Sygeplejersken
Synspunkt: De spændte elastikker i Glostrup
Lægerne rejste fra anæstesiafdelingen i protest og blev erstattet af konsulenter. Udgiften til deres honorarer er så stor, at sygeplejerskerne ikke får lov til at tage på kurser, og aflønningen fører ikke til den ønskede kvalitet.Af Erik Weye og Lulu Wilenius, anæstesisygeplejersker
Sygeplejersken 2002 nr. 22, s. 21
Af:
Erik Weye, anæstesisygeplejerske,
Lulu Wilenius, anæstesisygeplejerske
Da den ny ledelsesstruktur trådte i kraft i Københavns Amt den 1. juli sidste år, medførte det på anæstesiafdelingen i Glostrup, at oversygeplejersken blev tildelt ledelsesansvar (\47 15).
Den lægelige reaktion herpå var mangeartet. Som første skridt sagde afdelingslægerne kollektivt op. Da dette ikke var muligt, endte det med individuelle opsigelser over de næste måneder, og dermed var anæstesiafdelingen bemandet med ni afdelingslæger mindre pr. den 1. marts i år.
Den daglige faste lægebemanding er nu baseret på overlæger og reservelæger samt udefrakommende speciallæger (konsulenter). Vagtbemanding er reduceret til en reservelæge og en speciallæge med en ekstra speciallæge i tilkald, som ofte ikke er huskendt.
Anæstesisygeplejerskerne er her stadig med vores gode humør. Vi opretholder vores faglige stolthed og oplever, at vi er en vigtig del for at få dagligdagen til at fungere.
På Amtssygehuset i Glostrup har vi en lægeholdsbil, som tidligere var bemandet med en anæstesisygeplejerske, en speciallæge i anæstesi, en skadestuesygeplejerske og en speciallæge i ortopædi. Vi har 1-3 udrykninger i døgnet på det københavnske motorvejsnet, hvor vi rykker ud til bl.a. fastklemte, arbejdsulykker og større traumer. Vi dækker ligeledes Københavns Lufthavn og Øresundsbroen.
Vi har bevaret vores funktion på lægeholdsbilen, hvor en anæstesisygeplejerske nu kører ud alene på grund af vores reducerede vagtbemanding på lægesiden.
I vores daglige arbejde arbejder vi nu fast sammen med ikke-huskendt personale. Vi forklarer vores daglige procedurer for konsulenterne, og vi varetager den daglige kontakt til de involverede afdelinger, således at de daglige operationsprogrammer bliver afviklet som tidligere på trods af, at vi mangler ni afdelingslæger.
Hjulene drejer stadig rundt, men indimellem er elastikkerne spændt.
Antallet af bedøvede patienter er uændret, selvom den faste lægestab er reduceret.
Vagtarbejdet kræver ofte stor indføling og intuition, som kommer til udtryk ved vores guidning af konsulenterne gennem alt fra batteriskift til vejviserfunktion. Værst er dog manglen på medansvarligheden ved valg af procedurer.
Anæstesisygeplejerskerne kommer oftere ud for at prioritere afviklingen af akutte patienter ud fra stedets normer, da disse selvsagt er ukendte for konsulenterne. Konsulenternes prioritering er ofte præget af personlige interesser eller specifik specialeindsigt. Det støder os, at honorarer til konsulenterne nu udgør så stor en del af anæstesiafdelingens lønsum, hvilket helt konkret viser sig ved, at vores ønsker om aktuelle kurser ikke kan opfyldes.
Vi oplever, at aflønningen ikke stemmer overens med den kvalitet, vi kunne ønske og forvente i vores afdeling.
Som specialuddannede anæstesisygeplejersker har vi en høj faglighed i vores dagligdag. Denne faglighed er bl.a. baseret på samarbejdet med rutinerede anæstesilæger. Vi er vant til at arbejde med afprøvede og sikre procedurer. Vi oplever, at vores hverdag i højere grad er præget af hovsaløsninger, og at vi må gå på kompromis med fagligheden i vores arbejde med konsulenterne. Vi påtager os ansvaret i langt højere grad end tidligere, og de faglige diskussioner kommer ikke altid frem - og dermed ikke patienterne til gavn.
Vi arbejdede tidligere i et dynamisk miljø, hvor alle havde en stor andel i at få tingene til at fungere. Vi havde et godt og udbytterigt samarbejde, som kom vores patienter til gode og udviklede vores faglighed og kompetence, men dette er nu til en vis grad sat over styr på grund af en politisk beslutning.
Vores hverdag fungerer, men elastikkerne er spændt, og er der mon andre end os selv, som tænker på, om de holder?
Vi mener, at denne konflikt er opstået på grund af et politisk behov og ikke ud fra et fagligt synspunkt. Den amtslige beslutning kommer ikke befolkningen til gode, tværtimod lægger den op til strid. En ting, som ikke har været set på sygehusene i mange årtier, da ledelse var et fælles ansvar.
Erik Weye og Lulu Wilenius er begge ansat på anæstesiafdelingen på Københavns Amts Sygehus i Glostrup.