Faglig kommentar: Infusion og principper

En kvinde på 95 år havde været indlagt med hjerteinfarkt. På sygehuset havde hun fået væskeinfusion, fordi hun ikke kunne spise og drikke selv, og ved indlæggelse på plejehjemmet blev der ordineret væskeinfusion, hvis hun ikke drak mere end 800 ml i døgnet. To dage efter indflytningen på plejehjemmet fik kvinden sat en liter væske op, som var løbet ind i løbet af tredjedagen. Lægen ordinerede pause til fjerde dag, hvor en ny infusion skulle starte. Kvinden måtte få morfika og diuretika ved behov.

På fjerdedagen gav sygeplejersken kvinden en smertestillende indsprøjtning, men ingen infusion. Sygeplejersken havde fået kvinden til at drikke 200 ml væske dråbevis og ville se tiden an. Samme dag skulle sygeplejersken desuden passe naboafdelingen. Alligevel så han ind til kvinden og hendes pårørende, hver gang han kom forbi. Trods sygeplejerskens forsøg på at give kvinden små mængder væske blev hun dårligere, og en anden sygeplejerske fandt hende angst, blegcyanotisk og med hvæsende åndedræt. Hun underrettede den første sygeplejerske, som gav kvinden Furix.

Først femtedagen fik kvinden den ordinerede væske. Herefter livede hun op og kunne tale med sine pårørende. Sjettedagen døde hun stille.

Sagen er beskrevet i ”Vårdfacket” juni 2003. Socialstyrelsen anmeldte sygeplejersken til ”Hälso- och sjukvårdens ansvarsnämnd” (svensk pendant til Patientklagenævnet) for ikke at have kontaktet den ansvarshavende læge og for ikke at have noteret i journalen, at hun ikke havde fulgt lægeordinationen. Det var oplagt, at kvinden var døende, og at plejen måtte rette sig ind efter, at patienten hverken havde smerter, var angst eller havde andet ubehag. Infusionen var imidlertid ordineret efter klare kriterier, så det var en fejl, at sygeplejersken havde undladt at følge ordinationen uden at kontakte lægen og det uanset, om sygeplejerskens bedømmelse af situationen var rigtig eller ej. Sygeplejersken fik en advarsel.

Sygeplejersker må ikke ændre en læges ordinationer, så afgørelsen må tages til efterretning. Men det undrer mig, at et spørgsmål om infusion eller ej til døende kan blive ved at påkalde så mange følelser blandt sygeplejersker. Det er al ære værd, at sygeplejersken gør en indsats for at få den gamle dame til at drikke. Men hvorfor denne tilbageholdenhed med at supplere med intravenøs væske? Der er hverken tale om hjertemassage eller andet pinefuldt indgreb. Med de kanyler og teknikker, der i dag er til rådighed, behøver parenteral væsketilførsel ikke at være et problem for patienten. I dette tilfælde livede kvinden endog lidt op på det sidste, så hun kunne komme i kontakt med sin familie. Er det ikke et lille stik værd?

Diskussionen om parenteral væske til døende forekommer næsten kun i primær sundhedstjeneste. De faglige argumenter er som regel noget med, at man ikke skal gøre et hjem til et hospital. Men er der mere hjemlig hygge i bleer, bækkenstole og elsenge end i en lugtfri plastikflaske, der kan hænge på et søm på væggen, og som mange pårørende vil kunne holde øje med? Sandheden er snarere, at sygeplejersker siger nej, medmindre de får bedre normeringer. Der er nemlig forskel fra kommune til kommune. I stedet for at kæmpe for, at kun faglige og menneskelige argumenter tæller, risikerer man, at patienterne bliver gidsler i en kamp om principper.