Sygeplejersken
Mens vi venter på strukturkommissionen
Den lægelige specialisering taler for en centralisering af sygehusvæsenet. Det samme gør befolkningens krav om adgang til samme behandling og samme kvalitet, uanset hvor de bor. I den modsatte retning trækker ønsket om at få samarbejdet mellem sygehuse, praktiserende læger og kommuner til at hænge ordentligt sammen
Sygeplejersken 2003 nr. 32, s. 6-7
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Hvem skal drive sygehusene? Amter, regioner, kommuner, kommunale fællesskaber eller staten? Det er et af de store spørgsmål, som regeringens strukturkommission for øjeblikket er ved at besvare.
Men ikke det eneste, som angår sundhedsvæsenet. Sygehuse, almen praksis og hjemmepleje hænger så tæt sammen, at man ikke kan diskutere sygehusenes fremtidige tilhørsforhold uden at tage primærsektoren med i overvejelserne.
Strukturkommissionen skal først aflevere sine anbefalinger for indretningen af den offentlige sektor til regeringen ved udgangen af året.
Men to rapporter, der er bestilt til lejligheden, giver en ide om, hvad det er for modsatrettede tendenser, kommissionen skal afbalancere mod hinanden, og hvilke modeller man konkret kan forestille sig.
Skat og serviceniveau
I det danske sundhedsvæsen har det lokale selvstyre altid spillet en stor rolle. Amtspolitikerne bestemmer, hvordan det lokale sygehusvæsen skal se ud, og de står for skatteudskrivningen. Princippet er: høj service - høj skat og omvendt. Amterne er
Side 7
traditionelt gode til at styre udgifterne til sygehusbehandlingen. Men mange af de nuværende amter er blevet for små.
Bedre lægelig kvalitet er ofte det samme som højere specialisering, og en højt specialiseret afdeling skal have et større optageområde for at få patienter nok.
For en række sygdomme gælder det også, at det er billigere at samle behandlingen på forholdsvis få behandlingssteder.
Amters råderum mindsket
Specialiseringen er ét hensyn, der taler for en centralisering inden for sygehusvæsenet. Et andet er tendensen til øget statslig styring af sygehusvæsenet.
I løbet af de sidste 10 år har regering og Folketing fattet interesse for sygehusbehandlingen og har blandet sig i den amtslige prioritering på mange områder.
Tilsvarende er befolkningen ikke længere indstillet på at acceptere store lokale forskelle i behandlingstilbuddet. Patienterne forventer samme kvalitet og samme behandlingsmuligheder, uanset om de bor i Københavnsområdet eller på Lolland.
Frit sygehusvalg har også svækket amtspolitikernes muligheder for at foretage en lokal prioritering. Hvis et tilbud ikke findes i amtet, kan patienterne søge til et andet amt og få det der. Regningen bliver automatisk sendt til hjemamtet.
Kassetænkning
Konkret kan tendensen til centralisering føre til, at de nuværende amter bliver afløst af et mindre antal regioner eller et statsligt sygehusvæsen. Men andre hensyn trækker den modsatte vej.
Den første rapport ”Sygehusvæsenets organisering” blev afleveret i januar 2003 af et rådgivende udvalg under ledelse af sundhedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen.
Den anden rapport ”Sektoranalyse på sundhedsområdet,” offentliggjort i april i år, er et af strukturkommissionens arbejdspapirer. Det omfatter sygehussektoren og primærsektoren, men ikke psykiatrien, som er behandlet i en anden sektoranalyse.
Begge rapporter ligger på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside www.im.dk. Den første ligger under Publikationer (dato 08/01/03), den anden under Strukturkommission.
Et af de store problemer i sundhedsvæsenet er, hvordan man sikrer bedre sammenhæng og samarbejde mellem almen praksis, kommunerne og sygehusene.
Ifølge rapporterne får dette samarbejde ikke bedre vilkår, hvis man centraliserer sygehusvæsenet, snarere tværtimod.
Hvis man virkelig vil af med kassetænkningen, forebygge unødvendige sygehusindlæggelser og sikre en kvalificeret opfølgning på sygehusbehandlingen efter udskrivelsen, skal man måske gå den modsatte vej og give kommunerne ansvaret for sygehusvæsenet. Det er f.eks. tilfældet i Finland.
Så bliver spørgsmålet til gengæld, om man kan opretholde en ensartet kvalitet i sygehusbehandlingen og en fornuftig specialeplanlægning i et kommunalt sygehusvæsen.
Det rådgivende udvalg, ledet af sundhedsøkonomen Kjeld Møller Pedersen, tegner tre mulige modeller for sygehusvæsenet:
- Regionsmodellen: amterne afløses af regioner.
- Den kommunalt forankrede model: kommunerne finansierer sygehusene, men driften foregår i sygehusregioner.
- Statsmodellen: staten overtager sygehusene.
Strukturkommissionen, som blev nedsat af regeringen sidste år, skal ”vurdere fordele og ulemper ved alternative modeller for indretningen af den offentlige sektor og på denne baggrund komme med anbefalinger til ændringer, som er holdbare over en længere årrække.”
Kommissionen skal specielt se på
- amters og kommuners størrelse
- ændret opgavefordeling, stat, amter og kommuner imellem
- fordele og ulemper ved amternes afskaffelse
- Kommissionens medlemmer er overvejende embedsmænd. Formand er direktør Johannes Due, Sygeforsikringen Danmark.
Sygehusregioner med direkte valg, almen praksis flyttes til kommunerne. Regioner driver sygehusene, men kommunerne betaler, almen praksis flyttes til kommunerne. Amterne beholder sygehusene, hjemmesygeplejen flyttes til amterne. Kommunerne betaler for sygehusdriften og udpeger ledelsen af sygehusregionerne, almen praksis flyttes til kommunerne. Staten overtager sygehusene, almen praksis flyttes enten over i statslige sygehusregioner eller til kommunerne.