Sygepleje til muslimske patienter

Danskere betragter generelt religion som en privatsag. Mange er religiøst blufærdige og har svært ved at forstå og acceptere en religiøsitet, der er meget offentlig i sit udtryk.

For mange muslimer er islam en integreret del af hele tilværelsen. To meget vigtige aspekter af en muslims religiøsitet er opfattelsen af begreberne anstændighed og renhed, og hensynet til disse præger den måde, han eller hun opfører sig på uden for hjemmets fire vægge.

Islam har betydning for alle livets forhold: klædedragt, familierelationer, forholdet mellem kønnene, seksualmoral og ægteskab, føden og overholdelse af renhedsforskrifter i forbindelse med legemets funktioner (1,2,3).

Åndelige behov

Sygeplejen i den vestlige verden har traditionelt defineret åndelige behov ret snævert. Den danske sygeplejerske Grete Schärfe definerer det som ”enhver mangel eller ethvert ønske, et menneske måtte have i sit forhold til Gud/højere magt,” og et religiøst behov defineres som ”enhver mangel eller ethvert ønske, der angår handlinger, aktiviteter, skikke og vaner, der har relation til menneskets gudsforhold, uanset hvilken religion personen tilhører” (4).

Schärfe mener derfor, at sygeplejersken kan være behjælpelig med at opfylde patientens religiøse behov gennem hjælp til bøn, læsning af religiøse skrifter, deltagelse i gudstjeneste og samtale om religiøse emner. Hun opfatter således religiøse aktiviteter som en meget afgrænselig del af tilværelsen.

Schärfe mener, at religiøse behov i vid udstrækning er identiske hos personer af forskellig religiøs observans.
Dette er meget problematisk. At tilgodese en muslimsk patients åndelige og religiøse behov omfatter nemlig meget mere end hjælp til bøn og koranlæsning.

Måltidet er en religiøs handling, og en muslim vil hellere undvære føde end spise noget, han anser for urent. Derfor er tilvejebringelse af føde, der er tilladt for ham at spise, en måde at tilgodese hans religiøse behov på (1).

En anden måde at tilgodese hans religiøse behov er at hjælpe ham med at bevare anstændigheden under et hospitalsophold.

En mangetydig størrelse

Ikke alle muslimer har samme opfattelse af deres religion og religionsudøvelse. Nogle muslimer definerer sig selv som kulturelle muslimer, man kunne også kalde dem sekulære eller verdslige muslimer, heriblandt folketingspolitikeren og forfatteren Naser Khader (3), mens andre tager religionen og dens forskrifter mere alvorligt.

Der er desuden mange kulturelle forskelligheder blandt muslimer, som giver sig udtryk i den religiøse praksis.
I denne artikel vil jeg beskrive de overvejelser, man må gøre sig i plejen af en muslimsk patient, for hvem religionen har en afgørende betydning.

Det er selvfølgelig altid vigtigt at indgå i en

Side 15

dialog med den enkelte muslimske patient om, hvilke hensyn der ønskes taget, og at tage udgangspunkt i disse individuelle ønsker. Derfor er det følgende kun en vejledning i, hvilke områder af plejen af muslimske patienter man bør være særlig opmærksom på.

Plejepersonalets forpligtelser

Religionsfrihed er en grundlovssikret rettighed. Der står således om sygeplejerskeuddannelsen, at den studerende skal kvalificere sig til at ”indgå i samarbejde med patienten, pårørende, kolleger og andre faggrupper uafhængigt af etnisk, kulturel, religiøs og sproglig baggrund” (5).

Sygeplejersken har altså pligt til ikke at lade patientens religiøse baggrund være en hindring for sin professionsudøvelse (1). Det ville være uprofessionelt at lade evt. personlige fordomme forlede til forskelsbehandling af patienterne. Mødet med etniske og religiøse minoriteter i sundhedsvæsenet burde i stedet føre til en kritisk refleksion af egne faglige og sociale traditioner (6,11).

Der kan i plejesektoren være en vis tendens til etnocentrisme, dvs. forestillingen om, at ens egne normer, skikke og religion er overlegne. Konsekvensen kan være en manglende evne eller vilje til at sætte sig ind i andre skikke og normer (6,7).

Jeg vikarierede et sted, hvor man havde haft en yngre kvindelig patient af udenlandsk herkomst, der ville have sin tante til at sove hos sig hver nat. Det syntes man simpelthen var for meget, skønt det ikke var pladsen, der var et problem. Jeg indvendte, at der er mange kulturer, hvor man aldrig sover alene, og at mange mennesker aldrig har prøvet det og er bange for det. Den forklaring blev ikke godtaget. Det kunne simpelthen ikke passe, for det havde man aldrig hørt om før! Man ville kun tolke situationen ud fra sit eget perspektiv og afviste andre forklaringsmodeller, der kunne have givet en forståelse for de behov, patienten gav udtryk for (6).

Den norske sygeplejerske Ingrid Hanssen påpeger, at det faktum, at sundhedsvæsenet i Skandinavien ikke er tilrettelagt ud fra hensyn til kulturelle og religiøse traditioner, gør det mindre tilgængeligt for minoritetspatienter (1).

Anstændighed og blufærdighed En muslimsk patient har to overordnede behov. Det første er behovet for, at der bliver taget hensyn til anstændighed og blufærdighed, som ofte er betydeligt mere omfattende end en gennemsnitsdanskers blufærdighedsfølelse. Det andet er behovet for overholdelse af de religiøse renhedsforskrifter. Spændingsforholdet mellem rent og urent (halal og haram) gælder for alle aspekter af en muslims liv (8), men i forbindelse med sygepleje har det især betydning i forbindelse med føden og kroppens funktioner. 

Anstændighed

Af anstændighedshensyn vil mange muslimer undgå at være alene med en af det modsatte køn, som de ikke er i familie med. Man vil heller ikke berøre, give håndtryk eller knus til en sådan person, ligesom man vil undgå direkte øjenkontakt. Selv ægtefæller vil være tilbageholdende med fysisk kontakt, når de befinder sig i det offentlige rum (2). Plejepersonalet bør i så stor udstrækning som muligt søge at tilgodese dette behov for anstændighed. Især bør man undgå unødig berøring af en patient af det modsatte køn. Det er dog ikke så svært for mandlige patienter at acceptere berøring fra kvindeligt personale, da omsorg også for dem traditionelt er et kvindeerhverv (1). Nogle muslimer kan heller ikke lide berøring på hovedet.

En muslim vil altid sørge for at være ærbart påklædt, da nøgenhed er tabu og anses som skamfuldt for både manden og kvinden. Man vil altid undgå at vise sine kønsdele for en anden person, også en af samme køn, derfor vil man sørge for, at kønsdelene er tildækkede, hvis man er nødsaget til at bade i en andens tilstedeværelse (6,3). Antropologen, lektor ved Syddansk Universitet Beth Elverdam nævner en seksårig pige med kløe i genitalregionen, hvis mor af generthed lod pigen selv klare personlig hygiejne og smøre sig med den ordinerede salve (7).

Der er forskellig opfattelse af, hvad det indebærer for en muslimsk mand at være anstændigt påklædt. Nogle vil tildække sig fra halsen og til ned over knæet med ikke for stramtsiddende tøj, helst med mere end en undertrøje på overkroppen. Andre vil have en mere liberal indstilling til deres påklædning.

Side 16

Kvindens hår, arme, ben og krop vil oftest være tildækket, skønt måden, det gøres på, kan variere meget. En kvindes ærbarhed skal under alle omstændigheder respekteres, da brud herpå vil være vanærende ikke bare for hende selv, men også for hele familien. Derfor kan man som en hovedregel gå ud fra, at der i situationer, hvor en kvindelig muslimsk patient skal undersøges, behandles eller plejes af en mand, bør være en anden kvinde til stede i rummet. Der kan imidlertid være muslimske kvindelige patienter, for hvem et sådant hensyn ikke vil være nødvendigt (7,1).

Højre eller venstre hånd

Højre hånd anses for ren, og venstre for uren. Derfor benyttes venstre hånd til nedre toilette. Højre hånd bruges til at spise, hilse og overbringe noget til andre med. Jeg mener dog, at det vil være et for vidtgående og urealistisk krav til et dansk plejepersonale, at de skulle være i stand til i alle forhold af plejen at tage hensyn hertil. Det vigtigste må derfor være at prøve at huske at hilse og give mad med højre hånd (3). 

Familien

Islam vægter familien højt, og en hospitalsindlæggelse er derfor hele familiens anliggende. Familien vil være meget synlig på afdelingen, og da hospitalet opfattes som et offentligt rum, vil det oftest være manden, faderen eller den ældste søn, som udtaler sig på patientens vegne. I modsætning hertil er det i hjemmet oftest kvinderne, der opsamler viden og erfaring om sygdom og sundhed.

En mandlig slægtning vil derfor ofte træffe afgørelser vedrørende en kvindelig muslimsk patients behandling og pleje (1) og kan derfor komme til at forholde sig til anliggender, som han normalt ikke ville beskæftige sig med, såsom menstruation og andre ting vedrørende det kvindelige underliv, hvis sygeplejersken ikke er opmærksom på problemet.

Det kan derfor være en hjælp for alle parter, hvis plejepersonalet kan foreslå de mandlige familiemedlemmer at lade en kvindelig slægtning eller bekendt overtage kontakten mellem patienten og plejepersonalet, også i de tilfælde, hvor tolkning er nødvendig. Denne kvinde kan så rådføre sig med resten af familien i de situationer, hvor den skal tage stilling til forhold af betydning for behandling og pleje. Familien kan også modsætte sig, at patienten får dårlige nyheder om sin sygdom at vide. Andre gange vil man foretrække at give sådanne nyheder gradvist (7,3). Da man må handle ud fra patientens

Side 17

totalsituation, må hensynet til, hvad familien skønner bedst, veje tungt.

Ord som sygdom, ulykke og død udtales sjældent direkte blandt muslimer. Formidling af dårlige nyheder gives ofte trinvist og pakket ind i religiøse vendinger, som f.eks. at liv og død er i Guds hånd (3). Dette har betydning for den måde, man vil formidle dårlige nyheder til en patient på. Det kan være en fordel evt. at lade familien overbringe de dårlige nyheder på den måde, de skønner det bedst.

Det er som regel også familien og ikke den lokale imam, der vil varetage evt. religiøse pligter, såsom bøn og koranlæsning i forhold til patienten.

Ofte kan man med fordel tale med det ældste familiemedlem, som nyder respekt i kraft af sin alder, om f.eks. begrænsninger i besøgstiden. Han vil så formidle afdelingens retningslinjer til resten af familien (1).
Venner og bekendte vil også i stor udstrækning aflægge besøg hos en hospitalsindlagt, da det betragtes som en religiøs pligt at besøge syge og vise solidaritet med dem (1).

Ernæring

I islam er føden ikke værdineutral. Der skelnes mellem tilladt og forbudt føde – halal og haram. Forbudt føde, der betragtes som uren, er produkter, der indeholder svinekød (derfor også margarine og husblas), selvdøde dyr, blod, alkohol og andre euforiserende stoffer (7,3). Man bør således undgå medicin, der indeholder alkohol og gelatine. Nogle muslimer spiser heller ikke skaldyr eller ikke-alkoholiske gærede drikke som hvidtøl.

Da islam prioriterer livets opretholdelse højt, vil de fleste muslimer dog indtage livsnødvendig medicin, der indeholder alkohol, euforiserende stoffer eller svineprodukter, hvis anden medicin ikke er tilgængelig.

Dyrets hjerte skal være i funktion ved slagtningen, således at blodet kan pumpes ud; dette kaldes populært for halalslagtning. For mange muslimer er det altså ikke tilstrækkeligt, at føden i sig selv er tilladt, slagtningen skal også være foregået på den foreskrevne måde (6).

Plejepersonalet må være opmærksomt herpå og sørge for, at der på den enkelte afdeling er udarbejdet retningslinjer for, hvordan man kan imødekomme muslimske patienters behov for, at føden og medicineringen er i overensstemmelse med forskrifterne for halal. Man kan naturligvis rådføre sig med patienten selv angående evt. restriktioner i diæten.

I tilfælde af, at man ikke kan finde frem til en medicinering uden haram-indholdsstoffer, må lægen drøfte sagen med patienten og dennes pårørende.

Før og efter et måltid vil en muslimsk patient sandsynligvis gerne have vasket hænder, og hun vil spise med højre hånd.

Ramadanen

I den islamiske månekalenders niende måned, ramadanen, fastes der i 28 dage fra solopgang til solnedgang. Fasten forskydes 9-10 dage bagud fra det ene år til det andet i forhold til den vestlige kalender (7,1). Fasten indebærer, at man afstår fra at nyde både mad og drikke, rygning og sex. Kun raske og mentalt sunde, voksne personer skal følge fasten, som altså ikke omfatter ældre, syge, personer på rejse, gravide, ammende og menstruerende kvinder og børn før puberteten, dvs. før 12-13-års alderen. Rejsende og syge samt menstruerende kvinder skal faste på et senere tidspunkt. Afdelingen kunne med fordel indføre en multikulturel kalender, der foruden danske helligdage også markerede de væsentligste muslimske helligdage, specielt ramadanens placering. Det vil hjælpe i planlægning af indlæggelsesdatoer og ambulatoriebesøg, da mange muslimer vil foretrække ikke at skulle møde op under ramadanen. De fleste muslimske patienter på hospital vil altså godt kunne indtage føde, væske og medicin under ramadanen, da de jo er syge og derfor undtaget for fasten. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor patienten mener sig i stand til at overholde fasten under en indlæggelse, og her må plejepersonalet gå i dialog med hende og vurdere, om en faste i dagtimerne er sundhedsmæssigt forsvarligt. Hvis det skønnes at være tilfældet, kunne man sørge for, at hun fik mad og drikke umiddelbart før og efter fasten. Man kunne også give de pårørende mulighed for at bringe mad efter solnedgang. (Se interviewet med den muslimske diabetiske kvinde, som med sin læges hjælp klarer at overholde fasten i ramadanen nedenfor). Muslimer forbinder ordet faste med ramadanen 

Side 18 

og forstår det som en faste fra solopgang til solnedgang og altså ikke en faste i nattetimerne. Derfor kan det være nødvendigt at pointere over for muslimske patienter, der skal faste i forbindelse med operation, undersøgelser eller blodprøver, hvad en medicinsk faste indebærer (1). Se også artiklen ”Grundlæggende doktriner i islam”. 

Bøn  

Patienten kan have behov for at bede, evt. sammen med sine besøgende. Før bønnen afvaskes hænder, underarme, fødder og ansigt rituelt. Man beder på gulvet vendt mod Mekka. Bedestedet skal være rent, derfor dækkes det med et bedetæppe eller andet klæde. Der bedes fem gange dagligt, før solopgang, til middag, om eftermiddagen, efter solnedgang og endelig umiddelbart før sengetid. Man beder skiftevis knælende, liggende udstrakt på maven og stående op. Derfor må man vejlede patienten om, hvor på afdelingen hun kan bede uden at være til gene for medpatienterne.

Ellers kan man komme i en situation som den, man havde oplevet på en afdeling, hvor jeg vikarierede. En muslimsk patient havde sammen med et helt følge af besøgende lagt beslag på den ene del af opholdsstuen til fælles bøn. Hvis patienten Side 19 pga. forhold i forbindelse med indlæggelsen ikke kan bede alle sine bønner, kan hun bede ekstra bønner, når hun kommer hjem igen. Se også artiklen ”Grundlæggende doktriner i islam” på side 24. 

Koranen

Koranen er muslimernes hellige bog, som Bibelen er de kristnes. Muslimerne anser Koranen for at være forfattet af Gud selv og behandler den derfor med megen respekt. Man skal være ren for at røre ved den. Vantro, dvs. ikke-muslimer, og kvinder, der anses for urene i forbindelse med menstruation eller fødsel, må ikke røre ved den. Derfor er det bedst at bede patienten om selv at flytte på Koranen, hvis hun har den på sit sengebord (3).

Fødsel

Mænd er traditionelt forment adgang til begivenhederne omkring fødslen. I Sundhedshuset i Gjellerup ved Århus oplever man dog, at der gradvist er ved at udvikle sig nye fødselstraditioner blandt den muslimske befolkning. I et samarbejde mellem Århus Amt og Århus Kommune kører man fra november 2001 til november 2003 et unikt projekt, der sigter på fødselsforberedelse af indvandrerkvinder.

Kun meget vestligt orienterede muslimske mænd vil dog stadig ledsage deres koner til fødselsforberedelse. Det er også et problem, at mange kvinder ikke vil deltage i forløbet, hvis der er fremmede mænd til stede.

Derimod er der et stigende antal muslimske mænd, der gerne vil opleve deres barns fødsel. De er ofte også ivrige efter at leve op til de forventninger, vi i Danmark stiller til mænds deltagelse i denne begivenhed. Mange kvinder beder også deres mænd om at tage med, mens andre ikke er interesserede. Nogle bruger deres mænd som tolk, mens andre gerne vil have, at mændene skal opleve, hvor smertefuld en fødsel er.

Som regel er der op til flere kvinder til stede ved fødslen, det kan både være familiemedlemmer og veninder.

Ved fødslen vil et familiemedlem hviske trosbekendelsen og kaldet til bøn i den nyfødtes øre (2,3). Mor og barn vil ofte blive isoleret fra det normale hverdagsliv i 40 dage efter fødslen. De skal passe specielt godt på i denne periode, da de er mere modtagelige for sygdom og død forårsaget af sygdomsfremkaldende ånder og det onde øje (7,3). Moderen er rituelt uren, så længe hun bløder efter fødslen, og må derfor hverken deltage i tidebønnen eller faste, hvis denne periode falder sammen med ramadanen. Hun er desuden i en kold tilstand ifølge forestillingen om de fire kropsvæsker og skal derfor have en kost, der består af varme fødemidler (se boks: Sygdom og sundhed i islam side 18).

Det er vigtigt, at plejepersonalet ikke giver det nyfødte barn for megen opmærksomhed eller roser det for meget, da det kunne vække mistanke om det onde øje (7).

Død og begravelse

I det rum, hvor den døende befinder sig, bør der ikke være symboler for andre religioner. Muslimer respekterer dog kristendommens og jødedommens grundlæggende religiøse skrifter, dvs. Bibelen og Toraen, som udtryk for en foreløbig åbenbaring før Muhammads tid. Derfor vil de ikke have noget imod bibelcitater, der f.eks. er hængt op på væggene eller over døren.

Der læses højt af Koranen, og hvis den døende er i stand til det, skal hun have mulighed for at sige trosbekendelsen i en anden muslims tilstedeværelse, evt. en imams. Ellers hviskes trosbekendelsen og kaldet til bøn i hendes øre. I dødsøjeblikket skal ansigtet vende mod Mekka, og umiddelbart efter dødens indtræden skal legemet afvaskes af en muslim af samme køn. Legemet svøbes i et hvidt klæde. Hvis den afdøde har været på pilgrimsrejse til Mekka, bliver hun svøbt i sin pilgrimsdragt.

Herefter føres hun til et sted, hvor en særlig begravelsesbøn kan fremsiges, og derefter til graven. De pårørende ved naturligvis nøjagtigt, hvordan man ifølge deres tradition forholder sig i forbindelse med et dødsfald. Sygeplejersken må i det enkelte tilfælde spørge familien, hvad hun kan være behjælpelig med.

Hjemmebesøg  

De tidligere nævnte forhold hos muslimske patienter gør sig naturligvis også gældende i deres eget hjem. I forbindelse med hjemmebesøg gør der sig imidlertid et særligt forhold gældende. Side 20 Som hos andre klienter er sygeplejersken eller sundhedsplejersken gæst i den muslimske klients hjem. For muslimer er det meget vigtigt at vise gæstfrihed. Gæsten forventes ikke at hjælpe med noget praktisk. Hun skal stort set bare sidde i stuen og lade sig opvarte. Hvis hun har brug for et eller andet, beder hun værten om det, som derved får lejlighed til at vise sin gæstfrihed. Det er uhøfligt ikke at tage imod det, man bliver budt. Man må i det mindste tage imod et glas vand. Før man når ind i stuen, tager man dog sine sko af i entreen. Det er ikke bare et spørgsmål om hygiejne, men også en måde at vise respekt på. Derfor er det ikke en god ide bare at tage et plastikovertræk på skoene. Ligesom værten viser gæsten respekt gennem sin opvartning, viser gæsten respekt for værten ved at tage skoene af i entreen (3). Tilgodese specielle ønsker

Det overordnede kriterium i plejen af muslimske patienter bør i overensstemmelse med princippet om at sætte patienten i centrum være, at plejepersonalet søger at tilgodese deres specielle ønsker og behov. Som regel betyder det ikke særlig store indgreb i den daglige arbejdsgang.

Da der på de allerfleste afdelinger er en overvægt af kvindeligt plejepersonale, skulle det være muligt at imødekomme kvindelige muslimske patienters ønske om at blive plejet af kvindeligt personale. Det eneste, der kan være ekstra ressourcekrævende, er, at det kan være nødvendigt at sikre sig, at der er en kvinde til stede ved undersøgelser foretaget af en mandlig læge.

Den største grund til, at man måske ikke altid vil kunne tilgodese de muslimske patienters specielle behov fuldt ud, vil være hensynet til medpatienterne. Det kan være nødvendigt at begrænse den udvidede families tilstedeværelse ved sygesengen, ligesom man må sætte retningslinjer for, hvor og hvor højt patienten og evt. besøgende må bede.

Dialog med patienten

Det skal igen understreges, hvor vigtigt det er, at plejepersonalet taler med den enkelte muslimske patient om hendes specielle ønsker og behov i forbindelse med hospitalsopholdet.

En løbende dialog kan løse mange problemer og ofte afmystificere situationen for personalet. Det betydningsfulde i den interkulturelle kommunikation er, at det ikke er kulturerne som sådan, der taler med hinanden, men derimod mennesker fra forskellige kulturer, der mødes og kommunikerer med hinanden (6).

Fokus i en sådan dialog er altså på den menneskelige kontakt på tværs af kulturerne. I samtalen møder personalet altså den muslimske patient som et medmenneske, der både har behov som ethvert andet menneske og specielle behov i kraft af sit kulturelt-religiøse tilhørsforhold (1).

På større hospitaler kunne man overveje at ansætte tosproget og tokulturelt plejepersonale på specielle vilkår, således at man ved behov kunne trække på deres ekspertise til at tolke både sprogligt og religiøst-kulturelt (6).

Hanssen påpeger vigtigheden af, at personalet lærer at forstå patientens signaler uden nødvendigvis at have en stor paratviden om de enkelte kulturer (og religioner) (1).

Det er også vigtigt, at den enkelte plejeperson er åben for en personlig afklaringsproces mht. eksistentielle spørgsmål. En sådan afklaring kan medføre større åbenhed over for og accept af patientens religiøsitet, også selv om den er væsensforskellig fra ens egen holdning. Selv om man måske selv er a-religiøs, er det vigtigt at være indstillet på at hjælpe patienten med opfyldelsen af hendes religiøse behov.

På Dansk Sygeplejeråds kongres i maj 1992 blev følgende sygeplejeetiske retningslinjer vedtaget:
”Grundlaget for al sygepleje er respekten for det enkelte menneskes liv og egenværd, uanset race, farve, køn, sprog, religion, politisk opfattelse, national eller social oprindelse, således som det er udtrykt i FNs menneskerettighedserklæring.” 

Side 21

Litteratur

1. Hanssen I. Sundhedsarbejde i et flerkulturelt samfund. København: Gad; 2000.
2. Jensen T, Rothstein M. Etikken og religionerne. København: Munksgaard Bogklubber; 2001.
3. Khader N. Ære og skam. København: Gyldendal 2002.
4. Schärfe G. Åndelig omsorg – sygeplejerskens rolle? En litteraturanalyse. København: Dansk Sygeplejeråd; 1988.
5. Bekendtgørelse nr. 232 af 30. marts 2001 om sygeplejerskeuddannelsen.
6. Andersen JH, Jensen ADR, ed. Etniske minoriteter. Kulturmøder i sundhedsvæsenet. København: Munksgaard; 2001.
7. Elverdam B. Fra tradition til institution. Muslimske indvandrerkvinders møde med dansk hospital og praksislæge. Statens Humanistiske Forskningsråd. Aarhus Universitetsforlag; 1991.
8. Simonsen JB. Det retfærdige samfund. Om islam muslimer og etik. København: Samleren; 2001.
9. Porter R. Ve og vel. Medicinens historie fra oldtid til nutid. København: Munksgaard; 2001.
10. www.dadl.dk

Anden litteratur

• Tim Jensen, Mikael Rothstein og Jørgen Podemann Sørensen (red). Gyldendals religionshistorie. København: Gyldendal 1997.
• Gyldendals religionsleksikon 1998 og senere udgaver (se under Religion/ Livsanskuelse).
• Hourani A. De arabiske folks historie. København: Gyldendal; 1998.

Interview med muslimske patienter   

Gerne en mandlig læge eller portør

32-årig somalisk, muslimsk kvinde om mad, påklædning og forholdet til mandligt personale.

”Jeg bad om fisk, grønsager og æg. Jeg spiser ikke svinekød, men jeg holdt mig også fra andet kød, da jeg ikke vidste, om det var halalslagtet. Nogle gange kan familie eller venner bringe mad til patienten, det har jeg selv lige gjort til en veninde, der har født.”

”Jeg gik rundt i min egen lange nederdel. Jeg havde også mit store tørklæde på, der hang ned over hospitalsskjorten foran, så det var ikke noget problem. Efter operationen (for blindtarmsbetændelse) klippede de et snit i linningen på min nederdel, så jeg stadig kunne have den på, uden at det strammede. Det var jeg meget glad for.”

På spørgsmålet, om hun ville lade en mand hjælpe sig i bad eller på toilettet, griner hun meget og siger:
”Nej, nej. Men det er i orden, at en mandlig portør kører af sted med mig i sengen. Men hvis man er syg, kan man godt blive undersøgt af en mand, også når det drejer sig om en underlivsundersøgelse, for nogle gange er en mand dygtigere end en kvinde. Men det er godt, at der er en kvinde til stede. Min egen praktiserende læge er også en mand, og han er så sød.”

På spørgsmålet om, hvorfor en mand så ikke må vaske hende, griner hun: ”Det er et godt spørgsmål. Fordi lægers arbejde er meget vigtigt, må en mandlig læge godt behandle mig. Men når det drejer sig om vask og toiletbesøg, behøver det ikke at være en mand.”

Nogle gange rører en mandlig læge eller en

Side 22

anden mandlig ansat os på skulderen og siger: ”Hav det godt.” Det er ikke noget problem, men jeg vil helst ikke have det. Hvis han giver mig hånden, giver jeg også ham hånden, for det er ikke så godt ikke at hilse, og han kunne jo også blive sur på mig. Når man er syg, kan man ikke så godt sige nej.”

”Hvis medpatienterne accepterer det, kan jeg godt bede på stuen, det tager ikke ret lang tid. Ellers finder jeg et andet sted, f.eks. opholdsstuen, hvis der ikke er nogen derinde.”

”Når man er syg, skal man ikke overholde fasten i ramadanen. Man må også godt få medicin og væske i drop om dagen, for hvordan skal man ellers blive rask?” 

Ikke kysse på stuen

Interview med 20-årig dansk mand, som er konverteret til islam, om hvilke hensyn han gerne vil have taget under en evt. hospitalsindlæggelse.

”Jeg ville gerne have, at plejepersonalet f.eks. var behjælpelige med at finde et rum, hvor jeg kunne bede.”

”Toiletbesøg og badning skal helst foregå så privat som muligt uden nogen, der pludselig braser ind. Jeg ville ikke være glad for at skulle benytte en bækkenstol på stuen eller en urinkolbe, da der er grænser for, hvor meget andre, specielt kvinder, må se i det offentlige rum. Det er ikke noget problem med kvindelige besøgende til medpatienter, da man bare kan tildække sig. Mange kunne dog føle sig utilpas, hvis en medpatient sad og kyssede sin kæreste på stuen.” 

Faster under ramadan trods diabetes

Interview med 42-årig somalisk kvinde om, hvordan hun tackler insulinkrævende diabetes mellitus.

”Jeg har haft sukkersyge i syv år. I Somalia og senere i Etiopien var det ikke muligt at få insulin. Jeg kunne kun få tabletter for min sukkersyge og var meget, meget træt. For et år siden kom jeg til Danmark, og efter et par måneder gik jeg til lægen. Han blev meget chokeret over, hvor højt mit blodsukker var. Han gav mig insulin, og nu er jeg slet ikke træt mere!”

”Jeg får insulin Mixtard om morgenen og Retard om aftenen. Jeg tager selv insulinen og måler også selv mit blodsukker. Men min læge sagde, at under ramadanen skulle jeg tage Retard om morgenen og Mixtard om aftenen.
Jeg tog insulinen lige før solopgang sammen med et måltid og væske og igen lige efter solnedgang sammen med et måltid og væske. Samtidig tog jeg mit blodsukker, og det var fint. Det var nu faktisk lavere i ramadanen, og jeg havde også nogle insulin-følinger. Under ramadanen gav min læge mig lov til at spise mine somaliske livretter, som indeholder en del olie, og som jeg derfor ikke må få til daglig, da jeg også har forhøjet kolesterol. Men ellers spiste jeg, som jeg plejer, dvs. normal kost uden sukker.”

På spørgsmålet om, hvad hun vil gøre om nogle år, når ramadanen falder om sommeren, hvor det er lyst meget længere, og hun derfor skal faste i længere tid, svarer kvinden:

”Det ved jeg ikke. Men jeg vil i hvert fald følge ramadanen, så længe jeg ikke er syg, og jeg regner ikke sukkersyge for en sygdom, der berettiger til ikke at følge ramadanen. Til den tid må jeg spørge min læge, hvad jeg så skal gøre.”

Side 23 

Side 29: