fælles Bestræbelse for at faa det bedste ud af deres samlede Virksomhed... og vi haaber Bladet her maa blive Stedet, hvor vi kan meddele hverandre vore Erfaringer, vore Betænkeligheder og vore gode Idéer.'' [1901; 1; 3]

Det var også meningen, at fagbladet skulle lægge vægt på ''det opdragende og belærende.'' Det blev fremhævet, at ikke kun sygeplejersker, men enhver husmoder herigennem kunne ''tilegne sig al det Kendskab til Sygepleje og Hygiejne, som tilbydes hende.''

Et typisk nummer indeholdt et bidrag til en fortsat sundhedsfaglig artikelserie med titler som ''Ernæring og Diætik,'' ''Om Saar og Saarinfektioner'' eller ''Insekter som Smittebærere.'' Efter oversigtsartiklen fulgte nogle sider med boganmeldelser, og den faste rubrik ''Kogebog for Sygeplejersker.'' Resten af tidsskriftet omhandlede ''Standsinteresser'' og ''Foreningsmeddelelser.''

Sygestue for børn på Dronning Louises Børenehospital i København 1895. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

I det sundhedsfaglige stof lå hovedvægten på forelæsninger af autoriserede læger. De lagde afgørende vægt på, at sygeplejersker ikke havde behov for ''videnskabelig teoretisk Undervisning,'' men naturligvis burde kende til ''Hjælpemidler, der maa siges at have staaende Hævd.''

Her er et karakteristisk eksempel på den højstemte tone i tidens lægevidenskab for sygeplejersker:

''Kirurgi er et Navn som dannes af et græsk Ord, der betyder Haand og et der betyder Værk eller Arbejde; Haandværk er altsaa den lidet oplysende Oversættelse, vi har af det Ord, hvormed vi benævner den vidt omfattende Videnskab, hvoraf de Kendskaber, der er nødvendige for den dannede Sygeplejerske, vil komme til at udgøre Emnet for disse Forelæsninger.'' [1903; 3: 151]

Personale i arbejde på operationsstuen på Frederiks Hospital i København, omkring 1900. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Det var ikke alle organiserede sygeplejersker, der var tilfredse med ''disse Smuler fra Lægernes Bord.'' En tværfaglig kreds foreslog, at sygeplejerskernes tidsskrift burde frigøres fra den lægelige dominans og sluttes sammen med Tidsskrift for Jordemødre. Foruden fagpolitiske argumenter anførtes ønsker om en højere redaktionel standard. Men forslaget blev kategorisk afvist af Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse.

Samtidig beklagede Dansk Sygeplejeråd, at der var så få sygeplejersker, der aktivt engagerede sig i den offentlige debat med krav om statsautorisation og systematisk uddannelse af sygeplejersker. Men når der en sjælden gang kom et læserbrev, der stred mod den fagpolitiske linje, forsynede redaktionen indlægget med en forbemærkning, f.eks. denne ironiske introduktion ''Vi har bibeholdt hendes egen Ortografi og Stil for ikke at berøve Artiklen sit karakteristiske Særpræg'' som oplæg til denne tekst:

''Naar nedenskrevne fremkommer begrunnes det i at jeg har følt mig krænget i den omtale som jeg og dem fra min Tid har faaet.... Selv om Sygeplejerskerne ikke var saa fine dengang og ikke hørte til de store i Staden selv om vores skrivning ikke var den af ''Miningsteriet anbefalne'' saa var vi dog Sygeplejersker som en hver Læge kunde være tjænt med og have om deres Pasjenter og det har min Overlæge da ogsaa sagt til mig mange gange.'' [Læserbrev 1904; 4: 213]

Selvom redaktionen i dette tilfælde anonymiserede forfatteren som ''en fhv. Stuekone,'' kan det næppe undre, at så få følte sig kaldede til at deltage i tidsskriftets interne debat. Hovedbestyrelsen lagde bladpolitisk den klare linje at sikre tidsskriftet som kampskrift for statsautorisation af sygeplejersker. Desuden valgte man gradvist at frigøre sig fra lægedominansen.

Det blev første gang markeret i 1905, da Dansk Sygeplejeråd bad de to læger, der fra bladets start havde siddet i redaktionen, om at vige pladsen, så redaktionen kunne overdrages til en fuldtidslønnet sygeplejerske.