Skizofreni: Systemet og de svære patienter

Når man vil vide noget om kvalitet i behandlingen af skizofreni, må man stille andre spørgsmål end i somatikken.

''Der er tale om meget lange forløb uden en rigtig afslutning, og mange patienter har en livslang tilknytning til behandlingssystemet,'' siger oversygeplejerske Inge Voldsgaard, Psykiatrisk Hospital i Århus, en af de to formænd i gruppen, der har udarbejdet kvalitetsindikatorer for skizofreni.

Til gengæld er patienterne tit ikke særlig motiveret for behandling. Så et af de første mål for kvaliteten er, om behandlingsstederne får fat i tilstrækkelig mange af de skizofrene. Og om de er i stand til at opretholde kontakten med patienterne.

''Noget af det, man har klandret skizofrenibehandlingen for, er at beholde alle succeserne. Mens dem, der ikke er i kontakt med behandlingssystemet, måske netop er dem, der har mest brug for det,'' siger Inge Voldsgaard.

Derfor skal behandlingsstederne en gang om året registrere, hvor mange skizofrene der er i behandling, og sammenligne med, hvor mange mennesker i området der ifølge Landspatientregistret har fået diagnosen skizofreni. Standarden er, at mindst 75 pct. skal være i kontakt med systemet.

''Nogle skal have lov til at passe sig selv og være fri for kontakt, hvis det er det, de vil. Men samtidig skal systemet være så tætmasket, at vi får fat i nok. Indirekte fortæller det også, om kvaliteten er så god, at folk kommer igen.''

Et andet karakteristisk træk ved psykiatrien er den store decentralisering i behandlingen. Nogle behandlingssteder er meget små, og hvert amt har sin egen organisering af lokalpsykiatri og distriktspsykiatri.

Det giver nogle problemer for selve registreringen af patienterne, men det betyder også, at udredning og behandling kan være meget forskelligt tilrettelagt. Derfor er en vigtig indikator for kvalitet, om patienterne bliver udredt for både psykopatologi, kognitiv funktion og sociale støttebehov.

Gummiordene

To af indikatorerne handler om familieintervention og psykoedukation, også områder der højst sandsynligt bliver håndteret meget forskelligt fra sted til sted.

''Derfor spørger vi, om der findes en manual for den samtale, man tilbyder familien, og på samme måde spørger vi, om der ligger et fast forløb for undervisning af patienterne i sygdommen og dens konsekvenser,'' siger Inge Voldsgaard.

''Psykiatrien er jo oversvømmet med ord, som alle kan sige ja til, miljøterapi, familieintervention, psykoedukation.

Der findes formentlig ikke én afdeling, der vil sige: Det har vi ikke. Men psykoedukation kan være alt. Det kan dække over, at lægen fortæller lidt om sygdommen, når han alligevel ser patienten, det kan være en eftermiddag, hvor en læge og en sygeplejerske underviser i medicin og bivirkninger, eller det kan være et forløb 

​Side 11

over 10 gange og flere år, hvor andre fagpersoner også kommer ind.''

Mål tilfredshed lokalt

Inge Voldsgaard fortæller, at indikatorgruppen havde en lang diskussion om brugertilfredshed.

Selv havde hun gerne set en indikator, der gik på patienternes tilfredshed, men der var stor tvivl om, hvor brugbar sådan en ville være i en landsdækkende sammenhæng.

''En af tankerne med dette er jo, at man skal kunne lave sammenligninger mellem amter.

Men at patienterne er lidt mere tilfredse det ene sted end det andet, kan man ikke rigtig bruge til noget.

Brugertilfredshed er vigtig, men det er snarere noget, man må se på lokalt. Og så til gengæld gå i dybden med de ting, patienterne er utilfredse med. Det er egentlig mere interessant, end at vores patienter er mere eller mindre tilfredse end patienter i København.'' 

Skizofrenibehandlingen er stærkt decentraliseret. Indikatorerne skal vise, om der er en ensartet udredning og systematik i behandlingen.