Her kan man udfolde sig

Hver aften, når forstander Margaret Lodberg dumper dagens breve i postkassen skråt over for sin arbejdsplads Vibegården i Københavns Nordvestkvarter, kan hun ikke lade være med at sige til sig selv:

Hvor er det altså et flot hus!

Og flot er en passende beskrivelse af Vibegården, som er et af hovedstadsområdets allernyeste plejecentre med 35 boliger til ældre og handicappede. Plejecentret er ejet og drevet af Samvirkende Menighedsplejer, der nu kan fejre 100-års-jubilæum som nogle af de pionérer, de har været inden for dansk pleje og omsorg.

Margaret Lodberg har arbejdet inden for organisationen siden 1976, da hun besluttede sig til at kvitte jobbet som intensivsygeplejerske på Rigshospitalet til fordel for et job på Tårnbyhjemmet på Amager, en af organisationens første institutioner for handicappede og ældre. Det var lidt af et spring, men inden sin sygeplejerskeuddannelse arbejdede hun på et plejehjem og fik herigennem førstehåndskendskab til den gren af sygeplejen:

''Min spejderveninde, der blev sygeplejeelev, sagde til mig:

''Hvis du også vil være sygeplejerske, skal du prøve sådan et sted. På den måde finder du ud af, om sygeplejen er noget for dig.''

Side 13 

Selv om favoritområdet er ældre- og handicappleje, er Magaret Lodberg glad for sin baggrund som intensivsygeplejerske:

''Jeg bliver aldrig nervøs, hvis en beboer bliver rigtig dårlig eller får hjertestop,'' konstaterer hun.

Menneskelig arbejdsgiver

Da hun søgte stilling på Tårnbyhjemmet, var der ingen, der spurgte om hendes tilhørsforhold til folkekirken, ligesom det heller ikke var af religiøse eller ideologiske grunde, hun søgte jobbet. Det var simpelthen en lyst til at skifte vadested samt noget så prosaisk som en kort cykelvej til jobbet. Men undervejs gennem de mange års ansættelse er hun kommet til den konklusion, at hun har en meget spændende og menneskelig arbejdsgiver:

''Her er albuerum. Man får mulighed for at udfolde sig og præge stedet,'' siger hun og fortæller, at hun i dag er medlem af organisationens hovedudvalg, hvor medlemmerne rekrutteres fra et bredt udsnit af samfundslivet.

Vibegården er som organisationens øvrige institutioner selvejende, og det giver også nogle andre arbejdsbetingelser end institutioner i offentligt regi, mener hun:

''Jeg har været og er p.t. udlånt til en kommunal institution pga. et lederskifte dér, så jeg kender også til arbejdsforholdene inden for det offentlige.

En af forskellene er, at vi her har en bestyrelse, eller rettere to. En boligbestyrelse, der tager sig af bygning og fast inventar, og en bestyrelse for plejedelen, som omfatter beboere, personale og driftsmidler. Vi har driftsoverenskomst med Københavns Kommune, og kommunen står for visitationen til Vibegården, men det er os selv, de to bestyrelser, som bestemmer, hvordan vi vil drive centret. Der kommer ikke pludselig et diktat fra oven om et eller andet. Og som selvejende institution skal vi heller ikke i modsætning til en privat drevet institution tænke på et overskud til aktionærerne.

I det hele taget kender vi hinanden godt, beboere, pårørende, personale og bestyrelse. Det lægger vi vægt på,'' siger hun og må så afbryde interviewet den næste halve times tid, fordi hun skal være nogle af beboerne behjælpelig med at deltage i den månedlige gudstjeneste i fællessalen. Her viser det sig, at formanden for Vibegårdens boligbestyrelse og præsten, der skal forestå gudstjenesten, er én og samme person, som først tager sig en hyggerunde med beboerne og aftaler et besøg med en af dem, inden han udlægger pinsebudskabet:

''Dengang fik alverdens folk mulighed for at tale samme sprog. I dag har vi internettet.''

Religionen

Gudstjenesten er et frivilligt tilbud til beboerne. Ingen stiller krav om, at man skal være en god kristen for at få en bolig på centret. Men for Margaret Lodberg personligt er religionen alligevel hen ad vejen kommet til at spille en større rolle både i arbejdslivet og privatlivet, end da hun søgte

Side 14 

ind til menighedsplejen som ung sygeplejerske:

''Det er godt at have en tro, og så læner jeg mig op ad det kristne budskab, som meget enkelt fortalt jo handler om, at man skal være mod andre, som man gerne vil have, de skal være mod én selv. På Vibegården drejer det sig først og fremmest om at møde mennesker med venlighed. Det giver øjeblikkeligt en god kontakt,'' siger hun og peger på et opslag på væggen med centrets værdisæt.

''Det tager vi op til revision hvert år for at se, om vi nu også lever op til det.

Der er jo tale om en proces. Derfor hedder det også ''Vi stræber efter.''

Margaret Lodberg er kendt for sin dynamiske lederstil og er derfor ofte blevet ''lånt'' ud til andre institutioner. Den teoretiske ballast har hun bl.a. fra sin videreuddannelse i ledelse og undervisning fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole samt selvstudier:

''Jeg må simpelthen igennem alt det nye og spændende, der udgives om moderne, værdibaseret ledelse,'' siger hun.

I modsætning til andre sygeplejeledere har Margaret Lodberg en venteliste af folk, der gerne vil arbejde på Vibegården:

''Her har vi kun håndplukket personale, og de er alle højt skattede medarbejdere fra aftensygeplejerske til rengøringsassistent. De kan alle sammen det dér med at være alene på Indlandsisen, dvs. være kreative og finde en løsning.''

Ud over de faglige kvalifikationer hos ansøgeren efterspørger Margaret Lodberg også interesse for sport. Selv cykler hun hver dag frem og tilbage på arbejdet, 26 km i alt.

''Folk må gerne være gode til at løbe. For så er de gode til at gå med de beboere, der sidder i kørestole. Ved en ansættelsessamtale spørger jeg også ansøgeren om, hvilken bog hun sidst har læst, om hun evt. kan spille og synge, for det er noget, vi sætter pris på her,'' fortæller hun.

Margaret Lodberg oparbejdede sin lederkompetence gennem mange år på Tårnbyhjemmet, og da det blev nedlagt og erstattet af Vibegården i 1999, fulgte hun med i en forstanderstilling, som hun måtte søge på lige fod med andre ansøgere.

''Vi var faktisk kendt for vores gode arbejdspladskultur og effektivitet, så det ville vi jo gerne have med til Vibegården,'' siger hun.

Brunch til beboerne

I dag står Vibegårdens egen lille personalebus på p-pladsen. Alle ansatte kan køre den, fordi der ikke kræves stort kørekort. Bussen bruges meget. Centret køber f.eks. en træningsenhed fra Københavns Kommune.

Det betyder, at der kommer fysio- og ergoterapeuter tre dage om ugen udefra og kan bruge bussen til en tur til stranden for de beboere, som måske vil have godt af at træne ved at gå i sand.

Hellere ud af huset end ned i en kedelig træningskælder, er Margaret Lodbergs indstilling. I det hele taget er ''Ud af huset'' noget af et mantra for hende:

''Jeg har aldrig prøvet at overføre hospitalsrutinerne til plejecentret. Gør man det, bruger man let meget tid på rutiner som spisetræning, vasketræning, toilettræning osv. Hele formiddagen kan gå med den slags, inden beboerne skal have middagsmad og efterfølgende på toilettet osv. Her prioriterer vi anderledes.

Her skal der ske noget. En del beboere hentes til Vanføreforeningens klubber, hvor der er alt lige fra it-undervisning til fredagsbal. Andre får en tur i deres kørestol. Måske vil de gerne handle, hen i kirken eller til frisøren.

Det vigtigste er, at de kommer ud i den friske luft hver dag. Det må da være en menneskeret,'' siger hun.

Tiden til alle aktiviteterne får personalet ved så tit som muligt at lave brunch, dvs. at morgenmad og frokost slås sammen. Det giver et langt frirum til aktiviteter uden for huset inden eftermiddagskaffen.

Forstander Thyra Franck og Plejehjemmet Lotte er blevet indbegrebet af det gode plejehjem i Danmark. Men der er mange andre institutioner, der er på omgangshøjde med Lotte, mener Margaret Lodberg. En af dem er Vibegården.