Sygeplejeforsker eller galionsfigur

Flere hospitaler har inden for det seneste år søgt sygeplejersker med en sundhedsfaglig kandidatgrad eller lignende akademiske kvalifikationer til at initiere, lede og gennemføre selvstændig sygeplejeforskning. Men nu er det bare sådan, at forskningsmæssig kompetence hverken erhverves på kortvarige kurser eller gennem en kandidat- eller masteruddannelse. Så hvad er hospitalernes formål med disse initiativer, hvad er det for kompetencer, de søger? Hvad er kendetegnende for den formelle forskningskompetence, som kandidaterne besidder?

Som udgangspunkt kan man undre sig over, hvad der driver hospitalernes initiativer. Et er statens og amternes opmærksomhed på akademiseringen af de mellemlange uddannelser samt de fagpolitiske interesser i en akademisering af faget. Men hvilke faglige og videnskabelige overvejelser ligger der bag hospitalsledelsernes umiddelbare interesse i at understøtte sygeplejeforskningen?

I sygeplejepraksis er vi vant til, at livet går stærkt. Vi kan på kort tid analysere, prioritere, planlægge og handle os ud af enhver situation. Men sådan er det ikke i forskning, da forskning fordrer formel kompetence, tid og penge samt ofte også patienternes medvirken og tid. Forskningen rummer derfor både faglige, økonomiske, etiske og fagpolitiske overvejelser.

Begrænset forskningskompetence

Sygeplejen profileres i tiltagende omfang ved en akademisering af faget. Men hvad er ideen bag en sådan akademisering?

At akademisere betyder: ''at give noget et formelt, objektivt og teoretisk præg''(1). Akademisk er: ''noget, som udelukkende er teoretisk og uden praktisk betydning''(1).

Men idealet er vel, at akademiseringen skal føre til, at en del af sygeplejens kliniske og uddannelsesmæssige praksis kommer til at hvile på systematisk udviklet, forskningsbaseret viden. Det fordrer, at de personer, der ansættes til at initiere, lede og gennemføre en sådan forskning, samt at de, som er vejledere for de forskningsstuderende, er kompetente til at varetage opgaverne.

I de omtalte stillingsopslag efterlyses akademiske kvalifikationer på kandidatniveau. Men det at besidde akademiske kvalifikationer er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er kompetent til at bedrive selvstændig videnskabelig forskning. For ''Kandidatuddannelsen i Sygepleje er et teoretisk studium, der retter sig mod at beskrive, analysere og vurdere forskellige former for klinisk, uddannelses-, ledelses- og forskningsmæssig praksis'' og ''Studiet giver mulighed for fordybelse i væsentlige områder inden for sygepleje med fokus på fagets teorier, videnskabelige metoder og resultater''(2), samt ''Uddannelsen danner grundlag for postgraduate studier''(3).

Med andre ord giver kandidatuddannelsen kompetence til at analysere og diskutere eksisterende viden for siden at formidle den eller implementere den i praksis. Kandidatuddannelsen giver således ingen formel kompetence til at initiere og lede sygeplejeforskningen, men den er grundlaget for at påbegynde en forskeruddannelse i form af et ph.d.-studium.

Ph.d.-uddannelsen er derimod en formel kompetencegivende forskeruddannelse. Ifølge bekendtgørelsen for ph.d.-uddannelsen \47 2 fremgår det, at: ''Ph.d.-graden tildeles som anerkendelse af, at den, der får graden tildelt, tilfredsstillende har gennemført en forskeruddannelse og ved en afhandling, som forsvares ved en offentlig forsvarshandling, har dokumenteret at være i stand til at gennemføre et videnskabeligt projekt ved selvstændig anvendelse af fagets videnskabelige metoder og derved har ydet et bidrag til fremme af forskningen på et niveau, der svarer til international standard for ph.d.-grader inden for fagområdet''(4).

Som udgangspunkt for arbejdet skal den studerende have gennemgået forskningsrelaterede kurser i et 

​Side 25

omfang svarende til ca. 1/2 årsværk. Vedkommende skal endvidere have indgået i aktive forskningsmiljøer - om muligt på udenlandske forskningsinstitutter, og endelig skal den studerende dokumentere formidling i form af undervisning og publikation af forskningsresultater på videnskabeligt niveau. Det er ikke min påstand, at kandidaterne ikke kan forske, men der er forskel på at udføre selvstændig forskning samt at være vejleder - og så det at udøve forskning med vejledning fra en veluddannet og erfaren forsker.

Sygehusenes medansvar

Som et led i akademiseringen er det nødvendigt, at de forskningsmiljøer, der etableres på vore hospitaler, 

​Side 26

samarbejder med universiteterne om de ph.d-studerendes uddannelses- og projektforløb. Det fordrer, at hospitalerne har ansat en forsker, der har såvel formel som reel kompetence til at vejlede de studerende.

For at blive hovedvejleder for en ph.d.-studerende fordres det, at vejlederen er professor eller lektor, og for at blive lektorbedømt skal vedkommende have en ph.d.-grad samt en videnskabelig produktion efter ph.d.-projektet. Den studerende kan selvfølgelig vælge en hovedvejleder uden for hospitalets forskningsmiljø, således at hospitalets sygeplejeforsker indgår i det universitære samarbejde som medvejleder. Men det fordrer, at vedkommende har en ph.d.-grad samt betydelig kompetence inden for det område, som den studerende skal vejledes i. Den sygeplejeforsker, som ansættes på hospitalet, må derfor sikres såvel forskningsret som forskningspligt, således at vedkommende med tiden kan lektorbedømmes og fungere som hovedvejleder.

I nogle af de opslåede stillinger forventes det, at kandidaterne har kompetence til at lede og gennemføre forskning af såvel kvalitativ som kvantitativ karakter. Et er, at kandidaterne ikke besidder denne kompetence. Men selvom mange ph.d.ere har en omfattende indsigt i såvel forskningsteori som praksis, så har de fleste forskere lagt deres ressourcer, interesse og forskning inden for enten kvalitativ eller kvantitativ forskning. Mange forskere har nemlig svært ved at finde tid og ressourcer til at sætte sig ind i de filosofiske, videnskabsteoretiske og metodiske principper, som fordres for at arbejde kritisk og stringent med begge retninger. Der er nemlig stor forskel på at have indsigt i de forskellige metoder, hvad de fleste forskere har, og så at anvende metoderne på et højt videnskabeligt niveau. Så selvom et hospital skulle være så heldigt at få ansat en kvalificeret forsker, så må man være opmærksom på, at disse forskere sjældent har omfattende kompetence inden for både kvalitativ og kvantitativ forskning.

Fondenes krav

Forskning er ofte ganske ressourcekrævende, hvad angår såvel tid som økonomi til databearbejdning, sekretærhjælp, litteratur, rejseomkostninger etc. De økonomiske midler skal oftest søges i diverse fonde. Grundlaget for at få del i fondsmidler er dels, at projektbeskrivelsen er videnskabeligt i orden, dels at fondene kan have tillid til, at de projekter, de støtter, gennemføres på et tilfredsstillende videnskabeligt niveau. Fondene vil derfor altid vurdere, om de personer, der skal udføre et givent projekt, nu også er kompetente til det. Der vil endvidere blive set på ansøgernes formelle forskningskompetencer. Det tages ofte for givet, at ansøgeren eller dennes vejledere som minimum har en ph.d-grad.

Dersom sygeplejeforskere i højere grad skal opnå mulighed for at deltage i tildelingen af fonds- og puljemidler, og dermed hindre, at andre fagdiscipliners repræsentanter enerådende bestemmer, hvilke projekter og forskningsområder der kan opnå støtte, så fordrer det, at disse sygeplejeforskere er klædt på til at diskutere projektbeskrivelsernes videnskabelighed og relevans.

Etiske overvejelser

Sundhedsfaglig forskning fordrer ofte patienternes medvirken, hvilket indebærer, at de skal benytte såvel ressourcer som tid til at deltage i forskningen - på et ofte kritisk og følelsesladet tidspunkt i deres liv. Forskeren har derfor et stort ansvar for, at patienternes ressourcer udelukkende benyttes til deltagelse i forskning, der har en sådan kvalitet, at den reelt er videnskabelig - og ikke pseudovidenskabelig. Forskerne og de sygeplejefaglige ledere har endvidere ansvar for, at de afsatte ressourcer ikke anvendes til pseudovidenskabelige tiltag, idet ressourcerne da vil være langt bedre anvendt til andre formål. Inkompetent forskning skaber endvidere risiko for udviklingen af ''falske sandheder,'' som ved ukritisk anvendelse kan blive til større skade end gavn for patienterne.

Tid for bevisførelse

I pressen og den fagpolitiske debat bliver akademiseringen af faget ofte benyttet som lokomotiv, når der tales løn. Det er dermed fagets forskere og deres forskning, der benyttes som trækkraft, men hvad er den værd på længere sigt, hvis disse lokomotiver ikke har den fornødne forskningskompetence?

Sygeplejeforskningen har en tid levet med omgivelsernes forståelse for, at det var en ung disciplin under udvikling. Der er blevet set igennem fingre med vores manglende eller begrænsede indsigt i forskningens ontologiske, epistemologiske og metodologiske grundlag. Man har endvidere accepteret, at sygeplejersker i disciplinens vorden har udført en del randforskning på bekostning af den kliniske kerneforskning. Men på en konference i København i 1999, arrangeret af Dansk Sygeplejeråd om udarbejdelsen af en delstrategi for sygeplejeforskningen i Danmark, udtalte daværende forskningsminister Jan Trøjborg, at tiden er inde til, at danske sygeplejeforskere beviser, at den viden, de udvikler, har til formål at flytte noget i praksis - og at den med tiden gør det.

I den forbindelse er det vel oplagt, at de sygeplejefaglige ledere understøtter den kliniske forskning og uddannelsen af forskere ved at medvirke til etableringen

​Side 27

af attraktive forskningsmiljøer, ledet af kompetente forskere.

Trøjborg pointerede endvidere, at sygeplejeforskningen ikke længere kan leve i en undtagelsestilstand, hvilket indebærer, at sygeplejersker fremover må være forberedt på at kæmpe om forskningsmidlerne på samme vilkår som andre. Og et er sikkert, der bliver ikke flere penge i systemet. Så hvis sygeplejersker reelt er interesseret i at udvikle ny viden, fordrer det, at de sygeplejeforskere, der søger og benytter fondsmidlerne, er kompetente forskere.

Graver egen grav

Sygehusledelserne synes presset til fra både politisk og fagpolitisk side at etablere sygeplejefaglig forskning. Samtidig synes livet på hospitalerne præget af, at der skal forskes for enhver pris. Ja, til tider synes der at være gået prestige eller snobberi i forskningen. Forskerstillingerne popper op, men de nødvendige og formelle forskningskompetencer efterspørges ikke. Man må ikke håbe, at det er tegn på, at de sygeplejefaglige ledere bevidst prioriterer at have en galionsfigur til at pynte på facaden, som i nuet kan tilfredsstille omgivelsernes krav, men som på længere sigt ikke får produceret kvalificeret forskning. For gør de ikke det, så risikerer sygeplejerskerne at grave deres egen grav - samtidig med at det bekræfter nogle fordomme i omgivelserne om, at sygeplejersker ikke kan eller bør forske.

En yderligere pseudovidenskabelig prægning af fagets renomme vil forringe mulighederne for de kvalificerede forskere, som så skal kæmpe endnu hårdere for at opretholde omgivelsernes accept, deres egen eksistens og mulighederne for at få midler til at gennemføre kvalificeret forskning.

Fælles prioritering

Vi må acceptere, at forsknings- og kvalitetsudviklingsprojekter ikke bare er noget, man fra sygehusledelsernes side bestiller i et vist kvantum alt afhængig af, hvilken vej vinden blæser politisk og fagligt. Nej, forskning fordrer kompetencer, tid, ressourcer, motivation og en velgennemtænkt strategi for forskningen - og dermed en fælles prioritering af såvel behovet for ny viden, satsningsområderne, samt hvor mange og hvilke ressourcer man vil afsætte på de enkelte hospitaler, hvordan forskningen skal organiseres og ledes etc. For den fremtidige sygeplejeforskning bør ikke være enkeltmandsværk, men i stedet baseres på en fælles prioritering af, hvilke satsningsområder et hospitals sygeplejersker finder relevant og er motiveret for at deltage i, således at lokomotivet med tiden får så stor trækkraft, at togets vogne følger de kompetente lokomotivers kvalificerede forskningsindsats. Først da er sygeplejersker og faget på vej mod en reel akademisering præget af substans - og dermed resultater, som holder i praksis - og som sygeplejersker er motiverede for at implementere. Først da bliver forskningen en naturlig afmystificeret og anvendelig del af hverdagen.

Ingen efterspørgsel

Tiden præges af, at de sygeplejefaglige ledere så at sige skal vide alt om alting, hvilket som bekendt er umuligt. Tiden må derfor være inde til, at disse ledere og de erfarne forskere i fællesskab udarbejder nogle kvalificerede lokale strategier for organisering, ledelse og udførelse af sygeplejeforskningen, så den fremtidige sygeplejeforskning og forskeruddannelse opnår substans, anvendelighed og anerkendelse.

Vi har efterhånden en del seniorforskere med en ph.d.-grad herhjemme - og dermed en gruppe veluddannede forskere med formel og reel forskningskompetence og erfaring. Så hvorfor ikke søge at tiltrække nogle af disse forskere til vores hospitaler.

Hvorfor efterspørges disse seniorforskere ikke? - Er vi bange for dem? - Eller er de for dyre i drift? For det er vel rimeligt, at de personer, hvis kvalifikationer benyttes som trækkraft i lønlokomotivet, accepteres og honoreres for deres kompetencer og ansvar, ligesom det er forskernes ansvar at formidle og medvirke til at skabe dialog, så deres ideer og viden kan forstås, accepteres og anvendes af fagets udøvere.

Fagets fremtid

Mit spørgsmål er: Hvad er det, vi vil med forskningen og fagets fremtid? Vil vi have nogle galionsfigurer til at pynte på hospitalernes facader - eller vil vi acceptere den tid og de ressourcer, der fordres for at opbygge nogle gedigne videnskabeligt produktive forskningsmiljøer på vore hospitaler? Som det tegner sig lige nu, ser det ud til, at det er galionsfigurerne, der satses på - men de plejer selvfølgelig også at leve længe - hvis de da ellers ikke går ned med mus og mænd.

Susan Rydahl Hansen er ph.d.-studerende og ansat på Palliativ medicinsk afdeling, Bispebjerg Hospital.

Litteratur

1. Politikens Store Nye Nudansk Ordbog. København: Politikens Forlag; 1997

2. Studieordningen for Kandidatuddannelsen i Sygepleje. Institut for Sygeplejevidenskab, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet 2000.

3. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 786 af 29. august 1994. Bekendtgørelse om kandidatuddannelsen i sygepleje.

4. Undervisnings- og Forskningsministeriets bekendtgørelse nr. 989 af 11. december 1992 om ph.d.-graden.

​