Apopleksi: Sygepleje måles på overlevelsen

De ni målepunkter for kvalitet i undersøgelse, behandling, pleje og genoptræning af apopleksipatienter er vigtige, men ikke nødvendigvis de vigtigste ting i et apopleksiforløb.

De ni forhold er først og fremmest udvalgt, fordi der er dokumentation for, at de påvirker det samlede resultatet. Og fordi de er mulige at måle.

''Nogle synes, at sygeplejen er for sparsomt repræsenteret. Men de mere overordnede indikatorer siger også noget om sygeplejen, og når udvælgelsen er tværfaglig, må man se på den større helhed,'' siger klinisk oversygeplejerske Susanne Zielke, Bispebjerg Hospital. Hun har siddet i formandskabet for denne indikatorgruppe.

Den eneste af de ni indikatorer, der er decideret sygeplejeorienteret, er udredning af patienternes ernæringsrisiko.

Men Susanne Zielke understreger, at indikatorer som dødelighed og bolig efter udskrivelsen også siger noget om sygeplejen. For hvis sygeplejen ikke er i orden, kan afdelingen ikke nå den standard, som indikatorgruppen har fastsat på baggrund af faglitteraturen:

Nemlig at højst 20 pct. af patienterne må dø inden for den første måned efter apopleksien, og at højst 30 pct. må udskrives til plejehjem.

''Mange ting påvirker apopleksiforløbet, og det er ikke engang sådan, at de ting, vi har peget på, er de mest betydningsfulde inden for sygeplejen. Men det er de indikatorer, hvor vi har kunnet finde evidens. F.eks. ernæring.

Der er også evidens for, at apopleksienheder med tværfaglig ekspertise er det, der hjælper patienten bedst. Men ingen ved, hvad det er i apopleksienheden, der gør udslaget. Ingen kan sige, at mobilisering inden for det første døgn er det, der hjælper patienten bedst. Og derfor bliver det selve apopleksienheden, der er en indikator.

Når man skal registrere i hele landet, skal man være sikker på, at det, man registrerer, har betydning.''

Træning til revision

Det er snart ti år siden, man fandt ud af, at apopleksipatienter kommer sig bedst, hvis alle faggrupper involveres i genoptræningen.

Nogle af de genoptræningsprincipper, der blev indført på det tidspunkt, er nu til revision, fortæller Susanne Zielke. F.eks. guiding, hvor terapeuten eller plejepersonalet fører den syge gennem bevægelser som at løfte et glas eller børste tænder.

''Der er ikke rigtig dokumentation for, at det virker. Heller ikke for, at det ikke virker, men uden evidens kan man diskutere, om det er noget, man skal bruge så mange ressourcer på, siger hun.

Men det er stadig et helt grundlæggende princip, at alle faggrupper inddrager den syge side, når de foretager sig noget med patienterne.

''Det, vi slås mest for i dag, er nok at få genoptræningen integreret. Patienten skal lære at tage tøjet af og på i de situationer, hvor han har brug for det, og ikke når det passer

​Side 9

ind i en eller anden faggruppes træningsprogram. Det kræver, at ressourcerne er der på de rigtige tidspunkter, og i min afdeling har vi f.eks. sat mere personale ind omkring aftensmåltidet.''

Patienternes funktionsniveau er et af de resultater, Susanne Zielke gerne ville have haft meget bedre belyst end nu, hvor det kun bliver belyst gennem dødelighed og bolig efter udskrivelsen.

Men det var ikke realistisk. Det forudsætter, at man har en ensartet tolkning af funktionsniveau i hele landet. Vi kunne have brugt Barthel, som er en valideret og internationalt brugt funktionsskala. Men udskrivningspraksis er så forskellig rundt om i landet, at vi ikke kunne nøjes med at måle patienterne ved udskrivelsen. I stedet kunne man måle f.eks. tre måneder efter apopleksiens opståen. Men hos nogle ville det betyde, at man skulle hive en udskreven patient ind til ambulant vurdering. Er det rimeligt?

Ernæring og inkontinens

Susanne Zielke tilføjer, at indikatorerne skal revurderes efter to år. Til den tid kan det være, man kan sætte noget mere præcist i stedet. I H:S og Århus Amt har apopleksiafdelingerne i et par år arbejdet sammen om en database, hvor der bliver registreret mange flere forhold end de ni, der er udvalgt til Det Nationale Indikatorprojekt.

''Måske kan vi udvikle indikatorer i denne database, som senere kan bruges i NIP,'' siger hun.

Inden for sygeplejen er det områder som ernæring og inkontinens, der har tiltrukket sig større opmærksomhed inden for de senere år. På ernæringsområdet er der udvalgt en indikator, men på området inkontinens har det ikke været muligt, fortæller Susanne Zielke.

''Som sygeplejerske synes jeg, at inkontinens er et voldsomt problem for patienterne. 50 pct. af dem bliver inkontinente i forbindelse med apopleksien, og hvad kan sygeplejersken gøre i forhold til det? Hvordan kan patienten optrænes og oplæres, og hvordan kan man lære at leve med inkontinens, hvis man skal det?

Men en registrering på området kræver helt fastlagte kriterier og definitioner. Og i dag er der stor uenighed om, hvornår en patient er inkontinent.

Der håber vi, at databasen kan hjælpe os til at pege på indikatorer, der har vist sig at være centrale i forhold til vandladningen. Og tilsvarende er det andre vigtige områder, hvor der skal en lignende udvikling til, før vi kan registrere. Obstipation, f.eks., men også hele området kommunikation og information.'' 

Det er bevist, at apopleksienheder giver bedre resultater for patienterne. Det vil sige afdelinger, der udelukkende behandler apopleksipatienter, hvor en lang række faggrupper arbejder sammen om patienten, og hvor personalet har særlig interesse for og viden om apopleksi.