Faglig kommentar: En tur i maskinen

Fru Carlsen nærmer sig de 80 år, og det begynder at gå ned ad bakke for hende. Hun bevæger sig meget langsomt, kan næsten ingenting løfte og har derfor besvær med at købe ind og gøre rent. Hun er svært underernæret, men fejler ikke andet end alderdom og mangel på energi.

Livet har været præget af få aktiviteter. Fru Carlsen har befundet sig godt i sine stuer, læst mange bøger og har ikke stillet store krav, hverken til sig selv eller andre.

Hun har aldrig dyrket motion i nogen form, men både fru Carlsen og hendes datter synes, at der skal ske et eller andet nu - inden fru Carlsen går helt i stå.

Helt tilfældigt hører datteren om et almindeligt genoptræningscenter i kommunen. Hun kontakter fru Carlsens egen læge og taler med en konsultationssygeplejerske med tjek på tingene. Sygeplejersken opridser de muligheder, fru Carlsen har, og giver datteren nummeret til den områdeleder, som kan fortælle mere om visitation til genoptræning.

Områdelederen er tilsvarende faglig. Fru Carlsens situation bliver drøftet og egen læge kontaktet, for det er ham, der skal indstille fru Carlsen til genoptræning.

Egen læge ringer datteren op på hendes arbejde og vil kort høre, hvorfor fru Carlsen har brug for træning. Han lytter og er enig: Der skal gøres noget. Han indstiller fru Carlsen til træning, hun får hjemmebesøg af en ergoterapeut og når herefter at få to breve. Det første fortæller, at hun står på venteliste, det næste, at der desværre fortsat er nogen ventetid.

Efter ca. to en halv måned kommer det tredje brev, hvor fru Carlsen bliver bedt om at ringe til genoptræningscentret, så træningen kan blive planlagt, og hun kan komme i gang.

Fitness for 80-årig

De fleste forbinder fitnesscentre med unge glinsende kroppe. Mænd og kvinder, som, iført fikst træningstøj i moderigtige farver, sammenbidt drikker vand af plasticflasker.

Sådan finder man ikke fru Carlsen, men efter indledende test og funktionsprøver er hun gået i gang med styrketræning i den samme type maskiner.

Hun synes, det er godt. Ikke at systemet bliver skamrost, det ville ligge fru Carlsen fjernt, men hun kan mærke, at hun har gavn af eksercitsen. Så der sidder hun og pumper jern med både arme og ben iført plisseret nederdel.

Det bliver lidt vovet, det med benene. Den mandlige fysioterapeut tilbyder hende med et smil et kyskhedsklæde, og det er hun tilfreds med.

Der er kun gået godt tre uger, og hvordan udbyttet bliver, er det for tidligt at gisne om. Men sammenkædningen af træning, positiv opmærksomhed, selskab og tilbud om at købe frokost kan aldrig gøre fru Carlsen dårligere.

Egen læge har været til samtale på centret for at udarbejde en status på fru Carlsen. Og der er allerede planer om, at den intensive træning, der finder sted to gange om ugen, på længere sigt skal afløses af vedligeholdelsestræning en gang om ugen.

Fru Carlsen pumper jern, og forhåbentlig bliver hun efter nogle måneder i stand til selv at bære sine bøger hjem fra biblioteket, hun undgår hjemmehjælp, og hvem ved: Måske bliver hun gladere.

Det hele er sat i værk af kyndige fagfolk, som ikke har haft brug for at tildele fru Carlsen en diagnose for at se behovet for træning. Som uden tøven har trukket i trådene i stedet for at tale og skrive og vurdere og overveje. Genoptræning med baggrund i almen svækkelse var nok. Og inden træningen gik i gang, blev fru Carlsen ordentligt informeret om ventetid.

To en halv måned kan synes meget - men hvis det herefter går op ad bakke, er det ventiden værd.