Sygeplejersken
Beskyttelse mod familien
Kommunen kan søge om værgemål for en borger. Men der skal være et konkret problem, og borgeren skal være helt ude af stand til selv at tage stilling.
Sygeplejersken 2003 nr. 23, s. 14
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Der findes muligheder for at få sat de pårørende fra bestillingen, hvis de skader et gammelt menneske med deres indblanding i pleje og behandling.Så kan kommunen gå til statsamtet og bede om at få udpeget en værge.
Men forudsætningen er, at den gamle er helt ude af stand til selv at tage stilling.
”Der skal være tale om, at den svage f.eks. er senildement eller har en psykisk lidelse, der gør, at den pågældende er ude af stand til at tage stilling til sine egne forhold og problemer,” siger kontorchef Ole Kirkegaard, Nordjyllands Statsamt.
Varig inhabilitet er den ene betingelse. Den anden er, at der er et konkret behov, og det kan godt bestå i, at pårørende blander sig til skade for den gamle.
”I den situation kan det godt tænkes, at vi vil vurdere, at der er brug for et værgemål. Og at værgen ikke skal tages fra familiekredsen, men være en af vores professionelle værger,” siger Ole Kirkegaard.
Penge eller plejeproblemer
Situationen er slet ikke ukendt i Nordjyllands Statsamt, hvor godt halvdelen af værgemålssagerne rejses af en offentlig myndighed, men resten rejses af pårørende. Nordjyllands Statsamt behandler ca. 200 anmodninger om værgemål hvert år.
Hvis problemet opstår på et kommunalt plejehjem, rejses sagen af kommunalbestyrelsen (i praksis som regel socialforvaltningen), hvis plejehjemmet er amtsligt, af amtsrådet.
Anledningen kan være, at plejehjemmet har en mistanke om, at de pårørende misbruger den gamle økonomisk eller bare ikke vil betale for, at den gamle kan få dessert efter maden eller deltage i plejehjemmets udflugter.
”Men det kan også være problemer med pasning og pleje, hvor der er en konflikt med familiemedlemmer, der vil noget helt andet, end hvad plejehjemmet anser for at være rigtigt,” siger Ole Kirkegaard.Til gengæld er der ikke meget at gøre, før den svage gamle helt har mistet evnen til selv at varetage sine egne interesser. At selvbestemmelsesevnen er påvirket, f.eks. af apopleksi, demens eller Parkinsons sygdom, er ikke tilstrækkeligt, hvis den gamle i et eller andet omfang godt kan forstå, hvad der foregår, og tage stilling.
”Det er et spørgsmål, om lægen vil stå inde for, at den pågældende er ude af stand til at varetage sine anliggender,” siger Ole Kirkegaard med henvisning til de ret udførlige lægeerklæringer, der kræves.
Begrænsede muligheder
Han gør opmærksom på, at et tidsbegrænset værgemål kan komme på tale, hvis der er udsigt til bedring, f.eks. efter en apopleksi eller en alvorlig trafikulykke.
Men hvis problemet er, at et gammelt menneske mere eller mindre frivilligt overlader beslutningerne til sine pårørende, er et værgemål ikke løsningen.
”Hvis den gamle stadig kan tilkendegive sin personlige opfattelse af tingene, kan et værgemål ikke komme på tale. Så burde der ikke være behov for det,” fastslår Ole Kirkegaard.