Jeg får lige så meget tilbage

''Hvem, der bare kunne tage to dage til Bornholm? Eller, tænk, hvis man kunne tillade sig at gå hen og blive klippet?''

Den gamle mand var kørt fast. Han havde passet sin demente kone gennem lang tid. Nu havde han hørt om Samvirkende Menighedsplejers Aflastningstjeneste. Sygeplejerske og efterlønner Hanne Andersen sad på kontoret den dag, da han kom for at få hjælp.

I dag er hun selv frivillig aflaster og besøger netop demente mennesker, hvis omgivelser har brug for et pusterum.

''Kernen i arbejdet er aflastning i hjem, hvor der enten er demente, alvorligt syge eller døende, der passes af pårørende. De trænger hårdt til lidt frihed. Måske bare en tur ud i den friske luft - eller til at sove. Eller det kan dreje sig om demente eller syge mennesker, der bor alene, og som trænger til ''et ekstra menneske,'' når hjemmeplejen og familien har været der, fortæller Hanne Andersen.

Som aflaster må man ikke lave noget, der tangerer det arbejde, der udføres af hjemmesygeplejen og hjemmehjælpen. Det kan engang imellem give lidt fingerkriblen hos Hanne Andersen, men hun er meget påpasselig med ikke at blande sig:

''Jeg prøver at støtte mine klienter og hjælper dem til at finde frem til de muligheder, der er i systemet, hvis de gerne vil ændre på noget. Og er jeg i tvivl, forhører jeg mig hos aflastningtjenesten om, hvad jeg må eller ikke må,'' fortæller hun.

Ikke nogen hattedame

Da Hanne Andersen gik på efterløn efter et langt og fagligt udfordrende sygeplejerskeliv, var hun ikke i tvivl om, at hun skulle bruge sin faglige viden under de nye forhold.

''Der skal være udfordringer, også i et pensionistliv,'' siger hun og fortæller, at hun allererede inden tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet havde gjort op med sig selv, at hun enten ville arbejde som aflaster eller i en støttegruppe for aids-syge, når hun gik på efterløn. Nu blev det så aflastningstjenesten, hun bruger sin energi på:

Side 16 

''Meget apropos mødte jeg en frivillig aflaster til min svogers begravelse. Det inspirerede mig. Religionen betød ikke noget i den sammenhæng. Det var det medmenneskelige og faglige arbejde, der tiltrak mig,'' siger hun.

Da hun var til ''ansættelsessamtale,'' lagde hun ikke skjul på, at hun også gik ind i aflastningstjenesten for sin egen skyld og ikke kun, fordi hun gerne ville hjælpe andre.

Selvfølgelig, lød svaret.

Ellers kan vi heller ikke bruge dig.

Den rene skinbarlige altruisme findes nok ikke, mener hun. Selv en Mother Theresa har sikkert fået sin store tilfredsstillelse gennem sit hjælpearbejde. Udtrykket ''hattedame'' er heller ikke en etiket, man skal hefte på hende, fastslår hun. Hattedamerne tilhørte en anden tid - dengang da velstillede kvinder ikke var velsete på arbejdsmarkedet og derfor øjnede chancen for at bruge deres energi på filantropi.

Mødes med tillid

Hanne Andersen begyndte i aflastningstjenesten for et par år siden hos en kvinde, som først var blevet opgivet af lægerne, men som senere selv fandt frem til en kirurg, der kunne fjerne en del af en ondartet svulst i hendes hjerne. Operationen gav hende noget af synet tilbage, men ikke nok til at hun kunne fungere optimalt.

''Derfor kørte jeg på biblioteket med hende eller ud at handle,'' fortæller Hanne Andersen.

''Hun ville også gerne have, at jeg lavede mad til hende, men det er en af de ting, jeg ikke må. Her kunne hun huske, hvordan hendes mor havde fortalt om menighedssygeplejerskerne, der kom cyklende i deres lange grå kjoler med varm mad til hende, da hun selv lå syg.''

Hanne Andersen gik også med sin klient til ambulant kontrol og samtaler med lægerne. Her havde de som regel skrevet eventuelle spørgsmål ned på forhånd:

''For hende var det en stor tryghed, at jeg var med, og bagefter talte vi tingene igennem,'' husker hun.

Hanne Andersen kom gennem en periode hver anden uge hos denne kvinde, der i dag har det ganske godt efter omstændighederne. Nu ses de to kun efter behov, men holder tæt kontakt via telefonen.

Et par klienter med Alzheimers sygdom er det også blevet til. Den ene er i dag kommet på plejehjem, men den anden bor stadig i sit eget hjem.

''Kvinden, der i dag er 57 år, ved, hvem jeg er, og modtager mig med et stort knus, men når jeg går, kan hun ikke huske, at jeg har besøgt hende. Hun er virkelig en udfordring. Men heldigvis har vi begge to humor, så vi griner meget - som forleden dag, da vi skulle ud på en af de gåture, hun el-sker. Hun skulle da lige have nogle strømper på. Og for resten havde hun også glemt at tage bukser på.

Der er tale om en veluddannet, belæst og musikglad kvinde med et smukt hjem med mange bøger og kunst. Det siger sig selv, at sygdommen kan gøre hende trist. Men da jeg forleden læste i hendes kontaktbog, at hun havde været i et rigtigt dårligt humør om morgenen, kunne jeg kun konstatere, at hun bestemt ikke havde været trist under mit besøg.

Det er fordi, jeg er glad, når du kommer, sagde hun.

Den slags tilkendegivelser går rent ind hos mig. Og ofte tænker jeg på den store tillid, åbenhed og fortrolighed, jeg bliver mødt med. Det er meget givende og dejligt - og det hele værd.''

Bør bruge sin viden

Aflasteren bestemmer selv, hvor mange klienter man kan påtage sig, ligesom tiden til et ugentligt besøg er fastsat til maksimalt tre timer pr. gang. I særlige tilfælde kan der ydes mere støtte, men det er det tilbud, som den frivillige aflastningstjeneste kan tilbyde med de ressourcer og aflastere, der p.t. er til rådighed.

''Jeg tror, det er vigtigt at være bevidst om, hvor meget man kan klare, når man går ind til sådan en opgave. Man skal både kunne rumme den andens lidelse og samtidig kunne afslutte forholdet på en god måde, inden man går i gang med en ny klient,'' siger Hanne Andersen, der også tager sig tid til børnebørnene og arbejdet i Dansk Sygeplejeråds Seniorsammenslutning FS99.

Videreuddannelse fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole og mange arbejdsår i psykiatrien, bl.a. som ledende sygeplejerske i Anstalten ved Herstedvester, har givet hende en ballast, der er guld værd i aflastningsarbejdet.

Hun vil meget gerne anbefale aflastningstjenesten til kolleger, der går på efterløn eller pension:

''Her er det muligt at bruge noget af al den sygeplejeviden, der er ophobet gennem et langt arbejdsliv,'' siger hun og tilføjer:

Man får lige så meget tilbage, som man selv giver.

I det hele taget kunne hun godt tænke sig, at flere pensionerede sygeplejersker brugte deres erfaring og viden - ikke som arbejdskraft - men i en sammenhæng, der kan gavne faget og standen:

''F.eks. burde vi være nogle af dem, der kunne være med til at råbe politikerne op, når der er noget, der halter i sundhedsvæsenet. Som regel ved vi jo, hvor skoen trykker, og som pensionister har vi jo ingenting i klemme.''