Stod frem og gjorde en forskel

Hvordan opleves det at blive kontaktet af en journalist? Kan man undgå at blive mast i mediemøllen? Hvad siger kollegerne til, at man står frem i medierne?

To sygeplejersker, som er aktive i pressenetværket i Dansk Sygeplejeråds amtskreds i København, har gjort sig nogle erfaringer på området, og da netværksgruppen holdt møde i begyndelsen af juni, fortalte de, hvordan de havde oplevet at markere sig offentligt.

Den ene, sygeplejerske Lisbeth Nissen, neurologisk afdeling på Gentofte Amtssygehus, havde oprindeligt meldt sig til pressenetværket for at lære, hvordan man håndterer en situation, hvor man skal udtale sig til pressen. Hendes tilmelding til netværket var båret af en vis portion frustration og vrede over arbejdsforholdene på hendes afdeling, men hun havde ingen intentioner om at gå til pressen. Hun fik dog hurtigt brug for de gode råd, hun fik via netværket.

Jeg har magten

I marts 2002 blev Lisbeth Nissens afdeling indkaldt til et møde med ledelsen, som oplyste, at der var blevet brugt for mange penge på vikarer, og at vikarkontoen derfor skulle lukkes. Samme dag opfordrede Københavns Amtskreds Lisbeth Nissen til at tale med en journalist fra Ekstra Bladet.

''Jeg mødtes så med en journalist og en fotograf efter mødet og fortalte, at vi var nødt til at fralægge os det faglige ansvar, hvis vikarkontoen blev lukket. Jeg aftalte med journalisten, at hun skulle maile teksten til mig inden hendes deadline kl.19.00. En af udtalelserne var ikke så heldig, så den blev skåret væk.''

Da det kom ledelsen for øre, at Lisbeth Nissen havde talt med avisen, blev hun kaldt til kammeratlig samtale.

"De brød sig ikke om det. De sagde: Gør det i din fritid."

Næste morgen blev Lisbeth Nissen vækket af Københavns Radio. De spurgte, om hun kunne være på om 20 minutter.

''Jeg sagde, at jeg først kunne om en time. Jeg havde lært af Erik Harr, at det er mig, der har magten.''

Senere på dagen ville TV 2 Lorry også gerne interviewe Lisbeth Nissen. Indtil nu havde hun ikke spurgt nogen om tilladelse til at udtale sig, men da optagelserne skulle foregå på afdelingen i arbejdstiden, spurgte hun og fik lov.

''Et af citaterne kunne opfattes forkert, så derfor ringede jeg og bad om at få klippet det ud. Det blev det.''

Beskyttet af pressen

Undervejs i forløbet var Lisbeth Nissen bange for at blive fyret, men i dag føler hun sig mere sikker i sin stilling end nogensinde før.

''Jeg er beskyttet af pressen. Hvis jeg bliver fyret, vil det blive slået op i medierne, fordi jeg har stået frem,'' siger hun og tilføjer, at hun imidlertid er lidt bekymret for, om andre arbejdspladser vil ansætte ''et brokkehoved'' som hende.

Alligevel undrer hun sig over, at så få sygeplejersker udtaler sig i medierne.

''Gamle mennesker og patienter på mange medicinske afdelinger får ikke den pleje, de har krav på, så der er brug for, at sygeplejersker udtaler sig. Vi må ikke udlevere personoplysninger - de er omfattet af tavs-hedspligten - men vi har ytringsfrihed, og vi må godt udtale os uden at spørge ledelsen om lov,'' fortæller hun.

Side 9 

Konsekvensen af medieomtalen blev, at vikarkontoen blev åbnet igen.

Dødsfald som symbol

En anden sygeplejerske, Bente Taagholt, intensiv afdeling på Gentofte Amtssygehus, gengav ligeledes, hvordan hun havnede i mediemøllen:

''Der havde været et stigende arbejdspres på afdelingen, og vi holdt møde med direktionen, fordi vi ønskede flere sengepladser åbnet. Det fik vi ikke noget ud af, og det endte med, at jeg skrev et synspunkt til Sygeplejersken. To patienter var døde på stamafdelingen, og selv om de formentlig også ville være døde, hvis intensivafdelingen havde haft plads til dem, brugte jeg dem bevidst som løftestang. Ellers ville forholdene ikke være blevet omtalt. Pointen var, at vi ikke kunne give patienterne optimal pleje og behandlingstilbud."

Efter synspunktet i Sygeplejersken blev Bente Taagholt kontaktet af først Radioavisen og siden Jyllands-Posten. Hun stod frem i de to medier, og journalisterne begge steder udtrykte bagefter, at de nu havde lært, hvad en sygeplejerske på en intensivafdeling laver.

Efter omtalen har direktionen på Gentofte Amtssygehus meddelt, at de vil åbne 2-4 intensivpladser mere. Ifølge direktionen var beslutningen dog truffet to dage inden, medierne tog fat i sagen.

Bente Taagholts kolleger har under hele forløbet stået 100 pct. bag hende. Den sygeplejefaglige ledelse har også bakket hende op. Men hun har fået et andet forhold til den lægelige ledelse. ''Vi taler ikke så meget sammen for tiden,'' som hun udtrykker det.

Sæt ledelsen under pres

''Til gengæld jeg har aldrig talt med så mange læger og sygeplejersker før. En af lægerne sagde til mig, at jeg med mit synspunkt var nået længere med direktionen, end de var på 10 år med dialog,'' siger Bente Taagholt.

Hun vil opfordre andre sygeplejersker til at stå frem i pressen, hvis de ikke kan leve med de forhold, arbejdsgiveren byder dem og patienterne.

''Vi har væsentlig sværere ved at ændre på vores arbejdsvilkår, hvis vi ikke udtaler os. Og jeg er bange for, at det er den eneste mulighed. Ledelsen skal sættes under pres, ellers sker der ikke noget.''

Hun erkender, at det kræver mod og vedholdenhed at træde frem offentligt, men personligt kunne hun ikke have ageret anderledes:

''Det er et spørgsmål om at holde arbejdsglæden ved lige. Når jeg som fagperson udsættes for et større pres, end jeg kan holde til, og som går ud over mit fag, er jeg nødt til at sige fra. Hvis jeg ikke var stået frem i medierne, ville jeg have følt, at jeg havde givet op, før alle muligheder var udtømt. Det ville have været et nederlag for mig selv.''