Faglig kommentar: Svigt og pligt

Medlemmer af Dansk Sygeplejeråd kunne svare anonymt med et museklik på www.sygeplejersken.dk, hvorefter man kunne se, hvor mange der havde svaret ”Ja,” ”Nej” eller ”Ved ikke.” Da jeg så svarene, havde 270 allerede afgivet deres stemme. Af disse 270 sygeplejersker mente 29 pct., at sygeplejersker skulle have mulighed for at sige nej. 13 pct. svarede ”Ved ikke.”

En sådan quickpoll er en hurtig og nem måde at få loddet en stemning på. Ingen ved, om de sygeplejersker, der svarer, er repræsentative, men mon ikke svarene fortrinsvis kommer fra de yngre årgange, der bruger internettet jævnligt?

Det er et meget højt antal sygeplejersker, der gennem deres svar erklærer, at de er parate til at svigte syge mennesker, som har behov for sygepleje. Man kan håbe, at der er tale om spontane og ureflekterede svar, som ikke er udtryk for en grundlæggende holdning.

Det er da klart, at sundhedsvæsenet skal gøre alt, hvad der står i dets magt, for at beskytte personalet mod at pådrage sig alvorlige sygdomme som følge af deres arbejde. I stråleterapien beskyttes personalet med bly og beton. Gravide fritages for at arbejde med teratogene stoffer.

Allergifremkaldende stoffer elimineres, og ved smitterisiko anvendes særlig skærpet hygiejne. Men frem for alt uddannes sundhedspersonale i at beskytte sig selv og andre for miljørisici. Det forpligter at have viden og uddannelse. Hvis de, der har viden og uddannelse, vender ryggen til syge for at pleje deres egen sikkerhed, står det galt til med moralen i sygeplejen.

Det er sandelig også et kollegialt problem, hvis der findes sygeplejersker, som vil være bekendt at frabede sig risikobetonet arbejde og overlade det til andre.

Da de første patienter med aids blev diagnosticeret i Danmark i 1982, og antallet af indlagte patienter med aids steg de følgende år, kunne man støde på personale, der nægtede at pleje aids-syge. Den gang blev det mest opfattet som et udslag af manglende viden.

Men lå der også en begyndende holdningsændring bag? ”Hensynet til mig selv kommer i første række.”Sygeplejersker kan selv vælge job med få eller store udfordringer. Det er også frivilligt, om man vil melde sig til at arbejde i krigszoner med forøget risiko, eller om man vil blive i det hjemlige smørhul. Men sygeplejen indeholder en vis erhvervsrisiko som alle andre job, hvoraf risikoen for at pådrage sig en smitsom sygdom er en af de mindste. Der hører også nogle ulemper til faget, bl.a. at sundhedspersonale kan pålægges at møde på arbejde i katastrofesituationer. Det er vilkår ved faget, og hvis man ikke kan acceptere dem, skulle man have valgt et andet fag.

Er man holdt op med at behandle den type etiske dilemmaer i uddannelsen, så de studerende kan blive afklaret med, om sygeplejen er noget for dem? Er et begreb som pligt blevet umoderne? Eller står det ikke specifikt i ansættelsespapirerne, hvad jobansøgeren forpligter sig til? I hvert fald var det nok ikke en dårlig idé, om man rundt om på arbejdspladserne tog en alvorlig snak om, hvordan man vil forholde sig til en kollega, der er parat til at stikke halen mellem benene og lade kammeraterne løbe risiciene.