Lungecancer: Nihilismen må bekæmpes

Når man skal måle kvalitet i behandlingen af lungecancer, så handler det om overlevelse, overlevelse og atter overlevelse. Det er det allervigtigste for patienterne, og de danske resultater er ikke gode, sammenlignet med udlandet.

Derfor var der ingen tvivl i indikatorgruppen for lungecancer, da den skulle vælge målepunkter for kvaliteten på sygdomsområdet.

Den første og mest omfattende indikator er overlevelse. Med 13 underinddelinger fylder denne indikator mere i registreringen end de øvrige fem kvalitetsmål tilsammen.

Standarderne for overlevelse er ikke sat efter det nuværende danske niveau, men bygger på, hvad behandlingssteder i udlandet har dokumenteret, at man kan opnå med den bedste behandling. Det betyder, at overlevelsen blandt de danske patienter skal stige med 5-10 pct.

''I gruppen sad der både sygeplejersker, læger, en fysioterapeut og en psykolog. Men selv om vi var mange fra den såkaldt bløde del, var ikke én i tvivl om, at overlevelsen var det store satsningsområde,'' siger oversygeplejerske Lone Ammentorp, Amtssygehuset i Herlev, som er en af de to formænd i indikatorgruppen for lungecancer.

Opfølgende samtale

Blandt de andre indikatorer fremhæver hun, at afdelingerne fremover skal registrere, hvor mange patienter der får tilbudt en opfølgende samtale, når det er konstateret, at de ikke kan behandles yderligere, hverken kurativt eller palliativt. De skal også registrere, 

​Side 13

hvor mange der tager imod tilbuddet.

"Det var nok der, vi fik sat vores største fingeraftryk,"siger hun.

''Vi blev enige om, at behandlingsstederne også har en forpligtelse over for de mennesker, der vil dø af deres sygdom inden for en overskuelig fremtid.

De skal have tid til at synke den besked. Men så skal de have en mødetid, hvor man kan præsentere dem for de andre pleje- og behandlingsmuligheder, der findes.''

Standarden for denne indikator er, at alle, der afsluttes uden yderligere behandling, skal have tilbuddet, og at 75 pct. skal tage imod. Det blev ikke vedtaget uden diskussion, fortæller Lone Ammentorp.

''Det betyder et ekstra fremmøde for patient og pårørende og en ekstra arbejdsopgave for både læger og sygeplejersker.

Det vil også kræve, at afdelingen først finder ud af, hvad der findes af tilbud i det enkelte amt.''

Der er penge

På samme måde vil det kræve ekstra ressourcer at leve op til standarderne for overlevelse. Men med kræftplanen er der rent faktisk tilført store ressourcer i de senere år, understreger Lone Ammentorp.

''Der skal sættes ind på alle områder, kirurgi, onkologi, hurtig og sikker diagnostik. Der skal speedes op hele vejen rundt, det var ingen i tvivl om. Uanset om vi kom fra lungemedicin, thoraxkirurgi eller onkologi.

Der har været en nihilistisk holdning til lungecancer. ''Det dør man jo af alligevel.'' Den skal vi have ændret.''

Kræftplanen har gjort det muligt at sætte ind med mere aggressiv behandling og flere lindrende behandlinger. Samtidig behandler man patientgrupper, man ikke kunne gøre noget for tidligere. Den store vækst på området har også haft konsekvenser for sygeplejen. Der er kommet en ny specialuddannelse i stråleterapi, og en diplomuddannelse i kræftpleje er på vej.

Ny arbejdsdeling

''Men udviklingen betyder også, at vi som sygeplejersker må revurdere vores opgaver. Der mangler læger og sygeplejersker, så vi må se på, om andre kan overtage opgaver, vi varetager i dag,'' siger Lone Ammentorp.

F.eks. blander sygeplejersker ikke cytostatika mere i hendes afdeling. Den opgave er overtaget af farmakonomer og farmaceuter. Der er også ansat diætister til at sørge for, at patienterne får den rigtige ernæring under den kraftige behandling.

Den ændrede arbejdsdeling er både et spørgsmål om at aflaste sygeplejersker og udvikle kvaliteten, understreger Lone Ammentorp:

''Det kræver specialviden at lave ernæringsjournal og ernæringsstatus og vurdere ernæringstruede patienter. Det kan man ikke bare gøre sådan comme ci, comme ca.''

Sygeplejerskerne koncentrerer sig til gengæld om opgaver som information, vejledning og patientundervisning. På Lone Ammentorps egen afdeling i Herlev arbejder både læger og sygeplejersker sammen med kliniske psykologer for at blive bedre til at kommunikere.

''Ud over sygeplejen til patienter i den kurative, palliative og terminale fase giver de selve behandlingen. Dvs. kemo- og stråleterapi. Og de får mange koordinerende opgaver, når indlæggelsestiden falder, og forløbene bliver mere koncentrerede.'' 

Det store pres på kræftbehandlingen betyder, at sygeplejersker må revurdere deres arbejde. Ud over selve behandlingen koncentrerer de sig om den egentlige sygepleje, mens andre faggrupper overtager specialopgaver.

Lone Ammentorp: "Selv om vi var mange fra den såkaldt bløde del i indikatorgruppen, var ikke én i tvivl om, at overlevelsen var det store satsningsområde."