Hvorfor er jeg sygeplejestuderende?

Faktisk havde jeg søgt ind på lærerseminariet, det var lige mig - troede jeg. Men nogen ''oppe over alting'' ville noget andet - for studiet blev lukket for en tid, jeg var nemlig blevet gravid. Jeg ved nu, at starten på min vej til Emmas hvide verden var i 27. graviditetsuge, hvor det blev konstateret, at mit barn ville blive født med hydrocephalus, og ingen kendte udsigterne. Lucas kom til verden med planlagt kejsersnit i 32. uge på Rigshospitalet og blev straks efter overført til neonatalafdelingen. Vi boede på afdelingen i en måned, og Lucas' forløb endte som en rigtig solstrålehistorie.

I løbet af den måned på neonatalafdelingen, hvor jeg passede min søn og havde hospitalskuller, oplevede jeg også en fascination af sygeplejerskernes arbejde på afdelingen. Jeg synes, det var spændende - alt det de kunne gøre for min søn. Både det rent kliniske, men også de etiske hensyn, der blev taget til et lille forsvarsløst barn som ham. Sygeplejerskerne var altså også rigtig søde på den afdeling i 1998. Tingene blev gjort med et glimt i øjet, og der var altid tid til et klap på skulderen, når det hele blev for meget.

To uger inde i Lucas' forløb kom der en sygeplejestuderende på vores stue. Vi sad tit og snakkede, og hun fortalte, hvor glad hun var for sit studium. Jeg syntes, det lød rigtig spændende, men tænkte, at der nok var lidt for meget fysik og kemi til, at det var noget for mig - men tingene går jo aldrig som tænkt!

Kæmpe kram

En dag, mens jeg sad og vågede over min søn, der var vendt tilbage efter operation og endnu lå i respirator, fulgte den sygeplejestuderende med i alt, der foregik efter sådan en operation. Lucas var hurtigt ude af ilten og kom til sig selv, og glæden var nok lige til at se hos mig. Pludselig kommer hun hen til mig og giver mig et kæmpe kram og fortæller, hvor glad hun er på mine vegne.

Det var vist helt nøjagtig der, det gik op for mig - Jeg vil læse til sygeplejerske. For nok blev jeg en smule overrumplet over sådan at blive krammet af et halvfremmed menneske, men samtidig varmede det helt utroligt. Jeg kan huske, jeg tænkte, at hun jo også må have følt det rimelig stærkt, siden hun gjorde det.

Tænk at få sådan en oplevelse på sit arbejde - det ville jeg også!

Så efter et års barsel og forældreorlov, fandt jeg mig selv forventningsfuld på Sygeplejeskolen i en ryste-sammen-konkurrence, uden at kunne svare på, hvem ''Damen med lampen'' er!

Samtidig skulle Lucas opereres igen (have skiftet shunten ud), og jeg pendulerede mellem anatomi- og fysiologitimerne på skolen og den grufulde virkelighed på Rigshospitalet.

Det værste var at lære noget om mikroorganismer, samtidig med at Lucas skulle på operationsbordet. Personalet på afdelingen var nok ved at drukne i spørgsmål om alt det - jeg nu var sikker på - de kunne udsætte min søn for. Men jeg fik da også lektiehjælp! Og sjovt var det at se lægernes udtryk i ansigtet, når man indimellem fik sneget et nylært fagudtryk ind i samtalen.

Jeg er nu halvvejs i studiet - og er stadig den krammende sygeplejestuderende, som sendte mig ind i ''Emmas hvide verden,'' taknemmelig. I starten tænkte jeg, at jeg ville arbejde på en neonatalafdeling, når jeg blev færdig, men jeg er undervejs blevet klar over det utal af muligheder, der er, så nu ved jeg det faktisk slet ikke. Men mit langsigtede mål er at blive sundhedsplejerske.

Katja Holving er studerende på Vestsjællands Amts Sygeplejeskole.