Praksissygeplejersken som forsker

Professor i klinisk sygepleje, Marit Kirkevold, sagde i sin tiltrædelsesforelæsning ved Institut for Sygeplejevidenskab, at udvikling af sygeplejevidenskaben må tage udgangspunkt i sygepleje som et praktisk udøvende fag, og at ''konstruktiv sygeplejevidenskab, som sætter fokus på en positiv ændring af praksis, må være det endelige mål'' (1). Akademisk uddannede sygeplejeforskere er der endnu ikke så mange af i Danmark, så hvad skal vi gøre?

Jeg mener, vi skal åbne forskningsdørene for praksissygeplejerskerne. At forske i sygeplejepraksis kan ifølge min vurdering sagtens, og med gode resultater, varetages af praksissygeplejersker uden indgående kendskab til forskningsverdenen, hvis de vel at mærke gives passende muligheder herfor.

Hvilke kvalifikationer, man som sygeplejeforsker skal besidde, før man må og kan bedrive selvstændig forskning, har tidligere været genstand for diskussion i Sygeplejersken (2,3,4). Jeg vil derfor blot understrege, at min holdning er, at praksissygeplejersker godt kan udøve kompetent og videnskabelig forskning, selv om de ikke kan fremvise guldrandede eksamenspapirer i forskning og videnskab.

Inden jeg indgik i et konkret forskningsprojekt i perioden 1995-1998, havde jeg meget lidt erfaring med forskning. Drivkraften var en undren over karakteren af den kommunikation og det samarbejde, der foregik både mellem de sundhedsprofessionelle indbyrdes og mellem de sundhedsprofessionelle og svage gamle patienter. Som afdelingssygeplejerske

Side 22

på en hospitalsafdeling, oplevede jeg, at der ofte var problemer med kommunikationen og samarbejdet, men kunne ikke helt gennemskue problemernes karakter.

Den daværende administrerende oversygeplejerske gav mig mulighed for at indgå i et empirisk forskningsprojekt ved at give mig orlov med løn fra min stilling. Dette var startskuddet. En helt ny verden åbnede sig for mig, og jeg blev grebet af forskningen.

Praktiker og cand.cur.

Efter projektet startede jeg derfor på cand.cur.-studiet og på en masteruddannelse i læreprocesser for at videreudvikle min kompetence til at udføre videnskabelig og klinisk sygeplejeforskning. Så selv om jeg før forskningsprojektet havde forsvoret, at jeg ville sætte mig på den videnskabelige skolebænk for at lære at tale, tænke og skrive videnskabeligt - jeg er i den grad praktiker - så har lysten og nysgerrigheden altså sejret over min tidligere modstand.

Jeg er og vil vedblive med at være praktiker. Men det kan være med til at nuancere billedet af praksis at have et teoretisk og videnskabeligt grundlag at bygge sin undren, antagelser og argumentation på. Så længe man blot stadig har begge ben, sin fornuft og sin måde at tale og skrive på solidt plantet i praksisverdenen. Ellers risikerer man teoretisk tågesnak, der hverken gavner praksissygeplejersker eller sygeplejepraksis. Det er ofte et klagepunkt, jeg hører, praksissygeplejersker har. De forstår ikke, hvad det er, sygeplejeteoretikere eller sygeplejeforskere siger, eller hvilken betydning konkrete sygeplejeforskningsprojekter har for deres egen praksis. Derfor hører jeg også meget sjældent praksissygeplejersker ytre ønske om at gå forskningsvejen, da de mener, denne er belagt med teoretiske og videnskabelige brosten, som de ikke kan se har ret mange lighedspunkter med deres praksishverdag. Det er et problem, det er væsentligt at forholde sig til af flere årsager:

Der er stærkt brug for sygeplejeforskning, der har sit udspring i kliniske problemstillinger

Der er brug for praksisforankrede sygeplejeforskere, der kan formidle og omsætte forskningsresultaterne til forståeligt hverdagssprog

Forskningsresultaterne skal forstås og føles vedkommende af praksissygeplejerskerne, for at de vil og kan omsætte resultaterne til praksis.

Afvist af forskningsverdenen

Selv om man erkender, at der er brug for klinisk sygeplejeforskning, og selv om praksissygeplejersker skulle have lyst til at forske i klinisk sygepleje, kan der stadig være problemer forbundet med dette. Jeg har på egen krop følt, hvor svært det kan være både at få foden inden for i den etablerede forskningsverden, at blive anerkendt i denne og at få kompetent støtte til at gennemføre og publicere sin forskning. Jeg blev således afvist af Dansk Institut for Sygeplejeforskning (DISS), Universitetshospitalernes Center for Sygeplejeforskning (UCSF) og Dansk Selskab for Sygeplejeforskning (DSSF), da jeg henvendte mig for at bede om vejledning. Begrundelsen var, at man på daværende tidspunkt ikke havde ressourcer til at påtage sig vejlederopgaver. Jeg blev også afvist af Institut for Sygeplejevidenskab, da jeg bad om hjælp og vejledning til at gennemføre mit projekt. Begrundelsen var, at de ikke havde ressourcer til at påtage sig sådanne opgaver, uden man var tilknyttet instituttet som ph.d.-studerende.

Forskningsresultaterne og publiceringen blev kun til noget pga. støtte fra kompetente forskere, som formelt set ikke var forpligtet til dette. Vigtig og brugbar klinisk forskning ville således være gået tabt,

hvis ikke det var for forskningsprojektets to øvrige medarbejdere, der var ph.d.-studerende og derfor kunne få mig ind på diverse ph.d.-kurser og med til diverse seminarer og kongresser,

hvis ikke sygeplejerske og dr.PH Lis Wagner uopfordret under hele projektet støttede, opmuntrede og vejledte mig,

hvis ikke professor Bjørn Holstein påtog sig at gennemlæse mit forskningsprojekt og på denne baggrund gav mig konstruktiv kritik.

Trods de problemer jeg oplevede med at gennemføre forskningsprojektet, så vil jeg gerne slå et slag for, at praksissygeplejersker får lyst til og mulighed for at gå i gang med klinisk og jordnær forskning. Det er sjovt og udviklende, og der er stærkt brug for det både fra sygeplejefagets, praksissygeplejerskernes og fra patienternes perspektiv. Men det kræver bl.a., at rammerne skal være i orden. Først og fremmest skal de etablerede forskningsmiljøer være villige til både at åbne deres døre for, acceptere og tage sig af praksissygeplejersker, som ønsker at forske. Det kræver også, at de økonomiske muligheder er til stede. Mon ikke det var en opgave for Institut for Sygeplejevidenskab at arbejde videre med?

Mette Kjerholt er stud.cur. og MPL-stud. og ansat i Udviklings - og uddannelsesafdelingen på Amtssygehuset i Gentofte.

Litteratur

1. Bagh J, Vesterdal A. Forskning skal være klinisk relevant. Sygeplejersken; 2002 (16): 24-5.

2. Ploug Hansen H. Vi skal forstå egen praksis. Sygeplejersken; 1995 (34): 24-5.

3. Kjerholt M. Synspunkt. Sygeplejersken; 1995 (38): 46.

4. Mitchell IN. Synspunkt. Sygeplejersken; 1995 (39): 52.