1911-1920 Dagsordensætter i den offentlige debat

Læs scannet PDF-version 

Tidsskrift for Sygepleje markerede i denne periode gradvist og med stor forsigtighed lidt større uafhængighed af lægestanden. Efter udnævnelsen af en sygeplejefaglig redaktør faldt andelen af lægebidrag fra 57 pct. i 1903-04 til 19 pct. af de sundhedsfaglige artikler i 1913-14. Hertil kom, at sygeplejerskerne helt og aldeles dominerede det administrative og fagpolitiske stof.

Sårede tyske og danske (sønderjyske) soldater på et feltlazaret indrettet i en kirke i Sydslesvig. 1914-18. Foto: Dansk Sygeplejehsitorisk Museum

Økonomisk satsede udgiverne i Dansk Sygeplejeråd på en styrkelse af bladets organisatoriske funktioner ved at fordoble udgivelsesfrekvensen. Formålet var i højere grad at sætte dagsordenen i den offentlige debat. Når faget undtagelsesvist omtaltes af andre medier, hilste Tidsskrift for Sygepleje det da også med begejstring:

''Det er et glædeligt Tidens Tegn, at Sygeplejesagen, som tidligere ikke kunne paaregne nogen Interesse fra Offentlighedens Side, efterhaanden er begyndt at trænge igennem i videre Kredse som en Sag, der har sin Vigtighed og kræver sin Løsning i en nærmere Fremtid. Blandt andet har man i den seneste Tid set Artikler dukke op i Dagbladene, hvori Læger paa en saglig og oplysende Maade har sat Publikum ind i forskellige af Sygeplejesagens Detailler... Pressen og Lægerne er begge uundværlige Forbundsfæller for Sygeplejerskerne i deres Kamp for at højne og dygtiggøre Standen, og enhver Tilkendegivelse af Sympathi fra disse Sider maa vi hilse med udelt Glæde. [1918; 8: 261-2]

Hvordan den omtalte ''Sygeplejesag'' skulle føres igennem til sejr, gav dog også anledning til konflikter mellem læger og sygeplejersker. Dansk Sygeplejeråd argumenterede for, at moderne omsorgsarbejde ikke burde varetages af uorganiseret og uuddannet personale. ''Sygeplejen er en Samfundssag,'' lød Dansk Sygeplejeråds kampråb, og man slog utrætteligt på, at det var statens pligt at sørge for tidssvarende sygeplejeskoler.

Bolig for en færdiguddannet sygeplejerske på Bispebjerg Hospital, København, 1918. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Også internt blandt sygeplejerskerne var der konflikter i disse år. I 1913 kom det til åben konfrontation, da 105 medlemmer sendte en protestskrivelse som reaktion på tidsskriftets forsigtige linje:

''Undertegnede Medlemmer af Dansk Sygeplejeraad opfordrer herved Bestyrelsen til ved det forestaaende Redaktørskifte at drage Omsorg for, at der sker en Ændring i Tidsskriftets Stilling overfor Hospitalssygeplejersker, idet Redaktionen hidtil Gang paa Gang har vist sig i Uoverensstemmelse med, eller endog fjendtlig overfor disse. [1914; 14: 43]

Konflikterne gav anledning til kritisk omtale i aviserne og var medvirkende til, at Dansk Sygeplejeråd valgte at opdele sine medlemmer i delforeninger (provinssygeplejerskerne, sindssygeplejersker, privatsygeplejersker m.v.). Der var altså tilsyneladende tale om en decentralisering af magten i organisationen. Men samtidig sikrede hovedbestyrelsen et fastere greb om Tidsskrift for Sygepleje som talerør for den centrale inderkreds omkring formand og sekretariat.

Rigshospitalet, København, 1913. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

I en fodnote beklagede redaktionen bl.a., at ''Mange Damer har, som bekendt, svært ved at holde sig til Sagen.'' Det var derfor nødvendigt gang på gang at slå den redaktionelle linje fast ved at understrege, hvorfor sammenholdet gik forud for enhver form for splittelse og indbyrdes polemik:

''D.S.R. har Grund til at tro, at alle dets Medlemmer ­ saavel de, der arbejder i Statens og Kommunens Tjeneste, som de private Sygeplejersker og Provinssygeplejerskerne, er enige om, at Foreningen varetager alle sine Medlemmers Interesser og med samme Omhu.'' [1916; 16: 343]