Faglig kommentar: Et regnskab med resultater

Hvor god er jeres sygepleje i forhold til, hvad den burde være?

Det er i hvert fald ikke den akut indlagte, afkølede, dehydrerede, smertepåvirkede og konfuse gamle dame med hoftenær fraktur, der stiller den type spørgsmål fra ambulancebåren, hvorefter hun straks forlanger sig overført til et sygehus med bedre sygepleje. Vil den aktive, kompetente, vælgende forbruger stille spørgsmålet? Næppe i den form. Patienten vil være interesseret i et godt resultat og i, at sygeplejersker, læger, fysioterapeuter, laboratoriepersonale, radiografer og alle de andre kan arbejde godt sammen til gavn for hende. Den enkelte faggruppes kvalifikationer - bortset måske fra lægers - kan patienten ikke forventes at interessere sig specifikt for.

Selvfølgelig kan en patient mærke, om hun er i sikre og kyndige hænder hos en behagelig og tillidvækkende sygeplejerske, og det kan sygeplejersker og politikere så bryste sig af og trøste sig ved, når de bestiller positive patienttilfredshedsundersøgelser. Men at sygeplejersken optræder sikkert og kyndigt og tillidvækkende er dog ingen garanti for, at hendes kyndighed ikke er erhvervet for 28 år siden, og at sikkerheden består i, at hun har gjort, som hun plejer gennem 28 år.

Rask og glad på kort tid

Om sygeplejen er så god, som den burde være, skal man være sygeplejerske for at kunne vurdere, og oveni skal man kunne vurdere forskningsresultater. Men hvad hjælper det, at sygeplejen er god, hvis bioanalytikeren bytter om på prøverne, og sekretæren skriver flatus i stedet for fraktur? Og hvad hjælper det, at kirurgen laver en vellykket operation, hvis sygeplejersken ikke sørger for, at patienten får nok at spise og dermed ikke kræfter til at restituere sig? Ingen af delene kan patienten vurdere særskilt. Hun er mest af alt interesseret i på kortest mulig tid at komme rask og glad ud af det hele.

Sådan ser politikerne også på det, når de skal vurdere, hvordan de får mest muligt ud af pengene. Om det er den ene eller den anden faggruppe, der skal oppe sig, hvis resultaterne ikke er gode nok, skal man have både lokal og faglig indsigt i for at kunne vurdere.

Det er denne jordbundne, pragmatiske tankegang, der skinner igennem hele Det Nationale Indikatorprojekt, som er beskrevet i sidste, dette og næste nummer af Sygeplejersken.

I årevis har sygeplejersker brugt en stor del af egne og uddannelsessystemets ressourcer på at variere og raffinere sygeplejen ved at referere til og føle sig åndsbeslægtet med Løgstrup, Bourdieu, Foucault eller Merlau-Ponty. Og så trækker en gruppe læger og sygeplejersker det hele ned på det lavest tænkelige niveau: Kvalitet handler først og fremmest om overlevelse.

Overlevelse tæller

Patienten er kommet i centrum, og for patienten er det først og fremmest overlevelse, der tæller. Det forudsætter, at mange forskellige faggrupper kan arbejde og samarbejde effektivt om behandlingen og forebygge komplikationer. Hele projektet handler om at udpege indikatorer, registrere og behandle data. Kun det målbare er af interesse.

Jamen, er det nu pludselig ligegyldigt, om sygeplejersken giver sig tid til at være hos den angste patient og lytte til hende? Selvfølgelig ikke, men det ville være ganske uden betydning at registrere, hvor lang tid sygeplejerskerne brugte hos den enkelte patient, for tid kan bruges både godt og skidt. Personligheder og samspil er så afgørende, at sammenligning er umulig. Men en indikator, der siger, at patienter med kræft skal udredes og sættes i behandling inden for en bestemt periode, siger ikke kun noget om chancen for at overleve. Den siger også noget om, at den angstfyldte tid i uvished afkortes, og det er i virkeligheden bedre end nok så mange medfølende ører, hænder og blikke.

Det målbare og resultatorienterede har fået mange sygeplejersker til at rynke på næsen i de senere år. Det lugtede for meget af læger, som sygeplejersker ikke mere vil stå i skyggen af. Det Nationale Indikatorprojekt er måske tegn på, at sygeplejerskernes trodsalder er på retur, og at faggrupperne nu kan enes om, at heller ikke set fra patientens perspektiv kan kvalitet adskilles fra målbare resultater.

''Det handler om at stå til regnskab,'' siger overlæge Bartels, der er initiativtager til Det Nationale Indikatorprojekt.