Boganmeldelser

Pas godt på min far

Else Steenbuch Yde

Pas godt på min far

om demens med kærlig hilsen
København: Hovedland 2002
176 sider, 168 kr.

Adskillige pårørende til demensramte har efterhånden udgivet erfaringer i bøger, der henvender sig både til lægfolk og til sundhedspersonale.

Else Steenbuch Yde bidrager med endnu en skildring, der tegner sorgen over at skulle miste én af sine kære i levende live. I ''Pas godt på min far'' give hun ikke bare et billede af sin fars liv, men også af pårørendes frustrationer over et sundhedsvæsen, der stadig ikke alle steder kan yde en pleje, der er værdig for både den demente, de pårørende og plejepersonalet. Hun skildrer med smerte sin fars forløb, sin mors situation, sin egen magtesløshed, men også sin kamp for at bidrage til udvikling af demensplejen. Skildringen er retrospektiv, og der er ikke noget nyt at hente i form af idéer eller anderledes tænkning. Det gør ikke bogen kedelig, men mere smertefuld og handlingslammende, og den skaber en forstemmende eftertænksomhed, der altid er brugbar i det sundhedsvæsen, som efter hendes mening mangler personaleressourcer, forståelse og hjertevarme. Else Steenbuch Yde skildrer bl.a. studiebesøg til forskellige institutioner, der løser opgaverne med demenspleje på vidt forskellige måder og med lige så forskellige resultater. Hun konkluderer, at vi har de institutioner, vi har, pga. de kommunal- og amtspolitiske valg, vi har truffet og valgt folk til at træffe. Det er der jo heller ikke noget nyt i.

Else Steenbuch Ydes skildring fremstår som en blanding af fortællinger om faderen, af egne oplevelser og i sidste del af bidrag fra andre pårørende og information om pårørendegrupper og Altzheimerforeningen. Gerontopsykiateren Niels Chr. Gulmann lægger stærkt ud i et afsnit om brug og misbrug af psykofarmaka til demente med ordene: ''Der findes ikke medicin mod omkringvandren. At berøve gamle gangfunktionen med medicin er uetisk, absurd og grusomt.'' Punktum. Demenskoordinatorens rolle, validering, lægeundersøgelser, kørekortsfornyelse og digte af en yngre dement mand afslutter udgivelsen uden de store nyheder.

Af Anette Brunshøj, hjemmesygeplejerske i Herlev Kommune. 

Forstå smerten - og handl opfindsomt

Rose Götte, Edith Lackmann

Alzheimer - hvorfor kan vi hjælpe?

En familie lærer at forholde sig opfindsomt til sygdommen
Oversat fra tysk af Anette Betke
København: Borgen 2002
142 sider, 149 kr.

Anderledes forholder det sig med Rose Göttes bog ''Altzheimer - hvordan kan vi hjælpe?'' Sammen med fotografen Edith Lackmann skildrer hun i få ord og med mange billeder af sin demente mors sidste levetid, hvordan familien lærte at forholde sig opfindsomt til sygdommen. De havde Bedste boende hos sig med alt, hvad det liv gav af sorg og glæde.

Med godt og vel 60 fotos af den demente i familien åbner der sig en kreativ og anderledes tilgang, som viser lige så meget smerte, som Steenbuch Yde skildrer. Men fotografierne viser også en ukuelig evne til at løse ethvert problem, og teksten til hvert billede lægger op til endnu mere opfindsomhed. En opfindsomhed, der nemt kan integreres som en almindelig del af plejen hvor som helst. Bogen er fremadrettet og giver et eventuelt træt sundhedsvæsen eller en træt familie inspiration til at skabe gode dage for den demente.

Begge forfattere er enige om målet for den demente: Gode dage i trygge forudsigelige rammer med udfordringer, der passer til de aktuelle for altid nedadgående evner. Har man brug for vinkler, der kan skabe forståelse for pårørendes situation og følelser, skal man gå til Steenbuch Yde. Har man brug for nye idéer til aktivering og daglige gøremål i omgangen med demente, skal man gå til Rose Götte.

Begge bøger egner sig for sundhedspersonale, der arbejder med demente, og Rose Götte egner sig desuden for pårørende, med sine talrige idéer til en god hverdag. Fotografierne og deres korte tekst er i sig selv et helt inspirationskatalog. Og så kan man jo altid håbe, at en politiker eller to falder over de to bøger og får uddybet deres menneskelige forståelse for demensramte og deres vilkår.

Af Anette Brunshøj, hjemmesygeplejerske i Herlev Kommune.