Ensartet sygehuskvalitet kræver central styring

En regionsmodel, en kommunalt forankret model og en statsmodel er de tre alternativer, der bliver belyst i rapporten ”Sundhedsvæsenets organisering” fra indenrigs- og sundhedsministerens rådgivende udvalg.

Det rådgivende udvalg slår fast, at en række forudsætninger må gælde, uanset hvilken model der bliver tale om. Den praktiserende læge skal stadig være patientens indgang til sundhedsvæsenet, og sygehusenes samarbejde med kommunerne må ikke svækkes.

Der er brug for en stærkere central styring for at sikre en ensartet kvalitet og for at undgå, at sygehuse indfører eller opretholder behandlinger, de ikke har tilstrækkeligt patientgrundlag for.

For at opnå en mere effektiv udnyttelse af sygehusenes ressourcer må sygehusene have større dispositionsfrihed. Mere aktivitetsbestemt finansiering skal give en økonomisk tilskyndelse til effektivisering.

Regioner med direkte valg

Den første model er en regionsmodel med færre amter, øget central planlægning og mere selvstændige sygehuse. Der skal være direkte valg til regionernes politiske ledelse.

Ifølge udvalget vil fordelene ved denne model være, at den giver bedre muligheder for at gennemføre samlede nationale initiativer og for at planlægge en specialefordeling, hvor de enkelte sygehusfunktioner er fagligt bæredygtige.

Større enheder gør usikkerheden i budgetterne mindre, men det politiske, økonomiske og planlægningsmæssige ansvar vil stadig være samlet, nemlig hos de valgte politikere.

Ulemperne ved modellen vil være, at der bliver større afstand mellem borgerne og det politiske niveau. Og at der stadig vil være risiko for kassetænkning mellem regioner og kommuner.

Kommunale sygehuse

Den anden hovedmodel er en kommunalt forankret model, hvor den enkelte kommune skal sikre, at borgerne kan få den nødvendige sygehusbehandling. Modellen forudsætter, at kommunerne er større end de nuværende. Kommunerne skal betale for sygehusbehandlingen, men skal ikke drive sygehusene.

Det skal sygehusregioner med en ledelse, der består af politisk udpegede repræsentanter for kommunerne. Specialeplanlægning og kapacitetsstyring foregår i sygehusregionerne.

Modellen vil give bedre sammenhæng i de patientforløb, der går på tværs af de nuværende grænser mellem sygehuse, almen praksis og kommunerne. Kassetænkning vil i princippet ikke finde sted, fordi det i sidste ende er kommunen, der betaler det hele.

På nogle områder vil borgerne også have kortere afstand til den myndighed, der har ansvaret for tilbuddene, nemlig kommunen.

Ulemperne ved modellen er, at de fleste kommuner er for små til at løfte opgaven, og at modellen vil give større administrationsudgifter. Andre ulemper er af mere politisk og demokratisk karakter. Der vil ikke længere være direkte valg til den myndighed, der driver sygehusene (sygehusregionen).

Det kan også give problemer, at den enkelte kommune nok skal betale for sygehusbehandlingen, men ikke er alene om at træffe beslutninger om kapacitet, investeringer osv.

Side 9 

Ufolkelig statsmodel

Den tredje model fra det rådgivende udvalg er en statsmodel, hvor staten overtager både finansiering og drift af sygehusene.

Planlægning og organisering af sygehusene kan evt. foregå i et mindre antal regioner. Almen praksis kan enten flyttes med over til staten eller den anden vej, til kommunerne.

Modellen vil give gode muligheder for effektiv gennemførelse af nationale sundhedspolitiske målsætninger og prioritering på et overordnet niveau.

Det vil blive enklere og billigere at administrere sygehusvæsenet. En fornuftig specialeplanlægning vil ikke blive hindret af lokale politiske hensyn, og det bliver lettere at begrænse uønskede forskelle mellem behandlingstilbuddene forskellige steder i landet.

Ulemperne vil være manglende politisk nærhed og manglende kendskab til lokale behov og ønsker. Der vil være risiko for dårligere samarbejde om patientforløbene, risiko for kassetænkning i forhold til kommunerne og risiko for langsommere beslutningsgange.

Der vil også være risiko for, at enkeltsagspolitik på statsligt niveau kan få konsekvenser for hele landet.