Meld tilbage til lægen

Hvis en hjemmesygeplejerske ikke kan komme til at udføre de ordinationer, hun har fået, skal hun melde tilbage til den læge, der har ordineret. Og det gælder, hvad enten borgeren selv nægter at samarbejde, eller det er pårørende, der hindrer hjemmesygeplejersken i at udføre ordinationen.

”I første omgang skal man selvfølgelig forsøge at udrede misforståelser og mistro, ” siger embedslæge Niels Holm-Nielsen, Aalborg.

”Og fordi man bliver afvist en enkelt dag, skal man ikke bare lade vedkommende sejle sin egen sø. Man skal blive ved med at tilbyde. Men hvis den ordinerede behandling ikke bliver fulgt, er det den ordinerende læge, der må overveje, hvad man så skal sætte i værk.”

Andre problemer bag

I praksis bliver tingene kompliceret af, at hjemmesygeplejerskens opgaver både kan være af sundhedsfaglig og socialfaglig karakter.

Når hjemmesygeplejersken doserer medicin eller plejer et sår, fungerer hun som sundhedsperson og er underlagt embedslægens tilsyn. Når hun fungerer som hjemmehjælperens mellemleder eller rådgiver i et hjem, arbejder hun på det socialfaglige område, hvor det ikke længere er lægen, men kommunalbestyrelsen, der træffer beslutningerne og har ansvaret.

”Det har vi principielt ingen mening om, og det socialfaglige har sit eget klagesystem,” tilføjer Niels Holm-Nielsen. Det er imidlertid hans erfaring, at problemer ofte starter i det socialfaglige og siden griber over i det sundhedsfaglige.

”Hvis man er utilfreds med det tilbud, der stilles til rådighed, eller ikke kan lide den måde, personalet taler til én på, så bruger man de virkemidler, man har. Ligesom børn, der ikke vil spise, fordi mor eller far er dum. Så vil man f.eks. ikke længere tage sin insulin. Selv om det er noget, man tidligere ikke havde noget imod.”

Alliance med lægen

Derfor skal hjemmesygeplejersken være opmærksom på, om der ligger andet bag et problem end det, der kommer op til overfladen. Omvendt kan man somme tider have held med at bruge det sundhedsfaglige som løftestang, hvis der er problemer med hjælp til mad og drikke, personlig hygiejne og andre opgaver, der ikke udføres på ordination, men som del af kommunens sociale tilbud.

”Det kan f.eks. være, at en pårørende ikke mener, at den syge skal have mere at drikke, for så tisser man bare mere i sengen,” siger Niels Holm-Nielsen.

”Hvis den pårørende forhindrer, at hjælpen gives, kan man somme tider bruge lægen. Hvis der f.eks. er ordineret bronkitisbehandling, kan man gøre lægen opmærksom på, at der er risiko for, at behandlingen ikke virker, fordi slimen bliver sej pga. væskemangel.

På den måde kommer hjemmesygeplejersken ikke til at stå alene med problemet.”

Overtalelse er tilladt

Betingelsen for, at en læge kan indlede en behandling, er, at patienten har givet sit informerede samtykke.

Det gælder også, når patienten er varigt ude af stand til at tage stilling. Så fastslår Lov om patientrettigheder, at samtykket udøves af patientens beskikkede værge eller af de nærmeste pårørende.Hvis værgen eller de pårørende forvalter samtykket på en måde, så det er åbenlyst, at det vil skade patienten eller forhindre behandlingen i at virke, kan sundhedspersonen alligevel gennemføre behandlingen med embedslægens tilslutning.

F.eks. hvis børnene ikke synes, det er nødvendigt at indlægge deres gamle mor efter en hjerneblødning, fordi hun alligevel er så gammel, at hun ikke har noget liv mere. Men så længe patienten er i stand til at tage stilling, kan sundhedspersoner ikke tilsidesætte patientens beslutninger. Det kan de heller ikke, hvis patienten frivilligt overlader beslutningerne til sin ægtefælle eller sine voksne børn.

”Hvis familien overtaler en habil person til at afvise hjælpen, så har man selvfølgelig et problem, hvis man ved, at den pågældende ville have glæde af det,” siger Niels Holm-Nielsen.

”Men det er den enkeltes ret at sige nej,

Side 12 

og grundlaget er vedkommende ikke forpligtet til at redegøre for.”

Når patienten tier

Habil er man i princippet, indtil man er umyndiggjort. Og at en søn eller datter optræder som talerør for et gammelt menneske, behøver der heller ikke at være noget galt i.

”Måske overlader en patient til sin søn eller datter at forklare, hvordan en bronkitisbehandling generer, fordi sønnen eller datteren er bedre skåret for tungebåndet.

Så er det selvfølgelig urimeligt, hvis man insisterer på, at man kun vil tale med den ældre,” fastslår Niels Holm-Nielsen. Problemerne opstår, når den pårørende begynder at fremføre sine egne synspunkter i stedet. En klassiker er, at en søn eller datter går ind for alternativ behandling.

”Hvis de forhindrer hjemmesygeplejersken i at give insulinen, fordi de mener, at sukkersyge skal kureres med urtemedicin, så kan det hurtigt blive livstruende. Derfor vil det være naturligt, at man ikke bare forsøger at snakke folk fra det, men med det samme melder tilbage til lægen, at man ikke kan komme til at give insulinen.”

Rigtig speget er situationen, hvis hjemmesygeplejersken får en fornemmelse af, at den syge er uenig med den pårørende, men tier.

”Der må man nok lidt stift henholde sig til den habiles beslutninger. Hvis den habile siger ja, mens talerøret siger nej, må man forsøge at gennemføre.”

Gruppe 2-problemer

Hovedreglen er altså, at man melder tilbage til den henvisende læge. Så kan der opstå helt specielle problemer, hvis den syge er forsikret i gruppe 2 og ikke har nogen fast læge, men frit kan vælge.”Der må man tage afsæt i, hvad den syge selv siger, og konferere med den læge, der har sat behandlingen i værk.

Så kan man i teorien godt komme ud for, at én har ordineret behandling af en forstyrrelse af hjerterytmen, en anden har ordineret noget luftvejslindrende, og en tredje styrer noget ortopædkirurgisk.

Men det har jeg aldrig været ude for. Jeg tror, de fleste læger ville sige, at det står de ikke model til.”