Myter og virkelighed om Sygeplejersken

”Bladet er ikke forpligtet til at trykke artikler, men medlemmerne kan og skal skrive alle de læserbreve, de vil, og med mindre de er krænkende, skal de trykkes,” siger Dansk Sygeplejeråds tidligere formand, Kirsten Stallknecht, Den opfattelse er fortsat gældende på Sygeplejersken. Foto: Poul Rasmussen.

Disse tre spørgsmål er væsentlige ingredienser, når det nu 100-årige tidsskrift drøftes blandt læserne, hvad enten det er målgruppen sygeplejersker, eller andre læsere.

Navnlig det, der opfattes som revolverjournalistik, kan harme nogle læsere. To oversygeplejersker blev så vrede over en artikel om krænkelse af børns retssikkerhed i incestsager, at de skrev til bladet for at skælde ud. De fandt artiklen usmagelig og under lavmålet. ''Der mangler bare et paparazzi-foto, så kunne de tro, at det var en artikel fra Ekstra Bladet, de læste,'' skrev de.

Andre kontroversielle artikler i Sygeplejersken har handlet om Falck, politihundebid, fængsler og politiets brug af håndjern. Det er også artikler, som har sat fokus på nogle besværlige dele af sygeplejerskernes virkelighed. Det er emner, som hurtigt får vækket de fordomme og sympatier, der slumrer i de fleste, og paraderne er hurtigt oppe: Hvorfor skal vort fagblad kritisere en anden gruppe offentligt ansatte?

Ansvarshavende chefredaktør Peter Skeel Hjorth siger, at ''ingen myndighed må blive så magtfuldkommen, at den lukker sig om sig selv og ikke tåler kritik. Vores medlemmer står med resultatet af politihundenes bid eller politiets håndjern, og det er ganske voldsomme skader, der er tale om. Derfor er det relevant at omtale, hvordan disse skader opstår og at kritisere måden, det sker på.'' Dansk Sygeplejeråds formand, Connie Kruckow, er enig. Hun mener, at der er tale om en debat, der flytter noget, fordi den får folk op af stolene.

Det sygeplejefaglige stof

Forholdet mellem de forskellige typer artikler ­ det faglige stof og det øvrige ­ er et andet diskussionsemne.

Mængden af direkte sygeplejefagligt stof er stort set den samme hver uge. Der er en principbeslutning om, at det sygeplejefaglige stof i gennemsnit skal udgøre halvdelen af det redaktionelle indhold, og foreløbig bliver ingen sygeplejefaglige artikler afvist pga. pladsmangel, forsikrer redaktionen.

Diskussionen om, hvor meget det sygeplejefaglige stof skal fylde i bladet, når selvfølgelig også ind blandt de journalistiske medarbejdere på redaktionen, men de finder det meget naturligt, at de må kæmpe for deres stofområder. Til gengæld er sygeplejersker generelt tilfredse med, at det sygeplejefaglige stof fylder en del, uanset om det er artikler, de læser eller ej. ''Det hører ligesom til,'' som en af dem siger.

De sygeplejefaglige artikler skrives fortrinsvis af sygeplejersker. ''Det er det mest naturlige at lade dem, som har mest forstand på det, skrive artiklerne,'' siger Anne Vesterdal, den ene af Sygeplejerskens to sygeplejefaglige medarbejdere. Derfor er det f.eks. i reglen læger, der skriver om medicinske specialer.

Anne Vesterdal og hendes kollega Jette Bagh er sygeplejerskernes første møde med redaktionen. De sidder ­ ikke som stopklodser ­ men som hjælpere for de sygeplejersker, som enten selv henvender sig med forslag til artikler, eller som bladet henvender sig til for at få et indlæg.

Diskussionen om, hvor meget det sygeplejefaglige stof skal fylde i bladet, når også ind blandt de journalistiske medarbejdere på bladet. (Redaktionssekretær Hannah Maimin Weil, journalist Grethe Kjærgaard, sygeplejefaglig medarbejder Jette Bagh, sekretær Kirsten Degn.) Foto: Søren Svendsen. 

Mere videnskab

Det sygeplejefaglige stof har ændret sig gennem årene. Det er langt mere videnskabeligt baseret i dag. En udvikling, der er sket i takt med professionaliseringen af sygeplejen fra mesterlærefag til forskningsobjekt.

Anne Vesterdals og Jette Baghs arbejde består primært i at vurdere sygeplejerskernes artikler for det faglige indhold og niveau. Manuskripterne bedømmes på, om de indeholder noget nyt, fagligt relevant og interessant for målgruppen, og om de er klare og utvetydige i deres budskaber. Det faglige niveau skal afpasses efter artiklens genre og målgruppe.

Deres vejledning til forfatterne retter sig derfor både mod det faglige indhold og niveau og mod sprog og præsentation. Sygeplejerskerne får desuden en skriftlig vejledning, som kan indeholde konkrete forslag til f.eks. en ny indledning og disposition.

''Sygeplejersker bliver mere og mere skrivende, og emnerne afspejler den akademisering, der er af faget,'' fortæller Anne Vesterdal. ''De mere teoretiske artikler om f.eks. sygeplejefilosofiske emner er holdt på et højere niveau, og de refererer til videnskabsfolk inden for filosofi og pædagogik. Det er ikke mere nok at have en personlig erfaring. Det skal kunne dokumenteres. Der er selvfølgelig stadig plads til erfaringsartikler, men stadig flere artikler er videnskabsformidling.''

De to sygeplejefaglige medarbejdere henvender sig derfor i stigende grad til eksperter for at få konsulentbistand på artiklernes faglige indhold, mens de selv arbejder med artiklernes sprog og disposition.

Først når det faglige indhold er i orden, overlades artiklen til journalistisk redigering i redaktionssekretariatet.

Hele den lange proces ­ med diskussioner, ændret disposition, anderledes vægtning af stoffet og evt. flere omskrivninger ­ opfattes af nogle som en reel hindring for, at de kan få noget i bladet. Så for dem opleves det måske som en sandhed, at det er umuligt at få antaget en artikel i Sygeplejersken.

For andre, der har nemt ved at skrive, er det en myte, men for de flestes vedkommende er det hårdt arbejde, som koster store anstrengelser, men så står artiklen der også.

Halvandet år undervejs

Gerd Johnsen, som er forstander for et plejehjem i Hillerød, er en af dem, for hvem det var et knoklearbejde at få skrevet to artikler. Det var ikke, fordi hun ikke vidste, hvad hun ville fortælle, men som ordblind har hun brug for støtte fra andre til at skrive. Hun havde desuden brug for de små puf, hun fik undervejs fra Anne Vesterdal, siger hun selv, og det endte med, at der kom to store artikler, selvom skrivearbejdet både var vanskeligt og tog over halvandet år. Men hun var glad for den hjælp, hun fik, og hun opfattede det som en meget god proces, siger hun.

Anne Vesterdal og Jette Bagh bestræber sig på at rådgive og vejlede så nænsomt, at det ikke får de skrivende til at opgive. Men selvfølgelig kan deres vejledning af nogle opfattes som hersen.

Vejledningen sker trods alt både af hensyn til skribenten selv og til bladets mange læsere, som nødig skulle finde det nødvendigt at klage over artiklernes manglende sproglige kvalitet, sådan som det skete i slutningen af 80'erne, da en større læserskare af sygeplejersker og andre læsere klagede over et jammerligt sprog i de sygeplejefaglige artikler. Det førte den gang til selvransagelse på redaktionen og til ansættelsen af Anne Vesterdal. Den sygeplejefaglige redaktion blev siden udvidet med Jette Bagh.

Nogle er altså glade for ''at få hjælp af tanterne,'' som en sygeplejerske har udtryk det, mens andre ikke har temperament til den langsommelighed, der også er over processen, og den sprogdetaljering, ''petitesserytteriet,'' som en kalder det. De må så opfylde drømmen om at komme til orde på en anden måde, f.eks. gennem læserbreve. Kvaliteten skal holdes. ''Det må jo ikke ligne et skoleblad,'' siger Jette Bagh.

Det er i øvrigt en holdning, som bakkes fuldt op af Dansk Sygeplejeråds ledelse, både den nuværende og tidligere ledelser.

Frit blad

''Bladet er ikke forpligtet til at trykke artikler, men medlemmerne skal og kan skrive alle de læserbreve, de vil, og medmindre de er krænkende, skal de trykkes,'' siger den tidligere formand Kirsten Stallknecht. Og så langt tilbage som i 1914 fastslog bestyrelsesmedlem og bureauforstanderinde Kristine Petersen, at ''vort blad er et frit blad, og ordet må være frit,­ vi er dog ikke i Rusland.'' Den gang var det dog mest redaktørernes frie ord, der blev kritiseret og ønsket begrænset ­ af medlemmerne.

I dag er den frie tankeudveksling vigtigere end nogensinde før, fordi arbejdspladserne er blevet så decentrale, mener den nuværende formand, Connie Kruckow.

''Når både arbejdspladserne og organisationen er decentral, må vi udnytte de muligheder, netværkssamfundet giver os, og finde en form for vidensudveksling, der gør det muligt at følge op på det, der sker rundt omkring ­ både det, der er galt, og det, der er godt, sådan at alle får viden om, hvad der er foregået, og kan lære af det,'' siger Dansk Sygeplejeråds formand.