Tegn på kvalitet

Det afgørende for patienterne er ikke, hvad der foregår i sundhedsvæsenet, men om der kommer et godt resultat ud af det.

Det er tankegangen bag Det Nationale Indikatorprojekt og helt i tråd med den internationale tendens inden for kvalitetsudvikling.

''I USA oplevede jeg i 1993, at man havde opgivet at lave audits, hvor man gennemgår et patientforløb fra ende til anden,'' fortæller Jan Mainz, der er projektleder på Det Nationale Indikatorprojekt.

''Det krævede for mange ressourcer. I stedet valgte man nogle kerneområder ud og sagde: Her skal resultaterne være i orden.''

Det princip har Det Nationale Indikatorprojekt overført til seks store sygdomsområder. Tværfaglige ekspertgrupper fra hvert område har gennemgået faglitteraturen og sammensat en buket på otte til 19 måle

punkter, indikatorer, der tilsammen skal give et bredt billede af kvaliteten.

Forskning ikke nok

''Andre projekter stopper som regel, når man har konstateret, hvordan kvaliteten ser ud,'' tilføjer Jan Mainz.

''Men når vi får resultaterne, starter en ny proces. Så skal vi have fagfolk i de enkelte afdelinger og amter, men også nationalt til at se på dem.

Inden for de enkelte specialer skal der etableres auditgrupper, som også skal vurdere forbedringspotentialet. Om man kan lære noget af et andet sygehus, der har flotte resultater på et område, hvor man selv har dårlige.''

For 20 år siden satte ingen spørgsmålstegn ved kvaliteten i det danske sundhedsvæsen. Når lægerne sagde, den var i orden, så var den i orden. Og da man begyndte at tale kvalitetssikring først i 90'erne, startede man med områder som service og patienttilfredshed.

''Men langsomt er der kommet flere og flere data, som har sat spørgsmålstegn ved kvaliteten,'' siger Jan Mainz. Han henviser til forskningen fra 80'erne, der viste store variationer i klinisk praksis fra det ene sygehus til det andet. Nogle gynækologer foretog f.eks. tre gange så mange kejsersnit som andre, og ved fjernelse af livmoderen var forskellen endnu større.

''Det var her, man begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, om den faglige kvalitet var lige god alle steder. Og langsomt skiftede fokus til de faglige kerneydelser.''

Før den tid var tankegangen, at hvis fagfolkene havde de rigtige kvalifikationer, var det en garanti for kvaliteten. Det er ideen bag sundhedsvæsenets autorisationsordninger.

Siden skiftede interessen til processen, til rutiner og procedurer, men først i begyndelsen af 90'erne begyndte man at se på resultater.

I de kliniske forsøg har man altid sammenlignet resultater på mål som dødelighed og komplikationsrater. Men resultaterne af sundhedsvæsenets daglige praksis har der ikke været faglig og politisk vilje til at overvåge systematisk før i de senere år.

''Filosofien har været, at når vi har den kliniske forskning, og den viser, at vi skal bruge en bestemt pille, og vi bruger den pille, så må det være godt nok,'' siger Jan Mainz.

''Den tankegang er forkert, det ved vi i dag. Selv om man bruger evidensbaserede behandlinger, er det ikke sikkert, behandlingen er i top. Man må f.eks. spørge, om alle patienter får den rigtige pille, og om det går hurtigt nok. Får patienterne den rigtige behandling, men for sent?''

Det Nationale Indikatorprojekt er på mange måder designet, så det kan bane vejen for løbende kvalitetsovervågning i stor målestok. De seks sygdomsområder er

​Side 11  

valgt ud, så der bliver opsamlet erfaringer med registrering på meget forskelligartede områder.

Der indgår både somatik og psykiatri, store akutte patientgrupper som mave-tarm-kirurgi, hoftenære brud og apopleksi, men også kroniske og livslange forløb som skizofreni og hjerteinsufficiens. Lungecancer, hoftebrud og apopleksi er klart afgrænsede diagnoser, mens hjerteinsufficiens er mere vagt defineret, og akut mave-tarm-kirurgi er en stor fællesbetegnelse.

Fagligt ejerskab

Jan Mainz understreger, at projektet bliver bakket op af alle aktører i sundhedsvæsenet. Amterne og H:S, der betaler for projektet, har været med til at udpege de seks sygdomsgrupper sammen med de øvrige parter, og de eksperter, der har udvalgt indikatorerne, er udpeget af de faglige organisationer og de videnskabelige selskaber.

''Så vi har en begrundet tro på, at de folk, der sidder i indikatorgrupperne, er dem, der ved mest på området. På den måde har vi forsøgt at gøre det faglige ejerskab til målepunkterne så stort som overhovedet muligt.''

At få afdelingerne til rutinemæssigt at registrere deres resultater kræver en kulturændring. Og i første omgang er der også tale om et stykke ekstraarbejde. På fire af de seks områder har afdelingerne endda måttet registrere på papir i testfasen, fordi de nødvendige edb-programmer først er under udvikling.

Men når den landsdækkende registrering går i gang efter nytår, kommer det til at foregå på edb. Og med tiden og den elektroniske patientjournal vil ekstraarbejdet med registreringen blive yderligere begrænset.

''Så vil en lang række data blive født over i vores database direkte fra den elektroniske patientjournal,'' siger Jan Mainz.

''Allerede nu er der en del indikatorer, man slipper for at registrere, f.eks. dødelighed. Den får vi direkte fra registre.''