Tre spørgsmål til etikeren

Er der i det hele taget noget, der ikke handler om etik? Hvor man tidligere kunne overlade begrebet til filosofihistorikere, følger det efterhånden enhver i så godt som enhver sammenhæng. Etik lader til at vedrøre både adfærden i soveværelset, arbejdsklimaet i den lokale sparekasse og landets udenrigspolitik. Etik kan kort sagt og med et fint fagudtryk kaldes for første filosofi. Dvs. det grundlag, som alt andet hviler på og kan føres tilbage til. Desværre gør det ikke etik nemmere at have med at gøre. Tværtimod. Meget står på spil.

Byrden mærkes ikke mindst inden for hjælpererhvervene, hvor professionel omsorg er på dagsordenen. Uanset om man er socialpædagog, sygeplejerske eller klinisk psykolog, kan man føle sig specielt truffet af talen om etik. Og hvad enten man bryder sig om det eller ej, er der tit tale om normer og værdier, som man hverken selv har bestemt eller har særlig nemt ved at leve op til. Den udfordring har hjælperen til fælles med andre mennesker. Lad os derfor begynde med de almene betingelser for at være etiker.

Et ideal

Fra at være et nærmest neutralt ord, nemlig vane (oldgræsk: éthos), blev begrebet etik hurtigt værdiladet og dermed synonym for det rigtige, det gode - altså dyden. Etik har altid været værd at stræbe efter og har derfor fået status som et ideal. Listen over idealer er endeløs, men det kan alligevel lade sig gøre at nå frem til et brugbart overblik.

Allerede i antikken finder man tre former for etik,

Side 33 

som stadig har gyldighed. De afspejler hver især idealer, som det også kan være værd at stræbe efter for den moderne etiker.

Asketisk etik bliver i den vestlige kultur især sat i forbindelse med den oldgræske stoicisme, der har filosoffen Zenon som hovedfigur. Han anså lidenskaberne for at være sjælens sygdomme, og der var kun én effektiv kur mod dem: Hans egen filosofi, der slog et slag for, at man altid skulle være afholdsmand(-kvinde). Betydningen af det mærkes stadig på sjæl og krop, hver gang man afholder sig fra at gøre noget, som man har lyst til. Set fra den sociale side kan det være af hensyn til andre; set fra den egoistiske vinkel sker det, når man er bange for at få noget i klemme. En humoristisk konklusion går ud på, at vi her finder næstekærligheden og selvkærligheden i skøn forening.

Peripatetisk etik kommer af det oldgræske peripa'tein, som betyder at spadsere. Betegnelsen hænger sammen med Aristoteles, som gik tur med sine elever for at få gang i tankerne. Han mente ikke, at man skulle føre en asketisk tilværelse, fordi lystudfoldelse både var naturlig og nødvendig. F.eks. kunne han ikke forestille sig, at man kunne skabe noget stort uden lyst, hverken inden for kunst, politik eller fællesskab i bredere forstand. Men det handlede om at finde middelvejen, dvs. hverken for lidt eller for meget lyst - i bedste fald til gavn for både én selv og andre.

Hedonistisk etik stammer fra det oldgræske Hedó' né, som er lig med lystudfoldelse i ret yderliggående forstand. Grækerne havde ikke kun den berømte gud Dionysos, som stod for den etik, men også en praktisk filosof af næsten samme navn, Dionysios, der satte en ære i at nyde sansernes sus. Det drejede sig imidlertid ikke bare om paradiset for ædedolken, drukmåsen og den liderlige; hedonisme hentyder også til vækst i mere kultiveret forstand. Hård konkurrence og dermed udvikling på mange livsområder var bærende elementer i græsk kultur, som det er i vores. I hedonismen - som i de to andre former for etik - gælder det: Forhåbentlig finder det hele sted uden at gå for meget ud over andre!

Det fuldendte dilemma

De tre former for etik - og dermed idealerne - har det med at skabe dilemmaer. Hælder man til den asketiske indstilling, er det sin sag at være afholdende, når der er størst behov for at give efter. Er man mere disponeret for det peripatetiske, er det et hovedbrud at finde middelvejen, så længe man ikke ved, hvor meget der kan tåles. Slås der et slag for hedonismen, er problemet, at man gerne går med på den værste i håbet om eller troen på, at det ender med det bedste.

Det kan kort sagt være svært nok, hvis man kun skal aflægge regnskab over for sig selv. Men da der helst også skal tages hensyn til andres behov, forventninger eller ligefrem krav, når historien sit højdepunkt.

Hermed kan også nutidens etiker komme til at stå i det fuldendte dilemma: Valget mellem at tage hensyn til andre af pligt eller give efter for sin lyst.

I oplysningstidens Europa sagde Kant, at man ikke kunne gå ud fra, at mennesker har lysten til at tage hensyn til andre. Derfor skulle man altid tænke på, at man har pligten til at gøre det.

Der er ingen garanti for, at nogen form for etik skaber lykke. Idealet kan være svært at nå. Sagt på godt dansk kan kløften mellem forestillingen og virkeligheden eller mellem teori og praksis være for stor. Og interessant nok kan den, som taler bedst for en sag, være den dårligste til at gøre noget ved den. Det fremlagde romertidens Seneca kort og præcist:

''''Du taler anderledes, end du handler!'' Det blev en Platon, en Epikur og en Zenon bebrejdet for. De ville jo bare vise, hvordan de burde leve, og ikke hvordan de faktisk levede.''

Den lille forsvarstale indeholder nærmest en ufrivillig komik. Men det komiske gælder ikke kun nogle af filosofihistoriens hovedpersoner. De fleste kan føle sig truffet. Og desværre er sagen ikke kun til at grine over.

Omsorg - en byrde

Nogle har det sværere end andre i etikkens navn. Blandt dem, som bærer de tungeste byrder, er enhver, som har valgt omsorg for andre som erhverv.

Professionelle hjælpere inden for social- og sundhedssektoren har i hvert fald én trøst. Den går ud på, at etikken og dermed omsorgen for andre ikke kun er et spørgsmål om pligt. Den kan samtidig være lig med lyst. Et bedre motiv for at påtage sig et hjælpererhverv findes simpelthen ikke. Rækken af glæder kan være lang, og det er for mange en belønning i sig selv.

Desværre behøver lykken alligevel ikke at være i hus så længe ad gangen.

Inden for professionel omsorg findes der en lang liste med mere eller mindre skrevne regler for, hvad der er etisk og dermed ideelt:

Side 34 

Overskud og åbenhed, spontan indlevelse, kritisk distance, interkulturel tolerance, ligeværd på trods af uenighed, respekt på trods af nederdrægtighed og ikke mindst den obligatoriske skelnen mellem eget og klientens behov er passende stikord. Hertil kommer selvfølgelig den etiske omgang med både pårørende og kolleger.

Til sammen udgør de dagsordenen for at være og virke professionel. Samtidig er det kilden til et helt almindeligt mareridt, der kan strække sig over det meste af arbejdstiden. Det handler om tilstrækkelighed.

Som bogholder i et firma kan man blive kritiseret for sin manglende evne til at regne. Bliver man derimod kritiseret som f.eks. sygeplejerske eller socialpædagog, er det ens evne til at omgås medmennesker, der klages over. Det er kort sagt en større del af personligheden, som står for skud, når man har med omsorg for andre at gøre.

I firserne skrev psykologen Wolfgang Schmidbauer et par grundlæggende bøger om de udsatte hjælpere. Han blev kritiseret, fordi han åbenbart havde berørt et tabu. Det gik ud på, at professionelle hjælpere selv har tvingende brug for hjælp. De kan ikke leve op til presset, brænder ud og bliver syge i højere grad end andre erhvervsgrupper. Grundene var og er, at det meste af deres personlighed står på spil - og ikke mindst, at de har alt for høje idealer, som er svære, for ikke at sige umulige, at nå.

Det er ikke længere et tabu, men nogle af de vigtigste spørgsmål er stadig lige aktuelle. Det måske vigtigste går ud på, hvordan man lærer at skelne mellem nedbrydelige og opbyggelige idealer.

Og hvordan gør man så det? Her efterlyses med andre ord hjælp til selvhjælp i etisk praksis. Kan det lade sig gøre at finde frem til brugbar inspiration, kan man for alvor begynde at nærme sig filosofihistoriens - og for nogle også hverdagens - fornemste mål: Erkendelsen.

Hjælp til selvhjælp

Efter mange års søgen i bøger, talrige erfaringer i ind- og udland med egne og andres følelser af udbrændthed, konkret sygdom, men også mange eksempler på gode oplevelser er jeg i min undervisning nået frem til en slags anvendt filosofi som hjælp til selvhjælp. Den indeholder tre spørgsmål til etikeren i arbejdet med professionel omsorg:

1. Hvad bør jeg gøre? Både forfattere, undervisere på læreanstalter, klienter, pårørende og ikke mindst kolleger kan være de rene eksperter i at formulere, hvad man bør. Spørgsmålet handler i høj grad om pligt og hensynet til andre. Som sagt udelukker det ikke, at der samtidig kan være tale om personlig lyst til at gøre det.
2. Hvad vil jeg gøre? I en mere eller mindre hyggelig studietid, men bestemt også efter mange års arbejde i marken, kan der være inderlige ønsker om at realisere både små og større drømme. Spørgsmålet omhandler det meget personlige og dermed lysten. Selvfølgelig og heldigvis findes muligheden for, at ens egen lyst også kan vise sig at være til gavn for andre.

Her holder vi en lille pause for at få plads til et mellemspil. Hvilket af de to idealer er mest nedbrydeligt, og hvilket er mest opbyggeligt? Andre kan være gode til at svinge pisken med tale om, hvad man bør; men der er også plads til selvpineri, når der tænkes over alt det, man gerne vil, men ikke får gjort. Både udbrændthed og sygdom beror tit på en fælles indsats.

Man kan så godt som altid finde mangler i professionel omsorg: Omfanget og variationerne af klienters, pårørendes og kollegers behov sørger for det. Af samme grund kan f.eks. velmenende forfattere blive ved med at skrive bøger og artikler om, hvad det vil sige at være kompetent i omgang med børn, syge, arbejdsløse, gamle osv. Ofte stik modsat hensigten sørger de for, at ekkoet om (u-)tilstrækkeligheden bliver ved med at runge i ørene. Man ved også godt selv, at noget kan være bedre eller i hvert fald anderledes. Takket være andre og en selv er der derfor et varigt behov for hjælp til selvhjælp i professionel omsorg. Det fører frem til det tredje og afsluttende spørgsmål:

3) Hvad kan jeg gøre? Her kommer både teorien, kravene og de gode forsæt på prøve i den ubarmhjertige virkelighed. Hvad der er nedbrydeligt og opbyggeligt i etisk praksis, kan aldrig besvares med henvisning til, hvad man bør og vil. Det afgørende er og bliver, hvad man selv magter, når det gælder.

Det sidste og vigtigste spørgsmål inviterer til en udforskning af personlige muligheder for at begå sig i etisk praksis. Samtidig er der chance for at rydde ud i nedbrydelige idealer, som belaster. Men også for at støde på de opbyggelige, der er inden for rækkevidde og kan stimulere. Det er en længere proces. For de fleste varer den det meste af livet. Den er afgjort svær at blive helt færdig med. Om man så altid tager imod invitationen, er noget helt andet. Man har i hvert fald muligheden. Det kan vi vist godt lade blive stående til almindelig eftertanke. -

Per Betzonich-Wilken er dr.phil. i filosofi og underviser inden for social- og sundhedssektoren.