Sygeplejersken
Privat sygepleje på Fyn
Sygeplejerske Birthe Skovgård sagde i 1998 farvel til lønmodtagerrollen for at oprette sin egen virksomhed, hvor bl.a. ældre mennesker betaler for at få en hjemmesygepleje, der er mere fleksibel end den offentlige. Måske bliver der flere danske privatpraktiserende sygeplejersker i fremtiden.
Sygeplejersken 2002 nr. 44, s. 13
Af:
Lotte Havemann, journalist
''Professionel personlig bistand - der gør livet lettere.'' Sloganet for det sydfynske firma BS Pleje tiltrækker mange ældre, som gerne vil betale for privat hjemmepleje, selv om de har muligheden for at modtage den offentlige. På samme måde foretrækker sygeplejerske Birthe Skovgård at udføre privat hjemmesygepleje frem for at arbejde som sygeplejerske i den offentlige sektor.
Efter mere end 25 år i forskellige grene af sygeplejen opsagde hun sit arbejde som faglig sekretær i Dansk Sygeplejeråds amtskreds på Fyn og slog sig ned som selvstændigt erhvervsdrivende sygeplejerske i Svendborg. Det er godt fire år siden, og Birthe Skovgård har ikke fortrudt.
''Jeg har mine faste kunder. Jeg kender dem, og de kender mig. De synes, det er positivt, at det er den samme medarbejder, der kommer hver gang. Det skaber tryghed,'' fortæller hun.
I begyndelsen købte de ældre mest hjælp til rengøring, indkøb og madlavning. I dag kommer tre fjerdedele af omsætningen fra salg af personlig pleje, herunder hjemme-hospicefunktioner, dvs. hun bl.a. passer døende patienter i hjemmet.
Birthe Skovgård mener, at den hjemmepleje, hun står for, er mere smidig end den, det offentlige tilbyder. Når hun er ude i et hjem, er hun ikke bleg for at stege en frikadelle eller købe ind, når hun alligevel er til stede for at skifte en forbinding, dosere medicin eller give en injektion.
''Vi kører med de samme tilbud som det offentlige, men vi laver ikke en firkantet kontrakt om hjemmeplejen, som ikke kan ændres uden videre. Nej, vi afsætter et bestemt antal timer og minutter i samråd med den ældre, og så beslutter vi fra gang til gang, hvad vi skal gøre for vedkommende. Det passer også godt med den fleksibilitet, som den nye servicelov, der træder i kraft den 1. januar 2003, lægger op til,'' siger Birthe Skovgård.
Hun er en af de få selvstændigt erhvervsdrivende sygeplejersker i Danmark, der bl.a. tilbyder hjemmesygepleje til private mennesker. Ingen kan i dag sætte tal på, hvor mange danske sygeplejersker, der yder privat sygepleje via eget firma, men et skøn lyder, at tallet ''ikke er særlig højt.''
Til gengæld er der tilsyneladende en stigende interesse for at nedsætte sig som privatpraktiserende sygeplejerske.
Inden for de seneste to år har flere og flere sygeplejersker henvendt sig til Dansk Sygeplejeråd for at høre, hvilke konsekvenser det har for dem, hvis de opretter et firma. -
Læs også artiklen "Rift om private hjemmesygeplejersker".
Hvis man har planer om at blive selvstændig og udøve sygepleje eller andre ydelser fra eget firma, er her nogle praktiske oplysninger:
- Enhver sygeplejerske med autorisation kan nedsætte sig i eget firma og sælge sygeplejeydelser, f.eks. til personer i eget hjem. Det kræver ingen yderligere godkendelse fra myndighederne.
- Der er 100 pct. brugerbetaling på personlig pleje og 60 pct. på såkaldt praktisk bistand, dvs. rengøring, madlavning og indkøb (hjemmeserviceordningen).
- Hvis sygeplejen indebærer medicinering, skal en læge ordinere præparaterne, men ydelsen kræver stadig ingen godkendelse.
- Vil en sygeplejerske ansætte en eller flere sygeplejersker, forudsættes en godkendelse fra Sundhedsstyrelsen. Godkendelsen gives, hvis det er en sygeplejerske, der har ansvaret for formidlingen af de(n) ansatte sygeplejersker, og hvis sygeplejerske-autorisationerne er i orden.
- Selvstændigt erhvervsdrivende sygeplejersker kan godt beholde deres medlemskab af Dansk Sygeplejeråd, også selv om de får ansatte under sig.
- Selvstændigt erhvervsdrivende sygeplejersker kan pr. den 10. oktober blive stående i Danske Sygeplejerskers Arbejdsløshedskasse (DSA).